« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Thit Jensen: Jorden. - Roman fra Nutiden. - (G. B. N. F.) - 255 Sider.
Blandt Efteraarets mange skønlitterære Værker rager denne Bog op som et sjældent helstøbt Kunstværk. Thit Jensen har hermed fastslaaet, at hun evner, nær sagt, det ypperste. Vi mindes ingensinde at have læst en saa god Bog fra hendes Pen. Hendes Thy-Bonde, Malte Kiær, er en ypperlig Repræsentant for den stoute, jydske Landmand, der elsker sin Jord, som han i Kraft af denne Kærlighed er Slave af i en saadan Grad, at han ikke betænker sig paa at ofre den sin Førlighed saavel som sin Søns Fremtidslykke, idet han for at bevare Ejendommen for Slægten tvinger denne til at gifte sig med en rig Pige, som han ikke elsker, og til at svigte sin Barndoms Elskede, som fortvivlet rejser til Udlandet, hvorfra hun først kommer tilbage, da han efter 9 Aars Ægteskab er bleven Enkemand.
Hun bliver ganske vist gift med ham, men det viser sig hurtigt, hvad hun da ogsaa selv har anet, at hun i Virkeligheden har forandret sig saa meget, at hun trods al Hensynsfuldhed fra Mandens Side, ikke kan overvinde sin Ligegyldighed for ham. - Hun har ladet sig forsørge - det er alt.
Baade Gabel Kiærs første og andet Ægteskab er ypperligt skildret og man følger med største Interesse Tragedien, som den udvikler sig.
Der er prægtige Naturskildringer saavelsom Sjælsstudier i denne Bog, og den fremtræder i en Ramme, som ofte genkalder for os Broderen, Joh. V. Jensens bedste Værker.
Babra Ring: Før Kulden kommer. - (H. Aschehong & Co.s Forlag) - 267 Sider.
Om Menneskene - saavej Mænd som Kvinder - kunde vænne sig af med den gængse Forestilling om Kvinden som et Appendix til Manden, en Forestilling, som mindst gaar tilbage til 1ste Mosebog, (som den Dag i Dag trives og praktiseres i de 99 pCt. af Menneskeheden) - om de kunde vænne sig til at betragte hende som det samme frie Menneske, som de fleste Mænd i Forhold til Kvinden føler sig at være - ja saa blev der anderledes at leve paa Jorden - saa blev der mange Procent større Lykkefølelse Mand og Kvinde imellem, og saa vilde en Bog som denne kun gælde for de faa - for Undtagelserne, som nu engang skal være til for at bekræfte Reglen. Men denne Bog handler ikke om Undtagelserne - desværre. Den handler om en af de mange Kvinder, der i en altfor ung Alder, endog før de rigtig er blevne sig bevidste som Kvinder med Drifter og Følelser i Retning af det andet Køn, knyttes til en Mand, som de ikke elsker - fordi de endnu ikke ved, hvad det er at elske - men kommer paa deres Vej, maaske af velmenende Forældre eller Venner bringes paa deres Vej, og byder sig til med Haand og Mund for at paatage sig deres Forsørgelse for Resten af Livet.
Det lyder saa mageligt og behageligt, dette at blive forsørget. Men det bliver en dyr Forsørgelse for de forsørgede. Det koster dem intet mindre end deres Liv. Ja, nogle enkelte finder vel, trods den meningsløse Begyndelse, deres Lykke i et saadant Ægteskab - der findes jo store Gevinster i ethvert Lotteri - men Størstedelen opdager snart, at Livsslavens Lod er bleven deres. Kun de færreste har Kraft og moralsk Mod nok til at bryde af, skønt det jo nu omstunder sker noget hyppigere end tidligere, men endnu hviler der paa en saadan Kvinde, der bryder ud af et Ægteskab - især hvis der er Børn - en Plet, som hun skal have sjældne Evner for nogensinde at faa fjernet. Og det, skønt éns sunde Fornuft maatte sige én, at intet er saa umoralsk som et fortsat Samliv mellem to, hvor ikke Sjælenes dybe Samhørighed danner Grundlaget for den fysiske Forbindelse.
