« Tilbage til søgeresultaterne
Ensartet skandinavisk Familieret
Spørgsmaalet om Kvindens familieretslige Stilling er i disse Tider, som man vil vide, stærkt i Forgrunden. Vi bragte i Nr. 14 en Artikel om denne Sag af Bjørg Blöndal, og har i Dag Fornøjelsen, efter Tidsskriftet »Hertha«, at bringe en Artikel af den svenske Advokat Georg Stjernstedt. I næste Nr. bringer vi et udførligt Svar til disse to Artikler af Overretssagfører Astrid Holten-Rickmann.
Red.
Den gifte Kvindes selvstændigere Stilling.
Udkast til en Reform af Lovgivningen om Ægtefællers Ejendomsforhold.
Som bekendt er en Kommission for Tiden beskæftiget med et forberedende Arbejde paa en Revision af Lovgivningen om Ægtefællers Formuesforhold. Spørgsmaalet derom er altsaa aktuelt, og Tiden Synes vel egnet til at fremføre forskellige Krav og Ønsker vedrørende dette Lovgivningsomraade. Det kan derfor ikke synes umotiveret, at en, der interesserer sig for Sagen, nu søger at give et Udkast til et Formuesforhold, hvorved han mener at kunne løse det juridiske Problem om Ægtefællers Ejendomsforhold paa en Maade, som er egnet til i det væsentligste at tilfredsstille en tidssvarende Opfattelse af Spørgsmaalet. Et andet Spørgsmaal er det, om et saadant System paa nærværende Tidspunkt kan gennemføres som Hovedsystem. Hvad jeg nylig kaldte en tidssvarende Opfattelse - hvilket jeg nedenfor skal søge at sammenfatte - er ganske vist endnu ikke det almindelige Standpunkt, og Lovgiveren maa, selv om han aldrig bør glemme sin Opgave at gaa foran og vise Vej, alligevel vogte sig for at gaa saa langt foran, at Spændingen mellem Loven og de Mennesker, som skal lyde den, bliver for stærk. Et System, som paa dette Tidspunkt ikke kan blive Hovedsystemet, bør dog ikke af den Grund betegnes som upraktisk.
Passer det for en stor Del Mennesker, og er det tilstrækkelig enkelt og bøjeligt affattet, maa det betragtes som praktisk for disse Mennesker, om ikke for alle. Peger Forslaget dertil i Tidens Retning, og har det derfor Udsigt til at vinde fortsat større Tilslutning, kan det endnu mindre afvises som upraktisk.
Med en „tidsvarende” Opfattelse mener jeg i Korthed følgende: Man erkender, at Udviklingen allerede er gaaet eller med stærke Skridt gaar i den Retning, at hver fuldvoksen ugift Kvinde forsørger sig selv og saaledes ejer en vis økonomisk Selvstændighed! Men til at forsørge sig selv hører efter fornuftige økonomiske Begreber ikke blot det at skaffe sig Livsopholdet for Dagen, men ogsaa at sørge for Forsikring mod Arbejdsløshed, Sygdom, Alderdom, m. m. Forsikringen kan ske under forskellige Former; den vigtigste Forsikring turde være Alderdomspensionering. Paa dette Tidspunkt er praktisk set al denne Forsikringsomsorg for Hustruen lagt i Mandens Haand. Men dermed kan den gifte Kvinde i vore Dage ikke være tilfreds. Det tilkommer hende saavel som andre voksne Mennesker at tænke paa sin Fremtid og at sikre sig mod forskellige Eventualiteter efter eget Overlæg og eget Tykke. Hertil kommer, at den Hustru, der som ugift i vore Dage har haft sin egen Indtægt og altsaa en vis økonomisk Selvstændighed, vanskelig finder sig tilrette med paa én Gang at Synke ned til fuldstændig økonomisk Afhængighed, til „at be sin Mand om hver Øre”. Den gifte Kvinde vil derfor baade paa Grund af sin Trang til en vis Selvstændighed i økonomiske Sager ogsaa indenfor Ægteskabet og med Hensyn til Kravet om selv at sørge for sin Fremtid have sin egen Økonomi. Dette kan hun som Regel i Ægteskab ikke opnaa ved Erhvervsarbejde uden at tilsidesætte sine Pligter i Hjemmet, Der er da ingen anden Udvej tilbage end at lade hende faa en Del af, hvad
Manden erhverver.
