« Tilbage til søgeresultaterne
En Erklæring.*)
*)Aftrykt efter „Berl. Tid.” Tillæg „Kvinden og Hjemmet” for 31. jan. 1915
Frk. Eline Hansen
og Frk. Th. Daugaard.
Jeg læser i „Berlingske Tidende” en Erklæring, fra nævnte Damer, at de ikke har medgivet mig Tilsagn eller Mandat paa min Rejse. Denne Erklæring forekommer mig lidt mærkværdig, thi jeg har ikke udtalt, at jeg besad noget Mandat eller Tilsagn; desuden har jeg selv udtrykkelig til begge Damer udtalt under mit korte Besøg hos dem, „at jeg absolut intet Mandat ønskede”. Thi hvor værdifuldt et saadant end maa synes, saa vilde det være hindrende for mig paa en Agitationsrejse, hvor jeg ønskede at være fuldstændig uafhængig og fri i mine Dispositioner og Henvendelser til mangeartede andre Organisationer. Mit Besøg hos disse Damer skyldtes alene højtstaaende Damers venlige Raad om her at indhente Oplysninger for min Udrejse.
Alligevel maa jeg minde Frk. Daugaard om, at hendes Udtalelse, at jeg „intet Tilsagn” havde fra hende, er en Hukommelsesfejl; jeg oplæste for hende Stiftamtmandinde, Form. for N. K. Fredsforbund, Fru R. Blehrs venlige Erklæring, modtaget i hendes Hjem efter Vedtagelse af Frk.
G. Krogh, Form. for N. K. N. og af Fru Qvam, Præsidentinde for adskillige norske Kvindeforeninger, en Erklæring, hvis Ordlyd er: „Fru Prof. Carit Etlar. Kan meddele, at for norske kvinder er N. K. N. Frk. Krogh, S. K. S. F. Fru Qvam og N. K. F. Randi Blehr medundertegnere av adressen til præsident Wilson, og at saaledes norske kvinders stilling til saken allerede er taget, og hvad som yderligere kan styrke Wilsons forsøk, vil selvsagt støttes av vort lands kvinder og dets organisationer.”
Efter Læsningen af denne Ordlyd, erklærede Frk. Daugaard: „Denne Erklæring kan ogsaa jeg ganske rolig give Dem med paa min Forenings Vegne uden at sammenkalde Møde.”
Ud over den Tak og moralske Støtte ovennævnte venlige Erklæring gav mig personlig, har jeg intet Mandat modtaget og heller ikke behøvet at anvende et saadant. Jeg kom senere i Berøring med mange kvindelige Organisationer undervejs, som jeg mindes med varm Tak for al Sympati og Støtte.
Med Tak for Optagelsen.
Augusta Carit Etlar.
I Nummeret for 8. Februar 1915 fandtes nedenstaaende Svar til Fru Carit Etlar:
Det er ganske rigtigt, at Fruen ikke bad om noget Mandat fra „Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund”. At Fruen heller ikke havde faaet et saadant, var, hvad Formanden og den internationale Sekretær ønskede at fastslaa ved den fremkomne Erklæring, der var Svar paa Forespørgsler fra forskellige Sider fra Læsere, der havde misforstaaet Fruens Udtryksmaade.
Undertegnede kan ikke „give Erklæring” på Forbundets Vegne og har heller ikke tilbudt en saadan. Jeg udtalte, at „Danske Kvindeforeningers Valgretforbund” (som de norske Organisationer) havde taget Stilling til Sagen, og at Forbundet (som de norske Forbund) vilde støtte alt, hvad der efter vor Mening kunde fremme Wilsons Fredsforsøg. - At jeg ansaa det for usandsynligt, at en Henvendelse fra Fru Carit Etlar til Paven vilde have nogen Indflydelse paa den amerikanske Præsidents Fredsarbejde, sagde jeg saa tydeligt, som min Beskedenhed overfor en ældre og fremmed Dame tillod mig.
København, d. 3. Februar 1915.
Th. Daugaard,
Int. Sekretær i franske Kvindeforeningers Valgretsforbund.
