« Tilbage til søgeresultaterne
Mere ”Opløsning”.
Da jeg indsendte min sidste Artikel til „Kvinden og Samfundet", var det min Mening ikke mere at svare Fru Lemche, hvordan hendes Tilføjelser til min Artikel end blev. Men da Fru L. i sin redaktionelle Tilføjelse til Fru Brøckers Artikel tillægger det, jeg har skrevet, en Mening, som det aldrig har haft, og som det - læst med loyale Øjne - heller aldrig kan faa, bliver jeg nødt til igen at rykke i Marken, i hvor høj Grad en saadan Polemik end er mig imod.
Fru L. skriver, at det fremgaar af min Artikel „Opløsning", at der paa Mødet i Aalborg „ikke*) blev sagt, at D. K. og Valgretsforbundet er repræsenteret i Alliancen.”
*) Fremhævet af Fru Lemche.
- Hvorledes Fru L. kan faa det ud af min Artikel, forstaar jeg ikke. Mulig burde jeg til min Udtalelse om, at der i Fru G. L.s Artikel „Opløsning" intet Bevis fandtes paa, at Fru Munch under Diskussionen i Aalborg havde givet Svar, som gav et fejlagtigt Begreb om D. K. og Valgretsforbundets Stilling til Alliancen, have tilføjet: ganske simpelt, fordi det vilde være umuligt at fremføre et saadant Bevis. Jeg tilføjede det ikke, fordi min Artikel væsentlig drejede sig om Fru M.s Indledningstale og ikke om den paafølgende Diskussion. Under denne blev det imidlertid – bl.a. af Fru Munch -„klart og tydeligt" sagt, at Valgretsforbundet og derigennem D.K. er repræsenteret i Alliancen.
Da Fru Lemche stadig fastholder, at det var illoyalt af Fru Munch, ikke ved Fremsættelsen af Forslaget om Dannelsen af „Dansk Landsf. f. Kv.s Valgret" at fremføre, at man kunde blive repræsenteret i Alliancen gennem Valgretsforbundet, vil jeg gerne bede hende besvare følgende Spørgsmaal: Blev der paa D. K.s Landsmøde i Odense i Sommer - hvor Omdannelsen af dets Program efter Fru L.s Udtalelser i Kv. og Sf. af 30. Novbt. bl.a. havde Opfordringen fra Mrs. Catt for Øje - gjort opmærksom paa, at man for at komme i Forbindelse med den internationale Alliance ikke behøvede at staa i én af Valgretsforbundets mange Fagforeninger - heller ikke i D. K. - hvis man ikke sympatiserede med nævnte Foreningers Programmer, men at enhver kunde komme i direkte Forbindelse med Alliancen gennem „Landsf. f. Kv.s Valgret", som den Gang endnu bestod?
Det forbavser mig, at Fru Lemche Gang paa Gang taler saa haanligt om, at Medlemmerne af „Dansk Landsf. F. Kv. V." betaler 10 Øre om Aaret i Kontingent. Er det da ikke netop den Sum, som Medlemmer af det af hende saa lovpriste Valgretsforbund betaler? Saavidt mig bekendt betaler f. Eks. et Medlem af Kommunelærerindeforeningen - i hvert Tilfælde i København - 10 Øre ekstra for at staa i Valgretsforbundet, og det er vist endda en tvungen Sag, hvad enden det enkelte Medlem har Interesse for den internationale Kvindevalgretsbevægelse eller ej. Er 10 Øre da mere værd, naar de betales til Valgretsforbundet end til Dansk Landsf. f. Kv.s V., hvor det dog er givet, at alle Medlemmer har Interesse for den internationale Alliance? Saavidt jeg har forstaaet Tanken i den internationale Kvindevalgretsalliances Program, saa ønsker Alliancen netop særlig at repræsentere i de forskellige Lande af rene Kvindevalgretsforeninger, uden Hensyn til, hvilket „nationalt" Arbejde disse gør i andre Retninger.
Fru Lemche holder ikke af at høre Tale om sine maskerede Angreb, men en Søvngængerske glemmer vel ogsaa hurtigere sine Drømme, end vi, der læser dem i vaagen Tilstand. D. K.s - alias Fru Lemches - Tilrettevisninger til ”Landsf."s Ledere har jeg aldrig taget mig nær, idet jeg ikke anerkender dets Ret til at uddele saadanne.
Som dansk Borger føler jeg mig stolt over ikke mere at behøve at have noget med „dansk Kvindesag" at gøre i den Betydning, som Fru L. giver Ordet, men derfor vil jeg nok have Lov til at yde mine uheldigere stillede Kønsfæller i andre Lande en moralsk Støtte, der kan have lige stor Værdi, enten den koster 10 Øre eller 10 Kr.
Dette er mit sidste Ord i denne Sag, selv om Fru Lemche kommer med nok saa mange Misforstaaelser i sine redaktionelle Tilføjelser.
Aalborg, 21. Decbr. 1915.
Johanne Rambusch.
