« Tilbage til søgeresultaterne
Arbejdsløn-Moderløn
I „Folkeskolen"s Nr. 50 har pens. Overlærer Hans Rasmussen fremsat nogle Bemærkninger, der er værd at drøfte videre. Maa jeg derfor tillade mig at skrive følgende:
Kære Hr. Rasmussen! Jeg er enig med Dem i meget af det, De skriver, men ikke i alt.
Jeg er ikke enig med Dem i, at „samme Løn for samme Arbejde" er et Slagord. Det er det ingenlunde. Paa den private Arbejdsmark er samme Løn for samme Arbejde en Naturlov. Der spørger man ikke: Er Arbejdet udført af en Mand eller en Kvinde? Man spørger kun om: Hvor
meget Arbejde er der udført, og hvorledes er det udført? Og saaledes maa det ogsaa være i Samfundets, i det offentlige Livs Tjeneste. Dette indrømmer De jo egentlig ogsaa, idet De skriver: „Jeg vilde finde det rimeligt, om den ugifte Lærer og den ugifte Lærerinde havde samme Løn." Heri er jeg fuldstændig enig med Dem. Det maa nødvendigvis være saaledes.
Vilde man lønne en Lærerinde ringere end en Mand, for det samme Arbejde, vilde det kun gøre Fortræd. Man vilde simpelthen slutte saaledes: Naar Arbejdet er lige godt, men billigere, tager vi det billigste. Det vilde ufejlbarligt sænke hele Lønniveauet. Nej, lad Lønnen overalt være den samme for samme Arbejde. Det er det ene rigtige. Derved opstaar den sunde Konkurrence mellem Kønnene. De Kvinder, der kan følge Mændene, bør have samme Løn; det er ganske jævnt og ligetil, synes jeg. Mændene, eller Familiefædrene vil jeg hellere sige, behøver virkelig ikke at frygte for denne Konkurrence. Derimod er der Grund til at frygte Konkurrencen med det billigere, kvindelige Arbejde. Dette bliver vi nok enige om. Og De vil sikkert ogsaa give mig Ret i det næste.
De skriver ganske vist: „Men saa snart en Lærer indgaar Ægteskab, bør han have en betydelig forhøjet Løn, hvis Stigning i nogen Maade kommer til at rette sig efter hans Families Vækst i Aarenes Løb." Dette vil De næppe i Længden forsvare. En Lærer bør dog næppe have Præmie, fordi han tager sig en Hustru. Saa skulde en Lærerinde jo ogsaa have Præmie, fordi hun tager sig en Mand. Nej, Præmien skal først gives, hvis der kommer Børn.
Jeg takker Dem, fordi De har ført Idéen frem til Diskussion. Den er ikke ganske ny, men derfor alligevel værd at drøfte, for, den er ikke saa kendt og omtalt, som den burde være. Selvfølgelig skulde det ikke være Lærer- eller Lærerindefamilier alene, der skulde have saadanne Præmier, men alle i det ganske Land, lige fra Arbejderfamilien til Kongefamilien.
Disse Præmier skulde Staten udbetale til alle, som vilde have dem. Og det skulde være en ret klækkelig Sum for hvert Barn, for det er rigtigt, som De siger: En Familie med Børn bør have mer at leve af end den ugifte.
Børnene er jo nu engang nødvendige for Samfundets Trivsel. Jeg synes derfor, det var en saare smuk Belønning, at Samfundet som Helhed var med til at sørge for den unge Slægt.
Jeg vil dog endnu nævne noget, som jeg synes maa tages med i denne Forbindelse. Burde man ikke specielt i dette Tilfælde tænke paa Moderen, den gifte Kvinde. Det er jo ikke helt fri for - det kan ikke hjælpe at sige andet - at der bliver set noget ned paa denne Stilling baade af den selvstændige Kvinde og desværre ogsaa af de fleste Mænd. Dette er en stor Uret! Hvilken Stilling i Samfundet kan maale sig med en Moders, Slægtens Opdragerinde og Lærerinde i dens første Aar? Hendes Liv er ikke en Dans paa Roser. Det er tværtimod, som oftest snart efter Ægteskabet og mangen en Gang i de følgende 15-20 Aar, et saare besværligt Liv i alle Maader.
Jeg beundrer en saadan Moder. Jeg har tit set hende staaende midt i en stor Børneflok, smilende og glad. Men hvor mange paaskønner en saadan Kvinde efter Fortjeneste? Derfor synes jeg, det var smukt, om Samfundet belønnede hende. Hun maa dog, naar alt kommer til alt, bære den største Del af Dagens Byrde og Hede.
Det vilde opmuntre hende og hæve hende i Samfundets Øjne, om Loven ligefrem bestemte, at hun personlig skulde have denne Præmie som - Moderløn. Man kan være vis paa, at hun ikke vilde misbruge den. Det var baade ridderligt og stort, om Mændene vilde føre an for at faa en saadan Lov gennemført.
Alleselv pr. Lejre.
J. P. Madsen i „Folkeskolen" Nr. 3 1916.
