« Tilbage til søgeresultaterne
Om Formuesforholdet mellem Ægtefæller
Et af de interessante Emner, der drøftedes paa Det 2. nordiske Kvindesagsmøde i København sidste Sommer, var som bekendt Formuesforholdet mellem Ægtefæller. Vi fik der en Redegørelse for Sagens Stilling i Danmark, Norge, Sverige og Finland, samt flere forskellige Antydninger om, hvorledes man i vedkommende Lande havde tænkt sig at raade Bod paa de bestaaende Forhold, der enstemmigt ansaas for at være uretfærdige mod - ja, tidt uværdige for Hustruen.
Det er ikke nødvendigt her at gennemgaa de fremkomne Forslag til Forbedring af disse Forhold i Detailler, da de forudsættes helt eIler delvis kendte af dem, der interesserer sig for Sagen. Kun vil jeg pointere, at de alle gik i den Retning at afskaffe Mandens Eneraadighed over Ægtefællernes Fælleseje - at gøre Hustruen økonomisk mere selvstændig end det nu er Tilfældet.
Som en - paa dette Omraade passiv - Deltager i Mødet havde jeg glædet mig meget til at overvære forhandlingerne om dette problem. Jeg blev heller ikke skuffet - Forhandlingerne belyste Sagen fra mange Sider og var meget lærerige.
Naar jeg nu drister mig til at fremsætte mine egne Tanker om dette vanskelige Emne, saa er det først og fremmest i Tillid til den nordiske Familieretskommissions udmærkede danske Formand, Prof. Bentzons elskværdige Udtalelse paa Mødet, at det var rart at høre Kvindernes egen Mening - og da vel saa mange Meninger som muligt- angaaende denne Sag; og dernæst, fordi intet af de Forslag, jeg har gjort mig bekendt med, angaaende Formuesforholdet mellem Ægtefæller, bygger paa det Grundlag for Delingen af Formuen, som jeg havde tænkt mig, - medens de dog alle i større eller mindre Grad peger i samme Retning som mit Forslag.
Jo mere man tænker over Formuesforholdet mellem Ægtefæller, desto klarere indser man, at en Lov om en saa gennemgribende Ændring som den, vi Kvinder nu ønsker indført - nemlig den økonomiske Ligestillethed mellem Ægtefæller - Springet fra Hustruens faktiske Afhængighed
til hendes virkelige Selvstændighed - maa forstaa at tage mange og vidtrækkende Hensyn, hvis den ikke skal resultere i blot en Uretfærdighed paa en anden Maade end den nu stedfindende - især overfor Manden - men dele Sol Og Vind ligeligt.
En saadan Lov maa ogsaa, for ikke at møde en altfor stor Vrangvilje - eller maaske virke afskrækkende fra Ægteskab - hos den af Ægtefællerne - nemlig Manden -, hvis hidtidige Rettig-heder den i en følelig Grad vil forringe, være begrundet ved én - eller flere - om jeg saa maa sige saa selvindlysende og fundamentale Kendsgerninger, at ingen med Billighed kan bestride Lovens Retfærdighed.
Endvidere maa en saadan Lov, for i Virkeligheden at yde Retfærdighed mod den Ægtefælle, til hvis Fordel, i Forhold til de nuværende Lov, den dog hovedsagelig gives - nemlig Hustruen - forstaa at tage Hensyn til vor Tids udviklede Individualisme - til det enkelte Individs, det være sig Mandens eller Kvindens, økonomiske Værd - (dette er jo en Lov om Økonomi), forstaa at give Kvinden netop den Stilling overfor Manden, som hendes Uddannelse - hendes Samfundsværdi, i Forhold til Mandens Samfundsværdi - gør hende berettiget til at indtage.
Som man ser, ingen let Opgave: Indenfor en enkel Ramme at finde Plads for Livets og Udviklingens rige Variation.
Jeg er fuldt klar over, at det gamle Ord: »Mand og Hustru er eet« kan fortolkes meget ideelt - ogsaa rent økonomisk set - og vilde da betyde en gennemført Fælleseje med Fællesraadighed. Men det kan ogsaa fortolkes som Amerikanerinderne gør det, hvor det hedder: »Husband and wife are one - and that one is the husband«. Og selv om den gennemførte Fælleseje - som tidt næsten med en Selvfølgelighed indtræder i harmoniske og lykkelige Ægteskaber - var Idealet, saa kunde man ikke paabyde den ved en Lov. Thi man maa ikke glemme, at den ideelle Livsførelse er den Højgrænse, et Menneske ved at stille de største etiske Krav til sig selv, kan naa til, medens en Lov hverken kan eller bør være andet end den Lovgrænse, under hvilken det i Følge Samfundets Udviklings-standpunkt er kriminelt at være.
Hvad en Lov om Formuesforhold mellem Ægtefæller først og fremmest maa sørge for - for saavidt den vil medvirke til, at Ægteskabet bliver opretholdt som en samfundsmæssig Institution - er, at ingen af Parterne, og dette gælder i langt overvejende Grad Kvinden, maa med gyldig Grund kunne føle Ægtestanden som en Degradation, økonomisk set, i Forhold til sin Stilling inden Ægteskabets Indgaaelse. Dette er den økonomiske Lavgrænse, enhver Kvinde med Billighed kan fordre, at Loven sikrer hende i Ægteskabet.
Heraf følger nødvendigvis, at en en Gang for alle fastsat Sum til enhver gift Kvinde som Godtgørelse for hendes mulige Opgivelse af tidligere Selverhverv, vil blive en ganske vilkaarlig og utilfredsstillende Ordning.
Jeg vil straks her betone, at hvor begge Parter har Særformue, anser jeg Særeje med Særraadighed og en forholdsvis Ydelse til de fælles Udgifter for det rigtigste. Ved Oprettelsen af Ægtepagter er, denne Form jo ogsaa bleven ret almindelig blandt dem, der har Formue. Og jeg synes næsten, man heraf med nogen Ret kan slutte, at denne Form for Formuesforholdet mellem Ægtefæller: Særeje med Særraadighed, staar som den mest tiltalende for Folk, der er saa heldigt stillede, at de selv kan vælge. - Men er det da ikke mon saadan, at denne Form ogsaa for de økonomisk mindre gunstigt stillede vilde være den mest praktiske - den heldigste - hvis der var nogen Mulighed for at gennemføre den i Ægteskabet, uden at man derved kom til at stille den uformuende Ægtefælle altfor ugunstigt overfor den anden Part, hvis denne muligvis havde nogen Formue - eller stille den Ægtefælle, der enten ved Ægteskabets Indgaaen, eller paa Grund af andre af Ægteskabet følgende Forhold, opgav sit hidtidige Erhverv, altfor ugunstigt overfor den af Parterne, i hvis Erhverv Ægteskabet ikke gjorde noget Skaar.
Jeg tror, det er nærmest Frygten for dette, der har afholdt mange fra at slutte sig til Tanken om Særeje og Særraadighed som den eneste retfærdige og rationelle Løsning af Problemet.
Efter disse meget kortfattede Anmærkninger gaar jeg da over til at fremsætte de Synspunkter, jeg har lagt til Grund for mit Forslag til Ordning af Formuesforholdet mellem Ægtefællerne, og de Betragtninger, jeg nødvendigvis maa knytte dertil.
Den Grundbetragtning, hvorpaa mit Forslag bygger, er den: At Mennesket i sig selv har en personlig Kapitaliseringsværdi. Denne Værdi er afhængig af Vedkommendes Evner og Uddannelse og derfor varierende for hvert enkelt Individ. Dog kan man dels nogenlunde dele Individerne i Klasser efter deres Uddannelse, dels paa et givet Tidspunkt med tilnærmelsesvis stor - undertiden fuldstændig - Nøjagtighed udfinde det enkelte Individs faktiske personlige Kapitaliseringsværdi, idet den i hvilket som helst givet Tidspunkt er lig med Individets Muligheder for at gøre sine Evner og Uddannelse anbragt i Penge, ved at stille dem i Samfundets Tjeneste.
Denne Betragtning synes at være nogenlunde selvindlysende.
Men af den følger saa nødvendigvis, at skal Særeje, og dermed Kvindens økonomiske Selvstæn-dighed i Ægteskabet blive andet og mere end et Mundsvejr blot - saadan som Forholdene nu en Gang er blandt den langt overvejende Mængde Mennesker -, saa maa Kvinden lige saa vel have Ret til at raade over sin egen personlige Kapitaliseringsværdi i som udenfor Ægteskabet.
Heraf ses da klart, at enhver Mand og Kvinde, som indgaar Ægteskab, medbringer i dette: I) sin egen personlige Kapitaliseringsværdi, II) mulig Formue.
Angaaende dise to Former for personlig Ejendom skal her bemærkes, at i Følge den her i Norden mange Steder endnu gældende Opfattelse af Forholdet mellem Mand og Hustru i denne Henseende, har Manden faktisk Ejendomsret over Hustruen, idet han er uindskrænket eneraadig over hendes personlige Kapitaliseringsværdi. - Dog er her i Danmark Indrømmelsen fra 1880 af, at Hustruen skal havde Lov til selv at raade over, hvad hun selv erhverver, et lille - om end maaske halv ubevidst - Skridt i Retning af det, jeg her foreslaar: fuldt ud at anerkende Hustruens Ret til Særeje og Særraadighed over sin egen personlige Kapitaliseringsværdi.
Det, det gælder om, er da, ud fra Principet Særeje og Særraadighed at finde en Form for Formuesforholdet, under hvilken begge Parter beholder Raadigheden over det, der rettelig tilkommer dem, og samtidigt bliver interesserede i hinandens økonomiske Ve og Vel, hvorved Forholdet kan faa det ideelle og etiske Præg, der gør det til noget andet og mere end et blot og bart Forretningsforhold - og det ikke blot teoretisk, men ogsaa i Praksis.
Den Arbejdsdeling, som Samfundets Udvikling i Tidernes Løb har medført paa nær sagt alle Omraader, gør sig ogsaa i det Hele og Store gældende mellem Mand og Hustru i Ægteskabet, idet Manden som Regel staar som den, der ved et eller andet Erhverv skal tilvejebringe det til Familiens Underhold nødvendige, medens Hustruens Lod saa bliver den at lede Konsumptionen, sørge for Husførelsen og Børneopdragelsen. Denne Arbejdsdeling maa enhver Ægteskabslovgivning regne med, naar det gælder Folkets store Masse. Men af den følger nødvendigvis, at medens Ægteskabet, hvad Manden angaar, ingensomhelst Forandring medfører i Henseende til hans Maade at gøre sin personlige Kapitaliseringsværdi frugtbringende paa, saa er lige det modsatte Tilfældet med Kvinden. Hun opgiver - som Regel - det direkte produktive Arbejde i Samfundets Tjeneste for at hellige sine Evner til det for hende økonomisk uproduktive, men for Samfundet ikke mindre værdifulde Arbejde som Hustru og vordende Moder.
Hvor dette forholder sig paa den her sagte Maade, kan man godt udtrykke det, der faktisk finder Sted, saaledes: At Manden overtager Samfundets Pligter til at honorere Kvindens i dettes Tjeneste tidligere stillede Evner og Uddannelse. Og simpel Retfærdighed byder, at Kvinden af Manden faar den samme Valuta for sin personlige Kapitaliseringsværdi, som tidligere af Samfundet. - Det samme gælder naturligvis i omvendt Orden, hvis det er Manden, som af en eller anden Grund ved Ægteskabets Indgaaelse giver Afkald paau at frugtbargøre sin personlige Kapitaliseringsværdi i Samfundets Tjeneste.
