« Tilbage til søgeresultaterne

De kvindelige Vælgere og Kvindeprogrammet

Af: Johanne Rambusch, Gyrithe Lemche

« Se emneord

Fru Gyrithe Lemche føler Dansk Kvindesamfund og der­med sig selv truffet af mine Udta­lelser i Oktbr. Nr. af »Kvinde­valgret«, angaaende kvindelige Vælgeres Stilling til et særligt Kvindeprogram, skønt jeg ikke med et Ord omtaler, at der eksi­sterer Foreninger med et saadant Program, men kun i Almindelig­hed advarer danske Kvinder mod nu at klynge sig til de gamle Programpunkter.

Fru Lemche er særlig misfor­nøjet med, at jeg bruger Ordet »Spændetrøje« om Kvindesagen. - Fruen forveksler her Fortid med Fremtid. Jeg omtaler ikke, hvad Kvindesagen har været for dens Forkæmpere, men hvad den kan blive for dem, hvis de nu vil føre deres Programpunkter med over i det politiske Liv som et Særprogram. -

Danske Kvinders Stilling i Sam­fundet blev med ét Slag forandret 5. Juni d. A.; det vi hidtil har maattet bede om, det kan vi nu lægge vor Stemme i Vægtskaalen for. Vi behøver ikke længere at tigge, vi har Vælgernes Ret til at forlange. -

Med Valgretten fik danske Kvinder Nøglen til Hovedindgan­gen, hvorfor skal vi da stadig gaa ad Bagtrappen. - Vi behøver ik­ke længere Særforeninger til at indgive Andragender til Rigsdagen eller til at nedsætte »lyttende Vagtposter«. Enhver Kvinde, bør nu være en saadan Vagtpost, dob­belt lydhør, fordi hun ikke alene har sine egne Interesser at vare­tage, men hele Samfundets. - I hvert Tilfælde maa da det Par Kvinder, som Fru Lemche har Haab om at faa i Rigsdagen, kun­ne paatage sig en saadan Lytte­posts Stilling, saa risikerer de da ikke helt at forsvinde som »Synaale i Hølæs«. - Fru Gyrithe Lemche maa ende­lig ikke tro, at jeg lever i den »al­vorlige Misforstaaelse«, at danske Kvinder staar paa samme politis­ke Udviklingstrin, som danske Mænd. - Nej, langt fra, men po­litisk Udvikling faar vi kun ved sammen med Mændene at deltage i det politiske Arbejde dér, hvor

det udføres: i Organisationerne, blandt Vælgerne, i Pressen og paa Rigsdagen. Selv for de i Kvindeforeningerne mest mundrappe Kvinder vil det sikkert i Begyn­delsen knibe med at gøre sig gæl­dende i de politiske Organisatio­ner og paa Vælgermøderne, men det er dog det, der maa læres, for at man kan faa Betydning i det politiske Liv. - Det gaar nemlig med Politik som med Kortspil. Man lærer f. Eks. aldrig at blive en god Bridgespiller, hvis man stadig har underlegne eller sidestillede Medspillere. Kun ved at spille sammen med overlegne dyg­tige Spillere lærer man selv at spille godt. -

Der er i Tidens Løb sagt meget ondt om Politik, men dens opdra­gende og udviklende Indflydelse har man aldrig kunnet frakende den. Den udvider Vælgernes Ho­risont og giver dem social Selvtillid. Begge Dele trænger Kvin­derne til for at kunne udfylde de­res Plads i danske Vælgeres Ræk­ker. -

Derfor er det ikke det vigtigste for danske Kvinder, straks at faa dette eller hint Særønske opfyldt gennem Valgretten, men at de gennem den udvikles til at føle Borgerpligt og Borgeransvar.

