« Tilbage til søgeresultaterne
Barnepleje. - Kvindelig Værnepligt?
Der er ingen Tvivl om, at Barneplejen er en af de Opgaver, som hidtil ubestridt er tilfaldet og fremdeles vil tilfalde Kvinderne, hvorledes end Forholdene iøvrigt vil stille sig for dem. Paa dette Omraade kan man med Rette tale om en »naturlig« Opgave for Slægtens Moder. At der i enkelte Dyreklasser ogsaa findes Eksempler paa, at Hannen deltager i - ja maaske helt overtager - »Barneplejen«, ligesom man vel ogsaa blandt Menneskene kan finde Tilfælde - dog ret enestaaende, - hvor Faderen anser sig som den naturlige Barneplejer, fordi Moderen af en eller anden Grund er forhindret deri, forandrer ikke Reglen.
Har nu end Naturen ogsaa i visse Retninger udstyret Kvinden med særlige Gaver til at løse sin Opgave paa dette Omraade, - hvad man utvivlsomt maa erkende, - saa slaar dette Udstyr unægtelig langtfra til i vore højtkultiverede og stærkt sammentrængte Samfund, idet Opgaverne her i Virkeligheden er delvis andre, end de af Naturen stillede. Andre Farer lurer paa Barnet, end ude i den fri Natur, og ikke altid er Moderen i Stand til - netop paa Grund af, at Levefoden og Levemaaden er saa langt fra »Naturens Orden« - selv at ernære sit Barn, hvad der i højeste Grad stiller dette under andre Vilkaar end de naturlige.
Man har derfor i stor Udstrækning maattet se sig om efter Hjælpemidler til at dække denne de kultiverede Samfunds Achilleshæl, og har i Mangel af Modermælk og Moderplejen maattet ty til kunstig Ernæring og Pleje ved fremmede Kvinder, enten i private Plejehjem eller paa dertil indrettede Børnehjem. Og i mange Tilfælde er det heldigvis ogsaa lykkedes at bøde paa de omtalte uheldige Forhold; men vi er langtfra naaet saa vidt paa dette Omraade, som vi med vor nuværende Indsigt i disse Forhold burde være naaet. Her mangler overmaade meget, og her mangler navnlig en systematisk Opdragelse af Kvinderne til det store Hverv, som i første Linie fra Naturens Side paahviler dem, - hvad, heller næppe nogen af dem er uvillige til at erkende, - til med kyndig Haand at tage sig af den i høj Grad hjælpeløse Skabning, som hun eller hendes Medsøster har født til Verden, og hvis Skæbne saa godt som udelukkende afhænger af, om hun er den hende stillede Opgave voxen.
Hidtil har hun mangen Gang maattet melde Pas heroverfor, fordi Forholdene aldrig har stillet sig saaledes for hende, at hun kunde lære noget om denne Opgave, før den med Naturens Ubøjelighed stilledes hende ved hendes Førstefødte; og som Prøveklud maatte denne mange Gange finde sig i, at lade sig ofre paa sine senerefødte Sødskendes Alter.
Heri kunde der nu, synes jeg, passende begynde en Forandring, idet vore mange, af Læger tilsete, Børnehjem burde aabne deres Døre og Børnestuer for lærvillige unge Piger i Tyveaarsalderen, der som Elever i praktisk Børnepleje i et halvt Aars Tid fik Lov til at se, høre og lære, hvad der hører til de simpleste Regler i Barneplejen, idet de paa samme Maade som Sygeplejeelever fik Lov til at deltage i Børnehjemmets Gerning for Kost og Logi, hvorved ogsaa mindre bemidlede sattes istand til at skaffe sig den Uddannelse, en Slags frivillig Værnepligt, hvad der ogsaa fra anden Side er bleven foreslaaet.
Det er selvfølgelig ikke Meningen paa denne Maade at opdrage dem til Børnesygeplejersker, - dette lader sig ikke gøre paa saa kort Tid, og heller ikke paa et Børnehjem, hvor der jo heldigvis ikke som Regel findes nogen rig Lejlighed til at se mange syge Børn. Men de daglig forekommende smaa Uregelmæssigheder i Børnenes Trivsel vil der kunne ses og læres at forstaa, saa de unge Mødre ikke kommer til at staa saa famlende, naar det gælder deres egne smaa.
Som et Forsøg i denne Retning har jeg formaaet »Foreningen for ulykkeligt stillede Mødre med Børn« at stille deres Børnehjem her i Lyngby, som tilses af mig, til Disposition, og Foreningen tilbyder nu foreløbig at antage en saadan Elev i praktisk Barnepleje fra 1ste April (se omstaaende Annonce). Senere er det Tanken at antage l til, men man mener at ville gaa forsøgsvis frem.
Det skulde glæde mig, om andre Børnehjem vilde optage - eller maaske allerede har optaget - den samme Tanke og forsøge at føre den ud i Livet. Det vilde kunne blive Begyndelsen til Indførelsen af en almindelig Værnepligt for Kvinder, hvad jo ønskes i mange Kredse.
Kongens Lyngby d. 19. Febr.
Johan Lemche,
cst. Distriktslæge.