For at gøre Ret og Skel mellem begge Ægtefæller maa man ved Ægteskabets Indgaaelse kende begges personlige Kapitaliseringsværdi. – Det er jo den, de i alle Tilfælde medbringer i Ægteskabet, selv om de er helt uformuende. Og endvidere maa man kende Størrelsen af begges mulige Formue.- Dette vil selvfølgelig blot sige, at »man« ikke behøver at betegne nogen anden end selve de vordende Ægtefæller, eller højst tillige Brudens eventuelle Værge - idet Loven kun bestemmer Forholdet mellem Ægtefællernes gensidige indbyrdes Forpligtelser.
Mandens personlige Kapitaliseringsværdi i det Øjeblik, han indgaar Ægteskab, er lig med de Indtægter, han da har af sit Erhverv, det være som lønnet Embeds- eller Bestillingsmand, som Sagfører, Læge, Forfatter, Kunstner, Handelsmand, Industridrivende, Jordbruger, Arbejder etc. etc. Paa samme Maade regnes Kvindens personlige Kapitaliseringsværdi lig med de Indtægter, hun i Følge sine Evner og Uddannelse kan skaffe sig i en hvilken som helst Stilling, hun maatte indtage - eller blot være i Stand til at indtage, hvis hun f. Eks. som Barn af bedrestillede Forældre ikke endnu faktisk har gjort Brug af sin Uddannelse i den unge Alder, hun maaske indgaar Ægteskab i. Hvis noget af Arbejdslønnen ydes i Form af frit Ophold, Husly, Lys, Varme etc., saaledes som jo almindeligst med Kvinder af den tjenende Klasse, samt tit med Sygeplejersker o. fl., maa man vurdere disse Ydelser til Penge efter den paa det Sted og til den Tid gældende Værdi. - Og sammen med den direkte Pengeløn Udgør saa det Hele Vedkommendes personlige Kapitaliseringsværdi - saaledes som denne paa et givet Tidspunkt medbringes i Ægteskabet.
Foruden denne rent personlige Kapitaliseringsværdi, som hver af Ægtefællerne saaledes medbringer i Ægteskabet, har tit den ene, eller maaske begge, en større eller mindre Formue, - opsparede Penge, en mindre Arv etc. Dertil regnes f. Eks. den Sum, den ene af Ægtefællerne maatte have nedlagt i en Forretning - Industri - Lægepraksis - Jordlod etc. etc. saaledes, at Renterne - d. e. en paa det Sted og til den Tid almindelig Bankrente - af en saadan Formue (eller Sum Penge) ikke bør regnes til Vedkommendes personlige Kapitaliseringsværdi - men denne (den pers. Kapit.s Værdi) bør betragtes som den Sum, der er tilbage af vedkommende Forretnings - Jordbrugs - etc. Nettoydelse, naar Renterne af den indsatte Kapital er fradragne.
For Nemheds og Overskueligheds Skyld har jeg i Overensstemmelse med de her fremsatte Betragtninger formuleret Reglerne for Formuesforholdet mellem Ægtefæller paa følgende Maade:
1. Begge Ægtefæller skal ved Ægteskabets Indgaaelse gensidigt indestaa hinanden for deres personlige Kapitaliseringsværdi - saaledes at den Ægtefælle, der paa Grund af Ægteskabets Indgaaelse, eller senere paa Grund af ved Ægteskabet indtrufne Forhold, helt eller delvis giver Afkald paa at frugtbargøre sin personlige Kapitaliseringsværdi i Samfundets Tjeneste, i samme Grad faar denne erstattet af i den anden Ægtefælle, 1. af dennes personlige Kapitaliseringsværdi, og slaar denne ikke til (se Paragr, 6), da 2. af Renterne af den erstatningspligtige Ægtefælles mulige Formue (se Paragr. 6).
2. Begge Ægtefæller har Særeje og Særraadighed, saavel over sin - efter den gensidige Erstatning paa begge Sider fremkomne - personlige Kapitaliseringsværdi, som over mulig Formue, samt
over alt, hvad der maatte tilfalde Ægtefællerne af Arv, Gaver, Ydelser etc. i Ægteskabet.
3. Ægtefællerne skal bidrage til de fælles Udgifter i det samme Forhold, som der findes mellem deres personlige Kapitaliseringsværdi + Renterne af mulig Formue, samt mulig Tilvækst ved Arv, Ydelser etc.
4. Erstatningsgodtgørelsen for den ene Ægtefælles personlige Kapitaliseringsværdi skal, saa længe Ægteskabet bestaar, udgøre den samme Kvotient i Forhold til den Erstatningspligtiges personlige Kapitaliseringsværdi. - Det vil sige, at det samme Forhold, som der ved Ægteskabets Indgaaelse
findes at være mellem Ægtefællernes personlige Kapitaliseringsværdi, skal bestaa saa længe Ægteskabet ikke opløses. - Forholdet mellem Ægtefællernes mulige Formue kan derimod fluktuere. Faar den Ægtefælle, der ved Ægteskabets Indgaaelse har opgivet sin Stilling, senere lønnet Arbejde, skal den Sum, det indbringer (maanedlig eller aarlig) lægges til den Erstatningssum, som Vedkommende oppebærer af sin Ægtefælle, og af den saaledes fremkomne Sum skal saa Ægtefællens forholdsvise Bidrag til de fælles Udgifter beregnes.
5. Er Forskellen i Ægtefællernes personlige Kapitaliseringsværdi - eller deres Formuesværdi stor, skal der for den mindst bemidlede sættes en Grænse nedad for dennes proportionelle Ydelser til de fælles Udgifter, saaledes at denne skal beholde en Sum urørlig, - der er tilstrækkelig til standsmæssig Paaklædning, samt til de til dens Stilling behørige personlige Udgifter.
6. Paa lignende Maade skal der trækkes en Grænse for den ene Ægtefælles Erstatningspligt af den andens personlige Kapitaliseringsværdi - saaledes at Erstatningspligten aldrig kan andrage over Halvdelen af den erstatningspligtige Ægtefælles personlige Kapitaliseringsværdi, hvis den Ægtefælle er uden Formue. I Tilfælde af Formue derimod, skal den resterende Del af Erstatnings-godtgørelsen ydes af Formuens Renter - hvortil dog aldrig kan forpligtes mere end Halvdelen af den Sum, Formuens Renter udgør. Er der endnu resterende Krav paa Erstatning, bortfalder dette.
Hvis den Ægtefælle, der endnu - efter at den anden Ægtefælle har ydet Halvdelen af sin egen personlige Kapitaliseringsværdi som Erstatningsgodtgørelse - har Krav paa videre Erstatning, selv ejer Formue, der er lig med eller større end den Erstatningspligtiges Formue, skal det resterende Krav om Erstatning bortfalde.
7. Har begge Ægtefællerne Formue, og opgiver ingen af dem sin personlige Kapitaliseringsværdi ved deres Indtræden i Ægteskabet, finder der selvsagt ingen Erstatningspligt af personlig Kapitaliseringsværdi Sted mellem Ægtefællerne.
8. Hvis den ene eller anden af Ægtefællerne omgaas saa letsindigt med sin Formue, eller vanrøgter et Erhverv, hvorved Familien helt eller delvis faar sit Underhold, i en saadan Grad, at der er Udsigt til, at Familiens Levefod eller dens hele Niveau derved vil blive forringet, har den anden Ægtefælle Ret til - i visse Tilfælde ogsaa Pligt til, at henvende sig til Overøvrigheden for at faa raadet Bod herpaa.
9. Overfor Tredjemand hefter Ægtefællerne i Forhold til deres Indtægter, ligesaavel naar det gæl-der det til Husførelsen nødvendige, som andre Forpligtelser, Ægtefællerne i Fællesskab og uden at bestemme en anden Proportion i dette Forhold, maatte indgaa.
