« Tilbage til søgeresultaterne
Over Bjerg og tørre Heder
Ingen sejg Modstand, ingen træg Uvilje, ingen skændig Uret kan nu gøre os mere Skade end vi selv kan, hvis vi tillader os selv at blive ligesaa smaatskaarne, som de der vil trænge os bort. En ny rig Livsstrøm bærer os. Og den skulde lade sig forene med gammelt bittert Vand! Og dog, der hvor forgæves Anstrengelser lurer med Træthedens Gift, der kan den enkelte let synke ned under Livsstrømmen - - ned i Bitterheden
Men om Bevistheden om Kvindelivets nye Fremtidsindsatser i hele sin Styrke skal blive frugtbringende for Slægten, da maa vi jo trods alt midt under Kampen gaa og bære paa hele Sagen, og aldrig blot paa en Side af den. - Saa stolt ansvarsmægtige maa vi blive, at vi aldrig mangler Plads selv for dem, som tror, at de bør trænge os bort. Bære! »Karyatiderne« staar og bærer eller sidder og bærer, ubevægelige; men os tilkommer det at gaa og bære! Altid paa Vandring fremad under Byrden! Og det, at vi vandrer frem, ikke det, at vi bærer, er det, som fremkalder alle de Hindringer, der møder os.
Naar denne Træthed kommer, vilde vi helst opgive enten Vejen eller Byrden. Nogle af os mindes kun, at man maa bære og bliver siddende med Byrden. Andre af os husker kun, at vi maa gaa, og slynger tilsidst hele Byrden af sig i harmfuld Træthed. Men det er jo for at faa Byrden længere frem, at vi skal bære, og det er ogsaa derfor, at vi maa gaa...
Syngende burde vi egentlig have vandret frem paa Vejen, som en ung Moder, der bærer sit Barn paa Skulderen, stolt og glad over Hvervet, Byrdens saavel som Vandringens. Men der hvor Stenene er skarpe og Himlen mørk, der høres oftest sorgfulde Viser, som ikke egner sig til at marschere efter.
Just nu, hvor det er saa graat, ingen Sol, kun mørke Skyer, mindes man en Strofe af en gammel Vise:
Min Sjæl, du gøre dig rede
den lange Vej at gaa.
Over Bjerg og tørre Heder,
medens Natten falder paa.
Der er ikke alene Vemod i denne Strofe, der er ogsaa Mod og Trofasthed, og derfor bør den leve i Mindet hos dem, som baade vil bære og gaa, - tværs gennem Mørket. .
Emilia Fogelklou i »Hertha«.