« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Thit Jensen: Stærkere end Tro. - Roman. - 228 Sider. - G. B. N. F
Denne Bog handler om 2 Mennesker - en Mand og en Kvinde -, af hvilke Hovedfiguren, der breder sig over hele Bogen, i Virkeligheden bliver Staffage - og neppe noget andet - for den anden, der kun forekommer i Bogens første Del, men i Virkeligheden er den, der bærer Bogen og dens Idé.
Præsten, Kirkehøvdingen, Askanius Kreutz, med den store Menighed og det landskendte Navn, mægtig ved sin stærke Tro og sin skrappe Forkyndelse, kan trods denne stærke Tro ikke tøjle sin mægtige Lidenskab, men bliver Gang paa Gang et Bytte for denne. Hvorledes Forf. tror, at dette blandt Dele af Menigheden velkendte Faktum kan forliges med hans Stilling som Kirke høvding, skal vi ikke komme nærmere ind paa. Det virker usandsynligt, ligesom ogsaa hans Forhold til Hustruen, med hvem han i over 20 Aar har delt Bord og Seng til Trods for, at hun har afbrudt Samlivet med ham i alle disse Aar, efter at hun har opdaget hans »Leben« med andre Kvinder. Men det er ikke Skildringen af denne Skikkelse, som giver Bogen Værd; den er kendt fra mange andre Bøger og neppe taget særlig godt paa Kornet her.
Derimod er Forf. naaet højt, endog meget højt i Skildringen af den anden af Bogens Personer, den moderne Ungpigeskikkelse, Karla Blume, der som Husholdningselev kommer til at bo hos Præstens. Med hende skildrer Forf. en Kvindetype, som staar med begge Ben plantede i vor Tid, og som vi Gang paa Gang møder paa vore Gader og i vore Stuer, som af og til vækker vor Forundring, fordi vi ikke er saa vante til hende; som undertiden vækker vor Ængstelse for, hvorledes hun vil klare sig under Livets forskellige Fristelser, men som alligevel paa saa mange Maader tiltaler os med sit ligefremme, ofte overlegent sikre Væsen, der er saa forskelligt fra det forrige Slægtleds unge. Forf. mener, Forskellen beror paa, at hun bygger paa noget i sig, der er stærkere end den religiøse Tro. Hvorvidt hun har Ret heri, skal vi ikke komme nærmere ind paa. Formentlig kan dette »noget« findes baade med og uden »Tro«; men Forf. viser nu, hvorledes dette »noget« til Trods for, at den unge Pige fristes næsten over Evne af den lidenskabelige og brutale Præst, som hun endda føler sig til trukken af, formaar at holde hende oppe, saa hun undgaar at falde.
Skildringen af denne Ungpigeskikkelse er ypperlig. Fra Side til Side glæder man sig over Forf.s sikre Instinkt overfor denne Type, hendes træffende Iagttagelser, blandt hvilke man særlig lægger Mærke til den unge Piges Virkning paa sine kvindelige Omgivelser. Ejendommelig er det Fortrolighedsforhold, der udvikler sig mellem hende og de 2 Kvinder, som Præsten tidligere har forført, og overordentlig yndefuldt og fint er hendes Forhold til Præstens Hustru, som hurtig og - psychologisk fint fra Forf.s Side - forstaaende ser, at for denne unge Pige vil Mandens Lidenskab ikke blive virkelig farlig.
Denne Kvindeskikkelse bærer Bogen frelst igennem, og vi vinder ved den Tro paa, at saa meget af det blandt vore unge, der nu vækker vor Ængstelse og Forundring, engang vil vise sig at vinde vor Tillid til den Slægt af unge Kvinder, som moderne Idéer og sund Frigørelse har skabt og vil skabe i Fremtiden.
F.
Dagmar Renvald: Du spørger mig -. Jespersens Forlag.
For en Del Aar siden hørte man ikke sjældent Digtere og Kritikere udtale omtrent følgende Ord: Hvad der bor i Kvinderne ved vi egentlig ikke, og vi kan ikke lære det at kende, før de engang selv ærligt og oprigtigt vil fortælle os det. Dette Krav har nu en følgende Literaturperiode opfyldt, og navnlig i de senere Aar har talentfulde kvindelige Forfattere skildret Kvinders Sind og Skæbner, særligt vore Dages Kvinde og hendes Kaar i en Tid, der for hende har været rig paa indre og ydre Brydninger og Kampe.
Dagmar Renvalds Bog er en saadan talentfuld Skildring. Den fortæller om en stakkels ensom ung Pige, som fra sit uharmoniske Barndomshjem ikke har faaet nogensomhelst Støtte for Hjærte og Tanke med paa sin Vej. Frit stillet, med stærke og varme Følelser, kommer hun hurtigt ud paa dybt Vand og glider halvt villieløst ind i et ulykkeligt Ægteskab. Men her viser det sig nu, at der er en god Rygrad i hendes Karakter. Man ser hende i ærlig Strid for ikke at svigte, for at gøre sin Pligt og bringe det bedste ud af sit Liv. Der er megen Patos over denne Skildring, men ogsaa noget tilforladeligt, noget vist tappert, som virker stærkt, fordi det bæres frem af en egen skjult Inderlighed. Og denne Kunstens ægte Draabe, Inderligheden, findes ikke mindst i Fortællingens sidste lykkelige Afsnit, hvor den tindrer fint og kønt gennem alle de lyse og nænsomme Ord.
Du spørger mig - maa da kaldes en talentfuld Debutbog. Dens Tankegang er klar og redelig, og det Forf. har haft paa Hjerte, de manende Ord om Ægteskabet og dets Kaar i Nutidens Samfund, er det lykkedes hende at sige med en Varme, der sikkert vil vække Genklang i mange andre Sind.
C. M.
