« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Afholdsuge
„Fællesrepræsentationen for københavnske Afholdsorganisationer” havde indbudt Repræsentanter for en Del københavnske Kvindeorganisationer til et Møde den 5. Februar, hvor følgende Oplysninger om den paatænkte Uge meddeltes:
„Ugen” har to Opgaver, en indadtil og en udadtil.
Indadtil er det foreslaaet, at man i de enkelte Afholdsforeninger lader Kvinderne have Førstepladsen ved det Møde, Foreningen ordinært afholder i den Uge. Kvindens Arbejde og Betydning for Ædruelighedsspørgsmaalet skulde da drages i Forgrunden ogsaa, ved at Kvinderne ledede Mødet, talte og i det hele assisterede. Der har jævnlig lydt Røster om, at man ikke gav Kvinderne den Stilling, de havde Krav paa. Det er f. Eks. sjældent at træffe en Kvinde som Formand, ligesom de ledende og repræsenterende Stillinger væsentlig er beklædt af Mænd. I Sommer, da Afholdsbevægelsen fejrede sit 35 Aars Jubilæum i København, var der blandt 17 officielle Dirigenter og Talere kun een Kvinde, og i de enkelte Selskabers Hovedbestyrelser er der en lignende Mangel paa Kvinder. En saadan Uge haaber man vil bringe en Forandring paa disse Omraader, saa at Kvinderne kommer til at indtage en mere fremtrædende Stilling, som deres Medlemsantal og Arbejde berettiger dem til.
Denne indadgaaende Agitation skal være Ugens Hovedopgave.
Udadtil skulde Arbejdet bestaa i, at de stedlige Afholdsforeninger skulde søge at faa alle Arter af Kvindeorganisationer i Tale, for saa vidt deres Formaal kan have Berøring med Ædruelighedsspørgsmaalet, - ved at man indbyder Kvinderne i Almindelighed og Kvindeforeningerne i Særdeleshed til Mødet, - eller ved at man arrangerer Fællesmøder med Kvindeforeningerne, - eller ved at Kvindeforeningerne selv tager Spørgsmaalet frem til Drøftelse i deres Foreninger. Under en af disse Former kan Kvindernes Betydning for Ædruelighedsspørgsmaalet drøftes med særligt Henblik paa Kvindens fremtidige indflydelse som Vælger.
Vedtagelse af nogen Resolution er ikke paatænkt, idet man indser, at de eventuelt deltagende Organisationer under og efter Drøftelsen maa staa frit og ubundne.
Der udtaltes Tilslutning til Tanken af flere af de indbudte - bl. a. Form. for Københavns Kvindevalgretsforening og for D. K.s Københavns Kreds, der dog begge hævdede, at man, før man indbød sine Medlemmer til at deltage i disse Møder, maatte have Sikkerhed for, at Organisationen ikke paa en eller anden Maade blev overrumplet af en Resolution. Medens jo enhver Kvinde vel kunde udtale sin Sympathi med Afholdstanken og sin varme Tilslutning til, at Kvinder indenfor dette Arbejde faar den Plads, de bør have, maatte man bede om en bestemt Udtalelse om, at der paa Møderne ikke vilde blive fremlagt nogen Resolution f. Eks. for eller imod Spiritus-Forbud, da dette var et Spørgsmaal, overfor hvilket de to Foreninger som Foreninger var - og skulde være - frit stillede.
Fællesrepræsentationen, der paatænker et Møde den 2.Marts i Grundtvigs Hus, hvor særlig københavnske Kvindeforeninger skulde indbydes, vilde paa Indbydelserne lade trykke, at der paa Mødet ikke blev fremlagt Resolution.
Der er ingen Tvivl om, at dette Arbejde i Kvindernes og i Afholdssagens Tjeneste fortjener al den Støtte, Kvinderne evner at yde det - dels ved at tale - dels og navnlig ved at møde til de Masser af Møder, som planlægges fra l. til 7. Marts Landet over.
Det kan heller ikke undre nogen, at Afholdsfolkene - nu hvor Kvinderne staar paa Tærskelen til den politiske Valgret - er i høj Grad interesserede i at faa dette nye Vælgerkorps i Tale. Der bejles jo til den fremtidige politiske Kvindevælger paa saa mange Maader.
Den Sag, der ligger bagved Afholdsfolkenes Frieri har den Fordel fremfor mange andre, at den er af ideel Natur og tager Sigte paa Forbedring af Forhold, som ikke mindst for Kvinden er ulykkebringende og nedbrydende.
Dansk Kvindesamfunds Medlemmer vil naturligvis møde frem ved disse Møder, og hvor Kredsene i Forvejen - ligesom altsaa Københavnskredsen - kan dække sig mod Fremlæggelse af enhver Art af Afholdspolitiske Resolutioner, vil et Samarbejde mellem Foreningerne jo være ret naturligt.