« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinder paa Scenen

« Se emneord

Dagmarteatret.

Som en Flom af stærke frigjorte Strømme glider Islands unge Digter-Tanker ned til os og overgyder os med sin forfriskende og fornyende Kraft.

Om der end ved alle Ungdomsar­bejder er let sete Mangler, saa be­ruser de ved Troen paa egen Styrke og ved Valget af Emne, der trods Tidens Hang til Overfladiskhed paa­tvinger den sin Alvor.

»Ønsket« af Johann Sigurjonsson er bygget over et gammelt islandsk Sagn om en ung, søgende Skolar fra Begyndelsen af det 18. Aarhundrede; han faar Trang til at fordybe sig i den oversanselige Verdens Hemme­ligheder, og ved Trolddom og an­den Mørkets Gjærning vil han vinde Magt over Mennesker.

De kaldte ham »Galdre Loftur«.

Dramaet drejer sig nu om Kam­pen om hans Sjæl. Striden staar mellem de onde Magter, som han selv har fremmanet, og to unge Kvinder. Hverken den, der ofrer ham sit Legeme, eller den, der skænker ham sin Sjæl, kan frelse ham - han maa forfølge sit Maal til Dø­den.

Disse to unge Kvinder udførtes af Frk. Gudrun Houlberg og Fru Ellen Rindom. Frk. Houlberg som Disa med det glade, lyse Sind, og med sit fantasirige og kultiverede Syn paa Barnevennen Lofturs Ejendomme­ligheder, naaede paa sine Steder rig­tig gode Virkninger, især i Scenen i Kirken, hvor Disa ved Krusifixets og Orgelets Magt forsøger at faa ham til at bøje sig for Gud, og i den Scene i 1ste Akt, hvor de, op­friskende deres Barndomsminder, prøver, om det gamle »Flyvetæppe« endnu har den Magt at kunne føre dem af sted paa Fantasiens Vinger; men over hendes Hjemkomst var der noget forceret, saavel over hen­des Bevægelser, som over hendes ranke Pigeholdning og raske Stemme.

Fru Rindom virkede med meget Talent i Steinums mere dramatiske Rolle. Hun studerer øjensynlig sin Rolle med megen Flid, og magter ogsaa udmærket de mange Overgan­ge i den fortvivlede unge Kvindes Sind. Det var dog ønskeligt, om Fru Rindom kunde opøve sin Stemme til større Smidighed, ti, som den nu klinger, bliver man trods Graaden ikke rigtig smertelig berørt af den stakkels, forladte Moders Ord; man tilgiver snarere Loftur, at han stø­der hende bort, da hun ved sin Jamren og sine jordbundne Tanker umulig kan blive ham andet end en Lænke om Benet.

Det er sikkert ufrivilligt, at Dig­teren, gennem de to Kvinders forgæ­ves Kamp om Lofturs Sjæl, har ført et udmærket Bevis for det berettige­de i et af Kvindesagens Krav: Skal Kvinden blive den gode Aand, som - i et Tilfælde som dette - burde og kunde være ham et Værn mod aandelige Fristelser, da bør hun op­læres til at søge samme aandelige Udrustning, som han sidder inde med. -

Hverken den fattige Pige, Steinum, eller Bispedatteren, Disa, formaar at yde Loftur et saadant Værn Den første lader sig betage af den smukke, kloge Mands flygtige For­elskelse i hendes Ringhed og skæn­ker ham sit skønne Legeme; den an­den, som vel nok er mere forstaaende, men dog kun hans »Tilhører«, giver ham sin Kærlighed, sin Overbærenhed og sin Tro for at frelse ham af den Ondes Garn, men ingen af dem hjælper ham i hans aande­lige Kamp.

Lofturs Pagt med den Onde er kun et middelalderligt Udtryk for hans umættelige - efter den Tids Opfat­telse formastelige - Trang til at vil­le forske den usynlige Verden. Han mangler under denne Stræben ved sin Side den aandelig jævnbyrdige Kvinde, som kan danne den natur­lige Ballast for hans Higen, der ik­ke saa lidt bærer Præget af For­fængelighed, og som kan lære ham at indse, at kun gennem at udføre sit Menneskeansvar og sin Mennepligt til Fuldkommenhed aabner man sig Vejen til den usynlige Verden.           .

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder