« Tilbage til søgeresultaterne
Hvad nu?
For kort siden hørte jeg tilfældigvis, at man et Steds i en af Dansk Kvindesamfunds Kredse, betagne af den store Begivenhed 5. Juni, meldte sig ud i Massevis.
Dette skulde da vel ikke være noget, der gentog sig andre Steder i Landet? Jeg haaber det ikke.
Aldrig før har vi trængt saa meget til Dansk Kvindesamfund som nu.
Hvis dette var en blot og bar Valgretsforening, var det i sin Orden, at det skrumpede ind og ef-terhaanden døde, hvis man ikke foretrak med et Slag selv at aflive det. Men det er det jo ikke.
Det arbejder fremdeles i samme Aand som hidtil; der er kun sket den Forandring, at den nye Grundlov giver alle dets Medlemmer, Kvinde saavel som Mand, Midlet i Hænde til at føre deres Ideer igennem. Men selv med dette Middel i deres Besiddelse, vil Arbejdet for Ideernes Virkeliggørelse dog tage Tid.
Netop nu, da vi har naaet den direkte Indflydelse paa Lovgivningen, gælder det om, at vi Kvinder holder sammen, ikke for at danne et Kvindeparti - noget jeg er absolut imod og forøvrigt anser for en fuldstændig Utopi - men for i Fællesskab at drøfte, hvorledes vi bedst kan gøre Brug af vore politiske Rettigheder til Gavn for vort Folk. Ganske naturligt vil i første Række vor Tanke vende sig til Love vedrørende vort eget Køn, der saa længe har været mere eller mindre negligerede og forglemte, og ikke mindre vedrørende Barnet, det, om hvilket enhver normal Kvindes Moderinstinkt samler sig, enten hun saa er gift eller ugift. Men jeg vil ogsaa gerne som en Hjemmets Kvinde have Lov til at pege paa, at vi i Virkeligheden aldrig helt kan skille de to Køn fra hinanden. Det, der bliver til Gavn for Kvinden, Barnet og Hjemmet, vil i det lange Løb tillige blive til Gavn for Manden, Folket og Staten.
Efter 5. Juni 1915 bør Dansk Kvindesamfund vokse med en rivende Fart.
I de første Par Aar efter at jeg var vaagnet overfor Kvindesagen, holdt jeg en Mængde Møder i Dansk Kvindesamfunds Kredse. Der var en Tid et rent Kapløb om at faa mig til at tale rundt om i Landet. Grunden til, at Lederne af Kredsene vilde have fat i mig, var den, at de haabede derigennem at drage de mange gode, ofte, i høj Grad selvopofrende Kvinder fra Indre Mission ind i Dansk Kvindesamfund. Og jeg sagde med Glæde ja, saa vidt jeg kunde, for jeg ønskede det samme selv. Det viste sig imidlertid den Gang, at Tiden ikke var moden hertil i det hele og store. Vi maatte have en særskilt Kvindevalgretsforening i nogle Aar som Overgangsled, som vi senere, eftersom Forstaaelsen voksede, atter kunde opløse; hvilket nu er sket.
Det jeg paa disse Møder for en 7 á 8 Aar siden bestandig mødte, var den Indvending: „Dansk Kvindesamfund er sikkert noget udmærket noget, men den Kreds, der er her, de Damer, der leder det i vor By, synes vi ikke om."
Dette er jo et forfærdelig smaatskaaret Synspunkt, og det findes desværre ikke alene i Indre Missions Kredse, men ogsaa blandt mange andre Kvinder.
Men lad gaa.
Mange Kvinder har været forfærdelig smaa og smaatskaarne, men nu maa det være forbi.
Med Gaven følger Opgaven.
Vi maa nu alle som en vaagne op, se ud over Vor lille snævre Kreds, ud over vort Land og vort Folk.
Vi maa se at dygtiggøre os selv til at udnytte de nye Rettigheder, der er os betroede.
For de flestes Vedkommende, vil dette bestaa i at afgive sin Stemme paa Valgdagen; for enkelte maaske tillige i at tage Sæde i Rigsdagen.
Men det er ikke endt hermed.
Dansk Kvindesamfund har i mange Aar gennem forskellige af Foreningen nedsatte Udvalg vist en stor Indflydelse paa adskillige af vore Loves Indhold og Form.
Denne Indflydelse er kulmineret i Udvalgenes Arbejde, men den har haft sin Rod i Aanden, Inspirationen, der udgik fra den store Skare Kredsledere og menige Medlemmer.
Det har været en talrig og broget Forsamling, men den bør i Fremtiden være meget mere talrig og meget mere broget.
Det maa ikke længer paa hvert Sted være en lille Kreds af Meningsfæller, der sidder hyggeligt og rart sammen, men hver Kreds maa se, om den ikke i nærmeste Fremtid kan faa alle Omegnens Kvinder med, høj og lav, religiøs og irreligiøs, politisk interesseret og ikke politisk interesseret, konservativ og fremskridtsvenlig.
Disse forskelligartede Kvinder maa søge at forstaa, at hvilket politisk Parti, de end tilhører, saa har de som Kvinde fælles Berøringspunkter, som Folkets Mødre og Opdragerinder, fælles Interes-
ser, de kan samles om. Deres forskellige Syn paa meget andet vil kun virke gensidig udviklende og befrugtende, og en saadan Udvikling af Synspunkter er endogsaa i høj Grad nødvendigt, om Kvindernes fælles Arbejde for vort Folk virkelig skal blive til Gavn.
Til at oparbejde og senere lede saadanne Kredse, vilde der maaske nok kræves større Kundskaber og mere aandelig Kraft end mangen en leder i Øjeblikket føler sig at være i Besiddelse af, men Mangler her vilde kunne afhjælpes ved Lederkursus, til hvilke Kredsene ikke alene sendte de nuværende Ledere, men ogsaa for Fremtidens Skyld Leder-Emner.
Det var midt under Verdenskrigens Larm og Tummel, at vi danske Kvinder fik den politiske Stemmeret; det bliver, naar Krigen er forbi, at vi skal til at gøre Brug af den. Det bliver netop i den underlige løfterige Tid, da der skal bygges en ny Verden op paa Ruinerne af alt det, Stormen lagde øde, da Ideer, hvis Virkeliggørelse for blot nogle faa Aar siden syntes at ligge langt ude i Fremtiden, vil kunne bringes til Udførelse.
Gid vi Kvinder da maa have benyttet den Tid, der gik forud vel, saa vil vi ogsaa kunne bringe noget godt.
