Kvinderne og de politiske Partier

Meningerne om, hvorvidt Kvin­derne skal melde sig ind i Parti­erne eller ej, er meget delte. Men Tiden nærmer sig eller rettere den er inde, da enhver Kvinde, der ikke er ligegyldig overfor den Ret og Pligt, som den nye Grundlov har givet hende, maa tage Bestem­melse om, hvad hun vil med Valgretten, hvorledes hun vil gøre den frugtbringende. Vil hun prøve, om der er Mulighed for at bringe Kvindesagen videre frem gennem Samarbejde med de forskellige Partier og indenfor disses Ram­mer; eller vil hun holde sig borte fra alt Partivæsen og søge andre Veje, ad hvilke hun mener at kun­ne naa Maalet: lige Ret for Mand og Kvinde. Enten man har den ene eller den anden Opfattelse af, hvad Vej der bør gaas, maa der nu handles ud fra denne Opfat­telse; hver enkelt maa gøre sig klart, hvad hun vil gøre, og hvad hun vil opnaa ved den Afgørelse, hun træffer.

De, der vælger at holde sig borte fra Partierne, maa klare sig, hvordan de uden for disse vil søge at faa politisk Indflydelse; det er jo ikke nok at sige: »Jeg leger ikke med, saalænge Partier­ne er de førende«; De, der ikke vil sættes ud af Spillet, inden de vel er kommet ind, maa enten gaa ind under de gamle Arbejds­former, eller de maa skabe en ny. Hvordan det sidste skal kunne lade sig gøre, kan jeg ikke se, og jeg har heller ikke fra andre set Fingerpeg i den Retning. For mit eget Vedkommede har jeg truffet den Afgørelse, at jeg bliver ved at staa i det Parti, jeg alle­rede for Aar tilbage har sluttet mig til; der vil jeg prøve, om det ikke skulde være muligt at føre vort Arbejde frem i Samarbejde med Partiet. For alle os der mener, at vi skal prøve, om de gamle Former er brugelige, inden vi kaster Vrag paa dem, gælder det om at blive klare over, hvad vi vil, og hvordan vi vil gøre vor Vilje gældende inden for Partierne, saa vi ikke bliver viljeløst Stemmekvæg uden Ind­flydelse. Vi skal først og frem­mest gribe det belejlige Øjeblik; og det er inde nu; hvis vi ikke allerede er Medlemmer af de poli­tiske Foreninger bør vi melde os ind i dem øjeblikkelig; den mind­ste Opsættelse kan blive dyr. De forskellige Partier skal nemlig i den nærmeste Fremtid have deres Programmer omdannede saaledes, at de bliver tilpassede efter Forholdene under den ny Grundlov - disse Programmer skal vi - Kvinderne - være med til at skrive. Det kan vi kun komme til, naar vi i saa stort Tal som muligt melder os ind i de stedlige Foreninger, in­den der skal vælges Afsendinge til de Delegeretmøder, hvor Programmerne skal drøftes og ved­tages. Ved Valg af Delegerede skal vi fremsætte vor Paragraf 1. særligt Stk. b, klart og skarpt, saa man ikke kan komme uden om de Krav, den stiller, men maa enten slutte sig til dem eller kæmpe mod dem. Vi maa prøve at faa Kvinder valgt, Kvinder, der forstaar og anerkender Kvindesa­gens Ide, og som kan fremsætte og hævde den. Lykkes det ikke, saa vælg Mænd, der lover at sætte Kvindernes Krav paa Partiets Pro­gram og stem ikke paa nogen, der nægter det eller vil snakke sig fra disse Krav. Allerede i første Omgang maa det blive klart, hvilke Partier vi kan gøre Reg­ning paa og paa hvilke ikke. Derfor bør de forskellige Partier allerede ved Affattelsen af deres Program­mer nødes til at tone rent Flag - vil de ikke det. Saa kan der være Grund til at gaa ud af Par­tiet; der er ingen Grund til at gøre det før.

Hvis vi, uanset hvilken politisk Opfattelse vi ellers har, handler i Overensstemmelse, naar det gælder Gennemførelse af »Kvinders fulde Ligestilling med Mænd i Familie, Samfund. og Stat«, saa tror jeg, at vi, hvis vi da ellers er vaagne og ikke forspilder den saa belejlige Tid, gennem Samarbejde med Partierne kan naa frem til vort Maal; ja det er mit Haab, at Kvindernes Arbejde for noget fælles, noget der ikke er særegent for det ene eller det andet Parti, vil bidrage til at aabne Øjnene for, at ved Siden af Partiinteres­serne, er der noget, som er langt dybere og vigtigere, noget, der sammenknytter selv under den ivrigste Partikamp. Kan Kvinder­nes Indpodning i Partierne faa Indflydelse i den Retning, bliver de ikke som den nye Vin, der sprænger de gamle Læderflasker, men saa bliver de som den svage Podekvist, der giver nyt og ædlere Liv til den gamle Stamme, mens den selv modtager Livskraft fra denne. Det er mit Haab, at den Vej er farbar, først naar den viser sig ufremkommelig, kan jeg for mit Vedkommende søge anden Udvej.

Holstebro d. 30. 10. 1915.