« Tilbage til søgeresultaterne

Astrid Stampe Feddersen

« Se emneord

Naar Kvindernes politiske Valg­ret d. 5. Juni dette Aar foreligger som en Kendsgerning, da vil Dansk Kvindesamfunds Medlem­mer i Taknemlighed og Hengi­venhed rette deres Blik mod de Kvinder, som for mere end en Menneskealder siden tændte Bav­nen paa Højen, og lige til denne Dag aldrig har tilladt, at den sluk­kedes. Det er Dansk Kvindesam­funds Ære og Stolthed, at det i si­ne Rækker tæller de Kvinder og Mænd, som har rejst Kvindesa­gen her i Landet; andre er senere kommet til og har arbejdet i hines Fodspor, nye Foreninger har dan­net sig om kvindesaglige Formaal, men i det Tog, som billedlig talt den 5te Juni vandrer ind under Kvindevalgrettens Triumfbue, gaar Danmarks ældste Kvindeforenings graanede Veteraner i Spidsen. Al­drig var der i deres Hjerter Tvivl om, at det var dette Maal, der van­dredes imod, selv om klog Politik tvang dem til i en Række af Aar at resignere overfor Ønsket om at rejse Kravet offentlig. Der kom vel en Tid, hvor de fandt det rig­tigt at overlade Arbejdet til yngre Kræfter, men de svigtede ikke; de­res Efterfølgere i Arbejdet havde altid den gamle Garde i Ryggen, og hentede i Bevidstheden herom Styrke til fortsat Kamp.

Det var dog ikke alle Dansk Kvindesamfunds Førere fra den første Tid, som nedlagde Arbej­det; der er ét Navn, der danner ligesom en Bro mellem Fortid og Nutid, som tilhører paa én Gang Veteranernes og den sidste Slægts Lejr, og det er Navnet: Astrid Stampe Feddersen.

Der er Kvinder, paa hvis Vugge Kvindesagen blev lagt som en Fødselsgave fra Tidens gode Feer; Astrid Stampe Feddersen hører til disse enkelte udvalgte. Men det er en Gave, som kræver store Ofre og Afsavn af sin Modtager; hun un­derkastede sig dem villig alle sam­men. Dansk Kvindesamfund blev for hende fra det Øjeblik, hun i unge Aar traadte over dets Tær­skel, et Tempel for Tidens største og skønneste Idé, og hun selv den­ne Idés trofaste, selvfornægtende Tempeltjener.

Vi har før haft Lejlighed til her i Bladet at fremhæve, at det var Fru Stampe Feddersen, som i 1904 formaaede D. K. til at tage Arbej­det for Valgretten i sin egen Haand og vise Verden, at det var en grundig Misforstaaelse, at den­ne Sag var bedre tjent med at dyrkes i særlige Foreninger, ud­skilt fra alle andre Sager. Det om­fattende Reformarbejde, som D. K. har udført efter i 1906 at have sat Kravet om politisk og kom­munal Valgret i Spidsen for sit Program, beviser det overfladiske i hin Paastand. Ethvert Fremstød Kvindesagen ved D. K.s Hjælp har gjort paa det ene og det andet Omraade, har ført Danmarks Kvinder Valgretten nærmere, idet det har vist det urimelige og uholdbare i Kvindens fortsatte Umyndighedstilstand.

For Fru Stampe Feddersen betyder den femte Juni ikke Slut­stenen paa D. K.’s Arbejde; hun ved, at der gives mange Hindrin­ger endnu, som maa fjernes, før det kan siges, at Kvinden her hjemme er blevet Mandens ligestillede; hun ved, at nu mere end nogensinde vil der blive stillet Krav til D. K. om at styrke og fuldende sin Organisation, hvis det skal kunne udrette noget ogsaa i Fremtiden til Kvindernes Gavn, men hun ved ogsaa, at med Valgrettens Opnaaelse er vi over Bakketoppen. Stemmesedlen i Kvindens Haand bliver da den »Sesam, luk dig op!« for hvilken Laas efter Laas maa springe. Vi, som kan huske det brydsomme og tidt utaknemlige Arbejde, hun har udført som Kvindesagens Tempel­tjener, vi under hende af et fuldt Hjerte den Glæde, nu som Fører for D. K.’s hen ved ti tusinde Kvin­der at vandre ind i Valgrettens forjættede Land, ja der klinger maaske I vort Øre en Genlyd af de festlige Hyldingsord, hvormed engang Bjørnstjerne Bjørnson hilste de norske Studenters gamle Dig­terhøvding:

 

»Alt, hvad Dit Mod har bestraalet.

Alt, hvad Dit Mismod har dugget,

Nu faar det Væxt.«

 

Sandere Ord kan ikke lyde fra Dansk Kvindesamfund til Astrid Stampe Feddersen paa Kvinder­nes Hædersdag.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner