« Tilbage til søgeresultaterne
Den levende Fredrika Bremer
Fredrika-Bremer død! - Halvtreds Aar er henrundne, siden dette Sørgebudskab udsendtes om Morgenen den sidste Dag i Aaret 1865. Overvældede af Sorg stod Menneskene overfor dette Budskab. Dagens ellers saa vigtige Smaating skiftede et Øjeblik Værdi. Den store Tomhed, et Menneske efterlader, havde pludselig stillet dem i Skygge.
For det store Flertal betød det dog kun et Øjebliks flygtige Anelse om noget stort, som var gaaet tabt. For nogle enkelte betød det den levende Smerte over, at en af Lysbærerne blandt Folket - Esseldes Ord - for altid havde sænket sin Fakkel. Men for disse betød det ogsaa Forvisningen om, at Fredrika Bremer havde sit evige Spor i Menneskehedens Liv. Spor, som gennem et halvt Aarhundredes Aar og Dage er vejledende for os. Vi, et nyt Aarhundredes Arbejdere, træder i hendes Fodspor. Saa fremskuende, saa foregribende i alt var hun, at vi et halvt Aarhundrede efter hende ikke øjner andre Maal end dem, hun opstillede.
,„Kvindebevægelse" eksisterede vel ikke for hende, men noget, der var større og dybere. Menneskekærlighed og Religion hed de Linier, "efter hvilke hun gik frem. De førte hende til Kampen for Lys og Luft og fri Bane for alt levende; de udviklede hendes Blik mod Aandernes jævnbyrdige Samfund og løftede hende til at se Forholdene paa Jorden i Evighedens Lys. Derfor kom hun til at kæmpe for de lidende, de bundne og ufri. Derfor kom hun til at sætte alle Kræfter til for at hjælpe sine Søstre frem til „Frihed og Fremtid, det Brød og den Vin, som giver Lyst til at leve." Saaledes blev hun for os Ildstøtten, som gaar foran i Natten. Det var Oprøret mod hendes egen Skæbne, det var Striden for hendes personlige Udvikling, der gjorde hende til Foregangskvinde. For os vil hun i al Evighed staa som den intensivt levende, brændende og søgende Aand, som stadig strækker sig mod nye, mod det højeste stræbende Maal.
Hun er den bankende Puls, Hjertet, som slaar, og Luen, som stiger mod stadig videre dg højere Rum. Hun er den seende, som med en urokkelig Sejrsforvisnings glade Haab anspænder sine Kræfter i Kampen for det nye, det som endnu ikke er sket men vil ske, fordi der fandtes dem, som havde Syn for det og Tro paa det. For Fredrika Bremer var der skyhøje Fængselsmure at bryde ned. Vi, som er kommet til, efter at Nedbrydningen allerede i meget har gjort sin Gerning, har maaske
svært ved at forstaa, hvad der krævedes af hende af urokkelig Vilje og udholdende Mod for at tage Kampen op. Opdragelse, hjemlige Forhold, social Stilling, alt bandt hende og trykkede hende ned i en Grad, som der nu ikke findes Sidestykke til. Endnu længe efter at hun selv har faaet Luft og frit Rum omkring sig, lyder der, naar hun taler om dette, gennem Ordene et Fortvivlelsens Smerteskrig. „Fra det Øjeblik, jeg kendte, jeg havde et Hjerte, bankede det af Samfundsfølelse og stor Kærlighed; men hvor blev det ikke fornedret, hvilke usle Maal blev det ikke drevet til at banke for! Og hvor bittert, hvor forfærdeligt var det ikke saaledes at fornedres til Oprør mod det højeste og bedste i Livet," udbryder hun med en Røst, som endnu skælver af Bitterhed over det, hun har gennem-gaaet af Lidelse.
I hendes store Kampbog, Hertha, er det det samme udstandne Sjæleoprør, som faar sit Udtryk, naar Hertha siger til Søsteren: „Aldrig, aldrig skal man faa mig til at sige, at det (Ikke-Livet, som hun forud har kaldt det), „er Kvindens rette Arv og Lod, aldrig vil jeg overgive mig, aldrig vil jeg ophøre at paastaa, at hun blev skabt for noget bedre, noget mere - ja, at fik hun Lov til frit og helt at udvikle de ædle Kræfter, Skaberen gav hende - da skulde hun gøre Verden lykkelig!"
