« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindekongressen i Haag den 28., 29. og 30. April 1915
„Maatte denne Kongres blive en Lysstribe, der forkynder en bedre Verdens Opstaaen, en Verden, i hvilken alle erkender, at det er rigtigt og godt at tjene sit eget Land, men at over Fædrelandets staar Menneskeslægtens Interesser, og at tjene disse er at opfylde en endnu højere Pligt.”
Aletta Jacobs.
Lidt Forhistorie.
Umiddelbart inden Uvejret brød løs, i August 1914, udsendte 12 Millioner Kvinder fra 26 Lande - forenet i den internationale Kvindevalgretsalliance - en Appel til Europas Regeringer om intet at lade uforsøgt for at hindre, at »den halve civiliserede Verden oversvømmes af Blod«. Det var det første Skridt, som mellemfolkelig interesserede Kvinder tog i Anledning af Krigen - det blev forgæves, men det blev ikke det sidste. Kvinderne lagde først hele deres Energi ind i et Arbejde for at frelse den internationale Kvindebevægelses unge Liv fra sammen med andre - langt ældre internationale Sammenslutninger - at gaa til Grunde i det Ragnarok, der omtumlede Sindene og døvede Evnen til at skelne mellem Nationer som Helhed og de enkelte Individer, der stod magtesløse overfor Katastrofen.
Kun den, der til Bunds har maalt Dybden af det, der for al Verdens Kvinder, her stod paa Spil, vil være i Stand til helt at forstaa, hvor tung en Sten, der fjernedes fra Ens Sind den Dag, da vor internationale Præsident kunde melde: »Vi er her alle. Ingen Organisation i noget Land har forladt vore Rækker.« Da dette først var fastslaaet, har man ustandseligt hele Vinteren igennem fra de mest forskellige Kanter arbejdet paa at tage et Skridt videre: at bringe en international Kvindekongres i Stand for midt under Krigens Tummel at give Kvinder Lejlighed til i Fællesskab at hæve deres Røst.
Det store engelske Forbund National Union of Woman Suffrage Societies opfordrede i en Resolution Alliancen til snarest at træde sammen. I Tyskland hævede sig Røster, der skarpt kritiserede det Forretningsudvalg, der i de første nervøse Tider havde skyndt sig at aflyse den Kongres, som det tyske Kvindevalgretsforbund havde indbudt til Berlin i Juni 1915, og som der »under disse Forhold var tifold Anledning til at afholde.« Danmark var blandt de Lande, der fra første Begyndelse forstod, at en Alliance-Kongres var en dumdristig Gerning, der let kunde koste os det Sammenhold, som Alliancen - med neutrale Landes Organisationer som Mellemled - var i Stand til at opretholde mellem Organisationerne i de krigsførende Lande, og som i Alliancens Interesse maatte værnes imod Opgaver, der vilde sætte det paa en Prøve, som det var for svagt til at bære.
Det viste sig, at der indenfor Alliancen var Flertal for denne Opfattelse. Det vedtoges, at Alliancen ingen Kongres skulde holde.
Derimod støttede Danmark med Glæde et fra England stillet Forslag om en Kongres uden om al bestaaende international Organisation uden Risiko for en Sprængning af en saadan, kun førende de Kvinder sammen, som troede sig stærke nok til at deltage.
En saadan Kongres er det, der har været afholdt i Haag fornylig efter Indbydelse af hollandske Kvinder (se Kv. og Samf. No. 8 1915). Indbydelserne udgik saavel til nationale Organisationer som til Enkeltpersoner i alle Lande. Komitéer stiftedes i de fleste Lande, bl. a. i England og de skandinaviske Lande. Medlemmer af den danske Komité, der nedsattes paa et Møde den 31. Marts 1915 (indkaldt af Henni Forchhammer, Eline Hansen og Louise Nørlund), var: Eline Hansen (Formand i Komitéen), Th. Daugaard (Sekretær), Henriette Crone, Henni Forchhammer, Thora Knudsen, Camilla Nielsen og Louise Nørlund.
Komitéen henvendte sig til en Del Foreninger og opfordrede dem til at sende Repræsentanter til Kongressen og Tilskud til Kongresfondet. En Sum af 18,000 Kr. anslog den hollandske Komité for nødvendig. Heraf havde dog engelske og hollandske Kvinder i Forvejen garanteret for store Beløb.
