« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Grundloven. Det Forslag til Forlig i Grundlovskampen, som er tilvejebragt ved Forhandlinger mellem Ministrene: Brandes, Rode og Zahle paa den ene Side og Højrerepræsentanterne Abrahamsen, Ellinger og Paul Rasmusen paa den anden Side og vedtaget som Forhandlingsgrundlag af samtlige Partier, stiller, som ogsaa de tidligere Forslag, Kvinderne overalt paa lige Fod med Mænd. Den væsentligste Indrømmelse til konservativ Side er, at Valgrettens Udvidelse til de femogtyveaarige ikke indføres paa en Gang, men gradvis, saaledes at der ved hvert ordinært Folketingsvalg trækkes et Aar fra den nu krævede Alder, hvorved der vil hengaa 16 Aar, før en Valgretsalder af 25 Aar er opnaaet. Der indføres Listevalg efter Forholdstalsmetoder i København og Frederiksberg, som udgør én Kreds, medens Enkeltmandskredsene opretholdes udenfor København, dog i Forbindelse med Suppleringsmandater, der skal udgøre en Fjerdedel af Antallet af Enkeltmandskredse. Af de Kandidater, som ikke har opnaaet Valg, opstilles Partilister, og af disse udtages efter Forholdstal Suppleringskandidaterne. Med Hensyn til Fordelingen af Suppleringsmandaterne og Opstillingen af Partilister, udgør Øerne og Jylland hver for sig en Enhed.
Valgretsalderen til Landstinget fastsættes til 25 Aar og al priviligeret Valgret afskaffes. Landstinget kommer til at bestaa af 72 Medlemmer, hvoraf de 54 vælges af Folket, de 18 af det til enhver Tid afgaaende Landsting. De nuværende kongevalgte, 12 i Tallet, gaar dog paa Forhaand ind blandt de18. Grundlovsændringer skal i Fremtiden forelægges Folket til Afstemning, før de endelig vedtages, og mindst 45 % af samtlige Vælgere skal have stemt for dem.
Med Hensyn til Skattelove og Expropraationslove kan en Trediedel af Folketingets Medlemmer forlange, at de ikke stadfæstes, før et nyt Folketingsvalg har fundet Sted, og de er vedtagne ogsaa af den nye Rigsdag.
Saaledes ser det nye Forslag til Ændringer i den nugældende Grundlov i sine Hovedtræk ud, og der er al Grund til at tro, at Sejren paa Forhaand er det sikret, og den lange Kamp for Kvindernes Valgret dermed lykkelig til Ende.
Sygekasseloven. Som tidligere meddelt her i Bladet, har Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelse i denne Rigsdagssamling paany indgivet sit i begge de foregaaende Samlinger til Regering og Rigsdag indgivne Andragende om en Barselforsikring indenfor den statsanerkendte Sygeforsikring. Denne Gang blev Andragendet indgivet til det af Landstinget nedsatte Udvalg angaaende forslag til Ændringer i Lov om statsanerkendte Sygekasser.
Det er os en Glæde at kunne meddele vore Læsere, at Udvalget har vist Dansk Kvindesamfunds Forslag den Anerkendelse at vedtage det enstemmig i dets Ordlyd dog med den Ændring, at medens vort Forslag fastsatte 2 Kr. i Dagpenge som den almindelige Ydelse; har Landstingsudvalget sat
l Kr. daglig som det mindste, der af nogen Sygekasse maatte ydes til Barselkvinden, saa længe Sengelejet varer, det vil altsaa sige fordoblet den Ydelse, som Regeringsforslaget fastsatte som Minimum.
Selv om Dansk Kvindesamfund altsaa ikke har faaet fuldt saa meget som ønsket var, er der dog, hvis denne Bestemmelse gennemføres, al Grund for Fællesstyrelsen til at være tilfreds med sit Arbejde i denne Sag.