« Tilbage til søgeresultaterne
Formuesforholdet mellem Ægtefæller
Efter den meget sympatiske og forstaaende Modtagelse, der er blevet mit Forslag til Ordning af Formuesforholdet mellem Ægtefæller paa Basis af Ægtefællernes personlige Kapitaliseringsværdi til Del i Sverige (se Hertha Hefte 14 og 16 f. i Aar), var det ikke uden en vis Undren, at jeg læste Fru Astrid Holten-Bechtolsheims Udtalelser om mit Fodslag i sidste Nr. af Kv. og Samf. - Det foreliggende Emne kan jo nok siges at være baade saa aktuelt og saa interessant, at en grundig Diskussion var paa sin Plads. Men Hovedbetingelsen for enhver frugtbar Diskussion er i alle Titfælde en redelig Vilje til at sætte sig ind i og gennemtænke det, man vil diskutere om, ellers løber det hele ud i Sandet, og er spildt Ulejlighed.
Jeg ved godt, at her kan i dette specielle Tilfælde paapeges en Vanskelighed, der gør det svært for to, der staar paa modsatte Standpunkter angaaende hele Maaden at opfatte Ægteskabet paa, at sætte sig grundigt ind i hinandens Tanker, - Denne Vanskelighed bunder dybt og beror paa, at der her i Norden findes to - saa at sige kæmpende - Traditioner angaaende vor Opfattelse af Mandens og Hustruens Stilling overfor hinanden i Ægteskabet. Den ene Tradition, den germansk-oldnordiske stiller Kvinder forholdsvis frit overfor Manden, betragter hende i alle Tilfælde som et frit og selvstændigt Individ saavel i som udenfor Ægteskabet - medens den anden Tradition, den østerlandsk-kirkelige, faktisk kun ser Kvinden i Ægteskabet under Synspunktet „Mandens Medhjælp” - og som Følge deraf stærkest fremhæver Enheden mellem Mand og Hustru i Ægteskabet - et teoretisk lige saa smukt som praktisk farligt Standpunkt.
Af mit Forslag fremgaar det med Tydelighed, at jeg hylder og bygger videre paa den germansk-nordiske Tradition, og med lige saa stor Tydelighed fremgaar det af Fru A. H.- B.s Artikel, at hun bevidst eller ubevidst hylder og bygger videre paa den østerlansk-kirkelige Tradition. Deraf hendes Vanskelighed ved at se Sagen fra mit Synspunkt og selv at fortsætte den i det kort skitserede Forslag; mange Steder blot antydede Tankegang.
Efter denne korte Redegørelse for Hovedgrunden til at vi ser saa forskelligt paa den foreliggende Sag, vil jeg gerne tillade mig at paapege nogle Misforstaaelser i Fru A. H.- B.s Udtalelser samt gøre Rede for nogle af de vigtigste Principer, der ligger til Grund for mit Forslag.
For det første mener Fru A. H.-B., at jeg saa langt fra at have opstillet en „enkelt Ramme, der kan give Plads til Livets og Udviklingens rige Variation” netop i Steden for har tømret en rigtig „Prokrustes-Seng, der i alle Tilfælde vil virke lige pinligt.”
Jeg vil dog indtil videre fastholde, at denne Dom ved nærmere Eftersyn vil vise sig at være mindre velbegrundet. Dengang jeg gav mig til at tænke over Muligheden af at foreslaa en Ordning af Formuesforholdet mellem Ægtefæller, stod det klart for mig, at man for at afhjælpe de tilstedeværende Uretfærdigheder i den eksisterende Lovgivning, først og fremmest maatte være paa det rene med hvori disse Uretfærdigheder bestod - baade rent videnskabeligt og rent praktisk set. Og lidt efter lidt blev jeg klar over, at rent videnskabeligt set (idet jeg gik ud fra at ogsaa psykologiske Love opfattes som videnskabelige Love) saa ignorerede den bestaaende Ægteskabslovgivning 2 saa vigtige Grundlove i den menneskelige Natur, som Forholdsloven og Loven om Kontinuitetens Bevarelse, og rent praktisk set ignorerede den det af mig i denne Sammenhæng for første Gang klart udformede og konsekvent gennemførte Begreb, den personlige Kapitaliseringsværdi. - Og det samme var Tilfældet med alle de Lovforslag som til Dags Dato er fremkomne om dette Emne.
Det, det gjaldt om for mig, var altsaa at finde en Form for Formuesforholdet, der psykologisk set tog Hensyn til baade Forholdsloven og Loven om Kontinuitetens Bevarelse for hvert enkelt Individ, samt praktisk set sørgede for at sikre hvert enkelt Individ det Minimum af Indtægt, der repræsenterede det samme Individs egen personlige Kapitaliseringsværdi.
Og til Trods for Fru A. H. Bechtolsheims Opfattelse i den modsatte Retning, tror jeg, at enhver, der uhildet sammenligner mit Forslag med de allerede eksisterende Forslag, vil kunne indse, at indenfor den af mig foreslaaede Ramme vil hvert enkelt Individ kunne bevare Kontinuiteten i sin økonomiske Udvikling, og at der derved undgaas den Følelse af økonomisk Degradation eller den Følelse af pludselig og uden egen Fortjeneste erhvervet Rigdom, der i Følge de bestaaende Ægteskabslove var og er uundgaaelig, og som i begge Tilfælde vil synes en stolt og ærekær Natur lige ubegrundet for ikke at sige uretfærdig. - Og jeg tror, at hvis salig Hr. Prokrustes havde forstaaet at lave sin Seng lige saa let forskydelig som mit Forslag er det, saa vilde den nu være lige saa berømt, som den er berygtet.
Fru A. H.- Bechtolsheim synes det er ubilligt, at Ægtefællerne gensidigt skal erstatte hinanden deres Kapitaliseringsværdi, efter den af mig fastsatte Regel, at den ene Ægtefælle dog aldrig kan forpligtes til at yde mere end Halvdelen af sin egen Kapitaliseringsværdi plus muligvis Halvdelen af Renterne af sin Formue. Altsaa: I Tilfælde af, at Hustruens opgivne Erhverv er lig med Halvdelen af Mandens Erhverv, indtræder der en fuldstændig ligelig Deling mellem Mand og Hustru af alle Indtægter. Dette finder Fru A. H. Bechtolsheim ubilligt, men synes derimod, at det kommer Idealet nærmere, at Hustruen i alle Tilfælde, hvad enten hun er noget værd økonomisk set eller ej, faar Ret til Halvdelen af alle Mandens Indtægter plus hans mulige Formue (Omtalen af det Stjernstedtske Forslag). - Hvilket Ræsonnement der ligger til Grund for denne Opfattelse har det været mig umuligt at udfinde.
At Fru A. H. Bechtolsheim synes, det er ikke heldigt at sætte en Kvindes Værdi til en bestemt Prisudregnet i Kroner, kan jeg umaadelig godt forstaa, thi derved vilde man jo rimeligvis forstaa noget, der lignede Torvepriser, og saa vilde jo Loven om Tilbud og Efterspørgsel direkte kunne blive gældende for baade mandlige og kvindelige Ægteskabskandidater! - Men Fru A. H. B. synes her helt at glemme, at et Menneskes Værdi som Menneske taget i sin Helhed, kan være noget højst forskelligt fra det samme Menneskes Kapitaliseringsværdi, og det er kun den der omtales i mit Forslag, og kan Fru A. H. B. finde nogen anden Værdimaaler for Kapitaliseringsværdien end Kroner og Øre, saa for mig gerne.
Naar der i mit Forslag er Tale om Erstatning af Kapitaliseringsværdi, saa maa derved ikke glemmes, at en stor Del af det saaledes erstattede Beløb faktisk igen kommer den, der erstatter, tilgode, gennem de proportionelle Ydelser til de fælles Udgifter.
Naar Fru A. H. B. taler om „dyre” og „billige” Koner i Følge mit Forslag, saa tror jeg oprigtig talt, at hun gør Mændene mere kortsynede end de i Virkeligheden er, og desuden synes hun rent at glemme, at Praksis her I Danmark i alt Fald viser, at Kvinder, der virkelig har uddannet sig til et indbringende Erhverv, beholder dette, selv om de gifter sig med Mænd, der som Sagførere, Ingeniører, ja selv Ministre o. 1. pekuniært set ikke trængte til Hustruens Medvirken til Hjemmets økonomiske Trivsel.
Jeg vilde være ganske enig med Fru A. H. B. i at finde det vilkaarligt, hvis en Hustru efter mit Forslag hele Livet igennem kunde oppebære en fuld Erstatning af sin Mand for et Erhverv, som hun for et Syns Skyld havde opgivet i nogle faa Maaneder. Men jeg har heller hverken ment eller skrevet noget i den Retning. Naar jeg taler om Erstatning for Opgivelse af Erhverv, saa mener jeg dermed virkelig Opgivelse, og ikke noget som ellers i alle Tilfælde vilde anses for blot midlertidig Opgivelse af Erhverv. Det har, som det ved nøjere Eftersyn af mit Forslag, nok vil blive klart for de fleste, været min Hensigt angaaende Spørgsmaalet Erhverv eller ikke Erhverv, at stille Hustruen saa frit som muligt, saaledes at hun, baade ved Ægteskabets Indgaaelse og tillige senere hen i Ægteskabet, naar Forholdene taler for det, selv kan vælge til hvilken Gerning hun helst vil vie sine Kræfter.