Resultatet for Danmarks Vedkommende blev, at følgende Repræsentation blev anmeldt til den danske Komité: Andrea Brochman og Camilla Nielsen for Socialdemokratisk Kvindeforening, Henriette Crone for Kvindelige Trykkeriarbejdere, Thyra Manicus-Hansen, for Keramisk Malerforening, Louise Nørlund for Bureau for Opretholdelse af internationalt Samarbejde, Clara Tybjerg for Danske Kvinders Nationalraad og Gyrithe Lemche og Th. Daugaard for Dansk Kvindesamfund,*) og sidstnævnte ogsaa for Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund.
*) Gyrithe Lemche blev desværre i sidste Øjeblik forhindret i at rejse, saaledes at D. K. kun havde én Repræsentant paa Kongressen.
Arbejdet.
Den hollandske Komité havde udpeget to Kvinder fra hvert af de Lande, der havde meldt Deltagelse, til at være Medlemmer af en forberedende Resolutionskomité, der skulde overveje de til det udsendte foreløbige Program indsendte Forslag.
Følgende Medlemmer af denne Komité mødtes den 20. April 1915 paa Hotel »Victoria« i Amsterdam: Chrystal Macmillan og Kathleen Courtney, England, - Lida Gustava-Heymann, Tyskland, - Fanny Fern Andrews, forenede Stater, - Anna Kleman og Else Hansson, Sverige, - Mia Boissevain og Aletta Jacobs, Holland, - og Th. Daugaard, Danmark. Efterhaanden tiltraadtes Komitéen af: Jane Addams, Forenede Stater, - Anita Augsburg, Tyskland, - Vilma Glücklich og Rosika Schwimmer, Ungarn, - Leopoldine Kulka og Olga Misar, Østrig, - Rose Genoni, Italien, - Emely Arnesen og Louise Keilhau, Norge, - og Clara Tybjerg, Danmark.
Komitéen var fuldtallig til Stede ved de sidste Møder ang. Ordlyden af de mange Resolutioner, til hvilke der var indsendt Ændringsforslag i et Antal af over 50. Disse skulde altsaa drøftes og behandles af Komitéen paa de tre Hovedsprog, og dette i Forbindelse med den Kendsgerning, at Spørgsmaalene i mere end teknisk Henseende var vanskelige, stillede store Krav til Komitéens Arbejdsevne, Indsigt og Takt. Men allerede i dette omfattende Forarbejde følte man den Forstaaelse af Solidaritetstanken, som blev Kongressens smukkeste Prydelse fra Begyndelse til Ende.
Den 28. April Kl. 10 kunde Jane Addams, den bekendte Amerikanerinde, der var vor ligevægtige, parlamentariske Præsident ved alle de anstrængende Forretningsmøder, aabne en Kongres, der med Tilhørerne talte ca. 2000.
Og den 1. Maj Kl. 12 ½ Form. kunde hun slutte Kongressen og forelægge Offentligheden følgende af Kongressen vedtagne
Resolutioner.
Kvinder og Krig.
I. Protest.
Vi Kvinder, forsamlede til international Kongres, protesterer imod Krigsvanviddet og Krigsrædslerne, der medfører en hensynsløs Ofring af Menneskeliv og Ødelæggelse af meget af det, som Humaniteten har været Aarhundreder om at bygge op.
2. Kvinders Lidelser under Krig.
Denne internationale Kvindekongres erklærer sig i Uoverensstemmelse med den Antagelse, at Kvinder kan beskyttes under den nuværende Maade at føre Krig paa, og den nedlægger sin alvorlige Protest mod den Uret, som Kvinder i Krigstider er Ofre for, og især mod de grufulde Voldshandlinger mod Kvinder, som ledsager enhver Krig. –
Skridt henimod Fred.
3. Om Fredsafgørelsen.
Denne internationale Kongres, der bestaar af Kvinder fra forskellige Nationer, af forskellige Klasser, Trosbekendelser og Partier, forener sig i at udtrykke sin Medfølelse med alle, som lider under Krigen, til hvilken Nation, de end hører, og som kæmper for deres Land eller stønner under Krigens Byrder.
Da Flertallet af Folket i hvert af de for Tiden krigsførende Lande føler sig overbevist om, at de ikke kæmper som Angribere, men i Selvforsvar for deres nationale Eksistens, kan der ikke være uforsonlige Vanskeligheder imellem dem, tværtimod, deres fælles Ideal giver et Grundlag, paa hvilken en højmodig og ærefuld Fred maa kunne sluttes. - Denne Kongres opfordrer derfor indtrængende Regeringerne Verden over til at standse denne Blodsudgydelse og paabyde Fredsforhandlinger. Kongressen kræver, at den Fred, der følger, skal blive varig, og derfor hvile paa Retfærdighedsprincipper, og i disse indbefattet de Principper, som denne Kongres har givet Udtryk for i efterfølgende Resolutioner 5, 6, 7, 8 og 9.
4. Vedvarende fortsat Mægling.
Denne internationale Kvindekongres beslutter at opfordre de neutrale Lande til at gøre Skridt til at danne en Konference af neutrale Nationer, som uopholdelig skal tilbyde vedvarende Mægling, saaledes at Konferencen opfordrer hver af de krigsførende Magter til at fremkomme med Forslag, og selv vedvarende og samtidig forelægger Forslag som Forhandlingsgrundlag.
Principper for Opnaaelse af en varig Fred.
5. National Selvbestemmelsesret.
Da denne internationale Kvindekongres anerkender Folkenes Ret til Selvstyre, stadfæster den den Opfattelse, at intet Territorium skal kunne overdrages uden Samtykke fra de i dette boende Mænd og Kvinder, og den ivrer imod, at Selvstyre og et demokratisk Parlament skulde kunne nægtes noget Folk. –
6. Forhandling og Voldgift. Denne internationale Kvindekongres, som nærer den Overbevisning, at Krig er Fornægtelse af Fremskridt og Civilisation, anmoder indtrængende alle Nationers Regeringer om at enes om at henvise fremtidige internationale Stridigheder til Forhandling og Voldgift. –
7. Internationalt Pres.
Denne internationale Kvindekongres anmoder indtrængende alle Nationers Regeringer om at enes om at anvende social, moralsk og økonomisk Tryk overfor ethvert Land, som griber til Vaaben i Stedet for at henvise sin Sag til Forhandling og Voldgift.
8. Folkets Kontrol med Udenrigspolitik.
Da Krig i Almindelighed ikke foraarsages af Folkets store Masser som ikke ønsker den, men af Grupper, der repræsenterer Sær-Interesser, hævder denne internationale Kvindekongres, at udenrigspolitiske Spørgsmaal maa underkastes Folke-Kontrol, og erklærer, at den kun kan anerkende det System for folkeligt, som indbefatter samme Repræsentation af Mænd og Kvinder.
5. Kvinders politiske Frigørelse.
Da den forenede Indflydelse af alle Landes Kvinder er en af de stærke Magter til at forebygge Krig, og da Kvinder kun kan have fuldt Ansvar og virksom Indflydelse, naar de har samme politiske Rettigheder som Mænd, kræver denne internationale Kvindekongres politisk Valgret og Valgbarhed for Kvinder.
Internationalt Samvirke.
Herunder vedtoges en Række Resolutioner (10, 11, 12, 13, 14 og 15), som det vil føre for vidt her at gengive ordret. De vigtigste gik ud paa. a) at en tredie Haag-Konference skal sammenkaldes straks efter denne Krigs Slutning. - b) at Voldgiftsdomstolen i Haag og Haager-Konferencernes Omraade skal udvides til en permanent international Konference, og at Kvinder skulde deltage i regelmæssige Møder, der knyttes til Konferencen, - c) at Vaabenfabrikation skal under international Kontrol, idet Kongressen »i den private Vinding, som flyder af de store Vaabenfabrikker ser en mægtig Hindring for Afskaffelse af Krig«, - d) At der skal være Handelsfrihed (liberty of commerce) overalt, og alle Havne være aabne paa samme Betingelser for alle Nationer, - e) at det hemmelige Traktatsystem skal afskaffes m. m.
Børneopdragelsen og Fredstanken.
16. Denne internationale Kongres af Kvinder gør sig til ivrige Fortalere for Nødvendigheden af, at Børneopdragelsen ledes saaledes, at Børnenes Tanker og Ønsker føres i Retning af Idealet om varig Fred.
Kvinder og den kommende Fredskonference.
17. Denne internationale Kvindekongres, anmoder indtrængende om, at den Konference, som skal udarbejde Fredsbetingelserne efter denne Krig, i den varige Freds, saavelsom i Civilisationens Interesse, vil udtale sig tid Gunst for Nødvendigheden af, at Kvinder i alle Lande bliver politisk frigjorte.
18. Denne internationale Kvindekongres fremhæver energisk, at Folkerepræsentanter bør tage Del i denne Konference efter Krigen, og at der blandt dem bør findes Kvinder.
Skridt som skal foretages i Anledning af de vedtagne Resolutioner.
19. Kvinders Stemme i Fredsafgørelsen.
Denne internationale Kvindekongres beslutter, at et internationalt Møde af Kvinder skal holdes paa samme Tid og Sted som Magternes Freds-Konference efter denne Krig med det Formaal at stille praktiske Forslag til denne Konference.
20. Sendebud til Regeringerne.
Denne internationale Kongres delegerer Sendebud til at forelægge de paa Kongressen vedtagne Resolutioner for Herskerne i de krigsførende og neutrale Lande i Europa, og til Præsidenten for de Forenede Stater - og til indtrængende at anmode Verdens Regeringer om at standse denne Blodsudgydelse og oprette en varig og retfærdig Fred.
Disse Sendebud skal være Kvinder fra saavel neutrale som krigsførende Lande, og skal udvælges af den internationale Komite for denne Kongres. De skal indgive Beretning om Resultatet af deres Mission til »Den internationale Kvinde-Komite for en varig Fred«, som et Grundlag for videre Optræden. –
Forhandlingerne.
Vanskelighederne ved Afholdelse af en Kongres af denne Art og under disse Forhold maatte staa klar for enhver, der paatog sig det Ansvar at deltage i den. Faa af os havde dog vist troet, at de skulde blive saa store, som Alverden ved, de blev. Kongressen delte sig meget hurtigt i to Retninger. Den ene tog særlig Sigte paa, at enhver af Kongressens Handlinger skulde tjene til at demonstrere den Styrke, der laa i selve Kongressens Afholdelse, og den modsatte sig derfor enhver officiel Udtalelse, der vilde stille Kongressens Magtesløshed overfor de nuværende Forhold til Skue. Den anden Retning, der havde den Opfattelse, at Kongressen burdet optræde aktivt overfor Krigstragedien, var til en vis Grad berettiget til at tro, at dette havde været Meningen, idet der paa det foreløbige Program havde staaet en lige saa farlig som meningsløs Resolution, der forlangte af de krigsførende Magter, at de øjeblikkelig skulde slutte Vaabenstilstand og offentliggøre Fredsbetingelserne!
En saadan Indblanden sig i Dagens Politik, og i den aktuelle Krigsførelse vilde være taabelig af en Kongres som denne, og det blev de skandinaviske Lande, der, fast og enigt og efterhaanden med det store Flertal bag sig, førte Modstanden herimod. For de andre Landes Vedkommende havde begge Retninger baade Tilhængere og Modstandere; den Paastand, som har været fremme i danske Blade, og som gaar ud paa, at det skulde være en bestemt Stormagt, der havde dikteret sine i Kongressen deltagende Kvinder Forslaget om Vaabenstilstand og gjort deres Tilladelse til Deltagelse afhængig af deres Stilling hertil, er fuldkommen greben ud af Luften.
Store var Uoverensstemmelserne og dobbelt stor derfor Kongressens Ære for, at disse jævnedes, at de intet Øjeblik kom til Orde for aabent Tæppe, men afgjordes i Komitéerne.
Resolution No. 3 var den, der i sin først foreslaaede Form krævede »øjeblikkelig Vaabenstilstand«, - den fik efter alvorlig Drøftelse i Resolutionskomiteén sin nuværende Form og fremlagdes for Kongressen af Rosika Schwimmer, Ungarn, støttet af Th. Daugaard, Danmark. Fra Holland stilledes Forslag om »Vedtagelse uden Debat«. Et Øjeblik efter faldt Præsidentens Hammer for at antyde, at Afstemningen var endt og Resolutionen enstemmig vedtaget! - - Pressen, der var talrigt repræsenteret ved alle Møder (undtagen den store, danske Presse) sad ved denne Forhandling tætpakket ved Pressebordene. »Le temps«, »Times«, o. s. v. sad der øjensynlig sikker paa, at nu kom »Øjeblikket«, som enhver nidkær Journalist altid er parat til at udnytte. -
»Hvorledes gik dette dog til,« spurgte en af Journalisterne senere, »man talte jo om en mulig Sprængning paa denne Resolution!« Svaret lød: »Det der forenede disse Kvinder er trods alt større, end det, der adskiller dem. Derfor gik det som det gik.« -
I det Øjeblik hvor, paa Forslag af Rosika Schwimmer, hele det stor« Kongres-Maskineri standsede, og 1500 Mennesker fra mange Lande, krigsførende og neutrale, stod op, alle som Een, tavse og alvorlige for i et kort Minut at lade Tanken gaa ud »til alle dem, der faldt, og til alle dem, der blev tilbage«, da var der ikke et Menneske i hele det mægtige Rum, som ikke gennem den store Stilhed fornam Tilstedeværelsen af en Solidaritetsfølelse, som ikke kendte Landegrænser, og som bliver det Grundlag, paa hvilket »Fred paa Jorden« alene kan bygges. -
Forhandlingerne om de andre Resolutioner prægedes af megen Indsigt og megen Uforstand, - megen logisk Tankeklarhed og megen omtaaget Velvilje, og sidst men ikke mindst, af megen overordentlig megen - Hjertevarme, Medfølelse, Takt og Finfølelse, der urolig rørte paa sig, saasnart en Taler tegnede til at ville overskride den vedtagne Hovedforhandlingsregel, der forbød Kongressen at beskæftige sig med »den relative nationale Ansvarlighed for og den relative nationale Ledelse af den nuværende Krig.«
Stærkt Indtryk gjorde en Resolution som Nr. 2. - Den blev ogsaa vedtaget uden Debat, men de Tildragelser, der ligger til Grund for den, omtaltes meget Kongressens Medlemmer imellem, og der føltes fra ganske enkelte Sider nøgen Skuffelse over, at Kongressen ikke havde faaet Lejlighed til at give Udtryk for sit Syn paa de Kvinder, der paa forskellig Maade udsletter mulige Følger af de Voldshandlinger, som fjendtlige Soldater har begaaet mod dem. Man kan sikkert være tilfreds med, at Kongressen ikke her paatog sig hverken at dadle eller rose, ejheller styrtede sig ud i en ørkesløs ophidsende Debat, som ikke kunde gavne nogen, men indskrænkede sig til at protestere mod det rædselsvækkende Barbari, som enhver af de sejrende Nationer synes i lige Grad at have øvet. -
Angaaende de meget detaillerede Resolutioner om »International Samvirke« maa man indrømme, at Kongressen vist har overvurderet sine Kræfter; i hvert Fald følte Masser af Medlemmerne sig paa gyngende Grund og ønskede, at disse Spørgsmaal - som aldeles ikke havde staaet paa det foreløbige Program - var bleven henvist til en senere Kongres, og Ikke jaget igennem paa en halv Dag. - Man lærte i det hele paa Kongressen en hel Del om, hvad en eventuel næste Kongres i denne Stil ikke skal gøre. -
Mod de forskellige Resolutioner, der omtaler eller kræver Kvinders politiske Frigørelse, rejstes der nogen Indvending, idet man hævdede, at Kongressen med disse Udtalelser vilde blive opfattet som en tilsløret Kvindevalgretskongres. - Er man fra et Land, hvor Reformen er en Kendsgerning, eller hvor Statskøretøjet har været ført saa ofte frem og tilbage foran Uhyret, at Hestene har vænnet sig til at se det uden at stejle, gør en saadan Frygtsomhed et lidt gammeldags Indtryk; underlig ulogisk vilde det da ogsaa være, om man ikke krævede direkte Indflydelse paa de Ting, man kritiserer og ønsker forandrede.
Til Resolutionerne skal endnu blot bemærkes, at de skandinaviske Lande stemte imod Nr. 20. - Vi støttede et Forslag om at telegrafere vor Res. Nr. 3 til samtlige Regeringer og søge Foretræde hos de Magter, der var repræsenterede i Haag. Naar dette læses har maaske allerede Danmark haft Besøg af den Deputation, som skal hertil, og som bestaar af fire fortræffelige Mennesker, som vi glæder os over, at danske Kvinder træffer sammen med, og som vi maaske i næste Nummer skal omtale nærmere.
De, der ikke kom.
Den uforsigtige, foreløbige Resolution om Vaabenstilstand havde holdt mange borte, blandt disse alle franske Kvinder. - Til at begynde med saa det dog ud til, at i det mindste en eller to franske Kvinder vilde have været tilstede, men Modet svigtede dem efter Sigende i sidste Øjeblik, og man vænnede sig saa til den Tanke, at Frankrigs Plads stod tom. Lidt forundret blev man derfor
over at erfare, at franske Kvinder havde ventet, at Kongressen skulde have ladet sig forelæse et Slags Manifest, som den organiserede franske Kvindebevægelse havde tilstillet den hollandske Presse, og som gør Rede for de Grunde, der holder dem tilbage*), - Manifestet var ogsaa sendt til Kongressens Præsidium, og modtoges her to Timer efter Kongressens Afslutning. - Den tilstedeværende franske Presse gjorde Ophævelser og var misfornøjet med, at »Manifestet ikke blev oplæst - og da man ogsaa i den danske Presse har beskæftiget sig med denne Sag, er det maaske ikke af Vejen at gøre opmærksom paa, at selv om Manifestet var kommen Præsidenten i Hænde i rette Tid, vilde det næppe være bleven oplæst, da det var i Strid med Kongressens Forhandlingsregler. Man kan nære forstaaende Respekt for de Følelser, der holdt franske Kvinder borte, men indrømme dem Ret til at forlange disse Følelser skildrede paa en neutral Kongres kan man fornuftigvis ikke. Manifestet var adresseret til »Kvinder fra neutrale og allierede Lande«. Alene dette burde gøre det indlysende, at som et Dokument i Kongressens Forhandlinger kunde dette Manifest ikke indgaa.
Blandt dem, man savnede, var ogsaa russiske Kvinder, og schweitziske Kvinder, hvoraf dog to havde anmeldt sig, udeblev ogsaa, men mest skuffet blev man dog, da det meddeltes, at de ca. 200 engelske Kvinder, som var anmeldt, ikke kunde komme over Kanalen, hvor al Færdsel var afspærret paa Grund af Troppetransport. - Disse 200 Deltagere repræsenterede over 40 Foreninger. De faa Englænderinder, der var komne over inden Standsningen indtraf, bar med Glans alle de Pligter, man forlangte af dem som Repræsentanter for Stor Britanien, og kan hænde, at den opsigtsvækkende ufrivillige Fraværelse øgede Englands Styrke paa Kongressen. -
*) at de ikke kan mødes med Kvinder fra Fjendens Land.
Lidt Statistik.
Til Kongressen var indmeldt ca. 1500 Deltagere, - Heraf var ca. 300 Tilhørere uden Stemme- og Forhandlingsret, og blandt disse var en Del Mænd. Resten delte sig igen i Foreningsdelegerede (af hvilke der fandtes ca. 200, der repræsenterede ca. 180 Forbund) og Enkeltmedlemmer i et Antal af ca. 1000. - Langt den overvejende Del var naturligvis Hollændere, dernæst vilde England have været Nr. 2 i Rækken, saa de Forenede Stater, Tyskland, Norge, Ungarn, Sverige, Danmark, Belgien, Østrig, Italien, Polen, Armenien og Sydafrika, - de fire sidste havde kun en Repræsentant hver. -
Den endelige Beretning, der skal udgives om Kongressen, foreligger ikke endnu, men disse Tal er i hvert Fald tilnærmelsesvis rigtige.
Belgiens Repræsentanter.
Vi gør os paa en Maade skyldig i et Slags »Neutralitetsbrud«, naar vi særlig nævner Belgiens Repræsentanter paa en Kongres, hvor alle stod lige, og ingen maatte foretrækkes, men der knytter sig en lille Begivenhed til deres Ankomst, som vakte megen Opsigt og derfor skal genfortælles her.
Paa Kongressens anden Dag kom de. Der var fem, og de havde Jane Hamer til Ordfører. De kom med Pas fra de tyske Myndigheder og havde gaaet 2 Mil paa deres Fod med deres Bagage i Hænderne. Det var ved Grænsen, hvor ingen Forbindelse findes. Saa snart det meddeltes til Platformen, hvor hele Resolutionskomitéen (to fra hvert Land) arbejdede, som Sekretærer, Protokolførere o. 1., at de var i Salen, bad Dr. phil. Anita Augsbury fra München om Ordet, og henstillede til Præsidenten, at Belgiens fem Repræsentanter tog Plads paa Platformen. Kun to af Damerne ønskede at følge Indbydelsen. De blev modtaget af Jane Addams ved den lille Sidedør, som førte ind til Platformen, og tog Plads ved det grønne Bord, medens hele det store Publikum rejste sig.
Resultater.
Det eneste positive Resultat, man med Fornuft har kunnet forlange af denne Kongres, foreligger. Det bestaar i et uomstødeligt Bevis for, at de deltagende Kvinder har haft Mod og Styrke nok til under de vanskeligst tænkelige Forhold at føje et nyt Led ind i den Kæde, som binder Kvinder af alle Nationer sammen, og som af mange - af flere og flere - betragtes som en overordentlig betydningsfuld Kraft i Arbejdet for Menneskeslægtens Lykke.
Man har i disse Tider ondt ved at tage Ord som »Kultur« i Brug, men kan det med Rette anvendes nogetsteds, da er det her. Medens Tusinder af unge Menneskeliv indskibedes for at dø selv eller døde andre, medens nye Mesterværker paa Mordinstrumenternes Omraade lagde Taarne og Huse i Grus, medens Undervandsbaade laa paa Lur for at tage skyldfri Menneskers Liv, medens Smædeviser om »Fjenden« skingrede Verden over, medens Barbariet florerede og delvis forherligedes, samledes paa Trods af alle Besværligheder en lille Flok Kvinder fra alle Lande for at demonstrere mod Barbariet og slaa Kreds om Næstekærligheden - den eneste sande Kulturfølelse. Disse Kvinder kom sammen og de holdt sammen; om de evner at udvide Kredsen i en saadan Grad, at det faar blivende Værd for Verden, vil Tiden vise, og Tiden vil ogsaa huske, at det var Kvinder, der gjorde Begyndelsen og først for Alvor viste Viljen og Evnen til at samle Stumperne af Europas Kultur sammen.
Vore Værter.
En Omtale af det, de hollandske Kvinder præsterede som Initiativtagere og Værter for denne Kongres, maa blive ufuldstændig. Skulde det modsatte kunne tænkes, maatte man lægge Beslag paa adskillig mere Plads, end der findes i »Kvinden og Samfundet«, og dog føle, at det ikke var lykkedes En at give et tilnærmelsesvis fuldstændigt Billede af den Dygtighed, Energi, Offervilje, Gæstfrihed og Hjærtevenlighed, som mødte de Fremmede fra første Stund og vil være dem et uforgængeligt Minde.
Dr. Aletta Jacobs, kendt fra sit store sociale, internationale Arbejde, gik i Spidsen og fulgtes af
Sekretæren, Rosa Manus og Mia Bossevain, af hvem vi bringer Billeder, - og af en Skare af unge og gamle Kvinder, der syntes lige saa vante til Kongresarbejde som til at udtrykke sig paa næsten alle levende Sprog.
Vi Fremmede føler os i stor Gæld til den hollandske Kvindebevægelse, der har uddannet en saadan Stab af internationale Arbejdere; de har givet et Eksempel, der, som alle gode Eksempler, har haft stor - og vil faa større - Indflydelse paa alle dem, der saa dem virke i den store Idés Tjeneste, der havde samlet os.
Th. D.
