« Tilbage til søgeresultaterne
Grundlovstanker
Saa fik vi danske Kvinder vor politiske Valgret. Naar nu vor nye Grundlov træder ud i Livet, saa staar vi som fuldmyndige Borgere, Side om Side med Mændene. Nu, men ogsaa først nu, har det danske Folk faaet sin Grundlov. Der er før blevet sagt, naar vi har haft Folketingsvalg paa en eller anden Sag, f. Eks. Forsvarssagen, at nu var Folket bleven spurgt. Jeg harmedes altid over denne Udtalelse og sagde: Det passer jo ikke. Nej, Vælgerne - denne lille Part - er bleven spurgt, men Folket - aldrig.
Nej, først nu herefter, naar Mænd og Kvinder følges ad til Valg, saa først er Folket kommet med.
Derfor var min Mand og jeg enig om, at i Aar den 5te Juni skulde vort Flag gaa til Tops fra Morgenstunden af, thi nu var der Grund til at flage, nu havde det danske Folk faaet sin Grundlov.
Vi Kvinder, der i mange Aar har kæmpet for vor Menneskeret, vi stod sikkert den Dag med en egen Følelse i vort Sind. Denne lille Skare der - sammen med en Del forstaaende Mænd - har virket for at forbedre Kvindernes Kaar paa saa mange Maader, vi stod den Dag med dyb Glæde, men tillige med dyb Alvor i vort Sind.
Hvem der aldrig har stridt for en stor Sag, hvem der aldrig har givet sig selv hen i dyb Overbevisning om sin Sags Retfærdighed, ja de forstaar ikke denne Følelse. Men mange vil forstaa, hvad der fyldte vort Sind hin store Festdag. Mine Tanker fulgte det store Kvindetog derovre i København, gerne vilde jeg have været med i Rækkerne, men Forholdene tillod det ikke. Vi havde en skøn og vellykket Fest inde i Ringkøbing i „Dansk Kvindesamfund", hvor Mænd og Kvinder fra By og Land samledes for at fejre vor nye Grundlovsfest.
Jeg skrev før, at baade Alvor og Glæde fyldte vort Sind den 5te Juni. Vi var glade over, at vi nu var naaet saa vidt, men alle alvorlige Menneskers Sind maa jo ogsaa paa en saadan Dag være fyldt med dyb Ansvarsfølelse overfor det ny, der nu vil komme. Vi ønsker jo alle saa inderligt, at det, der nu er sket, maa blive til Lykke for vort Folk, ønsker at det maa kunne kendes, at nu er Kvinderne kommen med. Ikke alene ved, at nu er der kommen saa og saa mange med til Valg, for det kan have saa uendelig lidt at betyde, hvis ikke der staar Personligheder bagved. Vi ønsker, det maa kunne kendes paa vor Lovgivning, at der er kommen kvindelig Indflydelse med. Og der er nok at tage fat paa, og mere vil der blive efter denne forfærdelige Krig, der sætter sine Spor allevegne, der vil blive meget at bygge op. Ingen af os maa lægge Hænderne i Skødet og sige, at det kommer ikke os ved. Er der overhovedet noget der ikke kommer os ved?
Har vi ikke alle Medansvar overfor hvad der sker og Pligt til at prøve paa at gøre det bedre?
Vi har mange Linier i Fortidens Kvindearbejde, der kan vise os, hvor Fremtidens Arbejdsveje vil gaa.
Kvinderne har jo allerede haft Indflydelse paa en Del af vore Love. Ja i alt, hvad der vedrører vore Hjem, vore Børn, der maa vi være paa Vagt. Og - jeg havde nær sagt: Hvad er det af vort Lovgivningsarbejde der ikke vedrører vore Hjem? Vore Skoleforhold, vare Kirkeforhold, vore Børnelove, vore Ædruelighedslove, o. s. v. Enhver kan selv tænke videre.
Ogsaa Kvindernes Arbejde i denne forfærdelige Krigstid viser de Veje, hvorpaa vi maa gaa. Det er før bleven nævnet her i Bladet, og mange andre Steder - om de 12 Millioner Kvinder der bad om Fredsmægling, da Krigen udbrød. Blandt alt det frygtelige, der skete i hine Dage, var det dog et lille Lysglimt, at Kvinder fra omtrent alle Lande, ogsaa de Lande, hvor Nationalhadet stod i Flammer, kunde blive enige om et saadant internationalt Skridt. Og hvor er det glædeligt at se, at alle disse forskellige Landes Kvinder kan fortsætte paa en fredelig Maade, i Skrift og Tale, deres mellemfolkelige Arbejde. Mens Mændene river alle internationale Baand over i denne grufulde Tid, kan Kvinder samles i Fredsbyen Haag og drøfte Fredssagens Fremtidsarbejde. Jeg spørger her: „Er der et eneste Menneske med Hjærtet hvor det skal være, som ikke glæder sig over at høre om sligt?" Er vi ikke alle med Sind og Tanker med i disse Kvinders Arbejde?
