« Tilbage til søgeresultaterne
Line Luplau
I det korte Resumé over Kvindevalgrettens Historie i forrige Nr. i Kvinden og Samfundet savner jeg et Navn, der bør skrives blandt de største og første i Kampen for Valgretten. Dette Navn er: Fru Line Luplau.
Har nogen været gennemsyret af denne Sag, saa var det hende, har nogen stillet sig frem til »Høvl« og ”Skrup”, saa var det hende. Det fik gaa ud over Personen, men Sagen maatte frelses. Hun var egentlig ikke skabt for Hanefjed, hun nøjedes ikke med de smaa Resultater, men hun tog dem med Glæde, parat til at Vinde det næste. Altid fremad, altid kampberedt.
Interpellationen ved Rigsdagsvalgene skyldtes hende, og den, mener jeg, har været af allerstørste Betydning og viser bedst hendes Greb paa Sagen.
Ikke Mumlen i Krogene, .men højlydt Tale i fuldt Dagslys.
Og Mændene, som paa enkelte Undtagelser nær havde skubbet Kvindesagen til Side som noget, der nærmest hørte til det humoristiske, de maatte, om end med færrest mulige Ord, dog give et Svar, og dette idetmindste maatte de vel huske. Og Svaret maa have groet i manges Sind, for næste Gang, da Spørgsmaalet atter kom frem, blev det længere, selv om det ikke blev blidere. Det var det, Fru Luplau vilde, de maatte nok Gang paa Gang komme forbi os, det var der intet at gøre ved, de var de stærke og de stærkeste, men de maatte ogsaa have Fornemmelsen af, af de skubbede os til Side, og hendes Tro paa, at engang endte de nok med høfligt at lette paa Hatten for os og bede os slaa Følge, den var urokket til hendes Død.
Jeg tror ikke, Fru Line Luplau havde, hvad man kalder mange Venner; hun var jo ikke af dem, der søgte af Opnaa noget ved at snakke andre efter Munden; men havde hun levet nu, da var den store Vennekreds hende vis, for hun var lige saa indtagende over for Meningsfæller, som hun var striks over for Modstandere.
Hver Gang, vi Kvinder vandt en lille eller stor Sejr, har jeg ønsket, hun levede endnu, at se hendes Glæde var at komme til Fest.
Efter den sidste store Sejr, der jo egentlig ender Kvindesagen, men hvor Kvindernes Sag skal tage Fart og Fremme, tror jeg ogsaa, Fru Line Luplau vilde have sagt: »Glem aldrig den Sag, der ligger Eder paa Hjertet, og som I vil være med til at arbejde for, og vælg den Mand eller Kvinde, der efter Eders Skøn vil fremme den bedst, lad det ikke være Maalet at faa saa mange Kvinder som mulig ind i de lovgivende Forsamlinger. Det bør altid gælde Sagen, ikke Personen.«
Fru Line Luplaus Navn skal i Forbindelse med Opnaaelsen af lige Ret for Mand og Kvinde nævnes med Ære.