Naar Fru A. H. B. opstiller sit Regnskab angaaende den Forskel, der fremkommer paa en Mands Opsparing, efter som hans Hustru beholder sit Erhverv eller opgiver det, begaar hun tre Fejl. For det første regner hun med, at Hustruen kun midlertidigt har opgivet sit Erhverv, og saa naar hun genoptager det, faar den samme Løn, som hun før havde, og for det andet lader hun 2 forskellige Tilfælde gælde for et og samme Ægtepar - og for det tredje undlader hun det Led i Regnskabet, der skulde vise, hvorledes begges Opsparinger, eller i dette Tilfælde vigtigere Rester, stiller sig, naar Hustruen virkelig opgiver sit Selverhverv.
Udført i Overensstemmelse med mit Forslag vilde Regnskabet se saaledes ud:
Mandens Indtægt 4400 Kr., Hustruens 1200 Kr. Fælles - Udgifter i Ægteskabet 3200 Kr. I Fald Hustruen beholder sit Erhverv, vil Mandens Bidrag til de fælles Udgifter blive 2560 Kr., Hustruens 640 Kr. (deres Bidragspligt vil forholde sig som ca.1/4). Mandens Rest 1840 Kr., Hustruens 540
- Opgiver derimod Hustruen sit Erhverv ved Ægteskabets Indgaaelse, og regner man Fællesudgifterne lige saa store som før, saa vil Mandens Bidrag - af de 3200 Kr. der er tilbage, naar han har erstattet Hustruen hendes 1200 Kr. - blive ca. 2400 Kr., Hustruens 800 Kr., idet deres Bidragspligt forholder sig omtrent som 1:3. Manden vil derfor faa til Rest 800 Kr. og Hustruen vil faa 400 Kr. Hvis saa senere hen i dette Ægteskab Hustruen skaffer sig et Erhverv, der giver lignende Indtægt, som det Erhverv hun opgav ved sit Ægteskabs Indgaaelse. saa vil Regnskabet stille sig saaledes: Mandens Indtægt 4400 Kr. - Erstatningssummen til Hustruen 1200 Kr. = 3200 Kr., Hustruens Indtægt 2400 Kr. Mandens Bidrag til fælles Udgifter 1828 Kr., Hustruens Bidrag 1371 Kr. (Forh. 3:4). Mandens Rest 1372 Kr., Hustruens Rest 1029 Kr. Altsaa har Manden faktisk tjent 570 Kr. om Aaret, ved at Hustruen optog et Erhverv, der gav hende 1200 Kr. om Aaret, medens hendes egen Vinding derved kun er Kr. 629 af de faktisk 1200 Kr. hun tjener. Og dette finder Fru A. H. B. er Uret mod Manden.
Fru A. H. B. finder det vilkaarligt, i et Lovforslag, der helt igennem konsekvent gaar ud fra den Regel, at den ringest stillede af Ægtefællerne i Ægteskabet som Minimumsindtægt skal sikres sin egen Kapitaliseringsværdi, at der, naar begge Ægtefæller har Formue og ingen af dem ved Ægteskabets Indgaaelse opgiver sin egen Kapitaliseringsværdi, ikke skal finde nogen Erstatningspligt Sted mellem Ægtefællerne. - Men hun glemmer her, at Forudsætningen for Erstatningspligten er kun til Stede, naar eget Erhverv helt eller delvis opgives. Det er en ganske simpel Erstatning, der er tale om.
Saa kommer vi til Forholdet overfor Tredjemand i saadanne Ægteskaber. Jeg tror ganske sikkert, at det ikke vil volde Tredjemand nogen videre Vanskelighed at betragte Ægtefællerne som Interessenter og i hvert enkelt Tilfælde forhøre sig om i hvilken Proportion de hefter i foreliggende Tilfælde. - Det gælder blot om, at den almindelige Bevidsthed vænnes til at tænke sig Mand og Hustru som to økonomisk selvstændige Parter og ikke som nu, hvor Manden faktisk regnes for at repræsentere begge Ægtefællerne. - Og naar Fru A. H. B. mener, at mit Forslag vil virke tungt og indviklet i det praktiske Liv, saa er det sikkert en overdreven Frygt for de Vanskeligheder som kan tænkes af følge af varierende Forhold, i hvilket Ægtefællerne hæfter overfor Tredjemand, der har dikteret denne Udtalelse.
