« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindehjælpen i Aarhus
Ovennævnte Institution, som nu har virket her i Landet i 10 Aar og naaet i det forholdsvis korte Tidsrum at udstrække sine hjælpende Arme hele Danmark over, har Krav paa at møde Anerkendelse og Forstaaelse ikke mindst hos Kvindesagens Venner; thi hver Kvinde, som vindes tilbage til et menneskeværdigt Liv, betyder en Landvinding for Kvindesagen.
„Kvindehjælpen" omfatter nu 3 Hjem for ca. 100 vildfarne Piger, men hvor lidt forslaar disse ikke, naar man erfarer, at Elendigheden er saa stor her i Landet, at „Kvindehjælpen" modtager Pigebørn, som allerede fra 11-12 Aars Alderen har levet usædelig, og det ikke blot fra Byerne, men ogsaa fra de bedste Landsogne. Mangen, som hører dette, fristes maaske til at spørge: „Men hvad Gavn har saa Kvindebevægelsen gjort, naar den efter snart et halvt Aarhundredes Arbejde ikke har formaaet at hindre dette eller blot indskrænke Antallet af de Kvinder, som sælger sig selv?" Et Angreb som dette vil imidlertid være let for Kvindesagen at afvise. Enhver, der har beskæftiget sig med denne Sag, vil vide, at den forholdsvis ringe Skare, som har ført den frem, har bestaaet fortrinsvis af de baade i moralsk og intellektuel Henseende bedst udrustede Kvinder, og at det vilde være utænkelig, at Bevægelsens Virkninger allerede skulde have forplantet sig til det Lag af Kvinder, som enten paa Grund af social Elendighed eller medfødte nedaddragende Anlæg allerede er gaaet til Bunds eller er paa gode Veje dertil. Aarhundreder vil rimeligvis gaa, før den store Forandring, som sidste Aar indtraadte i Kvindernes sociale Stilling her i Landet, vil kunne spores blandt de Kvinder, som den tidligere uretfærdige Samfundsordning kaarede til Samfundets Syndebukke.
Der er to Veje ad hvilke vi Kvinder kan komme vore ulykkelige Medsøstre til Hjælp: Lovens Vej og Barmhjertighedens Vej. Dansk Kvindesamfund, som i sit nye Program har føjet de Ord til det gamle: Forbedring af Kvinders og Børns Kaar særlig ad Lovgivningens Vej, kan vel ikke som Forening tage et direkte Velgørenhedsarbejde op svarende til det, der ydes her hjemme af „Kvinde-hjælpen", „Magdalenestiftelsen" og lignende Institutioner, men det kan Støtte dette Arbejde dels ved at paakalde Lovgivningens Hjælp, saa tit det maatte ønskes, og dels ved gennem sine enkelte Medlemmer at yde det økonomisk Støtte og opfordre udenfor staaende til at gøre det samme.
Redaktionen af „Kv. og Sf." har nylig haft Lejlighed til ved „Kvindehjælpen”s Formand, Fru Ellen Schepelerns venlige Imødekommenhed at gæste Institutionens smukke, sidst opførte Hjem, Katrinebjerg, bygget paa en af Kommunen skænket Grund udenfor Aarhus, og det har været os en stor Glæde ved Selvsyn at gøre Bekendtskab med den store, menneskerejsende Gerning, som udføres der af „Kvindehjælpen"s dygtige Medarbejdere, som oplærer de unge Piger i al huslig Dygtighed, saaledes at de, naar de forlader Hjemmet er i Stand til at fortjene deres Brød paa hæderlig Vis.
Vi forelagde under vort Besøg Fru Schepelern det Spørgsmaal: „Er der nu ikke en stor Del af disse Kvinder, som trods den omhyggeligste og kærligste Opdragelse i „Kvindehjælpen"s Hjem, ikke staar til at redde". Fru Schepelern svarede os ud af sin stærke, levende Overbevisning: „Selv om saa var, forringer det ikke Betydningen af vort Arbejde. Stod alle disse Kvinder til at redde, da maatte - forekommer det mig - hver Kommune i Landet opføre sit Redningshjem - kunde simpelt hen ikke undslaa sig derved. Men det, vi gør, er, at vi byder saa mange Kvinder, som vi kan naa frem til, en Chance for at blive frelste fra at gaa til Bunds. Kan eller vil nogle af dem ikke tage mod Haandsrækningen, da har vi i det mindste ikke det at bebrejde os, at disse Kvinder faldt, fordi ingen havde villet hjælpe dem."
Disse Ord tog vi med os hjem og lader dem gaa videre til alle de Kvinder, som læser dette Blad.
„Kvindehjælpen" trænger haardt til en ny Udvidelse for at kunne komme endnu flere til Hjælp og udstrække Hjælpen over længere Tid, end Lokalerne for Øjeblikket tillader den; den trænger til et Overgangshjerm, hvor de unge kan forberede sig paa at genoptage Livet i Frihed under eget Ansvar. Springet fra en kontrolleret til en ukontrolleret Tilværelse er for mange for brat. „Kvindehjælpen" har derfor søgt og opnaa et ministeriel Tilladelse til at lade foretage en ny Landsindsamling i Dagene 16.-23. Februar 1916.
Kan Kvindesagens Forkæmpere endnu ikke hindre at Kvinder vedblivende trækkes redningsløst ned i den Afgrund, som saa mange skæve og uretfærdige Forhold her i Livet ubarmhjærtig driver dem hen imod - ét kan vi dog hver for sig gøre: yde vort Bidrag i Form af Arbejde eller Penge til, at det store Maal engang kan naas, at ingen Kvinde i dette Land faldt, fordi hun maatte savne den Haandsrækning, som kunde have holdt hende oppe.
Den forstaaende Landsindsamling maa derfor ikke banke forgæves paa vore Døre.
