« Tilbage til søgeresultaterne

”Klokke Roland”

Af: Gyrithe Lemche

« Se emneord

Ingen af dette Aars Bøger har gre­bet saa dybt i de spændte Nervestrænge og vakt saa fuldtonende Genlyd fra Hjerternes Sangbund som denne Bog af Johannes Jørgensen. „Klokke Ro­land”s Klemten har vakt de nationa­le Lidenskaber, der som underjordiske Miner skjuler sig under den neutrale Overflade, og al den baandlagte For­bitrelse og krænkede Retsbevidsthed, hvormed Sindene er overladede, har for en Del udløst sig i det eksplosive Bifald, som i mange danske Hjem er blevet denne Sorgens og Vredens Bog ydet. Det er ikke faldet nogen ind at spørge: Er denne Fremstilling ogsaa sand? Er disse Rædselsskildringer ik­ke farvede af religiøs Fanatisme og en overspændt Digterfantasi? Saa overbevisende virker denne Bog, gennemglødet som den er fra først til sidst af den Digterpersonlighed, som har skrevet den, og rent bortset fra de historiske Aktstykker og protokol­førte Vidneudsagn, som optager om­trent Halvdelen af dens Sider. „Klok­ke Roland" s Dommedagsslag har sat vore Følelser i Svingning fra den dy­beste Sorg til den vildeste Vrede, vi har vaandet os under dens „stabat mater" - Toner, og vore Hænder har knystet sig, naar dens „dies iræ" rul­lede med profetisk Tordenrøst hen­over vore Hoveder. Naar andre Bø­ger, skrevne om og i Anledning af denne Krig er glemte, da vil „Klokker Roland" hævde sin Plads som Bel­giens Lidelseshistorie, skrevet med en Digters Hjerteblod.

Og dog kan vi Kvinder ikke takke Johannes Jørgensen for den af saa fuldt et Hjerte, som vi gerne vilde, thi den indeholder tre Sider, som vi ikke uprotesterede kan overgive til Eftertiden.  Efter gennem udførlige Dokumentationer at have paavist, den tyske Hærs Voldsgerninger mod Bel­giens Folk og Kulturværker stævner Johannes Jørgensen i Kapitlet: „Germania" den tyske Kultur for sin Dommerskranke og finder i sin Har­me og Foragt intet fornærmeligere Smædeord at slynge den i Ansigtet end Ordet: Kvinde. „Tysklands Sind er et Kvindesind". - I Sandhed, det­te var vi ikke forberedte paa af det, som gik forud. Disse modbydelige Blodorgier paa civile Borgere, Oldin­ge, Kvinder og Børn, denne oprøren­de Træden under Fødder af interna­tionale Overenskomster, denne barba­riske Fremfærd mod Videnskabens og kunstens Storværker, - de er altsaa allesammen Udslag af kvindelige Egenskaber. „Som Kvinden er Tyske­ren let til Taarer og let til Vrede, util­gængelig for Argumenter og Logik, men udholdende i at sætte sin Vilje igennem, tyrannisk („i en god Me­ning") overbevist om altid at have Ret - og derfor opbragt og forarget over ikke at blive adlydt." - og værre endnu: „Kvinden har ingen Følelse af Pligt overfor Sandheden - hun har ingen Samvittighed (Samvittighed maa ikke forveksles med Godhed, Medlidenhed, Ømhed og alle de andre kvindelige Dyder)."

Den Kamp, som nu gaar hen over Verden, er Kampen om, hvem der skal være Herre i Europas Hus: Kvin­den eller Manden. Overfor det kvin­delige Princip: Interesse og Egoisme staar det mandlige: Pligttroskab,  Samvittighedstjeneste.

Det er med Tyskernes Religiøsitet som med Kvindens - „det er Reli­gion af Egoisme." - ’Ligesom Kvin­den forstaar Tyskeren heller ikke „af man kan sætte Livet ind paa en Idé. Hvad bryder jeg mig om det, som er oppe i Skyerne, i det Blaa - i Idea­lets Himmel?"

