« Tilbage til søgeresultaterne
Fremtidens Kvindesag
Dengang Kvindernes Valgretstog 5. Juni drog fra Grønningen til Amalienborg Slotsplads, stod der en Mand et Sted paa Togets Vej og sagde højt og tydeligt disse Ord: Gud bevare Danmark!
Manden var naturligvis en Spøgefugl, og hans Udbrud skal ikke tages i Alvor - men mon hans Ord dog ikke gav Udtryk for en Følelse, som rørte sig hos mange af de mænd, der var Vidner til Kvindernes Kæmpedemonstration hin Dag, - den Følelse nemlig: Hvad kunde vi ikke vente os, om de Kvinder, som nu vandrer ind over det nedbrudte Skel, sluttede et Forbund om at holde sammen? – Det er jo nemlig det nye og aldrig før oplevede ved denne Grundlov, at den lader et flertal af uprøvede Vælgere paa én Gang slippe ind over de hidtil af Mindretallet hævdede Enemærker, og vore Lovgivere er derfor saa meget mere at rose, fordi de uden Indskrænkninger afstod Hælvten af Magten til Kvinderne. At denne Højmodighed skulde afholde Kvinderne fra at slutte sig sammen i et Parti er dog ikke givet. Dersom Kvindebevægelsen havde haft til Formaal at tilsikre
Kvinderne Herredømmet her i Landet, da vilde en saadan Sammenslutning have været uundgaaelig, men Kvindebevægelsen har kun været en Kamp om Retten, ikke om Magten, og den simpleste Vej for Mændene til at hindre en Kvindesammenslutning vil derfor være fremdeles at give Kvinderne paa ethvert Omraade den Ret, der tilkommer dem, som Samfundsborgere.
Der faldt ogsaa en anden spøgefuld Bemærkning paa Grundlovsdagen. Jeg spurgte en socialdemokratisk Folketingsmand om, hvorfor vel Svenskerne ventede saa længe med at give deres Kvinder politisk Borgerret. Han svarede: »Jeg kunde tænke mig, det var fordi, at Mændene der er mere bange for kvinderne, end vi er det her.« - Ogsaa denne Spøg gav mig noget at tænke over.
Vovede man Kvindernes Valgret her i Danmark, fordi Kvinderne havde vist sig saa ovenud medgørlige og taalmodige? - Thi medgørlige er vi jo, vi danske Kvinder; vi lader Mændene, skønt de vitterlig er Mindretallet, skrive ganske alene den nye Grundlov, vi alle skal sværge til; naar Socialdemokraterne ikke synes om, at deres kvindelige Partifæller gaar i det upolitiske Kvinde-valgretstog, saa retter deres Kvinder sig efter dem og gaar ikke med; naar et ultra-konservativt Højreblad øser et Forraad af Haans- og Skældsord over dette Kvindernes Fællesforetagende, saa beslutter den konservative Kvindeforening at holde sig borte fra dette Tog eller nøjes med at overtage Tilskuerens Rolle. Saa medgørlige Kvinder kan det sikkert aldrig være en Fare at trykke et Vaaben i Haand, de giver det fra sig, endnu før nogen har bedt dem derom.
Næppe var Blækket tørret i Grundlovens Underskrift, før den ene Kvinde efter den anden ilede her til sit Parti og lagde det nyerobrede Vaaben som en Trofæ for dets Fødder.
Fra de festlige Talerstole, henholdsvis i Kongens Have, ved Bagsværd Søpavillon og Fiskebæk Hotelsal forkyndte næsten i samme Time Fruerne Elna Munch, Marta Ottesen og: Professorinde Friis, at det vilde være taabeligt og højst utiltalende, om Kvinderne nu fandt paa at danne et Kvin-departi, de burde dele sig efter de Anskuelser, som havde fundet deres Udtryk i de bestaaende politiske Partier. - O, taabelige Mathilde Fibiger! o, ligesaa taabelige Pauline Worm, og alle I andre, som traadte Kvindesagens trange Sti uden Respekt for de allerede bestaaende makadamiserede Alfarveje, om I havde været usynlige tilstede i Kongens Have, i Bagsværd eller i Fiskebæk, hvor maatte I ikke have følt jer beskæmmede! - Dog, endnu har Dansk Kvindesamfund ikke talt, endnu er der Haab for Mathilde Fibigers og Pauline Worms Kvindesag. - Vil Dansk Kvindesamfund da, naar det bryder sin Tavshed opfordre Kvinderne til at slutte sig sammen i et Kvindeparti? - Jeg tvivler derom, men jeg føler mig overbevist om, at Dansk Kvindesamfund ikke vil følge ovennævnte tre Damers Anvisning, og hæsblæsende kaste Vaabnene fra sig for at give sig de politiske Partier i Vold. En saadan Afvæbningspolitik vilde jo ogsaa sige Sparto til al Forsvarsnihilisme, det vilde jo være det samme som paa Forhaand at udlevere Kvindesagens Reserve. Kvindernes Sammenhold er det eneste Magtmiddel, Kvindesagen raader over, hvis Mændene skulde forsøge at sætte Magt over Ret. Ligesaa uklogt det vilde være, at bruge dette Middel, hvor det ikke behøves, ligesaa uklogt vilde det være at give det fra sig, inden man Vidste, om man fik Brug for det.
