« Tilbage til søgeresultaterne
Troskab
Der viser sig flere og flere Tegn paa, at Kvinderne i alle Lande rører paa sig for at komme i Forstaaelse med hverandre med Hensyn til hvilke Forholdsregler Kvinder kan gribe til for at hjælpe med til at skabe den store Folkefred.
Det være langt fra os at paastaa, at Flertallet af Kvinder er sig denne store Opgave bevidst, at de maa stræbe efter at skaffe os Fred. Vi ved tvertimod meget godt, at Kvinderne i al Almindelighed ofte lader sig lede alene af hadefulde Lidenskaber og ubehersket, uden klar Bevidsthed om Arten af dette Had, ophidser sig selv og andre. Saa meget mere velgørende virker det paa én, at den internationale Kvindestemmeretsbevægelse har staaet sin Prøve. Verdensforbundet for Kvinders Stemmeret har fra første Begyndelse af paa ligefrem klassisk Maade ført Bevis for, at det er sig Situationens Vanskelighed fuldt bevidst, men at det uforanderligt har holdt sig sit Maal for Øje og endnu holder sig det: Troskab mod Idéen; Troskab Kvinderne imellem til Trods for alt; Troskab i Bevarelsen af Verdensforbundet
Denne Kæde har altsaa vist sig saa stærkt, at Kvinder i alle Lande, selv om de er deres Fædreland af ganske Sjæl hengivne, - thi alle har i denne Tid vist, hvor trofast de slutter sig til deres Folk, - dog ikke har givet slip paa den store og evige Tanke, at ogsaa de maa træde i Menneskehedens Tjeneste.
Det faste Sammenhold i Verdensforbundet for Kvinders Stemmeret ytrer sig ogsaa derigennem, at Ønsket om at komme til Forstaaelse og faa Lejlighed til at udtale sig, stadig træder mere i Forgrunden.
Dr. Aletta Jacobs i Amsterdam foreslaar, at man i 1915 skal komme sammen til en international Kongres i et af de neutrale Lande, og hun anser Holland for det dertil bedst egnede Sted.
Dr. Augsburg og Lida Gustava Heymann foreslaar en international Konference i Bern til Forhandling om Freden.
Det sidste forekommer mig at være det, vi kan opnaa, men det første er utvivlsomt ogsaa af Vigtighed at faa almindelig diskuteret. - Begge Forslag er af stor Betydning.
I Lighed med Verdensforbundet for Kvinders Stemmeret skulde man nu ogsaa søge at bane Vej for et Forbund af nationale Foreninger. En eller anden Form derfor lader sig nu lettere finde end tidligere. I Tyskland var der opstaaet Splittelse i Anledning af den lige, almindelige o. s. v. Valgret. Denne Splittelse falder nu helt bort, thi enhver Kvinde, der under et eller andet Paaskud ikke kan eller vil anerkende denne vort Folks fornemste Ret, tager en stor Skyld paa sig. Det hele tyske Folk, vore Millioner af Arbejdere, har bevist, at de trofast slutter sig til deres Fædreland, Størstedelen af dem i den stolte Bevidsthed, at ogsaa de gennem deres Valgret kan tage Del i Landets og Folkets Udvikling. Hvem der endnu efter disse Ofre vover at tvivle om den uhyre Vigtighed af denne Folkeret, eller ikke formaar at træde i Skranken derfor, er ikke sit Fædrelands Ven.
Saaledes vilde der saglig ikke mere være noget til Hinder for en Sammenslutning af alle Kvindestemmeretsforeninger i Tyskland. Trofast Sammenhold i Verdensforbundet forudsætter imidlertid et fast Sammenhold i det enkelte Land, thi kun dette giver Kraft og Styrke til at deltage i de internationale Kongresser og Konferencer paa en Maade, som sømmer sig vort Lands Værdighed.
Den, som tænker stort og handler stort, den, som formaar ud af disse voldsomme Tider at drage den Lære, som de rummer, vil ogsaa lade det forbigangne være forbi.
Derpaa alene kan vi fra nu af dømme Menneskene, om de har givet sig selv hen i en stor Idés Tjeneste eller kun befatter sig dermed af smaalig, personlig Forfængelighed.
Det ophøjede ved Verdensforbundet for Kvinders Stemmeret er den ideelle Trang og den indbyrdes Troskab, hvoraf det er besjælet, trods al Kærlighed til og Hengivenhed for det eget Fædreland.
Minna Cauer
i „Die Frauenbewegung”.
