« Tilbage til søgeresultaterne
Opløsning
Jeg skænker gerne Fru Gyrithe Lemche det sidste Ord overfor mig, da jeg mener, at yderligere Diskussion mellem to Mennesker, der ser saa forskelligt paa Diskussionsemnet som hun og jeg, er meningsløs. Det er nemlig selve Sagens Kærne, vi er uenige om. Fru Lemche mener, at med Valgretten skal Kvindesagen først rigtig til at begynde, og jeg mener, at den sluttede i Danmark den Dag danske Kvinder blev Statsborgere - sluttede for at indrulleres mellem de mange andre Sager, som danske Borgere har paa deres Programmer.
Derimod kan jeg nok ønske at gøre et Par Bemærkninger til Redaktionens Artikel „Opløsning”, som stod i „Kvinden og Samfundet” 30te Oktober d. A. - Den lille Artikel er et passende Led i den Række af mere eller mindre maskerede Angreb paa Fru Munch, som „Kvinden og Samfundet” har haft lige siden „Landsforbundets” Dannelse, og den udmærker sig ved at være præget af en mærkelig Begrebsforvirring.
Jeg kalder det nemlig Begrebsforvirring at kalde et Menneske illoyalt, fordi det i en Tale, holdt for at danne en ny Organisation, ikke omtaler allerede eksisterende Organisationer med samme Formaal. Og dobbelt meningsløst bliver et saadant Forlangende i dette Tilfælde, hvor Fru Munch baade i Aalborg og København stod overfor en Forsamling, som hun maatte forudsætte, alle som én kendte Valgretsforbundets og Dansk Kvindesamfunds Stilling til den internationale Kvindevalgrets Alliance.
Saa kunde man med ligesaa god Ret have kaldt alle os, der i sin Tid agitere for Stiftelsen af Kvindevalgretsforeninger illoyale, naar vi ikke i vore Indledningstaler fremhævede, at der var to politiske Partier, som havde Kvindevalgretten paa deres Programmer. Den Grund til ikke at ville indmelde sig i de nystiftede Kvindevalgretsforeninger blev ofte under den paafølgende Diskussion hævdet af Socialdemokraterne, men jeg har aldrig hørt dem saa meget som antyde, at de fandt det illoyalt af mig ikke at have omtalt dette Forhold i mit indledende Foredrag.
Fru Munchs Optræden paa førnævnte Møder kunde kun kaldes illoyal, hvis hun havde svigtet et givet Tilsagn om ved de Lejligheder at agitere for Valgretsforbundet og Dansk Kvindesamfund, eller hvis hun under den paafølgende Diskussion havde givet Svar, som gav et fejlagtigt Begreb om disse Foreningers Stilling til den internationale Kvindevalgrets Alliance, men derpaa findes intet Bevis i Artiklen „Opløsning”, ligesom der i samme Artikel heller ikke findes Oplysning om, at Fru Munch baade i Aalborg og København ikke talte alene paa egne Vegne men paa den internationale Alliances.
Mrs. Catt ser nødig, at Landsforbundet netop paa dette Tidspunkt opløses uden at afløses af en anden Organisation, og man kan ganske rolig forudsætte, at Mrs. Catt vidste og ved god Besked med, at danske Kvinder stadig gennem andre Foreninger har Forbindelse med den internationale Alliance, selv efter Landsforbundets Ophævelse. Det var ikke en Agitation for de bestaaende Foreninger, Mrs. Catt ønskede, men Dannelsen af en ny i Landsforbundets Sted, og Fru Munchs Tale var afpasset derefter.
Jeg stempler Redaktionens Fortielse af dette Forhold som illoyal, og jeg paataler samtidig dens ulogiske Optræden ved for nogen Tid siden at nægte Optagelse af en Artikel i „Kvinden og Samfundet” - skrevet af et af Landsforbundets Medlemmer og med Navns Underskrift - med den Motivering, at „Landsforbundet” var afdød, og dets Medlemmers Artikler derfor ikke kunde optages i „Kvinden og Samfundet” - og saa omtrent samtidig indsende en Artikel til samme „afdøde” Landsforbunds Blad med Anmodning om Optagelse.
Aalborg, Novbr. 1915.
Johanne Rambusch.
Vi takker for Fru Rambuschs Gavmildhed med Hensyn til „det sidste Ord” og benytter det til at udtrykke det Haab, at dansk Kvindesag ikke saa let maa „indrulleres mellem de mange andre Sager”, som Fru R. gerne ser det.
Vi tilbageviser derefter Fru R.s Beskyldning mod „Kvinden og Samfundet” for at have fremført maskerede Angreb af nogen Art. Lige saa aabenlys som D. K.s gode Vilje til Samarbejde har Været siden „Landsforbudet”s Dannelse lige saa utilslørede har de Tilrettevisninger været, som dets Medlemsblad har set sig tvungen til ved enkelte Lejligheder for Sagens Skyld at give Landsforbundets Ledere, og Fru R. kan fortrøste sig til, at vi heller ikke i Fremtiden skal undlade at sige vor Mening rent ud, naar vi finder, at vi dermed, kan tjene den Sag, som nu snart i 45 Aar har været Dansk Kvindesamfunds.
Det er os en Tilfredsstillelse at gentage, at vi anser det for illoyalt i en Tale holdt for at danne en ny Organisation ikke at omtale allerede eksisterende Organisationer med samme Formaal, og vi tilføjer, at vi med godt Mod og god Samvittighed bærer det „Begrebsforvirring”, som Fru Rambusch i den Anledning vil dekorere os med.
