« Tilbage til søgeresultaterne
De voldtagne Kvinder
En harmfuld Rædsel, en grænseløs Medlidenhed har fyldt alle franske Kvinders Hjærter ved Læsningen af den nylig offentliggjorte Beretning om de Attentater, som er blevne begaaede af tyske Soldater og Officerer mod unge Piger og Koner i de af Fjenden bosatte Landstrækninger.
Selvfølgelig taler Beretningen ikke om de frygtelige Tragedier, som vil blive den naturlige Følge af de omtalte Voldsforbrydelser. Den nævner ikke, hvor mange Familier, der er blevne besudlede ved disse, hvor mange Liv, der for evig er blevne forgiftede deraf. Man har fortalt mig om en fransk Officer, hvis Hustru og Datter begge er blevne besvangrede af den samme Krigsknægt.
Det stod forleden Dag at læse i „Le Matin”, at en belgisk Præst fra Prædikestolen indtrængende har opfordret de Kvinder i hans Land, som har været Ofre for en lignende Prøvelse, til at foranstalte et nyt „Bethlehemsmord”. Han gav dem paa Forhaand Aflad, paatog sig for Guds Aasyn Ansvaret for deres Handlinger.
Vi ved fra anden Side, at indenfor selve Kvindebevægelsen er der Anskuelser fremme, som i dette Tilfælde hævder Retten til Fosterfordrivelse. Det er let at udstede saadanne Tilladelser. At en Kvinde sætter Livet til under Forsøget paa at befri sig fra Frugten af en Skændselsgerning, at en Moder dræber sit Barn, hvilke glimrende Lægemidler mod den værste af alle Ulykker!
Men der gives intet Lægemiddel. Alle de Løsninger, som byder sig til, er modbydelige: enten skal man føde til Verden og opdrage et Barn af en foragtelig Fader, men ikke desto mindre ens eget Barn, eller man skal gøre sig selv til en Forbryder.
Hvis Pligten mod Fædrelandet fordømmer Soldaterne til at blive Mordere, gid da i det mindste vore franske Soldater maa kunne afholde sig selv fra at blive Uhyrer efter Angribernes Exempel!
Hvilket Ansvar bærer nu den tyske Overkommando for disse Rædsler?
Det tilkommer ikke os at udtale os herom. Men det kan vi sige, og det vil vi skrige ud, som en Lære uddraget af disse Lidelser, at hvem, der saa bærer det direkte Ansvar, der er et Ansvar over alle andre, et Verdensansvar, og det er de civiliserede Folkeslags Aarhundreder gamle Samtykke i den mandlige Usædelighed paa Kvindernes Bekostning.
Vin - Spil - Kvinder - og man kan gerne hertil føje Tobak, det er Programmet for Manden, som morer sig.
Hvor mange af de Soldaterbreve, som offentliggøres, og som er saa fulde af Mod og godt Humør, skæmmes ikke af Ord som „den gode Steg” (la bonne cuite), som man ugenert lover sig selv, naar man kommer sejrrig hjem, eller Haabet om „den blaa” (la bleue), som man skal traktere sig selv med i Berlin.
Hvad enten en Mand er afstumpet eller forfinet, saa er han vænnet til at søge sin Morskab i Nedværdigelse af Naturdriften.
Med Glæde mener han „Bryllup” („noce”) under fine eller gemene Former - alt efter hans sociale Trin. Og som Følge heraf bliver Krigen for Sejrherren et umaadeligt „Bryllup” paa den overvundnes Bekostning.
Afskaf Festerne blandt Garnisionskammeraterne, hvortil der paa Forhaand bestilles Damer hos den officielle Leverandør! - Afskaf denne Leverandør, som der ses gennem Fingre med! - Indfør en anden Tænkemaade i de retskafne Familier, hvor man finder det yndigt, at Ungdomstiden saaledes spildes, hvis I vil undgaa den vanærende Risiko af Troppernes Udsvævelser i Felten. At give Mænds lastefulde Optræden Skylden her er, som overalt i sociale Spørgsmaal, ikke alene at anklage Mandene men ogsaa deres Ægtefæller. Naar én Tradition fortsætter sig fra Fader til Søn, er det fordi, Moderen samtykker deri. Man kan ganske vist sige, hvis Talen er om Love, at Mændene alene har skrevet Lovene, men man maa tilføje, at Kvinderne har ladet dem gøre det. Men her drejer det sig om Sæder og ikke om Love, og dersom Kvinderne virkelig havde villet og endnu vilde, at Mændene skulde vise Ærbødighed mod Kvinder, alle Kvinder, og mod sig selv, - saa vilde denne Ærbødighed allerede være en Kendsgerning eller med det første blive det.
Men selv under disse alvorlige Forhold, hvor Kvinder i saa stort Antal har aabenbaret de mest ophøjede og værdifulde Egenskaber, maa de dog hver Dag finde sig i at blive tilstænkede af den traditionelle Kvindeforagt.
En af de indiske Høvdinger, som nylig gik i Land i Frankrig, og som var en sædelig Mand, svor paa, at han ikke vilde gaa ind i et af de store Magasiner, fordi et Hus, hvor saa mange Kvinder var samlede, ikke kunde være et anstændigt Sted. Og vore parisiske Myndigheder har udvist en lignende Tænkemaade, idet de har forbudt Militærbiler i Municipalraadenes Tjeneste at medføre Kvinder.
Det er efter Ordre af Generalen eller Præfekten eller, jeg véd ikke hvem.
En Kvinde i et Militærautomobil er et upassende Syn, det er noget af en Skandale, som man ikke tør byde Publikum.
Man siger, at der er blevet begaaet Misbrug, at virkelig letlevende Damer, foregivne Militærsygeplejersker eller andre, har kompromitteret Militærbilerne ved at lade dem holde i uforholdsmæssig lang Tid foran Konditorierne, - men hvis saa er, forbyd da Chaufførerne at holde foran Konditorier, men forlang ikke, at de flittige Arbejdersker indenfor saa mange Grene af national Interesse, skal gaa tilfods og udsætte sig for Ubehageligheder af Chefen paa Grund af den formindskede Fart.
Jeg beundrede nylig paa Gaden en lille, spinkel ung Pige med det Røde Kors’ Slør, omgivet og fulgt af 7-8 Soldater i udmærket Orden. Det var em Sygeplejerske, som lod sine Rekonvalecenter se sig om i Paris. En Kvinde, som ledsager Soldater, det er passende, men en Kvinde, som ledsages af en Soldat, det er upassende. - Ser I Forskellen ? - Jeg ser den meget vel.
Det er den gamle Historie: Saa længe en Kvinde udfører en tjenendes Gerning, er alt hende tilladt, men hun maa blot ikke give det Udseende af, at hun fører Kommandoen.
Det er da ogsaa i Pressen og uden Tvivl ogsaa andre Steder den almindelige Mening, at Krigen har lagt en Tøjle paa Kvindernes sociale Ærgerrighed og ført dem tilbage til deres oprindelige Bestemmelse som Nyttegenstande - man vover dog endnu ikke at tilføje: Fornøjelsesgenstande.
En Reformering af de mandlige Sæder vil først finde Sted den Dag, hvor Kvinderne har lært Mændene at betragte Kvinder som Mennesker af lige saa højt Værd som Mænd. Lige til da maa de sammen med Mændene bære Ansvaret for de Forbrydelser, som Mændene begaar imod Kvinderne. Jane Misme. .
(„La Francaise”, Paris”).