I Øjeblikket gælder det heller ikke særlig for os om, at flere og flere af os rykker ind paa de Pladser, som Mændene hidtil har besat, men derimod, at hver Kvinde, som har sin Gerning indenfor Hjemmets 4 Mure, lærer at føle sig som Borger, føle sig og sin Gerning - Husmoderens og Opdragerens - hævet gennem danske Kvinders ny Samfundsrettighed. -

Fru Lemche burde ikke være kommet med sit Udfald mod »Dansk Landsforbund for Kvin­ders Valgret«, hun ved nemlig ligesaa godt som jeg, at den For­ening hverken har eller pretenderer at have noget med Kvindesa­gen i Danmark at gøre*).

*(Fremhævet af os.

Den er en Sympatitilkendegivelse overfor de Kvinder i Udlandet, som endnu kæmper for at naa den Ret, vi fik 5te Juni, og netop under de nuværende vanskelige Forhold i Ud­landet er en saadan Forening paa sin Plads. -

Det er meget rigtigt, at »Landsf. f. Kv.s V.« kunde have fortsat som en upolitisk Oplysningsforening, men da Flertallet af dens Medlem­mer havde og har den Opfattelse, at den bedste og sundeste politi­ske Oplysning faas ved Deltagelse i det offentlige Liv - gennem Avislæsning, Vælgermøder og po­litiske Diskussionsmøder – vilde det have været meningsløst at gø­re Forsøg paa at opretholde Orga­nisationen, Ikke mindst fordi en saadan Forening vilde rumme den samme Fare, som andre Kvinde­foreninger : at komme til at binde for mange dygtige Kvinders Kræf­ter nu, da der er Brug for dem alle ved Kvindernes politiske Start. -

Det bliver ingen let Sag at væk­ke det store Kvindeflertals Inter­esse for det almene Vel, og i det Arbejde bør efter min Mening in­gen politisk interesseret Kvinde mangle.

Aalborg, Oktbr. 1915.

Johanne Rambusch.

 

Fru Rambusch har ikke i sin ovenfor gengivne Artikel i „Kvindevalgret” nævnt Dansk Kvindesamfunds Navn, det indrømmer jeg. Hun synes næsten med Flid at have undgaaet det. Men hun har om jeg saa maa sige, hen over Hovedet paa Dansk Kvindesamfund, talt advaren­de Ord til sine opløste Kvindeforeninger om Dansk Kvindesamfunds aargamle Programpunkter, maaske i en ganske naturlig Ængstelse for, at dis­se forhenværende Kvindeforeninger ikke i Længden skulde føle sig til­fredsstillede ved den organiserede in­ternationale Sympatitilkendegivelse à 10 Øre pr. Hoved, men føle Lyst til omsider at faa Del i det store sociale og kvindereformatoriske Arbejde, som er foregaaet indenfor Dansk Kvinde­samfund lige siden 1871, og som har givet dets Medlemmer Indflydelse baade paa vor Familieret og vor Børnelovgivning, paa Fabriklov, Husmandslov. Sygekasselov og m. m., medens de Kvinder, som alene stod i Landsforbundet for Kvinders Valg­ret, af deres snævre Program, var udelukket derfra.

Fru Rambusch udtaler, at D. K. og dermed jeg, føler os trufne af hen­des Ord angaaende kvindelige Vælgeres Stilling til et særligt Kvindeprogram, men „trufne” er vel ikke det rammende Udtryk for, at vi har meldt os som legitime Ejermænd til de Programpunkter, hun præsente­rer sine opløste Foreninger som herreløst Gods, hjemfaldent til Magasi­nering i de politiske Partier.

 

Hvad Kvindesagens „Spændetrøje” angaar, saa ifører jeg mig den med Glæde ogsaa i Fremtiden, især hvis den kan beskytte mig mod helt at ta­be Vejret i et af vore politiske Parti­ers Spændetrøjer, den har jo dog al­tid det Fortrin fremfor de sidste, at den er afpasset efter kvindelig Model.

