« Tilbage til søgeresultaterne
Ensartet skandinavisk Familieret
Sverige har - først af de tre skandinaviske Lande - fornylig taget fat paa Behandlingen af det i 1913 af »Kommissionen for ensartet skandinavisk Familieret« til de respektive Regeringer indleverede Forslag til Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Ophævelse. Cand jur. Anna Bugge Wicksell skriver i den Anledning en Redegørelse i »Rösträtt för Kvinnor«, som vi tillader os at gengive. –
Et Regerings-Forslag til Lov om Ægteskabs Indgaaelse og Opløsning er nu indleveret til Rigsdagen. Som det var at vente følger Forslaget i al Væsentlighed det Forslag, Kommissionen indgav i Efteraaret 1913 de Ændringer, som er foretagne, er baade faa og smaa, og desuden for Størstedelen af rent redaktionel Natur. Af Lovudvalgets Protokol, som er vedlagt Forslaget, ser man hvilke Bemærkninger, som deri fremsættes mod Forslaget; ogsaa disse er i det hele taget ret uvæsentlige, og paa de faa Punkter, hvor de angaar Forhold af større Betydning, har Forslaget i Almindelighed ikke taget Hensyn til dem. Kommissionens Forslag er i Efteraaret 1913 blevet indgaaende gengivet i dette Blad, hvorfor der i det følgende kun gives en kort Oversigt over de Ændringer af mere gennemgribende Natur, som Regeringsforslaget foreslaar.
I det første Kapitel om Trolovelse er der ingen faglige Ændringer foretaget. Lovraadet havde her ønsket, at Bestemmelsen om, at Mænd under 21 Aar skulde være fritagne for den Erstatningspligt, som ifølge Par. 3 rammer den, som er skyldig i, at en Trolovelse brydes, efter at Besvangring har fundet Sted, skal ændres saaledes, at Aldersgrænsen sættes til den sædvanlige kriminelle Ansvarlighedsalder eller 18 Aar. Det har forekommet Lovraadet naturligere at sætte Aldersgrænsen her ved Indtrædelsen af den fulde kriminelle Ansvarlighed end ved den civile Myndigheds- og Ægteskabsalder; og jeg for min Del mener, at Lovraadet her har de gode Grunde paa sin Side. Regeringen har dog ikke villet tiltræde disse Grunde, skønt den indrømmer, at de lader sig høre. Hovedsagen turde ligge deri, at de norske og danske Forslagsstillere ikke var med til nogen Ændring for deres Vedkommende paa dette Punkt.
Det Ønske, som er fremkommet fra Kvinde-Side om, at der i dette Kapitel maatte gøres Plads for en mere tidssvarende Bestemmelse om de saakaldte ufuldkomne Ægteskaber, er hverken blevet omtalt af Lovraadet eller Regeringen. Dette er dog ikke til at undre sig over for de offentlige Myndigheder gælder i høj Grad den gamle Sætning, quod non est in actis, non est in mundo: Den, som ikke omtaler sine Ønsker overfor Kongelig Majestæt, kan heller ikke vente, der skal tages Hensyn til dem. Jeg havde haabet, at et Andragende i ovennævnte Øjemed, som tillige omtalte et Par andre mindre Ønsker, skulde være bleven rejst; det blev der imidlertid intet af, da Tid var, og nu at sende en Skrivelse til Lovudvalget har vedkommende ikke brudt sig om. Den Grund, at hele dette Spørgsmaal skulde være af liden praktisk Betydning, d. v. s., at det skulde være et meget lille Antal af Kvinder, som besvangres under Trolovelsestiden, og som derfor trænger til den Beskyttelse, som en Institution, som de ufuldbyrdede Ægteskaber kunde give, kan jeg for min Del ikke bifalde, selv om det skulde forholde sig rigtig, hvad jeg ikke er sikker paa. Hvis det i og for sig er retfærdigt, at en Kvinde som har givet efter for Mandens Bønner, - i god Tro regnede paa, at han under alle Omstændigheder vil beskytte hende, men svigtes i denne sin Tro, - i det mindste bør beskyttes mod den Uretfærdighed, at Verdens Dom og Forkastelse rammer hende titusind Gange haardere for hendes Godtroenhed og Ubetænksomhed, end den rammer ham for hans Svig, da er det lige retfærdigt, om Sagen drejer sig om faa eller om mange, og for den, som faktisk forurettes, bliver det ikke et Gran mindre haarde, at Uretfærdigheden rammer hende alene, end om den ogsaa rammer mange andre. Desuden er det vist ikke sikkert, at selve Sagen forholder sig rigtig. At det har været kun et meget lille Antal Kvinder, som i den sidste Tid har benyttet sig af de Bestemmelser om ufuldbyrdede Ægteskaber, som vi har, det er nok uomtvisteligt; men deraf følger ingenlunde, at det kun er et lille Tal, som vilde have benyttet sig af Institutionen, om de paa den ene Side havde kendt til den, og at det paa den anden Side havde Været saaledes, at da som honette Mennesker havde kunnet og villet benytte sig deraf. Ingen har tænkt, paa at beholde Institutionen i dens gamle Skikkelse, det, som nu skulde forlanges, var alene, at Kvinden skulde faa Rettens Dom for, at hun dengang, hun blev besvangret, var at regne som Ægtehustru, selv om Ægteskabet senere opløstes; hun skulde derimod aldrig faa nogen ægteskabelig Rettighed eller anden Fordel, som er knyttet til det lovmæssige Ægteskab. Dertil kommer, at i Fald et saadant tidssvarende ufuldbyrdet Ægteskab blev indført, og det efter nogle Aar viste sig at være til uimodsigeligt Gavn for Kvinderne, saa skulde ogsaa Begrebet Trolovelse let kunne udstrækkes til at omfatte endnu en Række tilgrænsende Forhold, som nu ikke kan regnes med.
