« Tilbage til søgeresultaterne
Mindesmærke for Kvindernes Valgret
De store Verdensbegivenheder bidrog sikkert til, at Kvinders Valgret blev saa forholdsvis ubemærket og stilfærdigt modtaget. Der var Kvindetoget i København, men ellers Landet over kun svage Livstegn for, at Kvinderne følte sig stolte og glade over den store Sejr. Det viser sig dog nu, at Kvinder har Trang til at fortælle Efterslægten, hvilket betydeligt Aar 1915 var for danske Kvinder.
Et Mindesmærke har jo ikke alene Betydning for det Slægtled, der rejser det. Der har som bekendt været mange Forslag fremme. Jyske Kvinder ønskede, at Mindesmærket rejst af alle danske Kvinder skulde staa paa Himmelbjærget, ligesom Mændene i sin Tid rejste Himmelbjærgtaarnet til Minde om Forfatningen af 1849. Det viste sig imidlertid, at Planen om at faa Dronning Margrethe som et Samlingsmærke rejst i København, bedst samlede hele Landets Kvinder.
Dermed har Jyderne ikke opgivet deres Plan om at faa en Sten rejst paa Himmelbjærget. De fynske Kvinder vil ogsaa rejse et Mindesmærke paa deres „Himmelbjærg".
Det er vort Haab, at Stenen maa være rejst til Sommer, saa Deltagerne i Aarsmødet i Aarhus kan komme til Mindesmærkets Afsløring den 5. Juni. Skal det lykkes, maa alle jyske Kvinder hjælpe til. Himmelbjærget er Samlingsstedet for store Folkefester, saa her er en god Plads og de skønneste Omgivelser for et Mindesmærke. Derefter er det vort Haab, at alle danske Kvinder samles om den langt større Opgave at rejse et Mindesmærke, som forhaabentlig faar Plads uden for den ny Rigssdagsbygning, der skal rumme Mænd og Kvinder til fælles Arbejde til Gavn for vort store Hjem, Danmark.
Astrid Hostrup.
Det, som det efter min Mening først og fremmest kommer an paa, er, at Kvindernes Valgretssejr i Offentlighedens Bevidsthed fastslaas som det historiske og sociale Gennembrud, den er, og ikke vises hen i en Krog, som en selvfølgelig Retfærdighedshandling, som det sømmer sig bedst ikke at gøre for stort et Nummer ud af. Derfor bør danske Kvinder sætte den et Mindesmærke, som taler højt og tydeligt til Efterslægten om, at Kvinder intet Offer skyede for at ære deres egen Sag.
En Sten paa en Høj et eller flere Steder i Landet forslaar ikke her; ind til Landets Hjærte maa vi, paa Statens Grund i Danmarks Hovedstad bør Samlingsmærket staa. Dette udelukker dog ikke, at Øboer og Jyder hver for sig rejser Mindestene hver paa sit i „Himmelbjærg", som Fru Hostrup siger, - hvor de kan søge hen enkeltvis eller i Fællesskab for at mindes Kampens og Sejrens Dage. Jeg tror ogsaa, at hele Fællesstyrelsen, baade Fynbo og Jyde og Sjællandpar kan mødes i Ønsket om, at de jydske Kvinder maa faa Lykke til og Glæde af deres Bautasten paa Himmelbjerget og deraf vinde Mod og Styrke til at gaa samlede med Øboerne til Rejsningen af Margrethes Statue foran den nye Rigsdagsbygning paa Slotsholmen.
Gyrithe Lemche.
Nu da vi Kvinder ved den ny Grundlov af 5. Juni 1915 har faaet Stemmeret i Lighed med Mændene, skal vi for det første glæde os over det Skridt fremad Vejen og dernæst tænke paa at dygtiggøre os til den ny Opgave. Det har hele Tiden været min Tanke, at vi ikke nu skulde opløse D. K.s Kredse, men snarere samles stærkere end før om Emner vedrørende denne vor Opgave, samles for igennem Foredrag, Oplæsning, Diskussion o. s. v., at blive retvendte i den ny Situation.
Jeg læste forleden en Vittighed herom: „Det, De ønsker er, efter hvad jeg har forstaaet, at faa Lov til at stemme ligesom Mændene. „Aldeles ikke," svarede Damen energisk. „Hvis vi ikke kunde gøre det bedre, end de gør det, var der intet ved at faa Stemmeret."
Deri er jeg enig med hin Dame. Igennem de Erfaringer, jeg har høstet ved Deltagelse i den kommunale Stemmeret, maa jeg sige, kan vi ikke naa til at faa det forbedret, er det endnu kun et meget lille Fremskridt.
Det er kanske ikke alle Steder saa illusorisk, som jeg har oplevet det, men det viser dog, at den menige Vælger staar magtesløs overfor Valgets Udfald. Bestyrelsen indenfor et Parti udvalgte Kandidater, ordnede deres Rækkefølge paa en trykt Liste, indvarslede alle de menige Vælgere til en bestemt Aften og gav os den i Haanden. Vi fik at vide, at det var vel overvejet og aftalt med vedkommende, og vi blev bedt om endelig ikke at flytte for meget om paa Rækkefølgen af Navne, da det ogsaa var ordnet saa godt som muligt. Vi havde saa kun paa Valgdagen at gaa hen og stemme paa den Liste. Men at være med at bestemme, hvem der skal repræsentere vore Anskuelser er vi endnu ikke naaet til.
