« Tilbage til søgeresultaterne

Hvad skal man gøre med de paatvungne Børn?

Af: Jane Misme

« Se emneord

Under denne Overskrift har Re­daktøren af Kvindebladet »La Francaise« skrevet en ny Artikel i Tilslutning til Artiklen »Vold­tagne Kvinder«, som vi gengav i et tidligere Nummer af »Kvinden og Samfundet«. - Har Moderen Ret til at befri sig selv for Følger­ne af en skammelig Voldtægt, el­ler har hun det ikke? - Selv be­svarer hun dette Spørgsmaal med et afgjort Nej. »Lad dem have Lov til at føde deres Børn i Fred og elske dem. Thi enhver Moder, som ikke er ligefrem demoraliseret, kan ikke lade være med at el­ske sit Barn. Lad os glemme ham, lad os ikke nævne ham, Fjenden, som blev dette Barns Fader, og drog videre. Maatte Kvinderne, maatte disse Mødres Slægt og Ven­ner, ja, maatte det hele Frankrig i Fædrelandets Navn kærlig antage sig disse smaa, som er fødte af Frankrigs Kvinder paa Frankrigs Jordbund, og som i Sandhed vil komme til at tilhøre os alene og blive Franskmænd og intet andet end Franskmænd«.

Jane Misme søger saaledes at reagere mod den offentlige Me­ning, der i Øjeblikket - som hun siger - bringer disse skændede Kvinder til Fortvivlelse og døm­mer deres Børn til Døden. Samti­dig aabner hun sit Blads Spalter for de forskellige Anskuelser om dette Spørgsmaal. Vi aftrykker i det følgende nogle af de mange Udtalelser, og begynder med dem, som under disse Forhold hævder Retten til Forsterfordrivelse.

 

Mme. Djénane skriver:

»Selv om Barnet er aldrig saa uskyldigt, Moderen kan ikke an­det end hade det. For sit »eget Vedkommende vilde man i et saadant Tilfælde ikke tøve med at skille sig af med Barnet, og uden Samvittighedsnag. Men hvis det var ens Datter, Søster eller Venin­de, der var kommen i Ulykke, vilde man saa vove at tilraade det? Jeg tør ikke udtale mig derom, men jeg tør varmere end nogensinde udtale det Ønske: Maatte den kvindelige Indflydelse snart gøre sig gældende hos Staternes Regeringer, maatte den forædle Mændenes Sæder og fremfor alt maatte den i Fremtiden afværge og alle dens Ulykker!«

 

Mme. S. Poirson skriver kort og godt:

»Spørgsmaalet er ganske sim­pelt. Da den franske Kvinde har den Pligt at befri sig for alt, hvad der er tysk, og da det franske Fattigvæsen tager sig af saadanne Smaaskabninger, lad det saa hur­tigst mulig overgive dem til det ty­ske Fattigvæsen.

 

Mme. Marguerite André prote­sterer mod saa mange besynder­lige Skrupler: »Et Liv, der er Frugten af en skændig Besudling, kan ikke være nogen Respekt værd. Barnet kan kun blive af­skyet og foragtet paa Grund af sin vanærende Arv. Fordrivelse bør være Regelen. Det er alle de Kvin­der enige om, som jeg; har hørt udtale sig om denne Sag.«

Saaledes lyder Røsterne fra den ene Side, men der lyder ogsaa Rø­ster fra den modsatte Side, og disse Røster tilhører hovedsagelig Venner af Kvindesagen.

 

Mme. Parrhisia skriver: »Jeg tror ikke, at jeg siger for meget, naar jeg paastaar, at mindst Halvdelen af disse ulykke­lige Kvinder vil, saa snart de fø­ler, at de er Mødre, elske deres Børn af hele deres Hjerte. Intet beviser heller, at disse Børn, som er Frugten af en Forbrydelse, der­for selv vil blive Forbrydere. Man skulde næsten tro, naar man hører enkelte Mennesker tale, at disse uskyldige Børn vil fødes med Pikkelhuer paa Hovedet og Sværd i Haanden. Nej, de vil fødes gan­ske nøgne og spæde, som alle ny­fødte Børn, og de vil fødes med 50 Procent fransk Blod i Aarerne. Opdragne paa fransk af en fransk Familie vil de blive ligesaa gode Borgere som andre.

 

Mme. Kohn Enriquez skriver: »Kan en Moder elske et Barn, som er undfanget uden Kærlighed og imod hendes egen Vilje? Dette Spørgsmaal er ulykkeligvis et af dem, som stadig vil fordre Svar. Men hvor mange Kvinder har ik­ke uden at have været Ofre for tyske Angriberes skændige og brutale Voldsgerninger, sat Børn i Verden, der var dem paatvungne selv indenfor Ægteskabet, og det ikke blot af Fædre, som var dem ligegyldige, men ofte af fordærve­de og forhadte Fædre, Disse stakkels Kvinder har ikke desto min­dre elsket deres Børn. Jeg er over­bevist om, at de franske Kvinder, som er blevne Ofre for tysk Vold, skal vide at vise disse Barbarer, at den sande Kultur, det er den, som med den allerstørste Kærlig­hed omfatter ogsaa det Liv, der er undfanget paa en saa sørgelig Maade.«

Jane Misme slutter Enqueten med at meddele, at den franske Stat allerede har truffet Forholds­regler ikke i det Øjemed at tillade Fosterfordrivelser under disse Omstændigheder, men netop i det Øjemed at hindre dem. Man har saaledes sørget for, at disse Kvin­der under Barsellejet vil kunne faa Hjælp af Staten, og at deres Børn vil kunne blive overgivne i den offentlige Forsorgs Varetægt.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner