« Tilbage til søgeresultaterne
Højskolen og de fremtidige Kvindevælgere
Brudstykke af Holger Begtrups Tale ved Sommerskolens Aabning. Efter »Højskolebladet«.
Men midt under de vældige Tildragelser i den store Verden er der ogsaa i vort eget Land foregaaet noget, som vil komme til at sætte sit Mærke paa denne Sommers Pigehøjskole.
Vi har som bekendt nylig faaet en Række vigtige Grundlovsændringer vedtagne af begge Rigsdagens Ting med al Udsigt til at faa dem endelig lovfæstede den 5. Juni d. A.
Denne Grundlovsforandring er en historisk Begivenhed, der vil faa varige Følger, ikke mindst for Danmarks unge Kvinder, og som derfor under almindelige Forhold vilde have vakt meget Røre i alle Egne af Landet.
Som Grundloven bliver i sin ny Form, betegner den et stort Fremskridt i folkeligt Selvstyre. Den sørgelige Klassedeling, som blev indført ved Grundlovsændringen i 1866 er nu fjernet igen, saa at den almindelige Stemmeret, efter Tanken fra 1848, danner Grundlag for alle Valg til den lovgivende Forsamling.
Og det er et ikke mindre Fremskridt, at denne almindelige Valgret er gjort dobbelt saa bred som før, derved, at de danske Kvinder nu har faaet lige Ret med Mændene til at tage Del i Landets Styrelse.
Det er helt løjerligt at tænke paa, at de unge Piger, vi taler til i Sommer, er fremtidige Vælgere, ja, at der maaske hist og her sidder Emner til Rigsdagsmænd og Ministre iblandt dem. - Det eneste, der mangler, er Kvinders Ret til at arve Danmarks Krone, som dog Dronning Margrethe bar nok saa godt som nogen Mand har kunnet. Men Førsteminister kan en Højskolepige godt stile paa at blive, naar Heldet slaar sig til, og Evnerne findes.
Dette Fremskridt har vi særlig Grund til at fejre paa vor Sommerskole. Det maa nødvendigvis faa Betydning for de unge Piger, der samles her, at de fra nu af er kaldede til at virke med fuld Borgerret i Fædrelandets offentlige Anliggender, og der bør tages et vist Hensyn til denne Kendsgerning ved Skolens Undervisning.
Faderen til een af de Piger, som besøger vor Skole i Sommer, skrev ved Indmeldelsen til mig, at han savnede Samfundslære blandt de Fag, der nævnes i vor lille trykte Skoleplan. Han mente, at det var et Fag, unge Piger især trængte til at lære noget mere af. Men det er ogsaa kun paa Papiret, det mangler i vor Skoleplan. Naar Frederik Nørgaard, som vi haaber, om faa Dage kommer hjem som nyvalgt Folketingsmand, vil han nok sørge for, at Pigerne faar den Oplysning om Samfundets Ordning og Styrelse, som tilkommende »Borgere« vil faa Brug for.
Det vil blive mere fornøjeligt i Fremtiden at tale til Kvinder om Landets offentlige Anliggender, og vi agter ikke at forsømme vor Pligt i saa Henseende. Men Højskolen skal dog ikke gøres til Fagskole for mandlige og kvindelige Politikere, lige saa lidt som til en Kogeskole, Landbrugsskole eller lignende. Nu som før vil det blive Menneskeslægtens og det danske Folks almindelige Historie, der især bliver foredraget for de unge. Det er det fælles folkelige og menneskelige Liv, vi stadig stiller dem for Øje. Kun derigennem tror vi at kunde give Mænd og Kvinder en sund Forskole til deres Virksomhed i Fædrelandets Tjeneste.
For saa vidt giver Kvindens nye Rettigheder ikke Anledning til væsentlige Ændringer i Folkehøjskolens Maal eller Midler. Men det har dog ikke saa ringe Betydning for vort Arbejde med den kvindelige Ungdom, at Frugterne deraf for Fremtiden vil kunne spores i videre kredse end før, ja undertiden kommer til at staa deres Prøve i det offentlige Liv for hele Folkets Øjne.
Den Oplysning, Højskolen byder, skal gerne sprede Lys over alle de Livsomraader, hvor dens Lærlinge kommer til at færdes. Men Kilden til vor Oplysning søger vi ikke ude i Verden. Den henter vi hellere fra det indre Liv. Derfor er det Skolens gode Orden: først at oplyse Ungdommen om, hvad der bor i den selv og om Livets evige Maal, for siden at hjælpe den til fra dette Synspunkt at tage virksom Del i det udvortes Liv.