Babra Ring lader en Kvinde, Karen Sandet, nedskrive sit Livs Skriftemaal, hvori hun med ærlig Vilje søger at komme bag om de konventionelle Løgne, som Omgivelserne og hun selv har fremtvunget, og Forf. giver os her et sjældent indgaaende Sjælestudie, der betager under Læsningen, saa man rives med i dyb Medfølelse for denne unge Kvindes tragiske Skæbne. - Hun knyttes i ganske unge Aar under Frænders og Venners Omsorg til en velhavende Mand, som byder hende de Behageligheder, hans Formue tillader ham, mod at det tillades ham at tage sin ægteskabelige Ret overfor hende. At hun straks ræddes over denne Brutalitet og senere i nogen Tid finder sig deri, er Livets sædvanlige Gang, og at hun senere møder den, der fanger hendes Sanser, er ogsaa ligetil. Men Ulykken for hende bliver, at denne sidste Mand trods al sin stormende Kærlighed og al sin megen Hensyntagen til hende, i Virkeligheden ikke er hende værd. Han holder nok af hende - og holder ikke af sin Kone, som han har taget for Pengenes Skyld - men ikke paa en saadan Maade, at hun er hans et og alt, hvorfor alle andre Hensyn maa vige. Og dette gennemskuer hun Gang paa Gang uden at være i Stand til - hvor ofte hun end prøver derpaa - at bryde med ham; saa stærkt er hendes Sanser bundne. Endog et ærligt Forsøg paa at knytte sin Skæbne til en Barndoms- og Ungdomsven, som hun véd elsker hende, og hvem hun ogsaa mener at genelske, strander paa det Sansernes Herredømme, hun ikke kan blive kvit.
Bogen er skreven med Talent og holder Læseren fangen fra først til sidst.
F.
Børge Jansen: Don Erik. - (H. Hagerups Forlag) - 201 Sider. I Jon Olufssons Oplevelser som Ostindiefarer under Chr. IV. har Børge Janssen fundet Beretningen om Erik Grubbe, der bortsolgte sin Herregaard „Snilleredt” i Skaane og fulgte Ove Gjedde paa Ostindiefarten til Trankebar i 1618 og 19. Da der til denne Rejse knytter sig den virkelige Begivenhed, at en adelig Jomfru, Ingeborg Havsdatter Gere, kom til ham ombord paa Skibet i „Karlsklæder”, medens Flaaden laa ved Kronborg og ventede Bør, at de blev viede, og at hun fulgte ham paa Rejsen (iøvrigt ligesom 3 andre Fruer deres Mænd), indtil hun den 22. Juli 1619 døde i Barselseng og blev sænket i Havet ud for det gode Haabs Forbjerg - saa undres man ikke over, at Børge Janssen har kastet sig over denne romantiske Lækkerbidsken og skrevet sin spændende Roman „Don Erik”, i hvilken det er lykkedes ham ret levende at fremtrylle for os Begivenheder i Skaane, København og paa Flaaden under
Chr. IV.s Glansperiode paa en saa livagtig Maade, at vi tror, det kan være gaaet saaledes til. Navnlig er Skildringerne fra „Snilleredt”, hvor Ingeborg Gere plejer den syge Erik Grubbe, gode, ogsaa mange af Skildringerne fra Datidens København er meget levende.
Særlig lægger man Mærke til den drastiske Beskrivelse af det livlige Drikkegilde hos Kongen paa Christiansborg kort før Afrejsen til Ostindien.
Det forekommer os, at Børge Janssens Sprog i denne Bog er bedre end i flere af hans tidligere. Det er her naturligere, end det plejer at være, idet han i tidligere Bøger ofte bevarede det eftergjorte Tidssprog ogsaa udenfor „direkte Tale”, hvad der i mange Tilfælde kom til at lyde overmaade kunstlet og uægte.
Her er det næsten undgaaet, og man læser derfor Bogen med des større Fornøjelse.
-F.-
Gurli Hertzman-Ericson: „Av Gammal Köpmans släkt”. - (Aklén & Akerlunds, Förlag, Stockholm). - 270 Sider.