Jeg maa bekende, at jeg ikke er Bridgespiller, hvorfor det maaske og­saa vil komme til at knibe for mig i den politiske Bridge, som Fru Ram­busch synes at nære saa stor Ærbødig­hed for, men saa meget praktisk Poli­tiker er jeg, at jeg ved, at Vejen ad „Bagtrappen,” altsaa Andragender til Ministre, Ting eller Udvalg, er en me­get befærdet Vej, som ingen behøver at skamme sig ved, og at danske Mænd og Kvinder vilde være daarlig hjulpne med den politiske Valgret, hvis den Vej var dem forment. Jeg kan forsikre Fru Rambusch, at jeg paa „Bagtrappen” har truffet det bed­ste Selskab: Kommunerepræsentan­ter, Landboforeninger, Kreditfor­eninger, faglige Organisationer

o. m. a. Hvis Fru Rambusch vil blade et Bind af Rigsdagstidendes Udvalgsbetænkninger igennem, vil hun i Bilagene finde tilstrækkeligt Bevis for, at de mandlige Vælgere ikke underkender Betydningen af foruden at gøre Brug af deres Stemmeseddel, at staa organi­seret om sine Særinteresser og fore­tage Henvendelser ud fra en saadan Organisation. Skulde Kvindernes Valgretssejr være ensbetydende med, at D. K. opgav sit Arbejde overfor Regering og Rigsdag, et Arbejde, som Gang paa Gang har sat Frugt i vor Lovgivning, da burde alle sande Ven­ner af Kvindesagen i Stedet for at ha­ve gaaet i Glædestog den 5. Juni i Aar, have hejst Flaget paa halv Stang. Thi uden D. K. er Kvindesagen i Dan­mark hjemløs. - Forudsætningen for, at Kvinderne kan forsvare at dele sig efter politiske Anskuelser er, at der vedblivende udenfor Rigsda­gen bestaar en stærk og vel discipli­neret Kvindeorganisation, som kan samle Kvinder af alle Partifarver om de kvindelige Særinteresser og være de kvindelige Rigsdagsmænd i alle Kvindesager en Støtte overfor deres henholdsvise Partier.

Hvad angaar Kvindernes mangel­fulde politiske Udvikling, som synes at volde Fru Rambusch saa megen Bekymring, da er jeg tilbøjelig til at. tro, at havde Fru Rambusch siden 1907 siddet som Medlem af D. K.s Hovedstyrelse og ikke som Formand for Landsforbundet for Kvinders Valgret, da vilde hun give mig Ret, naar jeg siger, at en bedre Indøvelse i Lovgiverens Arbejde, end den Medlemmerne af D. K.s Fællesstyrelse faar ved at følge enhver Lov som griber ind i Kvindens Forhold lige fra dens Undfangelse gennem alle Stadi­er af dens Udvikling til den Dag, hvor den leveres Kongen til Stadfæstelse, kan ingen Kvinde faa hverken gen­nem Avislæsning eller paa Vælger- og Diskussionsmøder.

Denne praktiske Indøvelse er det, jeg af mit hele Hjærte kunde have undt ogsaa de Kvinder, som Kvindevalgretsforeningernes Program stæn­gede ude fra al saadan Virksomhed, den er det, jeg under dem den Dag især nu, hvor de staar programløse og, bortset fra den interna­tionale Sympathitilkendegivelse, og­saa hjemløse.

Jeg underskriver ubetinget Fru Rambusch’s Slutningsbemærkning, at det ikke bliver let at vække det store Kvindeflertals Interesse for det alme­ne Vel, men Sagen stiller sig saaledes for mig, at før Kvinderne lærer at se tilbunds i deres egne Sager, er de ik­ke modne til at beskæftige sig med Almenvellet. Men deres egne Sager lærer de først at forstaa ved at dyr­ke dem udenfor alle andre Sager i en Særorganisation. Thi Særstilling kræ­ver Særorganisation. Dette har Mæn­dene forlængst indset og handlet der­efter; hvorfor skulde da Kvinderne, hvem det ellers saa stærkt anbefales for Tiden at tro Manden og følge Landevejen, i dette ene Tilfælde spille „outsiders”.

Gyrithe Lemche.
pol

« til toppen

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner