« Tilbage til søgeresultaterne
Jeanne Marie Roland
VIII.
Anklagen mod Madame Roland lød paa, at hun havde staaet i Ledtog med de Mænd, som var blevne dømte for Landsforræderi. Hun svarer herpaa i sin Forsvarstale, at hendes politiske Forbindelse med en lille Kreds af disse Mænd laa flere Aar tilbage i Tiden og intet havde at gøre med de Beskyldninger, som nu havde fældet dem. De Breve, hun havde modtaget fra de flygtede Girondinere, var af rent privat Natur. De havde kun indeholdt Beklagelser over, at hun var fængslet, og fra en enkelt Side en Opfordring til hende om at prøve paa at undslippe og Tilbud om Hjælp dertil. Hun havde afslaaet denne Opfordring, dels fordi hun ikke vilde bringe dem i Ulykke, til hvis Bevogtning hun var betroet, dels fordi hun hellere vilde udsætte sig for de skæbnesvangre Følger af en uretfærdig Proces end ved en uværdig Flugt paadrage sig selv et Skin af Skyldighed. Naar hun uden at gøre Modstand havde ladet sig fængsle d. 31. Maj, var det ikke med den Tanke senere at tage Flugten. Al den Forbindelse, hun havde vedligeholdt med sine girondinske Venner, indskrænkede sig til de heromtalte Breve, men hvis Forbindelsen ikke var bleven brudt, og hvis hendes Fangenskab ikke havde lagt hende Hindringer i Vejen, da vilde hun stadig have bestræbt sig for at skaffe sig Underretning om deres Skæbne, „thi jeg kender ingen Lov, som kan forbyde mig det.” Hun vilde ikke udtale nogen Dom over de Handlinger, som havde drevet hendes Venner i Landflygtighed eller ført dem paa Skafottet, men det var hun overbevist om, at havde de fejlet, da havde de gjort det i god Tro. Deres Straf nedværdigede dem ikke; de var i hendes Øjne ulykkelige men ikke skyldige. „Hvis jeg selv er skyldig, fordi jeg har ønsket deres Frelse, saa paatager jeg mig denne Skyld for hele Verdens Aasyn. Jeg nærer ingen Bekymring for mine Venners Ære, og jeg ved ingen større Ære at ønske for mig selv end den, at blive domfældt af deres Fjender.”
Hun fralægger sig energisk Beskyldningen for at have været Rolands højre Haand. „Jeg fulgte med Interesse Revolutionens Gang, jeg beskæftigede mig levende med alt, hvad der angik det offentlige Liv, men jeg er aldrig gaaet ud over de Grænser, som mit Køn foreskrev mig. Roland behøvede ikke en Kvindes Hjælp for at være en dygtig Minister.”
Denne Forsvarstale, som hun paa Forhaand vidste, vilde blive Ligtalen over hende selv, og som hun forøvrig blev afskaaren fra at holde, sluttede hun med disse skønne og stolte Ord:
„Retfærdige Himmel! Oplys dette ulykkelige Folk, som jeg ønskede Friheden, - Friheden! Nej, den tilkommer kun de stolte Sjæle, som foragter Døden og er i Stand til i rette Øjeblik at give sig den selv. Den tilkommer ikke de svage, som gaar paa Akkord med Forbrydelsen og skjuler deres Egenkærlighed og Fejghed med Navnet: Klogskab. Den tilkommer ikke de fordærvede, som kommer ilende fra Lastens Udskejelser og Elendighedens Pøl for at bade sig i det Blod, som strømmer fra Skafotterne. Men den tilhører kun de vise, som dyrker Menneskekærlighed, øver Retfærdighed, foragter Smiger, som kender deres rette Venner og frygter Sandhedens Røst. Saa længe I ikke hæver jer op til at blive saadanne Mennesker, Medborgere, nytter det Jer ikke at I taler Frihedens Sag; der gror ingen Frihed i Eders Spor, kun Tøjlesløshed, og før eller senere bliver I selv denne Tøjlesløsheds Bytte. Der kommer en Tid, hvor I beder om Brød, men man giver Eder Lig, og gør jer til Slaver. Jeg véd vel, at i en forblindet Tid, hvor Partiaanden raader, vil enhver, som erklærer sig for Venner af de dødsdømte og landsforviste, løbe Fare for at komme til at dele disses Skæbne. Men jeg frygter ikke Døden, jeg frygter kun for at blive delagtig i Forbrydelsen, og jeg vil ikke købe mig en Dag mere af mit Liv med en fejg Handling.
