« Tilbage til søgeresultaterne
Nytaarsdrømmerier
Jeg drømte, at der blev kaldt paa mig, alvorsfuldt og bebrejdende. - Nu er der som bekendt intet saa forfærdeligt for en Søvngænger som at blive kaldt paa og rykket ud af den lykkelige Ubevidsthed, der driver ham til de dumdristigste Spasereture paa Tagrygge, Vinduesgesimser o. l. Somme styrter ned og slaar sig ihjel paa Stedet; heldigvis for mig var jeg i det Øjeblik, der blev kaldt paa mig, ikke saa højt til Vejrs, men laa fredelig i min Seng og kunde derfor nøjes med at hage mig fast i Madras-sen for ikke i min Skræk at falde paa Gulvet.
„Hven kalder?" spurgte jeg bævende. - „Aalborg kalder," svarede Stemmen uheldsvarslende. - „Hvad vil Aalborg?" spurgte jeg med den reneste Samvittighed. - „Kalde dig til Ansvar. Vil du nægte, at du har rettet et maskeret Angreb paa Formanden for det forhenværende Landsforbunds Forretningsudvalg?" - ,,Ja, det ved Gud jeg vil. Jeg har angrebet „Politiken"s Dametidende for et misvisende Portræt af samme Formand, som selv kan bevinde, at jeg af et oprigtigt Hjerte gav hende den Anerkendelse, som ingen skal fratage hende." - Der indtraadte en pludselig Stilhed, og jeg sank udmattet tilbage i Sengen i Haab om nu at faa Lov til at sove. Da talte igen en Stemme i Mørket, en Stemme, som forekom mig at være en gammel Mands: „Staa til Ansvar."
Jeg fo’r overende igen: „Hvem falder nu?" - „Statskonsulenten ved de anerkendte Husholdningsskoler. Vil du nægte, at du har frakendt mig ethvert Begreb om, hvorledes en Prøvebolle skal stikkes?"- „Jeg har ikke angrebet Dem, men kun det forkastelige Princip med den mandlige Tilforordnede og den kvindelige Medhjælp." - Stemmen tabte sig knurrende i Mørket. Jeg smed mig om paa Siden og trak Dynen over Hovedet.
„Staa til Ansvar," lød det med bydende Kommando røst, der gik lige gennem.Fjer og Dynevaar. Jeg stønnede af Utaalmodighed. „Hvem skal jeg nu staa til Ansvar?" - „Professor Laurits V. Birck. Vil du nægte, at du har rettet et maskeret og ganske usømmeligt Angreb paa mit Privatliv til en pjanket Underholdning for Kvinden og Samfundets Læsere?" - „Jeg kender slet ikke Deres Privatliv," forsvarede jeg mig. „Jeg har tegnet Deres aandelige Portræt, saaledes som det tydelig fremgik af Deres Udtalelser i „Vort Land" om Kvindesagens Kvinder. De er Angriberen, ikke jeg, at De ved det!" - Stemmen mumlede noget om rendyrket Persille og døde bort i Nattens Stilhed.
Fem Minutter omtrent fik jeg Lov at sove, saa var det galt fat igen. „Staa til Ansvar!"- Jeg var nu saa vant til Turen, at jeg knap nok gad rejse mig. „Hvem skal jeg nu staa til Ansvar? Herregud, kan jeg ikke faa Lov at sove i Nat, det er jo snart et Aar siden, jeg sidst gik i Søvne."
Da lød der en Stemme, som fik Haarene til at rejse sig paa mit Hoved af Gru; den kom ligesom helt nede fra Bunden af en Sarkofag og talte i ét Sprog fra henfarne Tider. „Mig skalst du stande til Ansvar, elendige Skrifver, mig Margrete Valdemars Dotter. Vilst du nægte, at du har krænket min Gravsens Fred, slagen min Kistes Laag sønder, ja kaldt mig en hæslig Quinde?" - Den kolde Sved brød frem paa min Pande, og Tænderne klaprede i min Mund, mens jeg fremhakkede mit Forsvar: „Ikke dig har jeg forhaanet, berømmelige Frue, men jeg har skoset det Ministerium, som i den nye Grundlov formente Kvinderne Adgang til den Kongestol, som din Herskergerning burde have gjort dit Køn selvskrevet til, og jeg har gjort mig lystig over den Billedhugger-Professor, som ikke kan tænke sig dine sjældne Aandsevner uden forenede med legemlig Skønhed." - Med en bifaldende Mumlen døde Stemmen bort, men næppe havde jeg lagt mig igen, før der lød en ny Røst i Mørket, men denne Gang saa lidet afskrækkende, at jeg kun rejste mig paa den ene Albu. - „Halloj, Syvsover! op at staa til Ansvar!" - „Jeg gider oprigtig talt ikke mere," svarede jeg. „Jeg ved nok, hvem der har haft Bud efter Jer alle sammen, men det faar hverken I eller vedkommende nogen Glæde af. Naa, hvem er saa du?" - „Jeg er jo gamle Frederik Folkekær, skal du ikke hilse paa Grundlovens Giver? Men hvad er det ellers for noget Sludder, du har sagt om mig og Lovise?" -
Nu brast min Taalmodighed. „Skal der nu ogsaa gøres et Nummer ud af det. Jeg har sagt, at du er den eneste, som har forstaaet, at en Grundlov skal skrives af alle dem, som den giver politisk Borgerret, og at din Kone er den eneste, som har forstaaet, at man ikke kan sætte et Mandfolk til at regere over en Anstalt for lutter unge Piger." - „Det er hørt;" mumlede Røsten og opløste sig i nogle Eder over dem, som ulejliger Folk om Natten for ingen Verdens Ting.
„Nu vil jeg sove," raabte jeg ind i Mørket omkring mig. „Godnat Aalborg!" - og jeg lagde mig ned med det faste Forsæt hverken at dømme eller gaa i Søvne mere.
„Ja, det ku’ du li’," raabte en Røst lige i mit Øre. „Trække Nathuen ned over Ørene og lade alting gaa sin skæve Gang? Bare ikke lægge dig ud med Folk! Er det maaske en Dametidende eller et Husmoderblad, du redigerer? Har du Kvindesagen ombord eller „Politiken”s Thesalon? Hvem skal ta’ Vagten, naar du sover, den Vagt, som skal ta’s, men som ingen vil ta’?" – ”Hvad for en Vagt?" raabte jeg og fo’r opskræmmet i Vejret. - „Hundevagten," skogrede Røsten i mit Øre. - Jeg faldt med et Skrig tilbage i Sengen - og sov videre.