Hvis det har været Fru Rambusch’ Mening med sin Artikel i Kv. og Sf. Nr. 20 at slaa fast, at Fru Munch ”klart og tydeligt" sagde paa Mødet i Aalborg, „at Valgretsforbundet og derigennem D. K. er repræsenteret i Alliancen,” da maa vi virkelig i al Beskedenhed tillade os den Bemærkning, at Evnen ikke har svaret til Viljen. Enhver, der vil læse Artiklen igennem igen, maa give os Ret i, at den kun kan opfattes som et Forsvar for, at Fru Munch ikke gav de Oplysninger paa Aalborgmødet, som vi hævdede, at hun burde have givet, og at vi derfor var fuldt berettigede til at skrive, som vi skrev i vort Svar til Fru Brøcker.
Nu hævder altsaa Fru Rambusch, at de savnede Udtalelser ikke faldt i Indledningen, men under Diskussionen, medens en Delegeret fra Aalborgmødet hævder, at Fru Munch netop under Diskussionen bestemt erklærede, at D. K. ikke stod i Alliancen!
Vi kan under Indtrykket af al denne Uklarhed kun glæde os over, at vi er i Stand til at give et bestemt Svar paa Fru Rambusch’ Spørgsmaal til os om, hvad der „blev sagt" paa D.K.s Aarsmøde 1915. Vi indestaar for Svarets Rigtighed og garanterer for, at Læserne ikke kommer til at opleve, at vi bliver dementeret af vore egne Delegerede.
Nej! Paa D. K.s Møde i Odense blev der ikke sagt, at „Landsforbundet f. K. V." stod i Alliancen. Danmarks Stilling i Alliancen var overhovedet ikke paa Tale, fordi den for D. K.s Vedkommende var afgjort, idet D. K. allerede i 1914 paa en Opfordring fra Alliancen - gennem Valgretsforbundets Formand - havde erklæret sig villig til at blive staaende i Alliancen efter Valgrettens Opnaaelse. Det var dette Løfte D. K. blandt andet havde for Øje, da dets Forretningsudvalg formede Forslaget til D. K.s nye Paragraf l, og deri optog Arbejdet for Kvinders Dygtiggørelse under Valgrettens Ansvar. Havde D. K. haft Danmarks Stilling i Alliancen til Behandling kunde man jo ikke - uden at omgaa Sandheden - have undladt at nævne Landsforbundet. En. saadan Fortielse eller Omgaaen af Sandheden, vilde være utænkelig paa D. K.s aarlige Fællesmøde. Herom tør Fru Rambusch føle sig overbevist.
Ti Ører er vel lige meget værd i klingende Mønt, hvor de saa betales, men de maa for Alliancen blive 100 Gange mere værd, naar de ledsages af et omfattende social-politisk Arbejde i Kvindevalgrettens Tjeneste, som det D. K. er i Færd med at organisere i sine Kredse. Vi kan ikke tro at Fru Rambusch har Ret i, at Alliancen med „rene Kvindevalgretsforeninger" har ment formelle Sympatitilkendegivelser uden noget Arbejde bag sig. Alliancen plejer at vide, hvad „nationalt" Arbejde under Valgretten er værd for Agitationen i andre Lande, hvor der endnu kæmpes for Valgretten. Det bliver altsaa D. K., der skal udrette dette Arbejde i Danmark, men ikke destomindre i Alliancen dele Æren derfor med en Forening som efter Fru R.s egen Udtalelse „intetsomhelst har med dansk Kvindesag at gøre."
Ogsaa vi betragter dette som det sidste Ord i denne Sag her i Bladet. Vi har givet Deltagere i Aalborgmødet Lejlighed til at udtale sig og overlader trygt til den uhildede Læser at dømme, om man ikke efter disse Deltageres fuldkommen modstridende Udtalelser har Ret til at tvivle om, at den Loyalitet, som altid af sig selv er tilstede, hvor det virkelig drejer sig om Sagen, her er bleven tilsidesat.
Som Dirigent ved Landsmødet i Aalborg vil jeg gerne have Lov til at fremhæve følgende i Anledning af Fru Cecilie Møllers Indlæg i „Kvinden og Samfundet" for 15. Dec. 1915.
At Dansk Kvindesamfund er Medlem af den internationale Alliance, har Fru Munch ikke benægtet i sine Udtalelser paa Landsmødet. Tværtimod blev det saavel af Fru Munch som af Fru Rambusch klart og tydeligt fremhævet, at Dansk Kvindesamfund gennem Valgretsforbundet staar i Alliancen, saa at ingen, der paa Mødet fulgte Forhandlingerne, kunde være i Tvivl om Sagens Sammenhæng.
Forøvrigt forbavser det mig, naar Fru Møller paa Mødet lovpriser D. K. uden paa Forhaand at være nøje kendt med dets Stilling til Alliancen, saaledes at hun først paa Landsmødet skulde skaffe sig Oplysning derom.
Kamilla Kristensen, Kommunelærerinde.
Vi har forelagt Fru Cecilie Møller ovenstaaende og har modtaget følgende Svar:
Jeg har ikke benægtet, at der blev sagt, at D. K. stod i Alliancen. Jeg lærte netop selv dette gennem Fru Rambuschs Udtalelse og stolende derpaa talte jeg for Indmeldelse i D. K.
Mit Referat af Replikskiftet mellem Fru Munch og mig fastholder jeg Rigtigheden af.
Cecilie Møller,
Hermed er denne Diskussion afsluttet her i Bladet.
Red.