« Tilbage til søgeresultaterne
Amalienborg-Drømmerier
Jeg drømte, at jeg stod paa Amalienborg Plads og saa Kvindetogets sidste Rækker forsvinde ned ad Frederiksgade. Pladsen var i samme Øjeblik som fejet for Mennesker. Vagten foran Palæerne var de eneste levende Væsener foruden mig.
Jeg satte mig paa Trinet til Stensoklen, der bærer den i Bronze forevigede Femte Frederik. Jeg skottede op til ham. Hans Bronzeansigt stirrede med olympisk Ligegyldighed i Retning af den Kirke, som bar hans Navn, og hans Kommandostav var med en truende Bevægelse udstrakt imod de bortdragende Kvinder; det saa ud, som havde han med et Herskerord jaget de formastelige bort fra sit Aasyn.
»Allernaadigste, stormægtigste Drot, de Venders og Gothers og Slavers Herre,” lød pludselig en Røst fra den anden Side af Soklen - »tør Deres allerunderdanigste Tjener fordriste sig til at paakalde Deres ophøjede Opmærksomhed kun et Par Minuter; jeg er »Vort Land«s uværdige Medarbejder.«
Pause. - Bronzemanden stirrede med uforandret Ligegyldighed mod Marmorkirkens Kuppeltag. Røsten paa den anden Side Stensoklen tog paa ny Mod til sig.
»Den Presse, i hvis Tjeneste jeg har den Ære at virke, forstaar saa godt, med hvilke Følelser Deres ophøjede Majestæt maa have overværet disse forargelige Optøjer, satte i Scene af en Hob samvittighedsløse Ministerlakajer og radikale Reklamemagere. Mit Blad har gjort, hvad det kunde, for at forhindre denne mageløse Vanhelligelse af disse fredlyste Enemærker, og Deres forevigede Majestæt vil ogsaa have bemærket, at der i den Skare, som nylig opfyldte denne Plads med usøm-melig Syngen og Raaben paa faa Undtagelser nær kun fandtes Kvinder af de Klasser, som heldigvis sjældent sees i Amaliegadekvarteret. Vi har vel med Sorg noteret et Par enkelte Navne, Vildskud paa en ædel Stamme, - alle de andre har vi dirigeret ud i Skoven for at forskaane Deres Majestæt for den Smerte, at se dem, vildledte af disse fanatiske Kvinder, som er en Skam for deres Køn.«
Ny pause. – (Jeg kunde høre »Vort Land«s Medarbejder rømme sig for at udfylde Stilheden. - Lidt efter, med samme underdanige Paatrængenhed. »Det vilde sikkert Være Vort Land«s loyale Læsere en Beroligelse, om de i Morgen kunde læse en Udtalelse af Derqs hedengangne Majestæt i Anledning af de stedfundne Optøjer, hvilket smerteligt Indtryk, det f. Eks. gjorde paa Deres Majestæt, da disse vildfarne unge fruentimmer med Flag og Bannere havde den Frækhed at passere lige foran Benene af Deres ædle Ganger..«
”Wunderschøn, groszartig!«, lød det pludselig over mit Hoved fra den ubevægelige Bronzemand. »Ach, welche hübsche Frauenzimmer habt Ihr doch nicht heut’ zu Tage. Glaubst Du nicht, sie werden zurückkehren - Ich würde doch gern noch einmal diese kecke Blondine mit dem Dan-nebroge sehen.«
»Ja, muligvis de ganske unge er mindre dadelværdige,« faldt Pressemanden skyndsomt Drotten i Tale, ”men de andre fanatiske, radikale, ophidsede Kvinder - tør jeg allerunderdanigst bede Deres Majestæt udtale sig: . . .« »Ei wasz! Lustiges Gesindel!« lo Bronzemanden. »Haben marschiert ganz wie die Wachtparade, - jung und alt. Ich will es nicht laügnen - ich war ein wenig gerührt, und mein königliche Vetter auch, ich habe sogar Thränen in seinen Augen gesehn.«
»Hans Majestæt fremhævede dog udtrykkelig for Deputationen, at Kvindens rette Plads er i Hjemmet; vi tar det med »spærret« i Morgen,« sagde Pressemanden paa den anden Side Hesten. »Ja - det er vel ellers overflødigt at spørge, hvad Deres Majestæt allernaadigst behager at mene om Kvindernes Stemmeret - men til Beroligelse for vore kvindelige Læsere . . .«
»Fraenstimmerecht!« brød Bronzemanden begejstret ud. »Ei dass wäre eine famose Erfindung der Männer Übermuth zu strafen! Haben sie nicht mit frevelhafter Hand die vom Gotte eingestiftete Souverainitet herumgestürzt? - Die Frauen sollen mich rächen, es lebe die weibliche Souverainitet!” Bronzemanden lo, saa det gungrede hult i Hestens Bug; ”Vort Land”s Medarbejder tav et Øjeblik forbløffet, men stemmede saa skingrende i:
»O, guddommelige Paafund! sublime Idé! Kvindernes Enevælde holder sit Indtog i Ly bag Ministeriet Zahles Baldakin! Tanken inspirerer mig, jeg maa tale paa Vers:
» O, Sølverskrin,
O, Baldakin –
Jeg dør af Grin.
O, radikale Fatter,
Naar Kvindetrompeten skratter,
Jeg spaar, Du af Sadlen dratter . . .«
”Zum Teufel mit dem Kerl und seinen Reimereien! - Wass geht er mich an? Fort von hier! Ich musz das liebliche Mädchen noch einmal sehen!«
En Ed og et Drøn, - Bronzehesten med sin Rytter var sprunget ned fra Soklen og satte nu i klaprende Spring nedad Frederiksgade; jeg selv laa paa Jorden, fortumlet og forslaaet og kun nogle Alen fra mig de tilsyneladende afsjælede Rester af »Vort Land«s ulykkelige Medarbejder. Mit Kvindehjerte rørtes; jeg slæbte mig paa mine værkende Knæ hen til ham og bøjede mig medlidende over ham. Da slog han endnu engang sine Øjne op og stirrede paa mig med vildt Had.
»Fiasko! eklatant Fiasko!« hvæsede han af sine Lungers sidste Kraft. ”Der tog 6000 Mennesker med Nordbanen og 8000 med Østhanen i Dag –”
»Men der gik 20,000 i Kvindernes Tog,« skreg jeg ham uden Medlidenhed ind i hans fortrukne Ansigt.
Han døde paa Stedet; men i Døden greb hans gridske Hænder mig om Halsen og trykkede til. Det sortnede for mine Øjne, mine Sanser svigtede, jeg segnede om ved Siden af ham - blev liggende og sov videre.