I denne Sammenhæng vil jeg bede D. K.s Fællesstyrelse være opmærksom paa, hvordan de former Indbydelsen til at rejse et Mindesmærke for 5. Juni Grundloven 1915. Lad det ikke blive i Mændenes Lignelse, at nogle faa fraoven ordner og bestemmer, mens vi andne maa gaa hen og stemme og lægge vor Skærv og da tro, at det er almindelig Stemmeret.
Jeg véd ikke, om jeg ydeligere behøver at udforme min Tanke, ellers er den omtrent som saa: Hvem der har en lys Idé maa komme frem med den baade med Hensyn til Statuens Skikkelse og Plads, men der maa afstemmes derom i alle Kredse, saa hvert Medlem faar Lejlighed til at lægge sit Lod i Vægtskaalen, før der tages endelig Bestemmelse. Først da bliver det, der rejses, et Udtryk for Stemmerettens Indførelse og rette Brug og med det samme et Fingerpeg for Mændene for, hvad vi har forstaaet ved almindelig Stemmeret.
Slagelse, 25. Septbr. 1915.
Benedikte Nielsen.
I Anledning af ovenstaaende skal jeg blot bemærke, at jeg fuldtud deler Benedikte Nielsens Anskuelse, at den almindelige Valgret bør være mere end et Mundsvejr baade i det politiske Liv og i Foreningslivet, og naar Indsenderen mener, at ogsaa dette Princip burde være fulgt i Mindes-mærkesagen indenfor Dansk Kvindesamfund, kan jeg ogsaa af et oprigtigt Hjerte give hende Ret. Ingen beklager mere end Fællesstyrelsen, at vi af Omstændighederne er blevet tvunget til at handle udenom Fællesmødet og støttet paa et Formandsmødes Beslutning om, at D. K. ved given Lejlighed skulde tage Initiativet til Rejsningen af en Statue af Dronning Margrethe, har maattet paa egen Haand foretage Skridt for at samle Repræsentanter for vore store Kvindeorganisationer om den Opgave at rejse et stort momumentalt Kunstværk til Ære for Kvindevalgrettens Sejr i Danmark, en Rytterstatue af Dronning Margrethe med Fremstillinger paa Soklen af vor Tids Kvinder udøvende deres politiske Borgerret. Hvis Valgretsmindesmærket ikke skulde blive nogle enkelte Kvinders eller en enkelt Landdels men et Udtryk for de flest mulige danske Kvinders Samvilje, maatte der handles hurtigt og energisk, selv om den udøvende Myndighed: Fællesstyrelsen maatte gaa udenom den lovgivende Myndighed: Fællesmødet..
Dette indsaa Fællesstyrelsen og er rede til at staa næste Fællesmøde til Ansvar. Er der i denne Sag af Fællesstyrelsen handlet uparlamentarisk, skyldes det alene, at man fra anden Side var slaaet ind paa en ganske uparlamentarisk Vej, hvilket sandsynligvis vilde have medført en Splittelse i den Sag, som rettelig burde samle os alle. Naar et Forslag, som det Fællesstyrelsen nu er fremkommet med, ikke allerede forelaa paa Fællesmødet i Odense, skyldes det kun, at vi mente, at den af Verdenskrigen skabte Situation gjorde en Udsættelse af Mindesmærkesagen tilraadelig. Da der heller ikke paa Mødet fremkom andre Forslag, havde vi Grund til at tro, at der herskede almindelig Enighed om Sagens Udsættelse. Dette viste sig altsaa at være en Fejlregning, man ønskede fra flere Sider Mindesmærket rejst nu, og Indsamlingen var allerede sat i Gang og en bestemt Plads udset og erhvervet, udenom Fællesmøde og udenom Fællesstyrelse.
Fællesstyrelsen maatte da anse det for sin Pligt at gribe ind, se at faa alle Landets Kvinder i Tale, gennem deres Organisationer og lægge Sagen i de sammentraadte Repræsentanters Hænder.
Dér ligger den nu, og Frk. Nielsens Forslag om en Afstemning indenfor D. K.s Kredse vil, selv om den bliver foretaget, ingen Indflydelse faa. Dansk Kvindesamfund er ikke længer eneraadende i Mindesmærkesagen. Beslutningsmyndigheden ligger der, hvor den rettidig bør ligge, hos Organisationernes Fælleskomité.
Gyrithe Lemche.
Nej, lad os ikke rejse en Rytterstatue for Dronning Margrethe!
Hun var ingen fremadstormende „Amazone", som erobrede, men en fin og klog Herskeraand, der med kvindelig Snille varlig ledede Rigerne, og ej alene som Faderen, Valdemar Atterdag, samlede Danmark, men hele Norden til et Rige. Bragte Fred og Ret, hvor der endnu herskede et Virvar, lempede sig frem i strenge Tider, og naar Tiden var dertil, med fast Haand greb ind og vandt Sejren for sin Tanke.
Lad os rejse en Statue for denne, den største Regent, som har siddet paa Danmarks Trone, ikke til Hest eller siddende, men staaende, fri og stærk, som hun var i Livet, og som Historien viser os hende.
Lad Statuen rejses i Danmarks Hovedstad, hvor den vil ses af de mange og ikke i en Provins, hvor kun en mindre Del af Folket vil se den. I Rigets Hovedstad bør den staa som et Minde om Kvindernes Valgretssejr og om en stor Tid og et stærkt Menneske.
Caroline Testman.
København, d. 6.-10.-15.
