« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinders Stemmeret i Staten New York
En Samtale med Mrs. Chapman Catt.
Paa 20de Sal i Nr. 303 paa Fifth Avenue i New York har New York Statens Kvindevalgrets-Kampagne sit Hovedkvarter. I en lang Række Kontorlokaler, ikke mindre end 13, sidder der Kvinder og arbejder Dag efter Dag, fra Morgen til Aften, paa det ene: at gøre alt, hvad der staar i menneskelig Magt, alt, hvad der staar i Kvinders Magt, for at bære Sejren hjem her i Staden New York i dette Aar.
- Den 2. November er den store Dag, da Kvindevalgretsspørgsmaalet skal for de enevældige mandlige Vælgere her i denne Stat; l Million 900,000 Mænd skal den Dag afgive deres Stemme for eller imod Kvindernes Valgret. - Og i Centrum af denne Virksomhed sidder Amerikas populæreste Kvinde, den over alt i Verden, ogsaa i Danmark, meget beundrede og meget elskede Carrie Chapman Catt.
Da Valgrets-Kampagnen her blev besluttet, valgte man hende til dens Præsident. Saare naturligt. Hvem bedre kunde man faa? Hun er den fødte Leder; det ved enhver, der har fulgt hendes Arbejde som den internationale Kvindevalgrets-Alliances Præsident.
Elevatoren har baaret mig op igennem de 20 Etager (i mit stille Sind takkede jeg Elevatorens Opfinder, at jeg slap for at gaa ad Trappegangen. Dog vilde der vel næppe være bleven bygget 20 -30 Etagers Huse, om ikke Elevatoren først havde eksisteret), og nu sidder jeg i et stort, lyst kontor hvorfra en glimrende Udsigt ud over Tage, Taarne og Broer; herop naar Gadernes Larm ikke; det er da en god Ting ved Skyskraberne. Paa alle Vægge hænger Kort og Planer; paa Borde, Stole og Gulv, dynger Tryksager sig op; midt paa Gulvet et Kæmpe-Arbejdsbord fyldt med Papirer Her er Centrum, hvorfra alle Traade løber ud, og her sidder Mrs. Chapman Catt, som den travleste midt i al Travlheden og dog saa uforstyrrelig rolig. Intet kan forstyrre hendes Ligevægt eller den Stilhed, som altid og uforanderligt fra Aar til Aar er over hende; Mennesker kommer og gaar, Spørgsmaal stilles uophørligt til hende; Afgørelser afkræves hende hvert Øjeblik. Men hun taber ingen Sinde Taalmodigheden; hun ser paa alt og alle med samme rolige, milde Blik, taler langsomt og vel overvejet, er lige venlig - næsten kærlig, over for alle.
- Hun begynder vor Samtale med at bede mig bringe hendes varmeste Lykønskninger til de danske Kvinder.
»Det var mig en stor Skuffelse, om end ikke nogen Overraskelse, da Krigen, der standsede saameget af Verdens gode og nyttige Arbejde, ogsaa standsede Grundlovssagen i Danmark. Det var mig derfor ogsaa en stor og glædelig Overraskelse, da den kom i Gang igen i Marts. Ikke blot, om end først og mest for Kvindevalgrettens Skyld, men ogsaa fordi det gjorde godt at se, at der dog var én Plet i Verden, hvor man satte sig imod at staa stille eller gaa tilbage; hvor man vilde frem, selv under de vanskeligste Forhold.
Jeg har altid elsket Danmark; nu elsker jeg det lille Land, der nordpaa mere end nogen Sinde.
Sig det til Deres Landsmænd.
Nu bliver den næste store Ting det at se, hvordan de danske Kvinder bruger deres Valgret - - «
- »Naar de amerikanske Kvinder i alle de Forenede Stater kommer op paa Siden af deres danske Søstre, spørger De. Ja, heri Staten Nev York skal det afgøres den 2. November i Aar, om denne Del af Amerikas Kvinder skal naa frem til det samme Sted, hvor vore danske Søstre nu staar; eller om vi fremdeles skal anvende Kræfter, Energi og Penge paa at kæmpe for vor første Borgerret i Staten i Stedet for at anvende dem i Arbejde for Statens Fremgang og Udvikling.
Vi sætter denne Gang, og som aldrig før, alle de Kræfter ind, som vi kan vække og vinde for vor Sag, og som vi kan opbyde i os selv.
Hele Staten er delt i Kampagne-Distrikter; der holdes Tusinder af Møder rundt omkring i alle Byer og Landsbyer; i Lokaler, paa Gader, i Værksteder, paa Fabrikker og overalt, hvor vi kan komme til. Der sendes Strømme og Ladninger ud af Tryksager; der skrives i alle Aviser næsten daglig, enten for eller imod. Imod besørger vore Modstandere, men ogsaa derved agiteres der. Den betydningsfuldeste Del af vor Agitation er maaske dog Husbesøgene. 5000 Kvinder gaar daglig ud, 2 og 2, fra Hus til Hus og taler med hver enkelt af de Mænd, som den 2. Nov. skal afgive sin Stemme for eller imod Kvinders Valgret. Af alle Vælgere afkræves et bestemt Svar, og de føres alle til Bogs under en af tre Rubrikker: Tilhænger, Modstander eller Ligegyldig. Hos Modstandere og Ligegyldige efterlades Litteratur, fyldt med Tal og Kendsgerninger fra de Stater, hvor Kvinder har politisk Valgret.
Hele vort Agitationsarbejde er klart og fast organiseret, lige ud til de mindste Enkeltheder og fjerneste Forgreninger. Vi har 20 Organisatorer i Marken; hele Staten er delt imellem dem, og de rejser uophørlig rundt og organiserer lokale Valgretsforeninger til Kampagne-Stationer, hvorfra Agitationen kan føres ud i hver Krog og naa hvert Hils og hver Vælger.
Den 12. Oktober skal der være en Kæmpe-Parade igennem New York, og den skal kulminere i et mægtigt Massemøde.
Mændene hjælper os godt; vi har mange Tilhængere blandt dem; de støtter os ved Møder, med Avisartikler, ved Agitation i Tog og Sporvogne paa Vej til og fra deres Arbejde, og paa mange andre Maader. De støtter os ogsaa med Penge. Dog kommer vore fleste og største Bidrag fra Kvinder.
Vi har nu faaet 150,000 Dollars (Et Hundrede og halvtreds) ind til vor Valgretskampagne; af dem kom de 15,000 Dollars ind ved en enkelt Sammenkomst heri New York, hvor over 1000 aktive Deltagere i Kampagnen var til Stede, de fleste Kvinder.«
- »Naar saameget sættes ind, maa Sejren da være vis.«
- Mrs. Chapman Catt lukker Læberne tæt sammen og ser ud som en Sfinx. -
»Hvad der er imod os?«
Svaret kommer med en for hende meget usædvanlig Hurtighed og Heftighed - »alt hvad der findes af Last i denne Stat. Alle Drikke-Trafikkens Kræfter, og de er overordentlig politisk stærke i dette Land; alle dem, der fabrikerer, sælger eller paa anden Vis profiterer af det størst mulige Forbrug af Alkohol. Prostitution og Hvid Slavehandel er imod os. Uvidenhed og Dumhed er imod os -«
- Vor Samtale bliver brat afbrudt. Vognen venter, som skal føre Mrs. Chapmann Catt til Stationen, og derfra ud til en hurtig Rejse til alle de vigtigste Centre. Der venter hende anstrængende Dage. Hver Dag Rejser, Komitemøder, og meget andet; hver Aften offentlige Møder. -
»Pas paa Dem selv. Husk paa, at efter den 2. November, og efter Krigen vil den internationale Alliance atter kræve Deres Arbejde og Deres Personlighed. Efter alt, hvad der er brudt sammen af Internationalisme i denne forbandede Krigstid, vil enhver, der kan arbejde paa at hele det brudte, være en Velsignelse i Verden - - «
Hun vinker et ja og et Løfte, og saa forsvinder Vognen i Gadens Larm og Trængsel med den Kvinde, der mere end de fleste har Evner og Gaver til at sammensmelte det tilsyneladende uforenelige og faa Harmoni og Sympathi til at gro.
p. t. New York, Juni 1915.