« Tilbage til søgeresultaterne
Skal Hjemmet være vor Verden eller Verden vort Hjem?
Indledning.
I Blade, Tidsskrifter og Piecer læser man, ved Foredrag og Forevisningskursus hører man i disse Tider uophørlig indtrængende Formaninger til Kvinder om gennem Sparsommelighed og ved klog, indsigtsfuld huslig Økonomi at medvirke til Løsningen af det gennem Verdenskrigen skabte og Dag for Dag mere brændende Spørgsmaal om, hvorledes Samfundet skal faa sit Forraad af Levnedsmidler til at strække til. Fra alle Lande tales der om Forholdsregler, som man har taget, saa-ledes i Sverige, hvor Forslag er fremme om at indføre et helt System af Husmoderskoler over hele Riget og i disse Skolet at indføre et for alle Kvinder obligatorisk Kursus, altsaa en Slags fremtidig Værnepligt, for alle unge Kvinder.
Det er en aldeles rigtig Opfattelse, at Levnedsmidlernes Forvaring og deres Udnyttelse paa bedste Maade er et af Hovedvilkaarene for, at de nuværende Vanskeligheder skal kunne gennemkæmpes. Det er ogsaa aldeles rigtigt, at de paa alle Maader dyrekøbte Erfaringer, som gennem den nuværende Situation i større eller mindre Grad er blevne indhøstede af hvert Medlem af Samfundet,
bør udnyttes i Form af fremtidige Forbedringer. Og det er endelig aldeles rigtigt, at ganske overordentlig meget i saa Henseende beror paa Kvinderne. -
Bestemmelsen om, at Hjemmet er Kvindens Omraade, er ikke ny; der har jo endogsaa været en Tid, da det af Kvinden i Hjemmet udførte Arbejde for Slægtens Bestaaen og Fremskridt var lige saa betydningsfuldt og lige saa værdsat, som det Manden udførte paa sit Omraade. Men om de Vanskeligheder, som nu gennemleves, skal overvindes - og i denne Stund ved vi ikke engang, hvor mange og hvor store de til Slut bliver -, saa maa hos Kvinderne selv den Tanke finde Anklang og blive dem fuld bevidst, at just i Hjemmet og i Hjemmets Pasning behøves der dybtgaaende Reformer og kraftige fremskridt, at Hjemmet maa tilføres Civilisationens almindelige Goder langt mere, end det hidtil har været Tilfældet, og at nye Metoder maa indføres der og udnyttes der. Alene derigennem kan man modarbejde og overvinde den nuværende Tids Vanskeligheder, og Resultatet heraf bliver ikke blot et »Nødhjælpsarbejde«, men et virkeligt socialt Fremskridt. Det tilkommer de oplyste Kvinder at gøre en Indsats i denne Retning. Det tilkommer dem at skaffe sig Kundskaber og sprede dem i videste Omfang, og herved gælder det om at se bort fra, hvad den enkelte mulig behøver eller ikke - alle behøver vi Oplysning, alle behøver vi at tænke paa, hvad der kan gøres og vindes for en bedre Fremtid.
Forholdene har fremdrevet Kursus for Uddannelse i husligt Arbejde, Foreninger har søgt at virke ved at sprede Kundskab om Husgerning og om Anvendelse af praktiske, økonomiske Arbejdsmetoder. I Hjem, hvor Familiens Indkomster ikke engang rækker til at indkøbe Føden for selve Dagen, maa tilvisse Velgørenheden træde raadende til; men ogsaa i Hjem, hvor Midlerne kanske rækker til, savnes der ofte Evne til at tilberede nærende og tjenlig Føde og til med Omtanke at varetage Husets Økonomi. I saadanne Tilfælde skyder man som oftest Skylden paa Hustruens Ukyndighed. Men egentlig er det ikke i Hustruens Ukyndighed, men i selve Systemet, Fejlen ligger. Systemet er en forældet Arbejdsform, som den moderne Samfundsudvikling rettelig burde have lagt lagt bag sig. Intet Kogekursus, ingen »huslig Værnepligt« for Kvinder formaar nogen Sinde at frembringe et virkeligt socialt Fremskridt, om ikke ved Siden af en Omlægning af mange Forhold i Hjemmet finder Sted. Men hertil behøves energisk Arbejde af ansvarsbevidste, arbejdsduelige Kvinder - være sig gifte eller ugifte -, som har lært at forstaa sine pligter og udføre dem med den faste Overbevisning, at intet samfundsnyttigt Arbejde er ringe eller uvæsentligt.
