« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindehistoriske Drømmerier
Jeg drømte, at Formanden for Landsforbundets Forretningsudvalg besøgte mig paa Dansk Kvindesamfunds Redaktionskontor i en sildig Aftentime. Hendes Mine var mørk og alvorlig og stod i en besynderlig Modsætning til Situationens lyse Baggrund.
Jeg bad hende tage Plads.
»Dette er et historisk Øjeblik.« sagde jeg. »Danmarks to betydeligste Kvindeforbund lykønsker hinanden til Kvindevalgrettens endelige Sejr.«
Hun smilede flygtig, men Skyen paa hendes Pande syntes lige uigennemtrængelig.
»Har De læst »Politiken«s Kvinderubrik for 4de April?« spurgte hun med et Suk.
Jeg grundede et Øjeblik; saa begyndte det at dages i min Bevidsthed, og jeg remsede op: »Filmen og Klædedragten«, Bridge og andet mere«, »Den første kvindelige Embedsmand«, »Oxehjerte-Frikadeller«, »Indbagte Svinenyrer«...
Hun vinkede afværgende med Haanden. »Hold dog op med alt det, og begynd med Begyndelsen!
»Ugens Dameportræt?« vovede jeg med et undertrykt Smil.
Hun saa dystert paa mig.
»Ja, jeg fralægger mig selvfølgelig ethvert Ansvar. Det maa altsammen staa for Forfatterens egen Regning.«
Jeg nikkede forstaaende. »Jeg indrømmer, at der er Ting i denne Artikel, som ikke vil gøre sig ude i Landet. F. Ex. de uheldige Linier om de træge Landbokvinders tykke Mur af Uvidenhed. Det smager lovlig meget af Bredgadekvarteret.«
»Det er simpelt hen noget Nonsens,« udbrød min Gæst harmfuld! »Jeg har altid næret den dybeste Ærbødighed for vore Landbokvinder. De er absolut Kærnen i vort Forbund!«
»Ligesaa hos os,« forsikrede jeg. »Vi havde jo allerede vore første Landkredse midt i Firserne.«
»Ja, jeg ved det,« svarede hun beredvillig. »Dansk Kvindesamfund havde gjort et stort Arbejde for Kvinderne her i Landet før vi kom til.«
»Kun en Menneskealders Arbejde« svarede jeg beskedent.
»Men et vanskeligt og utaknemligt Arbejde,« ivrede hun.
,»Ja - der var ganske vist ingen Presse og intet Parti, som blæste i Trompet for os,« indrømmede jeg, »det hændte saamænd ovenikøbet, at en af vore Veteraner blev fjernet fra en Valgtribune, da hun vilde interpellere. Men det er saa gammelt, at det slet ikke er værdt at tale om; nu er Sejren jo vis, og de Døre, vi endnu ikke har faaet op, skal vi nok faa Bugt med, naar først vi har Valgretten.«
»Ja, kan De forstaa, hvorledes Fru Gad er kommen paa den Idé, at det var Slægtleddet omkring Aar 1900, som har lukket Dørene op for Kvinderne, hun er jo da selv gammel nok til at vide, at det er Dansk Kvindesamfund, som lige fra Halvfjerdsernes Begyndelse har aabnet Vej for Kvinderne baade til Undervisning, til Selverhverv, til Myndighed og; Selvstændighed. Og hvem var det, som skaffede Kvinderne Adgang til Statens Husmandslodder, beskyttede dem mod Undtagelseslove, skaffede dem Sæde i Familieretskommissionen, kort sagt byggede den Grundvold, vi andre bygger videre paa? Jeg forstaar ikke, hvorledes man overhovedet kan tale om Kvindernes Befrielseskamp her i Danmark, uden at nævne Dansk Kvindesamfunds Navn, - jeg synes næsten, det er et Kunststykke at komme uden om det.«
Jeg stirrede paa hende med dyb Bevægelse.
»Hvorfor i al Verden har dog ikke Fru Gad henvendt sig til Dem, før hun formede Deres Portræt?« udbrød jeg med oprigtig Forbavselse. »De kender jo næsten mere til Dansk Kvindesamfunds Fortjenester, end vi selv.«
Hun trak paa Skulderen. »Jeg tænker, mine Venners Iver har været for stor. De vil nu med Vold og Magt have, at det er mig, der har skabt Kvindesagen i Danmark. Herregud, jeg var jo ikke engang født, da den begyndte.«
»Og nu ønsker De maaske at tage Afstand fra Deres Venners Iver?« spurgte jeg. »De har jo selv et Blad.«
Hun betænkte sig lidt.
