« Tilbage til søgeresultaterne
Brandmajoren
Siden Røsten fra Aalborg ved at kræve mig til Regnskab kaldte mig op af min uskyldige Søvngængertilstand, har jeg ikke gaaet i Søvne mere, til Vederkvægelse for mig selv og til Beroligelse for alle dem, som er Hadere af Søvngængeres uventede og ubelejlige Besøg.
Derimod er jeg selv bleven Genstand for Besøg i Nattens sildige Timer af min Ven Brandmajoren, der efter Søren Kierkegaards Sigende under almindelige Forhold er „en meget behagelig og dannet Mand, som véd at vise Enhver den Agtelse, ham tilkommer", - men, saa snart han bare lugter Røgen af en ildebrand, blæser alle Hensyn en lang Marsch og med en Masse Grovheder rydder Brandstedet for hele det velmenende, emsige Kompagni, som under Foregivende af at ville hjælpe, lægger Slukningsarbejdet lutter Hindringer i Vejen.
Min Ven Brandmajoren - vi er nemlig særdeles gode Venner, skønt jeg altid maa lægge en Dæmper paa hans Iver, - har fattet en fanatisk Kærlighed til „Dansk Kvindesamfund" og en ligesaa fanatisk Mistillid til alle de mange Venner, som den nye 5te Juni-Grundlov med et Trylleslag kaldte op af Jorden. Jeg har gjort, hvad der stod i min Magt for at bekæmpe denne ganske uretfærdige Mistillid, og taget mangen Tørn med ham om den Ting i Nattens stille Timer„ men til ingen Nytte. Brænder det et Sted indenfor „Dansk Kvindesamfund"s Interessesfære, kan jeg være sikker paa at høre hans jernbeslagne Støvlesaaler dundre op ad Trappen til Studiestræde 49, 2den Sal.
Saaledes ogsaa om Aftenen den 18. Januar, samme Dag, som det ærede Medlem fra Vejle Amts 2den havde interpelleret Kultusmmisteren under 2. Behandling af Finansloven angaaende Overlærerembedet ved Kolding Kommunes Forskole. Døren fløj op med et Brag, og Brandmajoren trampede ind og med ham, en Hvirvelvind, som rejste Papirdyngerne paa Bordet foran mig.
„Ildløs i Kolding!" trompetede han ud, endnu stakaandet af sin Storm op ad Trapperne. „Overlærerplads ledig - Lærerinde konstitueret - Ansøger til Pladsen - glimrende Anbefaling fra Skolekommission, Byraad og Borgmester - Andragende til Ministeren - pure Afslag - Udnævnelsen ulovlig - før ikke for Juristerne - Haa, haa haa!". Han smed sig ned paa den nærmeste Stol, saa den jamrede sig derved, mens hans Øjne kuglede sig imod mig med et morderisk Blik. - „Naa, er vi rede? Alle Mand ved Pumperne. En Straale i Bladet af det iskoldeste Vand! - Har vi maaske ikke faaet en ny Junigrundlov? Er Kvinderne ikke blevne ligeberettigede Borgere? -"
„Jo vist, jo vist," tyssede jeg paa ham, „men det ved jo ingen bedre end Ministeren selv. Har hans Parti ikke sat paa sit Program: Kvinders Adgang til alle Embeder og Stillinger? - - Men De gaar da for Guds Skyld ikke hen og faar Krampe over det?" - Han saa virkelig et Øjeblik ganske apoplektisk ud -. „Det har naturligvis aldrig været Partiets Mening, at vi skulde have denne Adgang lige paa en Studs, men lejlighedsvis ..."
Hans tunge Haand faldt med et Drøn ned i Bordet, saa Papirerne hvirvlede tilvejrs. „Er Lejligheden maaske ikke her? En kvalificeret Kvinde med Skolekommission, Byraad og Borgmester i Ryggen? - Hic Rhodos! Tør Ministeren ikke gøre denne Lærerinde til Overlærer, saa er Partiets Kvindeprogram ikke bedre værd end at tænde sin Pibe ved."
„Koldt Vand i Blodet, kære Ven," formanede jeg. „De maa ikke glemme, at Ministeren udtalte sig med største Sympathi om Kvindernes Adgang til Embeder indenfor Skolevæsenet, ja, stillede en Lønningslov i Udsigt, hvorefter Lærerinder saa vidt muligt skulde blive stillede under samme Vilkaar som Lærere? -------"
Men nu var der slet intet Udkomme med Brandmajoren. Aarerne rejste sig purpurblaa paa hans Pande, og hans Stemmes Torden fik Ruderne til at klirre og alle Kvindesagens Forkæmpere rundt om paa Væggene til at hænge skævt.
„Saa vidt, det er muligt? - Haa, haa, haa, - Pladask! der ligger alle Jeres Æg paa Jorden - baade Præ-ste-Æg og Borgmester-Æg og Rektor-Æg og hele Herligheden. - Saavidt det er muligt - altsaa noget helt andet end det, som staar paa Programmet: retslig Ligestilling og samme Adgang til Embeder og Stillinger som Mænd. Altsaa ikke samme Løn, ikke samme Pension, ikke samme Stigning - men samme Uddannelse, samme Pligter, samme Arbejde." Han fo’r op og ned ad Gulvet og gned sig i de store Hænder saa det knagede i Ledene. „Hva’ sa’ ikke jeg? - Hva’ sa’ ikke den gamle Brandmajor, Bjørnen, Grobrianen? - Blæse være med Programmerne," sa’ jeg. „Maa jeg be´ om Handlinger! - Og hvad er Ministeriets første Handling overfor Kvinderne under sit nye Program? - Et Afslag - slet og ret et Afslag."