Naar en Kvinde skriver en Bog, hvori hun samvittighedsfuldt og maalbevidst forfølger den Opgave, hun har sat sig, uden at imødekomme Læseverdenes almindelige Trang til letkøbt Underholdning af sansepirrende eller oversentimental Art, naar hun gaar til Værks udrustet med den grundigste Viden og saa indlevet i de Forhold, hun skildrer, at hvert Ord, hver Stemning, hver Situation, som denne Bog giver os, fylder os med den Overbevisning, at saaledes taler, saaledes føler, saaledes optræder Mennesker som dem, vi her stilles overfor, da kan vedkommende kvindelige Forfatter være temmelig overbevist om, at mere end én mandlig Anmelder vil sige som den største Ros om hendes Bog, at man skulde tro, at den var skrevet af en Mand. Og dog vil vi ikke betænke os paa at sige, at den foreliggende Bog: „Av Gammal Köpmanssläkt” er en i bedste Forstand udpræget kvindelig Bog, og at selv om der ikke stod en Kvindes Navn paa Forsiden, vilde vi gætte paa, at Forfatteren var en Kvinde. Ingen Mand kunde have skildret os Hovedpersonen, den unge Gösta Brant, med saa kvindelig Ømhed, med en saa indtrængende Forstaaelse af den Side af hans Væsen, som Verden kalder Svaghed, men som i Virkeligheden er misbrugt Styrke. Vi lærer Gösta Brant at kende paa det Tidspunkt af hans Liv, hvor hans Faders Død gør ham til Chef for det gamle, svenske grundmurede Handelshus, han, Æstetikeren med det opladte, modtagelige Sind og de mange kunstneriske og litterære Interesser. „Behøver Du Næring for Din Fantasi; saa søg den i Kunsten, men fantasér ikke paa Forretningslivets Omraade”. Dette Raad gives ham af hans faderlige Ven, Chefen for det engelske Handelshus, hvor han har faaet sin Opdragelse til Købmand, i det Øjeblik han skal tiltræde Hjemrejsen og overtage sin skæbnesvangre Arv som ældste Søn af det gamle Firma. Vi forstaar straks den Fare i Göstas Natur, som den ældre Ven advarer ham imod. Han har en Kunstners men ikke en Forretningsmands Fantasi. Saa længe han spænder sig for Arbejdskværnen som en lydig, pligttro Hest, vil den male Penge til ham, men lader han sig af sin Fantasi friste ind paa Spekulationer, som ligger over hans Evne, vil Kværnen kun male ham Anger og Samvittighedskval. Bogens første Halvdel skildrer os ham som en jævnt tilfreds om ikke lykkelig Mand, - der gror engang ingen virkelig Lykke for ham paa den Vej, hans Fødsel har afstukket ham - men da er det Forretningslivets farende Svend, den halvt-geniale Eventyrer Don Rosander krydser hans Vej, kalder Fantasten frem i ham og frister ham ind paa farlige Spekulationer, som plyndrer ham for alt, tilsidst ogsaa for hans Selvagtelse. Svigtet af sin koldhjærtede Hustru, udstødt af Forretningsverdenens Stormænd, ringeagtet af sin egen Familie er han ved Bogens Slutning ved helt at gaa til Grunde i Selvopgivelse, da hans stærke, hjærtevarme Søster, som er den eneste af Familien, som virkelig har forstaaet ham og elsket ham, træder til, vækker ham af hans Sløvhedstilstand og giver ham tilbage til Livet, ikke et Liv i Higen mod Stjernerne men et Liv i Pligtens og og Selvoptugtelsens strenge Skole.
„Av Gammal Köpmanssläkt” er en af dette Aars betydeligste Bøger og, bør især læses af de Kvinder, som utaalmodig lytter efter den Kvinderøst i vor paa Kvinderøster saa rige Litteratur, som samtidig med, at den fortæller os om Dagen, som hælder, vender vore Blikke mod den nye Dag, som gryr baade for Kvinde og. Mand.
e-e.