Dette bliver en naturlig Erstatning for eget Erhverv. Man har ganske vist foreslaaet at give Hustruen Løn. Men Hustruen er dog andet end en lønnet Barnepige og Husbestyrerinde. Det ligger uomtvistelig i Ægteskabets Natur, i det mindste efter mere ideel Opfattelse, at Hustruen skal være ligestillet med, fuldt jævnbyrdig med Manden. I vor Lov har det tilmed faaet Udtryk i Ordene: „Hustruen skal følge Mandens Stand og Kaar,”
Men til fuld Jævnbyrdighed hører ogsaa samme økonomiske Stilling. Og skal denne være selvstændig for Hustruen som for Manden og ikke som nu bestaa i Retten til at blive forsørget af Manden i Overensstemmelse med hans Stand og Vilkaar, skulde ikke en anden Fordeling mellem Ægtefællerne kunne komme paa Tale end en Ligedeling. Hustruen bør altsaa have Halvdelen af den af Manden erhvervede Indkomst. Eftersom Manden i givet Tilfælde bør have den tilsvarende Ret til Hustruens Indtægt, bliver Resultatet, at der tilkendes hver af Ægtefællerne en egen, umiddelbar, selvstændig Ret til Halvdelen af Ægtefællernes sammenlagte Indkomster. Paa denne Maade beholder den gifte Kvinde sin økonomiske Selvstændighed, men ombytter blot den Indtægt, hun har haft som ugift, med en Indtægt, der udgør nysnævnte Halvdel.
For den, som nærer Betænkeligheder ved Tanken om, at Hustruen skal have Ret til Halvdelen af den gennem Mandens Arbejde erhvervede Indtægt, som maaske er mange Gange større end den, hun selv som ugift har haft og nogensinde har haft Udsigt til at skaffe sig, beder jeg om Tilladelse til at fremhæve, at dette Princip allerede findes i vor Lovgivning. „Mand og Hustru har Boeslodsret hver til Halvdelen af al Boets løse Ejendom, samt til den faste Ejendom, som erhverves under Ægteskabet,” er Hovedreglen i den gældende svenske Ret om Ægtefællers Ejendomsforhold.
Hvad Manden altsaa erhverver og Ægtefællerne ikke forbruger, altsaa Overskuddet, bliver fælles Ejendom, af hvilken Hustruen ejer Halvdelen. At denne Hustruens Ret saa lidet falder i Øjnene nu, kommer deraf, at Manden har ene og udelukkende Forvaltningsret over den saaledes erhvervede Ejendom. I Reglen kommer Hustruen først ved Ægteskabets Opløsning i Besiddelse af sin Boeslodsandel. Forskellen mellem det nu herskende System og det af mig foreslaaede er altsaa i dette Tilfælde blot den, at det sidste tilsigter, endnu mens Ægteskabet bestaar, at gøre Hustruens Andelsret til en Realitet, gøre den effektiv.
Jeg gaar nu over til selve Udkastet, som af Hensyn til Pladsen maa stærkt sammentrænges. At dette er et Udkast, en Skitse, og intet andet, beder jeg Læserne velvilligt huske. Mit Haab er, at det maa danne Indledningen til et Ejendomssystem, som kan blive indført i vor Lovgivning.
I.
Begge Ægefæller behandles i Loven som fuldmyndige med hinanden jævnstillede og overfor hinanden selvstændige Personer. Der bør ikke gøres andre Undtagelser fra denne Regel end saadanne, som anses for uundgaaelige for at beskytte den svagere Part (Hustruen) mod utilbørlig Indflydelse fra den stærkeres Side. Mandens Formynderskab afskaffes.
II.
