« Tilbage til søgeresultaterne
”Klokke Roland”
Ingen af dette Aars Bøger har grebet saa dybt i de spændte Nervestrænge og vakt saa fuldtonende Genlyd fra Hjerternes Sangbund som denne Bog af Johannes Jørgensen. „Klokke Roland”s Klemten har vakt de nationale Lidenskaber, der som underjordiske Miner skjuler sig under den neutrale Overflade, og al den baandlagte Forbitrelse og krænkede Retsbevidsthed, hvormed Sindene er overladede, har for en Del udløst sig i det eksplosive Bifald, som i mange danske Hjem er blevet denne Sorgens og Vredens Bog ydet. Det er ikke faldet nogen ind at spørge: Er denne Fremstilling ogsaa sand? Er disse Rædselsskildringer ikke farvede af religiøs Fanatisme og en overspændt Digterfantasi? Saa overbevisende virker denne Bog, gennemglødet som den er fra først til sidst af den Digterpersonlighed, som har skrevet den, og rent bortset fra de historiske Aktstykker og protokolførte Vidneudsagn, som optager omtrent Halvdelen af dens Sider. „Klokke Roland" s Dommedagsslag har sat vore Følelser i Svingning fra den dybeste Sorg til den vildeste Vrede, vi har vaandet os under dens „stabat mater" - Toner, og vore Hænder har knystet sig, naar dens „dies iræ" rullede med profetisk Tordenrøst henover vore Hoveder. Naar andre Bøger, skrevne om og i Anledning af denne Krig er glemte, da vil „Klokker Roland" hævde sin Plads som Belgiens Lidelseshistorie, skrevet med en Digters Hjerteblod.
Og dog kan vi Kvinder ikke takke Johannes Jørgensen for den af saa fuldt et Hjerte, som vi gerne vilde, thi den indeholder tre Sider, som vi ikke uprotesterede kan overgive til Eftertiden. Efter gennem udførlige Dokumentationer at have paavist, den tyske Hærs Voldsgerninger mod Belgiens Folk og Kulturværker stævner Johannes Jørgensen i Kapitlet: „Germania" den tyske Kultur for sin Dommerskranke og finder i sin Harme og Foragt intet fornærmeligere Smædeord at slynge den i Ansigtet end Ordet: Kvinde. „Tysklands Sind er et Kvindesind". - I Sandhed, dette var vi ikke forberedte paa af det, som gik forud. Disse modbydelige Blodorgier paa civile Borgere, Oldinge, Kvinder og Børn, denne oprørende Træden under Fødder af internationale Overenskomster, denne barbariske Fremfærd mod Videnskabens og kunstens Storværker, - de er altsaa allesammen Udslag af kvindelige Egenskaber. „Som Kvinden er Tyskeren let til Taarer og let til Vrede, utilgængelig for Argumenter og Logik, men udholdende i at sætte sin Vilje igennem, tyrannisk („i en god Mening") overbevist om altid at have Ret - og derfor opbragt og forarget over ikke at blive adlydt." - og værre endnu: „Kvinden har ingen Følelse af Pligt overfor Sandheden - hun har ingen Samvittighed (Samvittighed maa ikke forveksles med Godhed, Medlidenhed, Ømhed og alle de andre kvindelige Dyder)."
Den Kamp, som nu gaar hen over Verden, er Kampen om, hvem der skal være Herre i Europas Hus: Kvinden eller Manden. Overfor det kvindelige Princip: Interesse og Egoisme staar det mandlige: Pligttroskab, Samvittighedstjeneste.
Det er med Tyskernes Religiøsitet som med Kvindens - „det er Religion af Egoisme." - ’Ligesom Kvinden forstaar Tyskeren heller ikke „af man kan sætte Livet ind paa en Idé. Hvad bryder jeg mig om det, som er oppe i Skyerne, i det Blaa - i Idealets Himmel?"
Alt mens jeg læser disse Ord, der af enhver selvfølende Kvinde maa opfattes som Krænkelser mod hendes Køn, stiger levende for min Erindring en Johannes Jørgensen, som i 1905 gav mig Ret, da jeg i „Tilskueren" som Indvending mod Kvindehaderen Otto Weiningers Bog, „Geschlecht und Karakter" fremførte, at ingen af de Beskyldninger, han udslyngede mod Kvindekønnet, ramte Kvinder i Almindelighed, men en forholdsvis lille Kreds af Damer af hans egen Stand, som Fødsel og Rang havde stillet udenfor Livskampen, den som alene modner Kvinden til ansvarligt Menneske. Jeg mindes, at samme Johannes Jørgensen i „Nationaltidende" skrev, at Weiningers Definition af Kvinden ikke var grundet paa Erfaring, men var et apriorisk konstrueret Redskab, hvormed han slog et personlig forhadt Væsen for Panden.- Men er jeg ikke i min Ret til efter Læsningen af „Klokke Roland" at spørge mig selv, har ikke Johannes Jørgensen her, ligesom Weininger for 10 Aar siden, med en bestemt Kvindetype for Øje ønsket at slaa det hele Kvindekøn for Panden?
