« Tilbage til søgeresultaterne
Det største
Der var Assemblèe hos Generalinden.
Kvindevalgretsforeningens Spidser var mødte i nyeste Sommerskrud, for at lykønske hinanden til den vundne Sejr - Thekopperne raslede - Kagerne gled ned.
Senere samledes man om at affatte en Adresse til Mændene i Anerkendelse af deres sene men nu aabenbare Erkendelse af, at Kvinderne ogsaa var Mennesker og Statsborgere.
Den skulde just læses op, da der pludselig stod en hvidklædt, yndefuld Skikkelse iblandt dem, som ingen før havde set, og som ingen kendte.
Med en sølvklar Stemme tog hun Ordet og sagde:
»Inden I, mine kære Søstre, hylder Eders Mænd for det store, de har gjort Eder i Dag, maa jeg have Lov til at nævne for Eder, hvad min Mand gjorde for mig.
Jeg fødte i vort Ægteskab et Barn til Verden, som ikke var hans; - det lyste han i Huld og Køn, og mig værnede han med sin tilgivende Kærlighed mod Menneskers onde Tale og tunge Dom; han beholdt mig som sin Hustru, til Døden skilte os ad.
Han har erkendt Kvinden som Medmenneske længe før Valgrettens Kamp begyndte, og hans Pris vil og maa jeg synge overalt, hvor Kvinder samles for at hylde Mænd. Jeg er kommen langt borte fra, som en fremmed iblandt Eder for at sige Eder, at det, der sker i Dag, er Legeværk mod hans Storværk.«
Der var blevet ganske stille - Thekopperne fik Lov at staa - Adressen laa urørt - alles Øjne vendte sig mod den ukendte fremmede, der lydløst, som hun var kommet, svandt bort for de undrende Blikke.
Blodet bankede under Silkebluserne, - ingen fandt straks Oord for de svulmende Tanker - lØijnene duggedes - Grundloven - den politiske Valgret - var glemt.
En anden Grundlov skrev sin gyldne, -, ingen fandt straks Ord for.
Omsider kom Generalinden saa meget til sig selv, at hun kunde sige, idet hun rettede sig i Sædet: Ja, hun havde Ret, vor kære, ukendte Søster, som desværre ikke var præsenteret for mig - det, hendes Mand har gjort, er det største, en Mand kan gøre for en Kvinde; denne navnløse Mand vil vi i Stilhed bringe vor Hyldest og Tak paa alle Kvinders Vegne.
At fejle er menneskeligt - at tilgive er guddommeligt.
Men tilbage til Arbejdet paany, mine Damer!
Og Diskusssionen tog atter Fart.
Kun én blev staaende tilbage, lænet mod Dørkarmen. Hun kunde ikke lige straks vende tilbage til Hverdagens Strid - Helligdagens Højhed laa over hendes Tanke. I hendes Indre tegnede sig Billedet af den navnløse Mand, Træk føjede sig til Træk - hun levede med ham gennem de vanskelige Aar, hun fornam Hustruens skælvende Tak fra Dag til Dag. Og hun takkede Gud i sit Hjerte, at han havde levet.
