« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinder paa Scenen
Dagmarteatret.
Som en Flom af stærke frigjorte Strømme glider Islands unge Digter-Tanker ned til os og overgyder os med sin forfriskende og fornyende Kraft.
Om der end ved alle Ungdomsarbejder er let sete Mangler, saa beruser de ved Troen paa egen Styrke og ved Valget af Emne, der trods Tidens Hang til Overfladiskhed paatvinger den sin Alvor.
»Ønsket« af Johann Sigurjonsson er bygget over et gammelt islandsk Sagn om en ung, søgende Skolar fra Begyndelsen af det 18. Aarhundrede; han faar Trang til at fordybe sig i den oversanselige Verdens Hemmeligheder, og ved Trolddom og anden Mørkets Gjærning vil han vinde Magt over Mennesker.
De kaldte ham »Galdre Loftur«.
Dramaet drejer sig nu om Kampen om hans Sjæl. Striden staar mellem de onde Magter, som han selv har fremmanet, og to unge Kvinder. Hverken den, der ofrer ham sit Legeme, eller den, der skænker ham sin Sjæl, kan frelse ham - han maa forfølge sit Maal til Døden.
Disse to unge Kvinder udførtes af Frk. Gudrun Houlberg og Fru Ellen Rindom. Frk. Houlberg som Disa med det glade, lyse Sind, og med sit fantasirige og kultiverede Syn paa Barnevennen Lofturs Ejendommeligheder, naaede paa sine Steder rigtig gode Virkninger, især i Scenen i Kirken, hvor Disa ved Krusifixets og Orgelets Magt forsøger at faa ham til at bøje sig for Gud, og i den Scene i 1ste Akt, hvor de, opfriskende deres Barndomsminder, prøver, om det gamle »Flyvetæppe« endnu har den Magt at kunne føre dem af sted paa Fantasiens Vinger; men over hendes Hjemkomst var der noget forceret, saavel over hendes Bevægelser, som over hendes ranke Pigeholdning og raske Stemme.
Fru Rindom virkede med meget Talent i Steinums mere dramatiske Rolle. Hun studerer øjensynlig sin Rolle med megen Flid, og magter ogsaa udmærket de mange Overgange i den fortvivlede unge Kvindes Sind. Det var dog ønskeligt, om Fru Rindom kunde opøve sin Stemme til større Smidighed, ti, som den nu klinger, bliver man trods Graaden ikke rigtig smertelig berørt af den stakkels, forladte Moders Ord; man tilgiver snarere Loftur, at han støder hende bort, da hun ved sin Jamren og sine jordbundne Tanker umulig kan blive ham andet end en Lænke om Benet.
Det er sikkert ufrivilligt, at Digteren, gennem de to Kvinders forgæves Kamp om Lofturs Sjæl, har ført et udmærket Bevis for det berettigede i et af Kvindesagens Krav: Skal Kvinden blive den gode Aand, som - i et Tilfælde som dette - burde og kunde være ham et Værn mod aandelige Fristelser, da bør hun oplæres til at søge samme aandelige Udrustning, som han sidder inde med. -
Hverken den fattige Pige, Steinum, eller Bispedatteren, Disa, formaar at yde Loftur et saadant Værn Den første lader sig betage af den smukke, kloge Mands flygtige Forelskelse i hendes Ringhed og skænker ham sit skønne Legeme; den anden, som vel nok er mere forstaaende, men dog kun hans »Tilhører«, giver ham sin Kærlighed, sin Overbærenhed og sin Tro for at frelse ham af den Ondes Garn, men ingen af dem hjælper ham i hans aandelige Kamp.
Lofturs Pagt med den Onde er kun et middelalderligt Udtryk for hans umættelige - efter den Tids Opfattelse formastelige - Trang til at ville forske den usynlige Verden. Han mangler under denne Stræben ved sin Side den aandelig jævnbyrdige Kvinde, som kan danne den naturlige Ballast for hans Higen, der ikke saa lidt bærer Præget af Forfængelighed, og som kan lære ham at indse, at kun gennem at udføre sit Menneskeansvar og sin Mennepligt til Fuldkommenhed aabner man sig Vejen til den usynlige Verden. .