Alt mens jeg læser disse Ord, der af enhver selvfølende Kvinde maa opfat­tes som Krænkelser mod hendes Køn, stiger levende for min Erindring en Johannes Jørgensen, som i 1905 gav mig Ret, da jeg i „Tilskueren" som Indvending mod Kvindehaderen Otto Weiningers Bog, „Geschlecht und Ka­rakter" fremførte, at ingen af de Be­skyldninger, han udslyngede mod Kvindekønnet, ramte Kvinder i Al­mindelighed, men en forholdsvis lille Kreds af Damer af hans egen Stand, som Fødsel og Rang havde stillet udenfor Livskampen, den som alene modner Kvinden til ansvarligt Men­neske. Jeg mindes, at samme Johan­nes Jørgensen i „Nationaltidende" skrev, at Weiningers Definition af Kvinden ikke var grundet paa Erfa­ring, men var et apriorisk konstrue­ret Redskab, hvormed han slog et personlig forhadt Væsen for Panden.- Men er jeg ikke i min Ret til efter Læsningen af „Klokke Roland" at spørge mig selv, har ikke Johannes Jørgensen her, ligesom Weininger for 10 Aar siden, med en bestemt Kvinde­type for Øje ønsket at slaa det hele Kvindekøn for Panden?

 

„Det kvindelige Princip er Interes­se og Egoisme", Kvinden forstaar lige­som Tyskeren ikke „at man kan sæt­te Livet ind paa en Idé." - Kender Johannes Jørgensen da ikke noget til den Kamp, Amerikas ædleste Kvinder i Midten af det forrige Aarhundrede førte for Negernes Borgerret? Var det en Kamp for Særinteresser og egoi­stiske Formaal? - Kender han ikke noget til den Kamp, Kvinderne Ver­den over har ført og fører den Dag i Dag mod Alkoholismen og den hvide Slavehandel, et af de modbydeligste Udslag af mandlig Egoisme og Sam­vittighedsløshed? Har han ikke fulgt de engelske Kvinders Kamp for at skaffe deres Køn den borgerlige Ind­flydelse, hvorved alene den kvindelige Underklasse kan hæves op fra den moralske Nedværdigelse og den socia­le Elendighed, som Mændenes Lovgiv­ning intet har kunnet forandre ved? Tør han paastaa, at det er egoistiske Formaal, som har drevet disse Kvin­der til i Hundredevis at underkaste sig Hungerstrejkens Kvaler eller Tvangs­fodringens Tortur? Nej, kun for en Idés Skyld sulter man med Maden staaende paa Bordet foran sig otte Dage i Rad, indtil det udmattede Le­geme giver sig Bevidstløsheden i Vold. Ingen Mand har siden de kristne Martyrers Dage udholdt for sin Sag, hvad disse Kvinder har udholdt. Og hvis ikke denne Verdenskrig lærer Mænde­ne at indse, at der fremtidig maa være to Herrer i Europas Hus: det mandlige og det kvindelige Princip, da er det ikke umuligt, at de engelske Kvinders heroiske Kampmaade vil sætte Spor ogsaa i de Lande, hvor man endnu nægter Kvinderne deres borgerlige Ret.