Reformens Hovedformaal bør være at forene de Fordele, som det rene Bosondringssystem med Hensyn til Simpelhed, Klarhed og Varetagelse af Kravet om Hustruens Ligestillelse og Selvstændighed medfører, med den Retfærdighed, som indeholdes i Boeslodsretten, hvor det drejer sig om Indkomst under Ægteskabet.
III.
I Overensstemmelse med Gennemførelsen af det rene Bosondringssystem afskaffes den nuværende Form for Ejendomsfællesskab mellem Ægtefæller (Boeslodsretten). Alt, hvad der tilhører eller tilfalder en Ægtefælle, bliver dennes Ejendom alene (eller efter den nu gældende Sprogbrug: „Særeje”). Ejer Ægtefællerne noget i Fællesskab, bliver Bestemmelsen om Fælleseje den raadende, og Loven af 1907 om Fælleseje skal anvendes. Hver af Ægtefællerne har Forvaltningsret over sin Ejendom.
I Overensstemmelse med det her anførte er enhver Gæld den paagældende Ægtefælles alene (efter nuværende Sprogbrug „Særgæld”). Muligt bør man dog bibeholde den Præsumtion, at visse Gældsposter stiftes for det fælles Behov, f. Ex. Gæld for Madvarer til den fælles Husholdning, i hvilket Tilfælde Ægtefællerne bør være fælles ansvarlige for denne.
Hustruen bør have fri Ret til at gaa i Kaution.
IV.
Hovedgrundsætningen i Spørgsmaal om Ejendomsret til Kapital („Kapital” tages her og i det følgende i Modsætning til Indkomst) er: Ingen, af Ægtefællerne „gifter sig Penge til”.
Enhver Kapital, som en Ægtefælle ved Ægteskabs Indgaaelse ejer eller under Ægteskabet erholder ved Arv, Gave, Testamente, Omsætning eller paa anden Maade, forbliver denne Ægtefælles Ejendom alene. Vil man ikke gaa saa vidt, men vil bibeholde en vis Slags Ejendom, som fælles, bliver ogsaa dette Ejendomsfællesskab af fællesejeretlig Natur.
V.
Hovedgrundsætningen i Spørgsmaalet om Indkomst: Al Indkomst, som under Ægteskabet erhverves, tilfalder begge Ægtefæller med Halvdelen hver, uden Hensyn til, ved hvis Arbejde Indkomsten er fortjent, eller af hvis Kapital den er faldet.
VI.
Ved Beregningen af Indkomsten iagttages, at Lovgivningen herom saa nær som mulig slutter sig til den gældende Lov om Indkomstskat; dette for at undgaa et særligt Besvær ved Udregningen af Indkomsten i ægteskabsretlig Henseende og iøvrigt for at undgaa Usikkerhed og Forvirring.
VII.
Ved Anvendelse af Indkomstprincipet iagttages fremdeles, at de forskellige Arter af Indkomst samles i 2 Grupper, af hvilke den ene omfatter Indkomst og Embede, Tjeneste og varig Arbejdsansættelse med til fastsatte Tider faldende Lønning, samt af Pension, Livrente o. l., hvilke Arter af Indkomst i det følgende for Enkeltheds Skyld kaldes „Løn”, og den anden omfatter alle andre Arter af Indkomst, som i det følgende kaldes „anden Indkomst end Løn”.
VIII.
Anvendelse af Indkomstprincipet ved Løn: Hver af Ægtefællerne har umiddelbar Ret til Halvdelen af saadan Indkomst, og har ene Ret til at hæve sine 50 pCt. Hver af Ægtefællerne er altsaa Fordringshavende for sin Halvdel overfor den, som er skyldig at udbetale Indkomsten (Lønbetaleren). Om den ene Ægtefælle ved Fuldmagt gives Kvittering for den andens Halvdel, opstaar den sædvanlige Regnskabsskyldighed lige overfor den anden.