»Hjemmet«.
Det er en glædelig Kendsgerning, at i de seneste Aar har udmærkede Forfatterinder som Olive Schreiner, Rosa Mayreder, Caroline Stephens, Charlotte Perkins Gilman m. fl. ydet vigtige Bidrag til Belysning af mange Samfundsspørgsmaal, og da Spørgsmaalet om Reformer af Kvindearbejdet i Hjemmet for at opnaa bedre økonomiske Eksistensmuligheder og samtidig et rigere aandeligt Liv er fremme, har jeg ønsket at gøre dette Tidsskrifts*) Læsere opmærksomme paa Mrs. Perkins Gilmans udmærket skrevne Bog »Hjemmet«.
*) „I olika frågor".
Forfatterinden er amerikansk, og nogle af de Forhold, hun berører, er vel nærmest møntede paa Livsforhold i hendes eget Land, men i det hele taget giver et Studium af hendes Bog et rigt Udvalg af Forslag til Reformer i Hjemmet i samfundsnyttig Retning. Det, som her anføres, angiver kun nogle af Retningslinierne i hendes Bog.
Forfatteren siger i Indledningen, at da Bogen kommer den Almenhed i Hænde, som har vænnet sig til uden Tøven at betragte Hjemmet som »noget fuldkommen helligt og over al Diskussion hævet, saa fordres der et Par Ord som Forklaring«. I denne Forklaring fastslaar hun, at Hensigten ikke er at søge at berøve os noget væsentligt Element i Hjemlivet, men derimod at øve dyb og kraftig Kritik for netop at bibeholde og forbedre Hjemmet og redde det fra Forhold, som undergraver Hjemlivet. »Enhver menneskelig Skabning,« siger hun, »burde eje et eget Hjem, den ugifte sit Hjem og Familien sit Hjem. Hjemmet skulde for alle og enhver betyde Hvile, Fred og Hygge, Sundhed og fornøden Raaderum for personlig Smag og Tilbøjelighed. Hjemmet burde for Barnet være et Sted, hvor det følte sig lykkeligt og frit kunde Udvikle sig, og ligeledes for den Voksne burde Hjemmet være et Lykkens Tempel, en Kilde, hvorfra der hentedes denne herlige Sindets Fornyelse, som Verdens Arbejdere behøver.«
Imidlertid ser man i uendelig mange Tilfælde, at Hjemlivet er trykket og forstyrret af en Masse forskellige Forhold, som for selve Hjemmet er uvæsenlige eller ligefrem skadelige, og det er disse Forhold, hendes Angreb gælder.
»Hjemmets Hellighed«.
Hvad først og fremmest Hjemmets »Hellighed« angaar, siger hun, »da kan det, som virkelig er helligt, ogsaa taale at granskes«.
Et Barn og en Vild betragter Institutioner med Andægtighed og Frygt. Det primitive Menneske bøjede sig og faldt paa sit Ansigt for næsten alle Ting, enten det nu var Naturkræfter eller Menneskeværk. Civilisationen har tilført Menneskene et videre Syn og en bedre trænet Tænkeevne. Det civiliserede Menneske grunder sin Værdsættelse af Tingene paa Kundskab, og Frygten viger gennem Forstandens Anvendelse. Det civiliserede Menneske er bleven udviklet gennem Frihed og Selvstyre.
Da nu Hjemmet anses som, maaske den vigtigste, Faktor ved Dannelsen af Karakter og Livsanskuelse, saa gælder det om at passe paa, at en saa stor Magt bliver klogt ledet.
Hjemmet er en uudviklet Institution.
Hjemmets ydre Form har skiftet fra Hule til Telt, fra Telt til Hytte, fra Hytte til Hus, fra Hus til Kaserne eller til den amerikanske »Skyskraber«. Hjemmets Sysler har forvandlet sig fra at være mange og af mange flittige Hænder udførte til at være forholdsvis faa. Hjemmets Indbyggere har forvandlet sig fra at Være den polygamiske Gruppe med dens Hob af Slaver til at blive Familien med Fader, Moder og Børn. Men under denne lange Udviklingstid har Hjemmet som Institution ikke udviklet sig i Forhold til andre Institutioner og gennem sin uudviklede Stilling hindrer det Udviklingen paa andre Omraader. De to Hovedfejl i Hjemmets Tilpasning til vor nuværende Levemaade er, efter Forfatterens egen Mening, at »man har fastholdt den primitive Industri i Hjemmet i et ellers, moderne industrielt Samfund, og at man har begrænset Kvindernes Virkefelt alene til denne primitive Industri«.