Menneske først - saa Borger! Thi ingen kan give virkelig gode Bidrag til det store Samfunds Velfærd, som ikke af egen Erfaring kender Værdien af det ægte Menneskeliv og derfor attraar at give andre Del deri.
Denne Sandhed vil forhaabentlig blive endnu bedre bragt for Dagen i Fremtiden, naar nu ogsaa Kvinder kaldes til at tage Del i det offentlige Liv.
Skal der naas noget virkelig godt ved, at Kvinderne kommer med i den statsborgerlige Virksomhed, saa bliver det ikke ved at forøge Tallet af de rodløse politiske Agitatorer og heller ikke ved simpelthen at fordoble Vælgernes Stemmetal. Nej, saa maa det være ved, at de ny Stemmer kan give Folkerøsten en bedre Klang, og det sker kun, hvis Kvinderne kan bringe Bud fra Hjemmene med deres sunde Omtanke og varme Hjertelag.
Vi ruster dem bedst til denne Opgave ved fremdeles at gøre Aandslivet og Hjertelivet under hjemlige Forhold til Hovedemnet for vor Tale paa Højskolen. Der bliver kun Velsignelse ved Kvindernes offentlige Virke, naar de ikke drives dertil af Forfængelighed eller Herskesyge, men vil handle efter det gamle Valgsprog: »Jeg er et Menneske, og intet menneskeligt er mig fremmed.« Derfor vil Talen om det grundmenneskelige altid berede dem bedst for deres nye Kald.
Selv uden dette Hensyn maatte vi naturligvis blive i det gamle Spor, fordi Folkehøjskolen har et
højere Maal end at uddanne gode Statsborgere. For os maa den enkeltes indre Liv med dets Guddomspræg og med dets evige Haab være helligere end alle udvortes Samfundsspørgsmaal. Derfor synger vi:
Langt mere værd end det røde
Guld
Det er: sin Gud og sig selv at
kende!
Men det ligger ikke i dette Syn paa Livsoplysningens Kærne, at vi skulde foretrække sygelig Selvbeskuelse for virksomt Arbejde i Samfundet. Vort Samliv med andre Mennesker faar tværtimod en dybere Værdi ud fra dette Synspunkt, vel at mærke, naar vi ved Samfundet tænker paa noget dybere og rigere end det udvortes Samkvem under de almindelige sociale og politiske Former.
Naar Livet bliver aandelig oplyst, vil man nemlig snart faa Syn for, at Gud ikke alene har sat sit Præg paa de enkelte Sjæle og dannet de smaa Hjem som naturlige Livskredse, men at det ogsaa
er hans Værk, at vi bor sammen i et folkeligt Fællesskab, som har sit Udtryk i Modersmaalet og mere eller mindre kendeligt besjæles af den samme Folkeaand. Og hvor denne Erkendelse vaagner, vil det føles, at vort eget indre Liv kun naar sit Maal gennem levende Deltagelse i hele den folkelige Udvikling.
Men til at fremme denne Folkelighed synes Kvinderne særlig kaldede, fordi der først bliver sandt Liv deri, naar Hjemmenes Varme strømmer, ud i hele Folkets Husholdning:
Grundtvig talte tit paa sine gamle Dage om, at det aldrig blev til Alvor med Danskhedens Sag, med mindre Danekvinden, som ejer det rige Hjertelag, vil udvide sin Kærlighed til at omfatte hele Folkelivet.
Det gælder om, at den trofaste Flid og den varme Følelse, hvormed Tusender af Kvinder øver deres Gerning indenfor de smaa Hjems Grænser, maa trænge ud i større Forhold, indtil den præger hele vor folkelige Husholdning, uden dog at tabe sin hjemlige Hygge og sit ægte Livsindhold gennem denne Udvikling.
Kvinderne skal gøre hele Fædrelandet til et godt Hjem for alle dets Børn. Men for at de skal finde sig til Rette i denne store Opgave, gælder det om, at de fra Ungdommen lærer at elske deres Land og Folk med noget af den samme Varme, hvormed gode Døtre plejer at elske Forældre og Søskende i deres eget lille Hjem.
Hvor denne hjertelige Følelse vinder Fremgang, vil det kolde, livløse Mandfolkebegreb om »Staten«, der styrer »Massen«, svinde som Sne for Solvarmen, og den levende Forestilling om »Folket af Guds Naade« vokse op i Stedet, som Bøgen grønnes i Maj.
Og for at hjælpe der til er det, vi holder Sommerskole for de unge danske Piger.