De Omkostninger, som er forbundne med „Lønnens” Erhvervelse, og som ikke ved dens Udbetaling fradrages (saaledes som Tilfældet er med Pensionsafgiften o. desl.) bør selvfølgelig ramme begge Ægtefællerne ligelig. Den indkomsterhvervende Ægtefælle erholder derfor sædvanlig Fordringsret hos den anden for Halvdelen af de Udgifter, den indkomsterhvervende i saadant Øjemed har. Ligeledes turde det være rigtigt, at den indkomsterhvervende erholder Fordringsret for Halvdelen af den Rente, han under Ægteskabet nødes til at udbetale for en Gæld, han ved Ægteskabets Indgaaelse havde, eller Fornyelse af saadan Gæld (for saa vidt som Renten ikke kan betales med „anden Indkomst end Løn” eller saadan Indkomst, hvori den anden Ægtefælle paa Grund af Ægteskabskontrakt eller af anden Grund ikke har nogen Del.) Denne Bestemmelse om Renten foreslaas med Hensyn til Studielaan o. desl., som har sat den indkomsterhvervende Ægtefælle i Stand til at fortjene Indkomsten.
IX.
Anvendelse af Indkomstprincipet ved „anden Indkomst end Løn”: Den indkomsterhvervende Ægtefælle er skyldig inden en vis Tid, f. Ex. Deklarationstiden, efter hvert Kalenderaars Slutning at udbetale til den anden Ægtefælle den halve Beholdning af det næstforegaaende Aars Indtægter af denne Art, mulig tilligemed Renten af nævnte Beholdning fra samme Aars Slutning. Ved Beregningen af Beholdningen iagttages, at al Rente af den indkomsterhvervendes Gæld ligesom ogsaa alt saadant Tab (for samme Ægtefælle) som ifølge Loven om Indkomstskat maa fradrages, tillige maa fraregnes her.
I Spørgsmaalet om „anden Indkomst end Løn” opstaar Fordringsret for den anden Ægtefælle overfor den indkomsterhvervende.
Skulde Fordringens Udbetaling volde den indkomsterhvervende Ægtefælle Vanskeligheder, f. Ex. hvis han er Forretningsmand, kan jo Sagen ordnes paa en saadan Maade, at den anden Ægtefælle erholder Bevis, istedetfor Kontanter.
Den Uretfærdighed, som kan synes at ligge deri, at den ikke indkomsterhvervende Ægtefælle faar Del i Vindingen det ene Aar, men ikke behøver at betale noget for at dække Tabet et andet Aar, kan sikkert ikke afhjælpes paa anden Maade, end ved at den Ægtefælle, som maa regne med vekslende Vindinger og Tab, sikrer sig gennem Ægtepagt, ifølge hvilken han forbeholder sine Indkomster alene for sig eller hovedsagelig for sig, d. v. s. uden at den anden Ægtefælle faar nogen eller fuld Andel deri.
Ligeledes kan, hvis den ene Ægtefælle ved Ægteskabets Indgaaelse har Gæld, f. Ex. Studiegæld, til hvis Amortisering begge Ægtefællerne billigvis bør bidrage, den Bestemmelse træffes ved Ægtepagt og naturligvis ogsaa ved Overenskomst under Ægteskabet, at Ægtefællerne skal deltage i Amortiseringen, f. Ex. med Halvdelen hver.
X.
Bestaar Indkomsten i Genstande (f. Ex. et Kunstværk som Salær for Boudredning), opstaar der simpelthen for den anden Ægtefælle Ejendomsret til Halvdelen af denne Genstand. Bestaar Indkomsten i Ydelser in natura, har den erhvervende Ægtefælle Ret til at betale den anden Ægtefælle med Halvdelen af disse Ydelser ( istedetfor med Kontanter) selv. Om f. Ex. Ydelsen bestaar i Bolig, som begge Ægtefæller nyder godt af, saa bør de anses for at have lige Fordel deraf, og den ikkeerhvervende Ægtefælle anses altsaa for at oppebære Halvdelen af Boligydelsen ved at benytte den.
XI.
Der stilles Sikkerhed for, at den ene Ægtefælle er istand til at kontrollere den andens Indkomster. Den kontrollerende skal have Adgang til Handelsbøger, Regnskaber, Deklarationer etc., samt Ret til af Kontorer, Arbejdsgivere, Banker og andre Pengeinstitutioner at faa de nødvendige Opgivelser.