10. Ved mulig Separation eller Skilsmisse lægges de samme Betragtninger til Grund for Bestem- melsen af Ægtefællernes gensidige Underholds- og Erstatningspligter - samt for Ægtefællernes Underholdspligter over for mulige Børn. I Særdeleshed maa der da tages Hensyn, til, om den ene Ægtefælle ved at opgive en indbringende Stilling ved Ægteskabets Indgaaelse - eller paa Grund af Forhold, medførte af Ægteskabet - maaske senere ikke kan opnaa nogen lignende Stilling - og saaledes faktisk gennem Ægteskabet har faaet sin personlige Kapitaliseringsværdi forringet i større eller mindre Grad. I saa Tilfælde bør den anden Ægtefælle i Tilfælde af Skilsmisse - og under Separation - have en vis Erstatningspligt - der maa noget rette sig efter den Erstatningspligtiges økonomiske Forhold - overfor den saaledes stillede Ægtefælle. Erstatningsgodtgørelsens Størrelse maa tillige fastsættes med Hensyn til Størrelsen af det økonomiske Tab, den ene Ægtefælle paa denne Maade har paadraget sig ved Ægteskabet.
Det synes ogsaa rimeligt, at i Tilfælde af Separation eller Skilsmisse mulig Forringelse af Hu-struens personlige Kapitaliseringsværdi, der maatte stamme fra Sygdomme paadragne ved Ægteskabet - eller de Forhold, der nødvendigvis fulgte af Ægteskabet - eller Svækkelse paa Grund af Moderskab i Ægteskabet, medførte en rimelig og ved Forholdene retfærdiggjort Erstatningspligt fra Mandens Side, for i alt Fald en Del af Kvindens saaledes forringede personlige Kapitaliserings værdi.
- - - -
Jeg skal her anføre blot et enkelt Eksempel paa, hvorledes denne Form for Formuesforholdet mellem Ægtefæller vil komme til at virke i Ægteskabet, samt til Slut paapege nogle enkelte af dens sandsynlige Virkninger uden for Ægteskabet.
Eks.: En Handelsmand, hvis Forretning giver ham netto 400 Kr. Indtægt om Maaneden, lig 4800 Kr. om Aaret, indgaar Ægteskab med en huslig uddannet Kvinde uden Formue. Kvinden kan paaregne en Pengeløn af 30 Kr. om Maaneden, foruden frit Ophold, der for Eks. kan ansættes til 40 Kr. om Maaneden. Hendes maanedlige personlige Kapitaliseringsværdi er da lig Kr.70, hendes aarlige do. Kr. 840. Manden har i Forretningen indsat en Kapital paa 36000 Kr.; med 4 pCt. Bankrente giver den Sum en Rente paa 1440 Kr. om Aaret, medens Forretningens samlede Udbytte var Kr. 4800 om Aaret. For nu at udfinde Handelsmandens personlige Kapitaliseringsværdi, trækker man den i Forretningen indsatte Kapitals Bankrente (den paa det Sted og til den Tid almindelige Bankrente) fra heleUdbyttet, d. e. 4800 Kr. - 1440 Kr. = 3360 Kr. om Aaret eller 280 Kr. om Maaneden, hvilken Sum er det Merudbytte, Mandens Forretningstalent har forstaaet at afvinde hans Penge - altsaa Handelsmandens personlige Kapitaliseringsværdi.
Det siger sig selv, at hvis Forretningen delvis er grundlagt ved Laan, fraregnes den omstipulerede Rente af dette, som i mange Tilfælde maaske er højere end almindelig Bankrente, naar Mandens personlige Kapitaliseringsværdi udfindes. Ligesom Laanesummen selvfølgelig ikke regnes med, naar Formuesrenten fastsættes, for af den at beregne den Kvotient, der forholdsvis af Manden skal udredes til de fælles Udgifter.
I det valgte Eksempel forholder altsaa Ægtefællernes personlige Kapitaliseringsværdi inden Ægteskabet sig som l mod 4 (840 Kr. mod 3360 Kr.), medens deres Formuesrente forholder sig som 0 Kr. mod 1440 Kr., eller omsat i det samme Forhold, som den personlige Kapitaliseringsværdi = 0 mod l 3/4 (idet Kvindens personlige Kapitaliseringsværdi her, som den mindste Sum, kan bruges til at udfinde, hvor mange Gange Mandens personlige Kapitaliseringsværdi + hans Formuesværdi udgør denne). For at simplificere Regnskabet var det maaske rigtigst, naar Ejendomsforholdet udfindes, kun at regne med hele Tal, saaledes at mindre end 1/2 regnes for lig 0 og 1/2 eller derover lig 1. - I dette Tilfælde blev da Formuesforholdet lig 0 mod 2..
I det her nævnte Eks. kan man endvidere gaa ud fra, at Kvinden helt opgiver sin tidligere Livsger-ning - at hun med andre Ord stiller hele sin personlige Kapitaliseringsværdi i det nydannede Hjems Tjeneste. Deraf følger saa, at Manden skal godtgøre hende hendes personlige Kapitaliseringsværdi = 840 Kr. om Aaret eller 70 Kr. om Md. Denne Sum fraregnes altsaa hans egen personlige Kapitaliseringsværdi (i dette Tilfælde helt, se Prgr. 6). Tilbage bliver da, af Mandens personlige Kapitaliseringsværdi Kr. 2520 om Aaret eller Kr. 210 om Maaneden. Ægtefællernes personlige Kapitaliseringsværdi forholder sig altsaa, - naar den gensidigt forpligtede Erstatning af den ene Ægtefælles ved Ægteskabets Indgaaelse opgivne personlige Kapitaliseringsværdi har fundet Sted - som l mod 3. Hertil skal saa paa begge Sider Renten af mulig Formue lægges til, for at faa det endelige Forhold mellem begges hele Ejendom, hvorefter Ægtefællernes Bidrag til de fælles Udgifter skal ansættes. I det her valgte Eks. bliver dette Forhold lig l mod 5, idet Formuesforholdet var lig 0 mod 2, og det personlige Kapitaliseringsværdis Forhold lig l mod 3.
Af de fælles Udgifter: Kost, Husleje, Lys, Varme, Tjenestehjælp, Vask, Rengøring etc., samt alle mulige Udgifter til Børnene har Manden altsaa at svare de 5 Dele, medens Hustruen har at svare l Del.
Enhver, der kender de forskellige i en Husholdning forekommende Udgifter kan regne videre paa egen Haand efter det her givne Forhold. (se dog hertil Prgr. 5-6). Ligeledes kan man nemt efter den her angivne Fremgangsmaade opstille forskellige Eksempler, hvor Ægtefællernes personlige Kapitaliseringsværdi og deres Formuesværdi kan komme til sin fulde Ret, i hvilket som helst Forhold disse Værdier maattte forefindes hos de vordende Ægtefæller (se ogsaa her Paragr. 5-6).
Hovedfordelen ved den her foreslaaede Form for Formuesforholdet mellem Ægtefæller er da den: At dens Ramme paa en Gang er enkel og fast afstukken, men samtidig saa let forskydelig, at den kan rumme alle tænkelige Variationer af Tilfælde.
- - -
De fleste er nu vel enige om, at Kvindens personlige Indsats i Ægteskabet er saa stor og saa værdifuld, at hun med Rette kan gøre Fordring paa nogen Raadighed over de af Manden erhvervede Penge, eller hans Formue. Men de fleste Forslag til Bestemmelse af denne Raadighed begaar den Fejl, at der intet Hensyn tages til det individuelt meget forskelligt udviklede Menneske i denne. - Og det skønt alle er enige om, at netop Kvindens menneskelige Udvikling i høj Grad kommer Hjemmet og i højeste Grad den kommende Slægt til Gode.
