« Tilbage til søgeresultaterne
Sneklokken
Mathilde Fibigers Dødsdag d. 17. Juni.
Af Sommer dufter Hegn og Hæk,
i Blomst staar Bed og Buske, -
den første lille Vintergæk,
hvem kan vel nu den huske?
Den første Knop af Aarets Flor,
som mildned Vintrens Vaande,
saa skær som Sne, der faldt til
Jord,
og tyst fik Liv og Aande.
Sneklokke! Haabets Spejdervagt,
i Slægt med Vaarens Lærke,
saa spæd og fin - og dog i Pagt
med Livets Kræfter stærke!
Saa barneblid, saa jomfruhvid,
du stod med Blade skære
og maatte Jevndøgnsstormen strid
med bøjet Hoved bære.
Mens Verden spotted: arme Gæk
og haaned og forlod dig,
dit Folk du bragte tro og kæk
det Bud, som var betroet dig.
Ensomme, fejre Vaarprofet, -
dit rene Hjerte spaaede
en Glans, dit Øje ej fik set,
en Maj, du aldrig naaede.
Se Vaaren, som du drømte om,
fra sølvblaa Himmelporte
nys vælded ned, - men, da den
kom,
du selv var død og borte.
Du Kvindehjærtets Frihedstolk,
Sejer lyser om dit Minde!
Du stred for Søstre i dit Folk, -
det glemmes ingensinde.