XII.
I Spørgsmaal om Udgifter skal den nugældende Regel for Ægtefæller, hvis Bo er delt, gælde: „Ægtefællerne, selv om ide har delt deres Bo, pligtige hver efter sin Evne at bidrage til deres eget og Børnenes Ophold.” Besværlighederne for Ægtefællerne ved at komme overens om Udgiftsfordelingen turde ikke blive større, end de nu er for Ægtefæller, som har faaet Bodeling, eller som ifølge Ægtepagt savner al fælles Ejendom for ikke at tale om Sødskende og andre Personer som har fælles Husholdning. Det er naturligvis hensigtsmæssigt at opstille en Plan over Udgifterne hvert Aar. I normale Forhold kommer efter det foreslaaede System alle, eller de fleste, Udgifter til at bestrides af Ægtefællerne med Halvdelen hver, hvorefter, hvis noget spares, dette bliver det samme eller omtrent det samme for begge Ægtefæller. Det praktiske Resultat bliver da, at hver af Ægtefællerne tilegner sig sin Del af Besparingen i Stedet for, at Manden nu beholder det alt sammen. Paa Grund af følgende faktiske Forhold kommer Besværligheder i Spørgsmaal om Udgiftsfordelingen og Afregningen mellem Ægtefællerne sandsynlig sjælden til at opstaa. Af en Løntagers Indkomst gaar i Reglen omkring Halvdelen til Husleje, Skatter, Forenings- og Forsikringsudgifter, Børnenes Skoleudgifter, Lægehonorar, Mandens Klæder og hans forskellige Udgifter, d. v. s. Udgifter som almindelig besørges af Manden, medens omkring Halvdelen af Indkomsten i Reglen gaar til Husholdningsudgifter, Hustruens og Børnenes Klæder, samt Hustruens forskellige Udgifter, altsaa Udgifter, som almindeligvis besørges af Hustruen. At Forholdet faktisk er dette, kan let kontrolleres ved at undersøge forskellige Tilfælde.
En ganske naturlig Overenskomst mellem Ægtefællerne bliver det da, at Manden paatager sig med de 50 pCt., han selv hæver, at bestride Udgifterne af førstnævnte Gruppe; og Hustruen med sine 50 pCt. at bestride Udgifterne af den anden Gruppe. Skulde Udgifterne af den anden Gruppe f. Ex. paa Grund af et stort Antal Børn blive altfor store til at kunne bestrides af den ene Indkomsthalvdel, bliver det en naturlig Sag, at Manden af sin Halvdel giver Hustruen et vist Bidrag til disse Udgifter. (De Besparelser, som kan gøres af en Løntager og hans Hustru, bliver i Regelen ikke stort at tvistes om).
Hvad angaar „anden Indkomst end Løn” bliver den simpleste Løsning, i det mindste i Ægteskab, hvor der føres Bog, den, at Ægtefællerne paa Forhaand f. Ex. for hvert Aar, opgør hvor meget, der maa gaa til de forskellige Udgiftsposter, (Husleje, Husholdning, Klæder o. s. v.), saa at disse saaledes beregnede Udgifter, tilligemed alle aabenbart nødvendige Udgifter f. Ex. Skatter, Udgifter til Sygdom o. s. v. kan ligelig bestrides af Ægtefællerne. Derefter afleverer den indkomsterhvervende Ægtefælle (vi antager Manden) til den anden Ægtefælle (Hustruen) efterhaanden i Løbet af Aaret de afregnede Beløb af hendes faste Indkomsthalvdel. Af disse Beløb udlægger Hustruen Udgifterne til Husholdningen, sine egne og Børnenes Klæder m. m. Efter Aarets Slutning, naar Indkomsten udregnes, sker en Afregning mellem Ægtefællerne, som bør være yderst simpel. Den Besparing, som da kan opstaa, bliver naturligvis større eller mindre for de respektive Ægtefæller, eftersom han eller hun har haft Udgifter, der overstiger den Plan, de er blevne enige om
XIII.