Vi kalder dette illoyalt ikke alene mod de Mennesker, som har gjort et saadant Forarbejde, men først og sidst mod selve Sagen, som „i dette Tilfælde” lige saa lidt som i noget andet Tilfælde er en almindelig Handelsvare, som det gælder om at konkurrere ud, men en ideel Sag, der kræver ideelle Synsmaader og Blik for Samarbejde, og det er med Forbavselse og Beklagelse, at vi har set Fru Johanne Rambusch gøre sig til Talsmand for den modsatte Anskuelse.
Fru R.s Sammenligning mellem Landsforbundets Forhold til de politiske Partier, som havde sat Kvindevalgretten paa deres Program og dets Forhold til andre Kvindeforeninger med Valgretten som Formaal, er mest af alt egnet til at forøge den Begrebsforvirring, hun tager os i Skole for, thi det nu opløste Landsforbunds Opgave var dog vel ligesom Valgretsforbundets og Dansk Kvindesamfunds foruden at paavirke Regering og Lovgivningsmagt til Fordel for Kvinders Valgret ogsaa at vække Kvindernes Interesse for Sagen og at samle dem om Kravet, hvilket rettelig maatte indføre et Gensidigheds- og Solidaritetsforhold mellem disse Kvindeforeninger af helt anden Natur end Forholdet til selv de mest kvindesagsvenlige, politiske Partier kunde have, da disse sidste trods alt befandt sig paa den anden Side af det forurettende Skel. Fru R. maa for os gerne smykke Socialdemokraterne, fordi de i sin Tid viste det Ædelmod, at de ikke samtidig med, at de modarbejdede Trangen hos de forurettede Kvinder til at samle sig paa deres Side Skellet og støtte hverandre i Frigørelseskampen, ogsaa beskyldte disse for Illoyalitet mod deres politiske Velyndere, det skal ikke lykkes hende dermed at bortlede Opmærksomheden fra, at vi med fuld Ret har beskyldt Fru Munch for udvist Illoyalitet. Vi har ganske vist fra Aalborgmødet kun Referater at holde os til, men just for at faa disse Referater omstødte eller bekræftede, indfandt vi os personlig paa Opløsningsmødet i Københavns Kvindevalgretsforening og hørte der Fru Munch udtale, at Medlemmerne af den opløste Kvindevalgretsforening burde slutte sig til Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret for, at danske Kvinder derigennem kunde blive repræsenterede i den internationale Valgretsalliance og støtte vore Søstre i de andre Lande i deres Kamp for Valgretten.
Enhver, der ikke kendte de rette Forhold indenfor den internationale Alliance, og der er den største Sandsynlighed for, at de 30 Medlemmer af Københavns Kvindevalgretsforenings 1400 Medlemmer, som havde givet Møde den 20. Oktober, ikke „alle som en” kendte dem, maatte deraf slutte, at danske Kvinder ikke gennem andre Foreninger var repræsenterede i Alliancen, og at der var Nødstilstand paa Færde, om ikke Dansk Landsforbunds for Kvindevalgret afhjalp Nøden. Fru Munchs ubehændige Ordvalg paa Mødet den 20. Oktbr. bekræftede indtil Forfærdelse den Formodning, Referaterne fra Aalborgmødet havde vakt hos os.
Ligesom „Landsforbundet” har ogsaa D. K. gennem Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund faaet Opfordring fra Mrs. Chapman Catt til at blive i Alliancen, og D. K. har ved Omdannelsen af sit Program haft dette for Øje.
Det er da heller ikke Tanken om „Landsforbundet” s Omdannelse og Bestaaen, vi angriber. Hvad vi paataler er, at der dannes en Forening, som „hverken har eller pretenderer at have noget som helst med dansk Kvindesag at gøre,” og at en saadan Forening søger Optagelse i den internationale Alliance, hvor den uundgaaeligt kommer til at snylte paa de Kvindeforeninger, som - med Kvindevalgretten som Grundlag - virkelig udretter et nationalt Arbejde til Gavn for det internationale Arbejde for Kvindevalgrettens Gennemførelse i andre Lande, og Fru R. vil vist forstaa, at vi tvivler om, at vor internationale Præsident kan have ønsket netop denne Form for Omdannelse, (og det er Formen, vi angriber), og heri maa Fru R. finde Grunden til, at vi ikke har dristet os til til Trods for Fru Munchs flygtige Omtale af Alliancen at kæde Mr. C. C.s Navn til „Sympatitilkendegivelsen”.
Vi ser ikke det „ulogiske” i, at vi nægter Optagelse af et bestemt Afsnit i en Artikel, som refererer sig til et for flere Maaneder siden afholdt Møde i en opløst Forening og samtidig beder om Optagelse af et Svar paa en Artikel i et endnu eksisterende Blad, hvori der var givet Kvinderne en Rettesnor overfor det Arbejde, som D. K. har taget paa sit Program. Foranlediget af Fru R.s Bemærkning har vi med Forfatterens Samtykke andet Steds i Bladet optaget den tilbageviste Artikel med vort Svar, og vi haaber dermed at have vist vor gode Vilje og givet tilstrækkelig Plads for de to Vaabendragere for Fru Munchs Loyalitet overfor andre Kvindeforeninger og for Eksistensberettigelsen af hendes, al dansk Kvindesag uvedkommende, 10 Øres Forening. Vi kunde have undt dem en bedre Sag at kæmpe for.