Fredrika Bremer kæmpede Kampen igennem for sin egen personlige Del, men hun glemte aldrig sine bundne Søstre. Der kom jo ogsaa den Dag, hvor hun kæmpede for dem, da hun var kommen til det Punkt, som Hertha ønsker at naa i Slutningsordene af det ovenfor anførte: „O, maatte jeg leve og arbejde for at frigøre disse bundne, mod Lys og Liv sukkende og stræbende Sjæle, - med hvilken Glæde vilde jeg da ikke leve, med hvilken Glæde vilde jeg da ikke derefter dø, ja selv om det at dø var at ophøre for evig. Jeg vilde endda have levet et udødeligt.Liv!....
Men Vejen dertil gik endnu gennem meget Arbejde og megen Udvikling.
„Lad mig lære!" skriver hun i et Brev til Brinkman 1831. „En sand tantalisk Tørst efter dette Lys, hvis Gry jeg nu øjner, har plaget mig en stor Del af mit Liv. Men fordi jeg nu øjner det, haaber jeg at blive en fri Tænker i Deres Forstaaelse af dette Ord og føler, hvorledes jeg hver Dag tager et Skridt længere ind i en friere og klarere Tænke verden - derfor er jeg allerede nu saa ubeskrivelig lykkelig, derfor begynder jeg af hele mit Hjerte at elske et Liv, som for mig før var en Byrde, og Ønsker, at jeg kunde fastholde hvert flygtende Minut."
Opdragelse, Kundskab, hun ved, at dette er Vilkaaret. Og ligesom hun aldrig blev træt af at søge Kundskab for sig selv gennem hele sit Liv, saaledes peger hun ogsaa paa denne Vej for andre som den eneste fremkommelige. Med Hertha banker hun paa de Porte, som stænger for Kundskabsrigerne, for at de skal lukkes op, og ogsaa Kvinderne faa Lov til at nyde af Verdenstræets Frugter. Men hun ved vel, at Vejen gaar gennem „taalmodigt Arbejde".
Hun ved ogsaa godt, at Kræfter slumrer hos Kvinderne, og venter paa at blive vakte. Selv har hun mere og mere mærket Samfundsfølelsen vaagne hos sig og har taget den ene efter den anden social-filantropiske Virksomhed op. Heri ser hun Midlet til at vække Kvinderne. Naar hun udsender et Opraab til Sveriges Kvinder om at arbejde for Redningshjem for vanrøgtede Børn, har hun under dette ydre Øjemed et langt videre og dybere gaaende. Det er den slumrende Samfundsfølelse, hun herved vil vække, vil give Kvinderne Samfundsarbejdets opdragende Gave, vække Liv i de bundne Kræfter. Hun vil, at det moderlige Element i Samfundet skal føle, tænke og vide mere i det store. „Denne mystiske Puls, dette inderste Hjerte i Livet maa udvide sig, maa banke, ikke blot for Menneskeligheden, maa i Kærlighed omfatte ikke blot Familien, men Fædrelandet, Moderligheden maa føle sig kaldet til Beskytter saavel af det større, som det mindre Hjem."
Aldrig slapper hun af. Aldrig trættes hun. Stærkt levende som hun selv er, anser hun det for sin ansporende Pligt at drage andre med ind i Livet. Atter og atter er det da Kvinderne, hun maa arbejde for. Og intet derved skræmmer hende tilbage.
- - -
„Jeg kan ikke ængste mig, fordi jeg ser gamle Former sprænges, thi jeg føler, at det sker, fordi de er blevne for trange for Idéen, som lever i dem, og for de Mennesker, som behøver at omfattes af den .." siger hun og forlanger mere og mere Rum og Bevægefrihed, nye Former og nye Forhold. I sit inderste gemmer hun paa et Idealbillede, som hun stræber frem imod. Hele sit Liv arbejdede hun paa at skabe dette Billede i sit litterære Værk, Aurora, som skulle blive hendes sidste, men aldrig saa Lyset. I alt hvad hun vilde af praktiske Reformer i Kvindernes Liv, laa ogsaa hendes Stræben efter at skabe en Verden, hvor Aurora kunde træde frem i levende Virkelighed. Hendes Hertha vat det store Slag herfor. Umyndighedstilstanden gav ikke Plads for den ny løvinde, for hende maatte Frihedens Baner staa aabne, „vide som Morgenrødens Porte!" For hende skulde Fædrelandet være en ømmere og gavmildere Moder end det havde været for Fredrika. For hende bad hun: „Giv - -, giv for din egen Fremtids Skyld alle dine Døtre, hvad du nægtede min Ungdom: Frihed, Fremtid, et Hjem for Aandens Liv!"