»Oprigtig talt, jeg saa hellere, at De i Deres Blad under den bekendte spøgefulde Linie gjorde et Forsøg paa at klare Begreberne.«
»Folk holder ikke af den spøgefulde Linie,« indvendte jeg. »De maatte paa Forhaand love mig ikke at blive fornærmet.«
»Fornærmet? Fordi De berøver mig nogle laante Fjer, som jeg ikke for alt i Verden vil pynte, mig med. . .«
»Og som De slet ikke behøver,« supplerede jeg. »De har gjort et saa stort og fortjenstfuldt Arbejde for Kvindernes Valgret, at De har Raad til at give Dansk Kvindesamfund, hvad Dansk Kvindesamfunds er. Og hvad de lukkede Døre angaar, saa har De og Deres Værkfæller til enhver Tid loyalt overladt os Arbejdet og Æren for at tvinge dem op.«
»Ja - ikke sandt? Det er mig derfor ogsaa saa meget om at gøre, at Dansk Kvindesamfund ikke opfatter Fru Gads Artikel som et Interview. Det er fri Fantasi fra Ende til anden. Saadan noget, som det om Landbokvindernes Træghed og Uvidenhed kunde jeg aldrig have sagt, heller ikke det om Slægtleddet fra omkring Aar 1900.«
»Ære være Slægtleddet fra omkring Aar 1900 og alle dem, som tog Dansk Kvindesamfunds Gerning i Arv,« udbrød jeg højtideligt og lod mit Blik med Ærbødighed dvæle ved den »historiske« Bog foran mig.
»Vil De saa love mig at skrive under Linien, at det, som staar om mig i »Politiken«s »Dametidende« ikke maa tages bogstavelig. Fru Gad er jo spøgefuld . . .«
»Og »Dametidende«s Kvindesag er »Politiken«s eller spøgefuldeste Indfald,« faldt jeg hende smilende i Talen.
»De skriver altsaa nogle spøgefulde, ganske harmløse Ord -«
»Jeg skal forsøge derpaa.«
Hun rejste sig. »Saa beder jeg Dem undskylde Ulejligheden. - De bor forresten hyggeligt, her.«
»De er altid velkommen, om De maatte ønske at gentage Besøget.«
»Hvem der nu var vel hjemme igen.« Hun saa sig urolig om. Jeg vilde lige til at spørge om Grunden, da en Larm af mange Kvindestemmer opstod nede i den nattestille Gade.
»Hvor har De gjort af Ugens Dameportræt? Vi forlanger hende udleveret! Litterært Tyveri!«
»Sluk Lyset og se, hvem det er, som raaber!« befalede min natlige Gæst.
Jeg drejede Knappen for og ilede til Vinduet. Dernede i »Lygteskæret stod hele »Dame-Tidende«s Medarbejderstab; Admiralinden, Professorinden, »Modens Eva« og »Filmens Duse« og Forfatterinderne til Oksehjerte-Frikadellerne og Paaskedesserterne, og bag dem Hoved ved Hoved hele »Politiken«s The-Salon.
Jeg vendte mig om mod min Gæst. »Skal jeg udlevere Dem til disse Damer eller. . .«
Et frygteligt Brag hindrede mig i at fuldende. Den skrøbelige Port var sprængt, og Trappen knagede allerede under den fremstormende Skares Trin.
Jeg drejede atter paa Knappen og lod Lyset falde over min Gæsts blege Ansigt. »Vælg!« udbrød jeg, ophidset til Pathos af Spektaklet udenfor, som nærmede sig Døren. »Bredgadekvarteret eller Studiestræde? - Damesag eller Kvindesag?«
»Det er for sent,« mumlede hun i samme Øjeblik, som Døren sprængtes, og Værelset fyldtes af Rucher, Wienerpiber, Girondinkraver, Fadermordere, Torpedo-Hatte og Blomster-Kasketter. Jeg kastede mig imod Strømmen til Værn for min Gæst, men blev revet overende, sank til Jorden med et Skrig - og vaagnede.
Jeg sad igen paa Dansk Kvindesamfunds Redaktionskontor; den blege Dagning skuede ind paa mig gennem Vinduet.
Foran mig paa Bordet laa »Politiken«s »Dame-Tidende« af 4. April med Ugens Dameportræt.