Dansk Kvindesamfund handler sikkert klogt i først at prøve, hvad der lader sig udrette for Kvindesagen i Samarbejde med de Bestaaende Partier, men bag om Partierne maa Kvinderne danne en Kæde, som ikke slipper Taget, til Værn for deres helligste og dyreste Interesser. Vil Partierne tage imod vore Medlemmer paa de Vilkaar, saa bør hver den, som føler sig i Overensstemmelse med et bestaaende Parti søge derhen, den, som ikke har fundet et saadant Parti maa foreløbig i Dansk Kvindesamfund søge Erstatning. Vi rykker ikke ind i dansk Politik som dem, der erklærer Krig, men som dem, der har noget at forsvare. En dyr og hellig Fortidsarv blev Dansk Kvindesamfund betroet, men kun et ubrydeligt Sammenhold er det Værge, hvormed vi kan vogte Arven. Vi kan dele os efter Anskuelser om Forsvar eller Afvæbning, om Maadehold eller Afhold, om Socialisme elle Individualisme og meget mere, men vi kan ikke slaa en Tøddel af paa vor store Fællesfordring: at Samfundsordningen skal være bygget saavel paa mandlig som paa kvindelig Tænkemaade, - at Ægteskabet ikke skal være en Miniaturstat med en enevældig Hersker, men en Republik efter romersk Forbillede med to Konsuler, som deler Arbejdet imellem sig, - at intet Barn skal undgælde for Forældrenes Brøde, men alle Børn føle sig i Samfundets faderlige og moderlige Varetægt, - at der ikke skal gælde en Moral for Mænd og en anden for Kvinder, men at, hvad der tilgives den ene, ogsaa skal tilgives den anden, og hvad der fordømmes hos den ene, ogsaa skal fordømmes hos den anden.
Hvis Dansk Kvindesamfund formaar at holde denne Linie i Samarbejde med de bestaaende Partier, saa meget desto bedre, thi det vil afkorte Vejen. Men lader dette sig ikke gøre, da staar der kun tilbage at forsøge den Udvej, som nu afskrækker saa mange: Kvindepartiet; thi Hensynet til Sagen bør være os over Hensynet til Partierne; men ligesom Dansk Kvindesamfund altid har lukket sine Døre op ogsaa for Mændene, saaledes bør heller ingen Mand være udelukket fra et eventuelt Kvinde-parti, hvis han deler dets Anskuelser.
I Øjeblikkets forsonlige Stemning har Ordet Kvindeparti en skurrende Misklang, jeg indrømmer det, men dog maa det ikke afvises som en Umulighed, ja, Utilbørlighed. Det er det Vaaben, Kvindesagen maa gribe til, hvis den ikke kan vinde frem ad fredelig Vej. Kun den letsindige kaster i Øjeblikkets Festrus, Sværdet fra sig, den besindige beholder det ved sin Side, skjult i Balgen.
Det er derfor ikke et Farvel, Dansk Kvindesamfund ved Fællesmødet i Odense byder sine Medlemmer; tværtimod, det forelægger sine Medlemmer nye Forfatningslove at leve videre under, og siger til sine Kredse: Om I nogen Tid har haft Forstaaelse af Kvindesagen, saa vis det nu, - om I nogen Tid har ofret den Tid og Kræfter, saa bring Ofret ogsaa nu, - om I nogensinde har forstaaet Betydningen af at holde sammen, saa hold sammen nu.
Thi efter Opnaaelsen af Kvinders politiske Valgret er det, at Kvindesagen skal staa sin Prøve.