„Men det er jo ikke Ministeren, det er de slemme Jurister, som siger nej," indvendte jeg og hindrede et Papir i at falde paa Gulvet for hans Vredes Pust.
„Juristerne!" vrængede han, „sandelig et genialt Paafund! Men hvor var de chikanøse Jurister henne, den Gang vi fik de kvindelige Skoleinspektører i København. Sov de? - eller var de paa Studierejse? - Nej, gaa længere ud i Landet med den Undskyldning! - Hic Rhodos! Lad os faa en administrativ Udnævnelse, der er ingen Kat, som vil gø af den. - Plejer denne Regering maaske at gaa af Vejen for administrative Forholdsregler? - Spurgte den Juristerne om Forlov den Gang den ansatte en kvindelig Kredslæge? en kvindelig Arbejdsinspektør? en kvindelig Biblioteksassistent? - Er en kvindelig Overlærer da noget som strider med Moral og Velanstændighed?"
„Ja, men det er jo Lønspørgsmaalet, som gør Sagen saa indviklet," forklarede jeg. „En Lærerinde rnaa i Øjeblikket ikke faa mere end 2/3 af den Løn, som gives en Lærer, og det vil være et altfor stort Spring at gaa fra den højeste Lærerindegage til den Løn, en Overlærer faar. Der maa en hel ny Lønskala til."
„Sludder og Vrøvl!" tordnede Brandmajoren. ”Det Spring vil bekomme somme Lærerinder ganske fortræffelig. Maaske hendes mandlige Kolleger vil faa Gulsot deraf, men de kommer sig nok igen, naar det gaar op for dem, at skal de kvindelige Overlærere lønnes lavere, faar vi tilsidst ikke en mandlig Overlærer i Landet. - Men hvordan har I nu tænkt Jer at gribe den Sag an? -" „Jeg tror, det vil være klogest at afvente Ministerens bebudede Forslag. Til den Tid har vi jo desuden vore egne kvindelige Repræsentanter paa Rigsdagen ..."
„Vand, Vand!" brølede Brandmajoren. „Jeg kvæles!" Han maatte slaa et Par Glas i sig, før han genvandt sit Mæle. „Sagde De kvindelige Repræsentanter? - Aa, Gud hjælpe os alle tretten! - Tror I, noget Parti er saa dumt, at sætte en Repræsentant for Kvindesagen ind paa Rigsdagen? Aa, kvindelige Enfold!" - „Ja - lad os nu først se, hvad Valget bringer," trøstede jeg ham. - „Valg! - Tror I, det konservative Folkeparti tør forsvare for sin Samvittighed at slippe Kvindernes Horder til Stemmerummene, saa længe Verdenskrigen frembyder den skønneste Undskyldning for at holde dem udenfor? Nej, glæd Jer over den Valgret, I har faaet paa Papiret, og kniber det med Humøret, saa læs Partiernes Kvindeprogrammer endnu engang forfra og bagfra.,, - „Vi faar jo Valg, naar Krigen er sluttet -". „Krigen slutter aldrig - i det mindste ikke, før Kvinderne hele Verden over faar Valgret. Mændene er faldne tilbage til Urinstinkterne, kun Kvinderne kan gøre Ende paa Blodbadet . . Derfor: Alle Mand klar ved Pumperne, og den Store Slange frem! Ingen Udsættelse af Valget længere end til 5te Juni med mindre Kvinderne giver deres Samtykke!"
„Nej, nej," sagde jeg afværgende. „Ingen Mistillid til Mændenes Hensigter! Siden jeg hørte op med at gaa i Søvne, er jeg bleven et andet og bedre Menneske. Vi maa resignere, selv om vore Herrer lader os Retfærdigheden tilflyde draabevis . ." - Han rev sin Hue til sig.
„Det skal altsaa ha’ Lov at brænde ned til Grunden i Kolding?" -
Jeg bøjede mit Hoved bekræftende.
„Og de skal have Lov til fremdeles at snyde Jer for Jeres Valgret?"
„Det staar ikke i vor Magt at forhindre det."
Hans Øjne hang tryglende ved mig. ”Jo, det gør. Hvis jeg faar Lov til at rydde Pladsen for alle uvedkommende og føre den store Slange frem? - „Nej, De faar ikke Lov til det, Brandmajor. Folk kan nu engang ikke lide den store Slange, den er altfor kraftig, og vore velmenende Hjælpere maa vi ikke støde fra os. God Nat, og gaa endelig sagte ned ad Trapperne, ellers risikerer vi at blive sagt op."
„Listesko"!" mumlede han, smækkede Hatten paa Hovedet og gjorde kort omkring, men standsede pludselig paa Tærskelen og saa tilbage med et isnende Blik. „Never mind!" sagde han kort og bestemt. „Jeg kommer igen, naar det passer mig. Ligesaa tidt jeg lugter Ildløs, stavrer jeg op ad disse Trapper. Jeg blæser ad Jere fromme Miner. Saa længe „Dansk Kvindesamfund" eksisterer, skal det ikke savne sin gamle Brandmajor."
Han smældede Døren i efter sig og rasede ned ad Trapperne ganske uden Respekt for Søvnens Hellighed.