Og hvad gjorde „Danske Kvinders Nationalraad" herhjemme i de Dage, da Krigen begyndte? De henvendte sig straks til vor Regering og Rigsdag og bad om, at al Spiritusfabrikation og Udskænkning maatte blive standset i denne urolige og alvorlige Tid, for at Danmarks unge Mænd, som skulde være Soldater, ikke skulde blive ødelagte ved Drik og ved den Usædelighed, som følger med. Vi fik ikke Forbud, men hvor megen Elendighed kunde der dog have været undgaaet, om Kvindernes Raad var bleven fulgt. Jeg synes, at Kvinderne har fulgt den Linie, som de ifølge deres kvindelige Natur maatte følge, og jeg har glædet mig derover.
Nu vil vel mange sige, at der er jo ikke saa meget at glædes over, da Kvindernes Henvendelse jo ikke har frugtet. Krigen vedbliver at rase derude, og Spiritusfloden bliver ved at flyde herhjemme, saaledes at Danmarks Spiritusforbrug er steget betydeligt netop i denne alvorlige Tid. Jeg siger alligevel: „Jo, der er Grund til at glæde sig, fordi man kan se Viljen til at faa noget udrettet der." „Hvor der er Vilje, er der Vej," siger et gammelt Ord, og det er sandt. Og mange af os siger med Bjørnson, at selv om et Haab eller to bliver brudt, saa skal man alligevel løfte Hovedet. Ethvert trofast Arbejde vil bære sin Flugt tidligt eller sent. Og al den Harme, og al den Sorg der er i mange Menneskers Sind i denne Tid, over alt det frygtelige, alt det grufulde, der sker rundt om i Verden,
det er Frø i Menneskesindene som engang vil spire og bære Frugt, saa vi samlede i Flok maa kunne kræve, at Krig og Spiritus og alt det frygtelige som dermed følger, det kan, det vil vi ikke taale.
Det er to af de Opgaver, som Kvindernes Deltagelse i det offentlige Liv vil føre med sig, to saare vigtige.
Der er saa mange andre Opgaver ogsaa, det gælder nu om at holde sig vaagen. Nu forberedes Kvindernes Deltagelse i det offentlige Liv i mange Lande. Maaske vil Kvinderne i de krigsførende Lande, efter denne Krig snart faa deres politiske Valgret, maaske Mændene kan se, at de ikke kan undvære deres Medvirken længere.
Med stor Interesse læste jeg i „Kvinden og Samfundet" Helene Bergs Samtale med Mrs. Champman Catt i Amerika. Om det vældige Agitationsarbejde, som amerikanske Kvinder denne Sommer udfører i Staten New York, for at de i November Maaned, naar Mændenes Afstemning skal foregaa, maa faa deres Valgret.
Særlig interessant er det at lægge Mærke til, hvem der er Kvindesagens Modstandere.
Mrs. Champman Catt siger: „Alt hvad der findes af Last i denne Stat, alle Drikketrafikkens Kræfter, og de er overordentlig politisk stærke i dette Land, alle dem, der fabrikerer, sælger eller paa anden Vis profiterer af det størst mulige Forbrug af Alkohol, Prostitution og Hvid Slavehandel er imod os, Dumhed og Uvidenhed er imod os."
Ja, der er meget at overvinde, men det er Fjender, der nok er værd at føre en Kamp imod, og Kvinderne vil nok sejre. Betegnende er det at lægge Mærke til, at det er vist nok saaledes i alle Lande, at Drikketrafikken og alt hvad der med følger er imod Kvindesagen.
Uvidenhed og Dumhed er der ogsaa nok af allevegne. Mange hverken vil eller kan se den vældige Verdensbevægelse som hedder Kvindernes Sag; og mange tror, at selv om den er der, vil den ikke faa stort at betyde. I vort eget lille Land er der endnu nok af den Slags Folk, Mænd og Kvinder. Der er megen Sløvhed og Ligegyldighed at overvinde, saa vi er langtfra færdige med den Slags, selv om vi har faaet politisk Valgret. Arbejdsdagen ligger for. Der er nok at gøre.