I Traad med dette er det, at de fleste - eller rettere intet - af de i den senere Tid fremsatte Forslag til Ordning af de økonomiske Forhold i Ægteskabet, tager noget som helst Hensyn til Kvindens virkelige - højst forskellige - økonomiske Værdi, samfundsmæssigt set, men foreslaar et og det samme for alle. - Saaledes fremsatte Anna Bugge Wicksell paa det 2. nord. Kv.møde Tanken om, at Hustruen skulde f. Eks. have Ret til 5 % af Mandens Fortjeneste som Særeje. Dertil vil jeg bemærke, at denne - og enhver som helst paa Forhaand fastsat - Sum vilde blive jo større Uretfærdighed, enten mod Hustruen eller mod Manden, jo mere den fjernede sig til den ene eller anden Side fra den Sum, der i Følge Hustruens virkelige personlige Kapitaliseringsværdi tilkom hende i Forhold til Man-dens personlige Kapitaliseringsværdi - og i Forhold til begges mulige Formuesværdi.
Med Hensyn til Paragraf 4 skal jeg gøre opmærksom paa, at jeg i mine Forudbemærkninger udtrykte Nødvendigheden af at ordne mellem Ægtefællerne saaledes, at det ikke blev et blot og bart Forretningsforhold, men at der netop i det Forhold burde være indbefattet det etiske Moment, hvorved dette kunde adskille sig væsentligt fra en Kontrakt mellem hinanden ligegyldige Personer. Det, det gjaldt om, var, trods gennemført Særeje og Særraadighed, at gøre Ægtefællerne gensidigt interesserede i hinandens økonomiske Ve og Vel.
Det er dette, der opnaas dels ved Paragraf l og i Særdeleshed ved Paragraf 4.
Saaledes som Samfundet nu er ordnet, gælder det i nær sagt alle Livsstillinger - selv de ringest lønnede - at Arbejdslønnen - eller den personlige Kapitaliseringsværdi er stigende. Det vilde derfor være Uret mod den af Ægtefællerne, der paa Grund af sit Ægteskabs Indgaaelse eller ved Ægteskabet medførte Forhold - opgav en Stilling, at ansætte dennes personlige Kapitaliseringsværdi til en én Gang for alle fastsat, ubevægelig Sum, - den Sum, som Stillingen i det Øjeblik, den helt eller delvis opgives, giver af sig. Og det er netop dette, der raades Bod paa med den Bestemmelse, at Erstatningsgodtgørelsen, naar den ene Ægtefælle opgiver sin tidligere Stilling, saa Længe Ægteskabet foestaar skal udgøre den samme Kvotient i Forhold til den erstatningspligtiges personlige Kapitaliseringsværdi, som den udgjorde ved Ægteskabets Indgaaelse. -
Af dette følger, at Summerne kunne blive større eller mindre paa hver Side, eftersom f. Eks. en Forretning, en Lægepraksis, et Jordbrug etc., etc. giver større eller mindre Udbytte. Men denne Ordning vil bevirke, at Hustruen - der jo som Regel er den, der ved Ægteskabets Indgaaelse opgiver sin tidligere Stilling - bliver direkte interesseret i sin Mands Gerning - samtidig med, at Manden tillige bliver direkte interesseret i ikke at misbruge sin Hustrus Arbejdsevne, - hvad der hos Befolkningens lavere Klasser er ret almindeligt - idet han jo skal svare hende den samme Kvotient af sin Indkomst, hvad enten hun er arbejdsdygtig eller ej.
Under den her foreslåede Ordning behøver man næppe at frygte for, at det Forhold vil indtræffe, som Højesteretsadvokat Elise Sem paa det 2. nord. Kvindesagsmøde rettelig paapegede, nemlig
at hvis Hustruen skulde faa en vis Løn for sit Arbejde, hun saa maaske kom til at oppebære mindre end hendes egen Tjenestepige (se Paragraf 5).
- - - -
De her fremsatte Betragtninger om Formuesforholdet mellem Ægtefæller kunde selvfølgelig udformes langt nøjere i alle Enkeltheder. Men jeg tænker, at det, jeg her har fremhævet, vil være tilstrækkeligt Grundlag for en udførligere Diskussion. Og hvis de Synspunkter og Tanker, jeg her har fremsat, paa en eller anden Maade maatte bidrage til dette vanskelige Problems heldige Løsning, saa var min Hensigt naaet.