„Det kvindelige Princip er Interesse og Egoisme", Kvinden forstaar ligesom Tyskeren ikke „at man kan sætte Livet ind paa en Idé." - Kender Johannes Jørgensen da ikke noget til den Kamp, Amerikas ædleste Kvinder i Midten af det forrige Aarhundrede førte for Negernes Borgerret? Var det en Kamp for Særinteresser og egoistiske Formaal? - Kender han ikke noget til den Kamp, Kvinderne Verden over har ført og fører den Dag i Dag mod Alkoholismen og den hvide Slavehandel, et af de modbydeligste Udslag af mandlig Egoisme og Samvittighedsløshed? Har han ikke fulgt de engelske Kvinders Kamp for at skaffe deres Køn den borgerlige Indflydelse, hvorved alene den kvindelige Underklasse kan hæves op fra den moralske Nedværdigelse og den sociale Elendighed, som Mændenes Lovgivning intet har kunnet forandre ved? Tør han paastaa, at det er egoistiske Formaal, som har drevet disse Kvinder til i Hundredevis at underkaste sig Hungerstrejkens Kvaler eller Tvangsfodringens Tortur? Nej, kun for en Idés Skyld sulter man med Maden staaende paa Bordet foran sig otte Dage i Rad, indtil det udmattede Legeme giver sig Bevidstløsheden i Vold. Ingen Mand har siden de kristne Martyrers Dage udholdt for sin Sag, hvad disse Kvinder har udholdt. Og hvis ikke denne Verdenskrig lærer Mændene at indse, at der fremtidig maa være to Herrer i Europas Hus: det mandlige og det kvindelige Princip, da er det ikke umuligt, at de engelske Kvinders heroiske Kampmaade vil sætte Spor ogsaa i de Lande, hvor man endnu nægter Kvinderne deres borgerlige Ret.
Men ikke nok med at de her anførte Sider af ”Klokke Roland" skæmmer dens Indhold, de svækker ogsaa dens Bevisførelse, hvilket Forfatteren mulig i sin Iver ikke har gjort sig klart. Det lader sig virkelig ikke gøre paa det ene Sted i en Bog at frakende Kvinden al Følelse af Pligt overfor Sandheden, og paa det andet Sted at fremføre en Kvindes Vidnesbyrd som gældende for den tyske Nations Kulturstandpunkt. Ikke desto mindre har Johannes Jørgensen af den belgiske Regeringskomités Hundreder og atter Hundreder Rapporter kun udtaget en Indberetning - en eneste - og den er af en Kvinde. Mere end denne Kvindes Ord behøver han ikke for at være overbevist om, at den tyske Hærs Vej gennem Belgien har været afmærket med Lig og nedbrændte Hjem. „Hvad jeg her har sagt, er den nøjagtige og fuldstændige Sandhed. Jeg bekræfter det paa Ære og Samvittighed, og jeg er rede til at gentage det under Ed," saaledes slutter Mlle Dierix sin Beretning, saa jævn og ædruelig i al sin gribende Rædsel. Men ak - Læseren, som af Johannes Jørgensen har lært, at Kvinden ligesom Tyskeren ingen Følelser har af Pligt overfor Sandheden, han trækker selvforstaaelig paa Skulderen af dette Vidnesudsagn af en Kvinde under Eds Tilbud. Og det nytter lidet, at Johannes Jørgensen i dybeste Alvor forsikrer os, at alt i denne Rapport er Nøjagtighed og Ærlighed. Det gaar ham i dette Tilfælde som Bajadsen, hvem Publikum ler af, naar han for Alvor græder. Vi kan ikke, hvor ondt det end gør os, tage hans Forsikringer om Mlle Dierix’ Ærlighed alvorlig, han har selv gjort det af med Læsernes Tro paa Kvindens Samvittighed og Pligtfølelse overfor Sandheden, og hvis han har været berettiget hertil, kan ikke selv hans dyreste Forsikringer gøre denne Tro levende igen. –
„Klokke Roland" ringer, ringer om den yderste Dag, om det store Slagtoffer, hvor Luften og Markens Dyr drikker Fyrsternes og de vældiges Blod, og Menneskene vaander sig under Klokkeslagene: „Faar dette aldrig Ende?"- Men den store Verdensbrand griber stadig om sig, sniger sig som Løbeild gennem nye Landsstrækninger og slaar ud i Flammer snart her snart der. Hvert Aar, der gaar, betegner nyt Menneskemateriale, nyt Brændoffer til Baalet. Alle Slukningsforanstaltninger er forgæves. Ragnarok er over Jordens Børn.
Men midt i Dødens Nat rører der sig et nyt Liv, knyttes der i Stilhed nye Baand mellem Land og Land, selv dem som Krigen skilte ad. Og vi hører nye Klokketoner ikke med Klang af „stabat mater" eller „dies iræ", ikke fra sønderskudte Taarne mellem Ruiners Dynger, men Toner af usynlige Klokker, som ringer en ny Tid ind over den lidende Menneskehed, med Ord som disse:
„Vi Kvinder, samlede til en international Kongres i Haag 1915 fra forskellige krigsførende og ikke krigsførende Lande, erklærer, at vi til Trods for det Had og den Strid, som nu opfylder Verden, føler os forenede i fælles Kærlighed til Moralens og Kulturens Idealer. Det er os en Samvittighedssag i denne oprørte Tid at aflægge Vidnesbyrd om denne vor fælles Overbevisning og at arbejde paa Forsoning, mellem Folkene. Denne Enighed i Sindelaget er Baandet, som sammenknytter os, selv om vore Meninger om Vejene til Maalet skulde afvige fra hverandre."
Saaledes taler i fælles Kor Tysklands, Østrig-Ungarns, Englands, Belgiens, Italiens og de fleste af de neutrale Landes Kvinder. Der er Opstandelsestoner i disse Ord, Opstandelse for de Idealer, som Mændenes Krig har nedstyrtet og nedpløjet under Mørsernes Hjul, Opstandelse for den Halvdel af Menneskeheden, som Mændenes Eneherredømme har traadt under Hæl og forvansket til det Vrængbillede paa Kvindelighed, som Johannes Jørgensen har budt Læseverdenen i sit skønne Sorgen og Vredens Værk: „Klokke Roland".