Ve over en Tid, ve over et Folk, hvor den, som vidner for Sandhedens Sag, løber Fare for sit Liv, og lykkelig den, som er stærk nok til at gaa denne Fare under Øjne! I maa nu selv afgøre, om det stemmer med Jer Interesse at domfælde mig efter forudfattede Meninger uden Beviser og uden Hjemmel i nogen Lov.”
Under Forhøret afslog hun bestemt at svare paa Forhørsdommerens Spørgsmaal om, hvor hun formodede, Roland i Øjeblikket befandt sig. „Enten jeg ved det eller ikke véd det, hverken bør eller vil jeg svare Dem herpaa.”
Baade den offentlige Anklager og Dommeren gjorde alt, hvad der stod i deres Magt, for at afkorte hende Svar eller faa hende til at svare, som de ønskede det. Harmfuld over denne Fremgangsmaade vendte hun sig tilsidst til Skriveren Og udbrød i en befalende Tone: „Tag Pennen og skriv: „En anklaget har kun at aflægge Regnskab for sine egne Handlinger, ikke for andres. Hvis man ikke gennem fire Maaneder havde nægtet Roland den Ret, han saa indtrængende forlangte, at fremlægge sine Regnskaber offentlig, havde han ikke været tvungen til at tage Flugten, og jeg ikke til at skjule hans Opholdssted, forudsat at jeg véd, hvor det er. Jeg kender ingen Lov, ifølge hvilken man kan forlange, at Mennesker skal forraade de Følelser, som er dem af Naturen dyrebarest.”
Her afbrød den offentlige Anklager hende med den Erklæring, at med saadan en Sladresøster blev man aldrig færdig, og Forhøret sluttedes. Men endnu en Gang vendte Madame Roland sig til sine Dommere:
„I kan sende mig paa Skafottet, sagde hun uforfærdet, „men I kan ikke fratage mig den Glæde, jeg føler ved min gode Samvittighed og min Overbevisning om, at Eftertiden vil hævne Roland og mig ved at brændemærke vore Forfølgere med evig Skændsel.”
Med Smil om Læben tog hun Afsked med sine Dommere; hendes sidste Ord til dem var: „Jeg ønsker Dem til Gengæld for alt det onde, De har ønsket at tilføje mig, en Fred som den, jeg selv føler, hvor dyrt jeg end maa betale den.”
- En Mand, som opholdt sig i Conciergeriet samtidig med Madame Roland og nær var kommen til at dele hendes Skæbne, har skildret hendes og de fængslede Girondineres sidste Dage. Han skriver om hende:
„Skønt hun ikke længer var i sin fulde Blomst, var hun dog endnu meget tiltrækkende. Hun var høj af Skikkelse og velbygget; hendes Ansigt var meget aandfuldt, men Ulykken og den lange Fængselstid havde præget det med et Udtryk af Tungsind og dæmpet hendes naturlige Livfuldhed. Hun ejede en Republikaners Sjæl indesluttet i en Graties Legeme, og hun førte sig med en Anstand, der var en Hofdame værdig..
Der var et Udtryk i hendes sorte, levende og blide Øjne, som man kun sjældent træffer hos Kvinder. Hun førte ofte Samtaler med os gennem Gitret (Mændenes og Kvindernes Fængsel i Conciergeriet var adskilte ved et Gitter), og hun udtrykte sig med en Mands Frimodighed og Djærvhed. Denne republikanske Tale i en smuk, fransk Kvindes Mund paa samme Tid, som man rejste hendes Skafot, var et af Revolutionens største Mirakler. Vi stod alle opmærksomt lyttende omkring hende, beundrende og betagne. Den Kvinde, som gik hende tilhaande, sagde en Dag til mig: „Ja, overfor jer andre samler hun alle sine Kræfter, men naar hun er ene i sit Kammer, staar hun undertiden i Timevis ved sit Vindu og græder.”
Den Dag, hendes Dom skulde falde, havde hun klædt sig helt i hvidt som Sindbilled paa sin Samvittigheds Renhed og med det mørke Haar udslaaet over Skuldrene lige til Bæltet.
Efter Domfældelsen vendte hun tilbage gennem Fængselsporten, og der var en Livlighed over hendes Bevægelser, som næsten kunde tyde paa Glæde. Med en Haandbevægelse tilkendegav hun os, at hun var dømt til Døden. Hun helligede sine sidste Timer til at trøste og opmuntre en ung Mand, som skulde dele hendes Skæbne, men manglede hendes Mod, og det lykkedes hende flere Gange at kalde et Smil frem paa hans Læber.
Da hun naaede Guillotinepladsen, bøjede hun sig dybt for Frihedens Billedstøtte og udtalte disse uforglemmelige Ord: „O, Frihed! Hvilke Forbrydelser begaar man ikke i dit Navn!”
Det var bestemt, at hun skulde henrettes først af de dødsdømte den Dag. Ved Skafottets Fod sagde hun til den unge Mand, som hun var kommen til at omfatte med en næsten moderlig Kærlighed: „Gaa forud for mig i Døden, at jeg i det mindste kan spare Dem for at se mit Blod flyde.” Derpaa vendte hun sig til Bødlen og bad om hans Samtykke hertil. Han svarede, at han maatte adlyde sin Ordre, men hun sagde med sit sidste indtagende Smil, som heller ikke paa en Mand som ham forfejlede sin Virkning: „De vil sikkert ikke nægte en Kvinde det sidste, hun her i Verden beder om.” Og den unge Mand fik Lov at gaa forud for hende i Døden og døde som en Helt. Nogle faa Minutter efter fulgte Jeanne Marie Roland ham. Tro indtil Døden mod sin Sag og sine Venner gik hun i deres blodige Spor gennem Dødens Port.
Samme Dag traadte en Herre ind i det Pensionat, hvor Ægteparret Rolands Datter under et paataget Navn havde maattet søge Tilflugt, da Moderen var stævnet for Revolutionstribunalet; han saa mere forstemt og nedslaaet ud end sædvanlig, og da han blev spurgt om Grunden, svarede han, at han lige havde set Madame Roland paa Dødskarren undervejs til Guillotinen. Det ulykkelige Barn, som forstod, at hun ikke med noget Tegn paa Bevægelse maatte røbe, hvem hun var, for ikke at udsætte sine højmodige Værter for Fare, slæbte sig ubemærket med rystende i Stuen ved Siden af. Der laa hun i flere Timer bevidstløs.
Madame Roland havde ofte udtalt, at hendes Mand ikke vilde overleve hende. Hun havde ikke taget fejl heri.
Budskabet om hendes Død naaede ham i Rouen, hvor han havde fundet et Skjul hos nogle modige Venner. Hans første Tanke var at rejse til Paris og fremstille sig i Konventet, hvor han vilde kræve Medlemmerne til Regnskab for Mordet paa hans Hustru og derefter forlange selv at miste Livet paa det Skafot, som var farvet af hendes Blod, men han forandrede sin Beslutning, greben af den samme Tanke, som et Øjeblik havde behersket hende; at vilde dø for sin egen Haand. for at sikre deres Datter hendes Arv. Han forsynede sig med en Kaardestok, omfavnede sine Venner for sidste Gang og forlod dem den 15. November Kl. 6 om Aftenen. Saa slog han ind paa Vejen til Paris, men da han var omtrent fire Mil fra Rouen, drejede han ind i en Sideallé og satte sig paa en Bænk ved Vejen. Nogle Vejfarende fandt ham den næste Dag siddende med Ryggen lænet mod et Træ og troede, han sov. Men da de saa nærmere til, opdagede de, at Stokkens Kaardespids sad dybt i hans Bryst. Paa en Billet, som man fandt i hans Lomme, havde han nedskrevet sine sidste Tanker. De sluttede saaledes:
„Ikke Frygt, men Harme har faaet mig til at forlade mit Tilflugtssted i det Øjeblik, hvor jeg erfarede, at man har halshugget min Hustru. Jeg vilde ikke leve længere paa en Jord, som er besudlet af Misgerninger.”