Men ikke nok med at de her anfør­te Sider af ”Klokke Roland" skæmmer dens Indhold, de svækker ogsaa dens Bevisførelse, hvilket Forfatteren mulig i sin Iver ikke har gjort sig klart. Det lader sig virkelig ikke gøre paa det ene Sted i en Bog at frakende Kvinden al Følelse af Pligt overfor Sandheden, og paa det andet Sted at fremføre en Kvindes Vidnesbyrd som gældende for den tyske Nations Kul­turstandpunkt. Ikke desto mindre har Johannes  Jørgensen af den belgiske Regeringskomités Hundreder og atter Hundreder Rapporter kun udtaget en Indberetning - en eneste - og den er  af  en  Kvinde.  Mere end denne Kvindes Ord behøver han ikke for at være  overbevist   om,  at  den  tyske Hærs Vej gennem Belgien har været afmærket  med  Lig  og    nedbrændte Hjem.  „Hvad jeg her har sagt, er den nøjagtige og fuldstændige Sandhed. Jeg bekræfter det paa Ære og Samvit­tighed, og jeg er rede til at gentage det under Ed,"  saaledes slutter Mlle Dierix sin Beretning,  saa  jævn  og ædruelig i al sin gribende Rædsel. Men ak - Læseren, som af Johannes Jørgensen har lært, at Kvinden lige­som Tyskeren ingen Følelser har af Pligt overfor  Sandheden,  han  træk­ker  selvforstaaelig paa  Skulderen  af dette Vidnesudsagn af en Kvinde un­der Eds Tilbud.  Og det nytter lidet, at Johannes Jørgensen i dybeste Alvor forsikrer os, at alt i denne Rapport er Nøjagtighed og Ærlighed.  Det gaar ham i  dette Tilfælde  som Bajadsen, hvem Publikum ler af, naar han for Alvor græder. Vi kan ikke, hvor ondt det end gør os, tage hans Forsikringer om  Mlle   Dierix’   Ærlighed  alvorlig, han har selv gjort det af med Læser­nes  Tro   paa  Kvindens  Samvittighed og Pligtfølelse overfor Sandheden, og hvis han har været berettiget hertil, kan ikke selv hans dyreste Forsikrin­ger gøre denne Tro levende igen. –

 

„Klokke Roland" ringer, ringer om den yderste Dag, om det store Slagt­offer, hvor Luften og Markens Dyr drikker Fyrsternes og de vældiges Blod, og Menneskene vaander sig un­der Klokkeslagene: „Faar dette aldrig Ende?"- Men den store Verdensbrand griber stadig om sig, sniger sig som Løbeild gennem nye Landsstrækninger og slaar ud i Flammer snart her snart der. Hvert Aar, der gaar, beteg­ner nyt Menneskemateriale, nyt Brændoffer til Baalet. Alle Sluknings­foranstaltninger er forgæves. Ragna­rok er over Jordens Børn.

Men midt i Dødens Nat rører der sig et nyt Liv, knyttes der i Stilhed nye Baand mellem Land og Land, selv dem som Krigen skilte ad. Og vi hø­rer nye Klokketoner ikke med Klang af „stabat mater" eller „dies iræ", ik­ke fra sønderskudte Taarne mellem Ruiners Dynger, men Toner af usyn­lige Klokker, som ringer en ny Tid ind over den lidende Menneskehed, med Ord som disse:

 

„Vi Kvinder, samlede til en interna­tional Kongres i Haag 1915 fra for­skellige krigsførende og ikke krigsførende Lande, erklærer, at vi til Trods for det Had og den Strid, som nu op­fylder Verden, føler os forenede i fæl­les Kærlighed til Moralens og Kultu­rens Idealer. Det er os en Samvittig­hedssag i denne oprørte Tid at aflæg­ge Vidnesbyrd om denne vor fælles Overbevisning og at arbejde paa For­soning, mellem Folkene. Denne Enig­hed i Sindelaget er Baandet, som sam­menknytter os, selv om vore Meninger om Vejene til Maalet skulde afvige fra hverandre."

 

Saaledes taler i fælles Kor Tysk­lands, Østrig-Ungarns, Englands, Bel­giens, Italiens og de fleste af de neu­trale Landes Kvinder. Der er Opstandelsestoner i disse Ord, Opstandelse for de Idealer, som Mændenes Krig har nedstyrtet og nedpløjet under Mørsernes Hjul, Opstandelse for den Halvdel af Menneskeheden, som Mæn­denes Eneherredømme har traadt un­der Hæl og forvansket til det Vræng­billede paa Kvindelighed, som Johan­nes Jørgensen har budt Læseverdenen i sit skønne Sorgen og Vredens Værk: „Klokke Roland".

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner