« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinder paa Scenen
„Æventyret” af Cavaillet og de Flers, oversat af Paul Sarauw.
Et fransk Lystspil er som en fiks og smukt indpakket Knaldert Den frister ved sit glimrende, knitrende Omsvøb, og naar Knaldsatsen er brændt af, aabenbarer den en lille, lækker Kærne, som altid virker overraskende.
Dette saa tilsyneladende lette og flagrende Folk finder man inderst inde paa Knæ for den rene, ægte Kærlighed, helst fremstillet i Skikkelse af en Kvinde, enten hun saa er den opslidte Verdensdame eller den narrede Halvdame - eller, som her i „Æventyret", den naturlige og uforfalskede unge, landlige Pige.
Stykkets Emne giver Anledning til forskellige vovede Situationer og farlige Replikker, idet den gamle Bedstemoder fejlagtig antager de to Unge for det forventede Brudepar.
Disse to Unge, André og Helène, blev overordentlig sympatisk udførte af Albrecht Schmidt og Fru Clara Wieth. Hun er i Besiddelse af en vis sund Sans og ærlig Spillemaade, der gør, at hun med større Lethed end mangen anden kan føre Publikum frelst over alle de mange Skær, som bydes paa i mange af de moderne og særlig franske Lystspil. Ved hendes ligefremme Væsen, og klare, rolige Udtryk fristes man. til endnu en Gang at tro paa det gamle Mundheld: „For den rene er alting rent".
Det er ganske naturligt, at man ved Indførelsen af det moderne Skuespil og den helt realistiske Spillemaade er kommen bort fra Diktion og den bogstavrette Udtale af Ordene; men er man nu ikke igen kommen for langt bort fra Qpøvning af Stemmen; den naturlige Tale maa ikke udelukke den fine Nuancering af Ordene. Det er ikke nok, at Instrumentets Tone er ren, men Arten af Strøget, dets Blødhed, Fylde eller Tørhed er jo det, der giver det tilsvarende Udtryk for Sindets Rørelser, - det forekommer mig, at det netop hos flere af vore yngre Kræfter er det, det skorter paa; snart er Stemmen for fad, snart for haard - eller, som her hos Clara Wieth, temmelig ubøjelig.
Hendes Stemme lyder meget ofte, som om den endnu laa i Svøb, som paa et Pigebarn i 14-15 Aars-Alderen; den skurrer og mangler ret tidt netop den forventningsfulde, langttonende Klang, som kan være Kendetegnet paa den unge Kvindes vaagnende Følelsesliv. - Ligesom at Sangstemmen kan opøves, Halsens Muskler trænes til at forme Tonen, saa den bliver rund og bøjelig, saaledes kan der ogsaa for Talestemmens Vedkommende være Brug for at lære Tonedannelse. Det er for denne, som for Sangstemmen, nødvendigt, at Tonen ikke bliver hængende i Halsen, men at hele Legemet bruges som Sangbund. Ligeledes er der i Clara Wieths Mimik noget stivnet, Muskelspillet følger ikke helt med, af og til er det, som Trækkene slappes.
Men trods disse Mangler, som netop viste sig saa grelt paa Baggrund af den ellers saa ægte og yndige Gengivelse af den unge, uskyldige Piges Kærlighed, er det en Fornøjelse at se Fru Wieth, da hun ved sin friske Opfattelse og sit lille kloge Puk-Ansigt altid vil give sin Rolle Karakter, saa selv en ganske almindelig ung Pigeskikkelse vil vække Interessen.
Albrecht Schmidt, der trods sin Alder spillede den unge Elsker med megen Charme, havde ogsaa vanskeligt ved at faa Stemmen til at illudere; den røbede, at han ikke var ung længer.
Bedstemoderen udførtes med Djærvhed og Fornemhed af Fru Elisabeth Rosenberg, som tog sig ypperligt ud med det hvide Haar.
Ligeledes var Helenes Tante i gode Hænder hos Fru Antoinette Winding.