Gennem Ægtepagt kan bestemmes, at en vis Ejendom, som ellers skulde udgøre den ene Ægtefælles Særejendom, i Stedet for skal udgøre begge Ægtefællers Fællesejendom (med Fællesejeret til Halvdelen hver, eller efter anden Proportion) at Indkomst af en vis Art skal tilfalde blot den Ægtefælle, gennem hvem Indkomsten erhverves, eller at den anden Ægtefælle blot skal have Ret til en vis mindre Andel deri (Kvotandel eller bestemt Beløb) samt, at hvis den ene Ægtefælles særlige Gæld istedet skal være fælles (med Halvdelen hver eller efter andet Forhold).
En af Grundtankerne i Lovgivningen om Ægtefællers Formuesforhold bør være, at det almindelige Ejendomssystem skal indeholde tilstrækkelig Beskyttelse for den svagere Parts (Hustruens) Interesser, og at Ægtepagt følgelig er en Foranstaltning, som anvendes hovedsagelig i de Tilfælde, hvor den stærkere Part mener, at Afvigelsen fra det almindelige System er nødvendigt for ham,
f. Ex. for en Forretningsmand med Hensyn til hans Kredit eller ellers af Forholdene paakaldt. Altsaa Modsætningen til hvad der nu er Tilfældet: Nu er det i Reglen den svagere Part, som nødsages til for at værne sig at begære Ægtepagt - om hun vover det!
Ægtepagt bør under Garantier med Hensyn til Trediemands Ret oprettes ligesaa vel under Ægteskabet, saa at Ægtefællerne i Overensstemmelse med de ændrede Forhold kan ordne deres indbyrdes økonomiske Stilling paa lempeligste Maade.
XIV.
Gave og Aftale mellem Ægtefæller bør være gyldige. Sikkerhed stilles dog saavel til Beskyttelse for Trediemands Interesse overfor Ægtefællerne, som til Beskyttelse for Hustruen som den svagere Part i Forhold til Manden.
Rettergang og Exekution mellem Ægtefæller skal kunne finde Sted saavel som mellem andre Personer. En Konsekvens af sidstnævnte Sikkerhed er dog, at den ene Ægtefælles Erkendelse af den andens Fordring i en Proces ikke kan tilkendes afgørende Betydning, uden at Domstolen maa udfinde, hvorvidt Fordringen i Virkeligheden er retslig begrundet.
XV.
Arveret mellem Ægtefæller indføres: den efterlevende Ægtefælle har ubetinget Ret til den afdødes Efterladenskab, eller eventuelt til Udbyttet af en vis Del af den afdødes Efterladenskab, saalænge den efterlevende lever.
XVI.
Underholdningspligt mellem fraskilte Ægtefæller indføres. Retten til Underhold skal dog ikke, saaledes som i Regeringsforslaget i indeværende Rigsdagssamling er foreslaaet, ubetinget forspildes for den Ægtefælle, som „hovedsagelig bærer Skylden” for Skilsmissen, men Retten til Underhold bør være mere sikkert garanteret den, som er i Trang derfor.
XVII.
Skulde det af mig foreslaaede Ejendomssystem ikke hensigtsmæssig kunne indføres som Hovedsystem, kunde det indføres som et Alternativ, som Ægtefællerne har Ret til ved Ægteskabets Indgaaelse at vælge. Derimod vilde det være mindre heldigt, om det omhandlede Ejendomssystem skulde anvendes blot i det Tilfælde, Parterne særskilt erklærede at ville antage det. I saa Fald blev der kun Tale om en ny Slags Ægtepagt, som maaske vilde komme ligesaa lidt til Anvendelse og altsaa blive til ligesaa lidt almindelig Gavn for den gifte Kvinde, som den nuværende Ægtepagt. Dog vilde en saadan Ægtepagtsreform medføre den Fordel, at det her omhandlede Ejendomssystem kunde komme til at vise sin Anvendelighed i Praksis og derigennem berede Vej for en mere omfattende Reform af Lovgivningen om Ægtefællers Formuesforhold i den Retning, jeg her har foreslaaet.
