« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Barndom: - En. Bog om Børn. - 196 Sider. - G. B. N. F.
„En Urt er der, som har dybere Rødder og sartere Blade, end Havens andre Vækster; den ses kun af de vaagneste Øjne, den taaler kun Berøring af de blødeste Hænder, og dens Tørst maa slukkes af Vand fra de reneste Kilder, om den skal bevare sin Farves, fine Skær og sin Stængels Rankhed.
Denne Blomst i Barnets Sind er Trangen til Viden om Livet og om sit eget Ophav."
Disse Ord er et Citat af den foreliggende Bog og af Forfatterinden kaldet et Uddrag af „Tante Mekkas Dagbog". De rummer da ogsaa den Kærne, hvorom den er skreven, og røber tillige, med hvilken Finsans Forf. er udrustet til at vejlede paa et af Tidens mest omdisputerede og vanskeligste Omraader. Thi vanskeligt maa det vel være, siden saa mange, baade Forældre og Lærere, læge og lærde, har tumlet med Spørgsmaalet uden at komme til noget endelig godkendt Resultat. At der bør gives Oplysning paa disse Omraader, er næsten alle enige om, men hvem der skal give dem, hvorledes de skal gives, og i hvilken Alder Barnet skal være for at modtage og forstaa de givne Oplysinger paa rette Maade - derom har man talt og skrevet i det uendelige.
Og saa er Sagen maaske dog lige til. Ialtfald forekommer det Læseren saaledes, naar hun eller han er færdig med denne lille tiltalende Bog. Alt er her forklaret saa naturligt, saa fint og dog saa udtømmende, at man absolut ikke behøver at sætte det store Apparat i Scene, som Forfatteren foreslaar i Slutningen af Bogen, med Henvendelse til Kultusministeren o. s. v. Jeg havde nær sagt, det er tilstrækkeligt, at man lader Børnene selv faa Fru Nalbandiàns Bog i Hænde, saa vilde de foruden at stifte Bekendtskab med nogle begavede Børns fantasifulde Lege, ogsaa faa alle nødvendige Oplysninger paa en behagelig, nænsom og sund Maade. Mest interessant virker dog maaske Bogens fine Lydhørhed for Ungpigers indbyrdes Samtaler om Emner, der vagt strejfer det erotiske, - hvorledes disse tiltrækker den ene, medens den anden endnu synes ganske uberørt og upaavirket deraf, - højst vækker det maaske hendes Interesse rent sagligt. Der er ikke Tvivl om, at Forf. her ser rigtigt, at disse Spørgsmaal er af meget forskellig Betydning ikke alene for de forskellige Aldersklasser, men ogsaa for de forskellige Individer, og derfor vil ingen enkelt Regel kunne løse Spørgsmaalet.
Vi vil paa det indstændigste tilraade vore Læsere selv at gøre sig bekendt med denne fine, rene og kloge - højst nyttige Bog.