Til Slut maa jeg imødegaa den rent forkerte Bemærkning, at mit Forslag ikke tager noget som helst Hensyn til Ægtefællernes Formuesforhold under Ægteskabet. Det fremgaar tvært imod ganske tydeligt, at den ene Ægtefælles Fordel og Vinding under Ægteskabet ogsaa kommer den anden Ægtefælle til Gode, samt at den enes Tab ogsaa bliver den andens Tab. Dette ligger deri, at den ringest stillede af Ægtefællerne gennem hele Ægteskabet beholder ikke en engang for alle fastsat Sum af den bedre stillede Ægtefælles Indtægter, som Kompensation for mulig opgivet Selverhverv, men en en Gang for alle fastsat Kvotient, hvis faktiske Størrelse kan variere baade opad og nedad. - At tale om, at en Hustru i noget Tilfælde efter mit Forslag „kommer til at virke som en økonomisk Byrde for sin Mand” er ret gaadefuldt, idet en Hustru aldrig kan komme til at kræve mere end Halvdelen af sin Mands Indtægter som Kompensation for et nok saa indbringende Erhvervs Opgivelse - og saa er da Manden og Hustruen halvt om Indtægterne og halvt om Udgifterne - med andre Ord: I saa Tilfælde kan efter mit Forslag Mand og Kvinde i Ægteskabet staa som økonomisk jævnbyrdige, ligesaa vel som de - altid - forudsættes at staa overfor hinanden som personligt jævnbyrdige, i Kraft af den Kærlighed, der førte dem sammen. I dette Tilfælde kan man altsaa godt sige, at der ud fra den germansk-nordiske Tradition er skabt en Lighed mellem Ægtefællerne økonomisk set, der med Bibeholdelse af begges fuldstændige Selvstændighed er lige saa ideel, som den Lighed den østerlandsk-kirkelige Tradition kræver, og som den oftest bruger Udtrykket Enhed for, eller at Mand og Hustru er ét. Paa dette Punkt mødes ogsaa mit Forslag med det af Friherre Georg Stjernstedt fremsatte Forslag, hvor Ægtefællernes økonomiske Lighed er helt og konsekvent gennemført, med Bibehold af begges Selvstændighed - og uden Hensyn til Parternes virkelige økonomiske Værd. - Som man ser heraf, kan Idealet i dette Tilfælde naas ad forskellige Veje, og med forskellig Begrundelse. - Men saa er det ogsaa ret uforstaaeligt, naar Fru A. H.- B. udtaler, at denne økonomiske Lighed er det Fremtidsideal, Kvinder i deres Hjærter har set hen til, i hendes Omtale af Frih. G. Sjernstedts Forslag, men finder samtidig, at efter mit Forslag bliver Hustruen i dette Tilfælde „en tung økonomisk Byrde for sin Mand”.
Jeg har i min Artikel i Kv. og Samf. stærkt pointeret, at mit Forslag gik ud paa ved Lov at sikre Hustruen - eller den økonomisk ringest stillede af Ægtefællerne - en Minimum-Indtægt i Ægteskabet. Frih. G. Stjernstedts Forslag derimod gaar ud paa at sikre Hustruen (eller den ringest stillede) en Maximum-Indtægt i Ægteskabet. Men for os begge har det været Hovedsagen, at sikre Hustruens økonomiske Selvstændighed.
Det er en selvindlysende Sag, at ligesom der under den nuværende Ægteskabslov, der helt udelukker Hustruen fra nogen Raadighed over Mandens Indtægter, findes mange gode Ægteskaber, hvor Ægtefællerne faktisk deler Indkomsterne ligeligt, saaledes vil en Lov, der sikrer Hustruen en Minimum-Indtægt i Ægteskabet, selvfølgelig ikke være til Hinder for, at Ægtefællerne enes om en anden og mere - eller helt - ligelig Deling af deres Indtægter. Dette er meget retteligt paapeget i Baron G. Stjernstedts Artikel om vore 2 Forslag i Hertha (Hefte 16). Kun vil mit Forslag om at sætte den personlige Kapitaliseringsværdi som Lovgrænse medføre, at en Aftale Ægtefællerne imellem, eller en Ægteskabskontrakt, der bød den ringest stillede mindre end dennes personlige Kapitaliseringsværdi, ikke kunde blive bindende eller sanktioneres - idet den stred mod den i Loven fastsatte Minimumsgrænse.