« Tilbage til søgeresultaterne
To nyttige Smaaskrifter paa D. K.s Forlag
Lidt om Bakterier.
Efter Opfordring af Dansk Kvindesamfund har Dr. med. Vilh, Jensen udgivet det Foredrag, han holdt i Fjor paa D. K.s Formandsmøde.
Det giver paa den begrænsede Plads, der har staaet til Raadighed, og indenfor de givne Rammer en letfattelig og let overskuelig Fremstilling af de vigtigste Punkter i Nutidens videnskabelige Kendskab til Bakterier, og man forbauses ved Læsningen over det meget Stof, der er sammentrængt i dette lille Skrift, uden at Læsningen af det virker trættende. Foredraget er holdt for Husmødre, og enhver Husmoder vil kunne faa praktisk Gavn af at læse det; det vil give hende Forstaaelse af meget, som møder hende under hendes daglige Arbejde, dels i Køkkenet og dels i Sygeværelset; og de Oplysninger om Bakteriernes Liv og Virksomhed, som det lille Skrift giver, vil sikkert hjælpe Husmødrene til med mere Forstaaelse at imødegaa Angreb af de Bakterier, der kan være Aarsag til at vore Madvarer fordærves, eller at der kommer smitsom Sygdom til Huse.
Tilegnelsen af Indholdet lettes yderligere ved en Række gode Illustrationer, der indledes med et Portræt af den moderne Bakteriologis Grundlægger og Skaber, Luis Pasteur.
Lidt om veneriske Sygdomme.
Efter gammel Uvane har der hidtil over alt det, der vedrører Kønslivet hvilet et Slør, der omgav det vigtige Omraade af den menneskelige Tilværelse med en Mystik, der kun er af det onde. Og endnu tættere var Sløret, og endnu større var Mystikken, naar Talen var om Kønssygdommene.
Først i den allernyeste Tid er Sløret begyndt, at hæves, og Taagen at forsvinde, og som et vigtigt Led i Bestræbelserne i denne Retning, kan man hilse denne lille Pjece af den bekendte kvindelige Specialist i Hud- og Kønssygdomme, Læge Johanne Fejlberg, der i den foreliggende Bog omhyggelig gennemgaar de 3 vigtigste Kønssygdomme, giver vejledende Raad med Hensyn til deres Behandling, og maner til ikke at se paa disse Sygdomme anderledes end paa andre Sygdomme, og først og fremmest ikke betænke sig paa at lade dem komme under ordentlig Behandling.
Kvinderne har Grund til at være Johanne Fejlberg taknemmelig for den lille velskrevne Bog. Hendes Behandling af dette vanskelige Emne er saa alvorlig og klar, at enhver kan forstaa hende, og tillige saa taktfuld, at Bogen kan ligge fremme paa ethvert Dagligstuebord, og bør gives unge Sønner og Døtre i Hænde. Dette Foredrag kan komme til at gøre megen Gavn, særlig for Mødre og vordende Mødre, men det kan ogsaa blive til Gavn for de unge, der læser Bogen med Omtanke.