Blandt de mange Tanker, som melder sig for os i denne Sommer og ikke mindst den 5te Juni, er jo ogsaa Tanken om alle de, der har stridt for vor Sag „men ej oplevet de stolte Sejre". Alle de, der først meldte sig under Kvindesagens Fane. Hvor var del ofte svært den Gang, hvor har de maattet taale baade Latter og Haan! Alle var ikke lige modstandsdygtige, alle led ikke lige meget, men vor hjærtelige Tak skal de have, „de banede Vejen, som vi andre maatte følge." Og alle de, der endnu er levende, men som er bleven graanede i Sagens Tjeneste, de skal ogsaa have vor Tak. Og alle de, som endnu ikke er bleven gamle, men staar i deres Kraft og tjener vor Sag, ja dem maa vi heller ikke glemme.
Navne kan ikke nævnes, det vilde jo saa blive i det uendelige, men jeg vil alligevel have Lov til at nævne to Navne, og det er Grundtvig og Mathilde Fibiger.
Om det kan siges om Grundtvig, at han kæmpede for denne Sag, det ved jeg ikke, men han havde en usvigelig Tro til Danekvinden, som han altid sang om, og hvad har det ikke haft at betyde for Kvindernes Sag, naar det er bleven fortalt at han, denne Danmarks Folkehøvding og Kirkehøvding, tog den lille fine, unge Mathilde i Forsvar mod alle dem, der haanede hende. Hun, den første lille Sangfugl, der sang i vore Skove og paa vore Sletter, om den Sag der ligger vort Hjærte saa nær. Og kan vi ikke godt kalde Grundtvig en af vor Sags Mænd, da han jo da var den første som vilde tale sammen med en Kvinde ved et offentlig Møde? Jo jeg synes det!
Hvor mange Mænd mon der havde haft Mod og Lyst til det, men han vilde og han kunde. Han troede paa det bedste i Kvinden. Gud give vi ikke maa gøre hans Tro til Skamme!
En af vore politiske Førere sagde engang, at de Mænd, der havde taget Kvindernes Sag op, det var nogle af Verdens mest vidtskuende Mænd, og hvis man vil følge Sagens Historie gennem de forskellige Lande, da vil man vist give ham Ret.
Nu kan Mænd og Kvinder i Fællesskab føre Ordet ved vore Fester og Møder, men saaledes var det ikke i Mathilde Fibigers og Pauline Vorms Dage. Nu taler Kvinderne i Danmark saa djærvt og varmt, at Ordene høres viden om Land.
Naar jeg nu slutter denne Artikkel, da vil jeg slutte den med at ønske, at vi alle, Haand i Haand maa virke hen til, at det maa kunne kendes, at Kvinderne i Danmark har faaet deres politiske Valgret. At vi maa lære at faa en personlig Mening, saa vi ikke bliver politiske Nikkedukker uden Kraft.
Om vi faar saa eller saa mange ind i Byraad, Sogneraad eller paa Rigsdagen, hvis det er nogle, der ikke fylder noget, hvad hjælper det saa. Nej, det maa være Mennesker, der kan og vil og maa sige deres Mening, og ikke være bange for at gaa mod deres Partis Mening, hvis det strider mod deres Overbevisning. Jeg er fuldstændig enig med de Kvinder, der mener, at Partirammerne maaske ikke altid vil passe os. Kan vi ikke være os selv der, og faa Lov til at bruge vor kvindelige Indflydelse, den vi aldrig maa glemme at bruge, ja saa maa vi prøve andre Veje. Kvindesagens Fane maa holdes højt, Kvindesagens idé maa vi aldrig glemme; thi hvad var ellers vor, mangeaarige Kamp værd, om vi nu svigtede naar det gjaldt. Hvad der kan gavne det Parti, som vi maaske slutter os til, maa aldrig blive det første for os. Det er det personlige, det gælder at faa frem, thi det er hele Folkets Sag, vi skal tjene, og ikke et Partis.
Ja, alle vil vi ønske, at hvad der er sket her i vort lille Land i 1915 maa blive til Lykke og Velsignelse. Mens den halve Verden raser, samledes danske Mænd og Kvinder om vor nye Grundlov den 5te Juni.
Alle vi kristne Kvinder vil sikkert bede om, at det maa blive til Velsignelse. Ingen af os tror vist, at fordi Kvinderne nu har faaet Valgret, vil alt nok blive godt. Ak nej - desværre - vi er alle skrøbelige Mennesker, og vi naar aldrig det fuldkomne. Men jeg tror, at der er mange redelige, stærke Kvindeviljer, der er færdige til at tage fat paa de Opgaver, der vil komme til at ligge for, og mange gode Mænd vil slaa Følge, saa Folkelivet maa kunne grønnes og gro i Danmark under vor nye Grundlov.
Velling ved Ringkøbing 24. Juli.