„ Gud! - det er ikke dig, algode Fader, som min Røst anklager; thi du erklærede Kvinden fri og udrustede hende med mange Slags gode Gaver, og du skabte Jorden rig og skøn. De Baand, som du har paalagt hende, er Kærlighedens, er Aandens; og hvor villigt bøjer jeg mig ikke for dine Love! Men for Menneskelove, som binder hvad du har løst, som stænger den Frihed, som du har givet alle, som stækker Samvittighedens og Kraftens Vinger for at holde Sjælen nede i Trældom, for disse Love bøjer jeg mig aldrig i Evighed!" Saa stærkt som Fredrika Bremer taler her gennem Hertha, saa stærk var hendes Vilje til af hele sin Kraft at arbejde paa at berede Vej for den nye Kvinde.
Under dette Arbejde gaar hun stadig videre. Spørgsmaalet om Medborgeransvar trænger sig ind paa hende sammen med Striden om Repræsentationsreformen, og heller ikke her betænker hun sig paa at forlange det yderste. „Nu jubles her vældig over Regeringens Repræsentationsforslag. Ogsaa Jeg glæder mig derover, thi det gør et stort Skridt i Retning af at virkeliggøre Kristendommens Broder- og Retslære, som indenfor Staten ophæver alt forbenet Kaste- og Klassevæsen," skriver hun i Januar 1863 men tilføjer: „Men paa at illuminere tænker jeg ikke, før dette Skridt tages fuldt ud engang.”
Man tager ikke fejl af, hvad Fredrika Bremer mener, naar hun taler om, at hun venter paa, at Skridtet skal tages „fuldt ud". I Sammenhæng med en anden Ytring, at hun først illuminerer, naar „Menneskeligheden" er repræsenteret i Rigsdagen, er Sagen helt klar. Vi ved, hvad Ordet Menneskelighed rummede for Fredrika Bremer.
Livet har sine underlige Veje, som undertiden synes yderst betydningsfulde. De sidste Uger af Fredrika Bremers Liv faldt sammen med Repræsentationsreformens Gennemførelse, og med hele sin Sjæl var hun med i Interessen for Udfaldet, stadig med Tanken fæstet ved det, som Reformen bar i sig af Indrømmelse - om end efter indskrænket Maalestok - til Kvindernes Ret til Medborgerskab. Og hun oplevede Jubeldagen den 7. December 1865 og Olaf Eneroths Ord om, at blandt dem, som anbejdede for at berede Kvinderne en ny Stilling i Samfundet, skal Fredrika Bremers Navn lyse med uforgængelig Glans. Til Svar paa den Skaal, han i denne Sammenhæng udbragte for hende, kan hun ogsaa skrive: „Gud være lovet, den (Skaalen) føler jeg at jeg med god Samvittighed kan tage imod. Ja, jeg har arbejdet for dette." Den sidste Sag hun skrev offentlig om, i en Bladartikel, som først blev trykt efter hendes Død, drejede sig ogsaa om Kvindernes Stilling som politiske Medborgere.
„Dagen gaar op over Kvindens liv paa Jorden." Saaledes taler hun om den Morgendæmring, hun fik Lov til at være med til, forvisset om, at „hver dyb Længsel er en Profeti om Opfyldelse", at ”hver inderlig Søgen har i sig Løftet om at finde."
Hun har mere end nogen anden virket for, at den kom.
- - - -
Hendes egen Dag hældede mod sin Nedgang. Gennem Strid havde den maattet gaa, og dog - - „Forsoning - det Ord er fremfor noget andet blevet lagt paa mine Læber. Mit Liv skal være en Sang om det Ord," havde hun sagt.
Dette Ord er ogsaa Forklaringen paa Fredrika Bremers Liv. Hendes egen indre Kamp, al hendes Spørgen og Søgen strakte sig mod ét - Forsoning med Livet, med sig selv, med Gud. Hendes lange, utrættelige Strid for os vilde ét - Forsoning af alt det vrange og uretfærdige.
Og Forsoning vilde hun, naar hun udover en Jord, hvor Krigen rasede og skændede - ligesom nu - skikkede et Bud til alle Landets Kvinder om at række hverandre Hænderne rundt om hele Jorden og tage Verden som et Barn i deres Arme.
Visselig staar hun for os, efter at et halvt Aarhundredes Aar er henrullede, som Foregangskvinden og Føreren, Ildstøtten, som viser Vej gennem Ørkenen.
Ellen Kleman (i „Hertha").
