« Tilbage til søgeresultaterne
Af en Kvindes Tanker 1915
I.
En lykkelig Mor med sin diende Dreng
Hun drømmer ham stor -
lig Sol over Eng,
med frejdige Øjne,
og sikker paa Fod,
med Tanker, som højne,
stærk, modig og god.
II.
Svalerne flyve saa raske og lette
frem mod det store og vidtstrakte Blaa –
Undrende Drengenes Længsler dem følge:
Kunde vi svævende op til Jer naa!
Harerne fremad maa jage og haste.
Hjorten saa springende let naar sit Hjem –
Undrende Drengenes Længsler dem følge:
Kunde vi hastigt som I ile frem!
Fiskene bugtende rolige glide,
dybt under Sejlbaaden gaa de forbi -
Undrende Drengenes Længsler dem følge:
Kunde vi dykkende svømme som I!
Stjernerne tindre i Nætterne klare,
skinnende skrives et Stjerneskuds Spor -
Undrende Drengenes Længsler det følge:
Slyngen, vi danned, har ej Kraft saa stor!
Barnedrøm voxer og bliver til Vilje,
Mandsmod og Snille deraf spirer frem.
Se, han formaar det nu Se, han kan kløve
Luften, som Fuglene, følgende dem!
Hastigt han kan bæres frem over Jorden,
Harer og Hjorte ham ikke kan naa;
ja, selv i Havet han dristigt er Herre
skjule sig kan han dybt i dets Blaa.
Slyngen har faaet uanede Kræfter –
Visdom og Klogskab har smedet derpaa.
Herlige Værker! Med Jubel de prises!
Mennesket fremad bestandigt, vil naa.
Hvortil udnyttes de klareste Tanker?
Gavne de stolte Opfindelser nu?
Ja, vi som se det, maa angstfulde føle
dyb Medlidenhed blandet med Gru.
Døden udsaa de, og Rædsel de sprede,
Mødrene se deres Sønner forgaa. -
Var det kun derfor dig Evnen blev givet
til under Himmelen fremad at naa?
III.
Uskyldiges Lidelser vække
Medlidenhed grænseløs stor.
Fulde af Rædsel vi fatte:
Vildfarelsen hersker paa Jord –
thi Mennesker blindt tør forøde
den Kraft og de Evner de fik.
Sandere Livsmaal rejstes,
var sløret ej Sind og Blik.
Haardhed og Strenghed tilsammen
avle kun Ondskab og Had;
Ømhed og Blidhed ej heller
ene gør stærk og glad –
Kærlighed sandt kan forene.
Mandskraftens Vilje og Mod
sammen med kvindelig Mildhed
vækker den Klang, som er god.
Naar engang klartseende Manden
til Kvinden vil række sin Haand
Følg os! Ja, du kan os hjælpe,
thi rig er din elskende Aand! –
Da gælder det: er du værdig?
Kan, Kvinde, du trofast gaa,
vil i forenede Øjne
Livshaabets Sol opstaa!