Vi tænker herved paa det stadig stigende Antal af Par, som lever sammen paa ægteskabelig Vis, de saakaldte Stockholmerægteskaber. Med dem stiller det sig saaledes, at saa længe Forholdet bestaar, saa længe Manden forbliver hos sin Familie, saa længe er Kvinden beskyttet; saa længe hun faktisk har Mand og Barn som de andre, saa agtes hun som de andre. Men hvis Manden dør, eller hvis han af en eller anden Grund siger Tak for sig og opgiver sin Familie, saa er paa én Gang alt forandret for hende; saa er hun pludselig en ugift Kvinde med uægte Børn, og den samme Verden, der før behandlede hende som en fuldt ud hæderlig Hustru, vender sig mod hende med al den Skaanselsløshed, som Verden altid viser forladte og værgeløse Kvinder.
I Kapitlet om Hindringer for Ægteskab er der heller ikke foretaget væsentlige Forandringer.
I Sammenhæng med dette Kapitel havde vi imidlertid ogsaa et Ønske at gøre gældende, nemlig det, at da Ægteskabsalderen for Kvinder forhøjes fra 17 til 18 Aar, burde ogsaa Kvindernes beskyttede Lavalder forhøjes helt op til samme Aar. Nu bliver der tre Aar i en Kvindes Liv, hvor hun ustraffet kan forføres, men hvor hun ikke maa indgaa Ægteskab. Man kan naturligvis sige, at i saa Fald vilde der sikkert gives Dispensation; det er jo godt nok i de faa Tilfælde, hvor Manden nok er villig til at ville gøre sin Uret god igen ved at gifte sig med den forførte; men i den store Mængde af Tilfælde, hvor han slet ikke er saaledes tilsinds, har han jo nu en udmærket Stilling da han, naar der gøres Fordring paa Ægteskab, kan sige: »Kære, det er jo ikke lovligt«.
Med Hensyn til Lysning og Vielse er Forslaget ogsaa, trods nogle Formændringer, overensstemmende med Lovkommissionens Forslag. Lovraadet havde her anbefalet, at man ikke skulde begære nogen skriftlig paa Tro og Love afgiven Forsikring om, at der ikke var nogen Kønssygdom tilstede i smittefarligt Stadium, men at man skulde gaa over til Systemet med kun den saakaldte Sandhedspligt, Pligten til i Tilfælde af, at en saadan Sygdom findes, da inden Ægteskabet at skulle underrette den anden Part derom, det System, de norske og danske Lovforslag har optaget, men Regeringen har ikke fundet Anledning til at gaa bort fra Kommissionens Forslag. Derimod er alle Myndigheder vedvarende rørende enige om, at man ikke, naar det gælder Kønssygdomme, skal begære Lægeattest, undtagen naar der findes Anledning til at antage, at saadan Sygdom er forhaanden. Difficile est satyram non scribere. Reglerne om Ophævelse af Ægteskab, Seperation og Skilsmisse er heller ikke undergaaet andet end rent formelle Ændringer, l Par. 10, Cap. 6 opholder man sig ganske vist ved, at Mishandling kun skal være Skilsmissegrund, naar den gaar ud over den anden Part, ikke som af Kommissionen foreslaaet, ogsaa naar den gaar ud over Børnene; men Ændringen indeholder kun, at i dette Tilfælde maa Vejen til Separation anses for tilstrækkelig. Rettergang skal i Skilsmissesager vedblivende ske gennem Stævning, undtagen i de Tilfælde, hvor begge Parter er enige, eller hvor den ene er borte, og man af den Grund har været tvunget til at tillade Ansøgning. Vi mener fremdeles, at det vilde være baade simplere og bedre, at Ansøgning indførtes i alle Tilfælde, men af nogen større praktisk Betydning kan dette jo ikke siges at være. En virkelig Ændring er det, at medens Kommissionen har gjort Principet: de lukkede Døre til en Regel i Skilsmissesager, vil efter Regerings-Forslaget Dørene kun blive lukkede, naar en af Parterne fremsætter Begæring derom. Her stiller vi os paa Regerings-Forslagets Side.
Principet om Retsplejens Offentlighed er et dyrebart Princip, og en Parts lovlige Ønske om at faa Offentligheden udelukket, turde være beskyttet ogsaa med Reglen i dens nuværende Form.
I Promulgationsloven er der indført en Tilføjelse, ifølge hvilken Børn, der er blevne avlede under en Trolovelse, som maa ophæves paa Grund af Slægtskabs- eller Svogerskabsforhold mellem Forældrene, der er Hindringer for Ægteskab, skal anses som Ægtebørn, saa snart Forældrene eller en af dem har været i god Tro. Lovraadet havde gjort gældende, at et saadant Tilfælde ikke kunde betragtes som en virkelig Trolovelse, og at følgelig disse Børn skulde blive ringere stillede, end hvad i Almindelighed er Tilfældet med Børn, avlede under Trolovelse, og for Sikkerheds skyld har Regeringen altsaa indført en udtrykkelig Bestemmelse om, at dette ikke maa blive Tilfældet.
Alt det gode, som kan siges om Kommissionens Forslag, kan altsaa ogsaa siges om Regeringens Forslag. At intet af de Ønsker, vi Kvinder i Tale og Skrift har virket for, er blevet imødekommet eller blot optaget til Behandling, skal vi ikke dadle Regeringen for, saalænge vi har mere Grund til at dadle os selv.