Det Hjem, der var et godt Hjem i et Aarhundrede kan i det næste Aarhundrede blive et meget ulykkebringende Hjem. Man mener, at Manden af Naturen er foranderlig, Kvinden derimod konservativ. Derigennem at Kvinden er bleven i Hjemmet, medens Manden gennem det moderne Livs Udvikling er bleven ført mere og mere udenfor og bort fra Hjemmet, er det sociale Livs Linier gaaet udenom Hjemmet og »den ultrafeminiserede Kvinde er saaledes bleven overladt til Ultra-konservatismen«. Dette Forhold finder man i sin største Udstrækning i Østen, mindst i Amerika; men den amerikanske Forfatter mener dog, at »selv der er Hjemmet det af alle Institutioner, der er længst tilbage i Udvikling.« I Kapitlet »Nuværende Forhold« siger hun herom:
Hjemmets Udgifter.
»Hjemmets Udgifter er store, usikre og uopklarlige. I.nogle Familier kan ét »Ideal af en Husholder« med rimelige Midler og stor Opofrelse holde alt i forholdsvis god Orden; men i de fleste Familier er »Husholdningen« en altid rindende Kilde til Besvær, Uenighed, Sløseri og Pengetab. Husholdningen som Forretning er ikke netop udbytterig. - Vi stræber og maser os frem, forsøger paa at leve ordentligt, sundt og fredeligt, vi studerer alle Slags »Nye Tanker« for at holde os i Ligevægt, og længes efter at leve et enklere Liv; men alligevel forøder vi vor Styrke og vor Taalmodighed paa det endeløse Forsøg paa at »føre Hus«, »danne Hjem«, og leve hyggelig paa en Maade, som ikke er hyggelig, og naar disse uophørlige Forsøg fremkalder yderlig Træthed, saa rejser vi hjemmefra for at hvile! Tænk engang alvorlig paa dette!«
»Vi er færdige-------«
Forfatteren paapeger endvidere, at Familiefaderen er saa skaanselsløst bebyrdet med at skaffe Penge til Hjemmets, Underhold, at han knap ved, hvad et Hjem er, og Moderen er saa optaget af at udføre eller inspicere alt det indre Arbejde i Huset, at ogsaa hun faar ringe Tid tilovers til Familielivets virkelige Glæder. Barnet i Hjemmet kender ikke andre Omgivelser, som det kan gøre Sammenligning med, men ofte ser man det længes efter Forandring, - hvor mange Drenge drømmer f. Eks. ikke om at flygte hjemmefra?
Den unge Mand bliver i Hjemmet en næsten ligegyldig Faktor - han bliver der sjældent længere, end han er nødt til det, og den unge Kvinde indgaar maaske ofte et forhastet Giftermaal for at faa sit eget Hjem, og forestiller sig, at dér skal alt blive godt.
Resultatet bliver, at »vi er færdige - mere end færdige - til at tage imod det nye reformerede Hjem, selv om vor Følelse hænger ved Fortidens«. -
Hjemmets Etik.
I Kapitlet »Hjemmets Etik« gransker Forfatteren med megen psykologisk Skarphed den Indflydelse, som et udelukkende i Hjemmet tilbragt Liv har haft paa Kvindens Udvikling, som Menneske.
»Den Kvinde« siger hun, »som altid har staaet i et snævert personligt Forhold til nogen - som Datter, Søster, Hustru eller Moder, og som har været elsket og dyrket, hun føler sig tilsidesat og modfalden, naar hun kommer ud i Livet blandt fremmede. Hun føler Kontorets eller Butikens almindelige Ligegyldighed som en personlig krænkelse, og søger hurtig at komme i et personligt Forhold til sine Omgivelser. Som Forretningskvinde vokser hun med Tiden fra denne Tilbøjelighed, som ikke beror paa Køn, men paa Vane. Den faar samme Udtryk hos den udelukkende i Hjemmet opvoksede Dreng, og vidner om en overdreven Værdsættelse af sig selv.
Manden, som er vant. til at møde alle Slags Mennesker i forskellige Forhold, har lettere ved at finde sig tilrette. Kvinden, som kun kommer i Berøring med faa Personer i en snæver Kreds, - Slægtninge, Tjenestefolk eller lignende - eller under Selskabslivets fastslaaede Love, har ikke samme Fordele af menneskelig. Samhørighedsfølelse.”
Hvad bliver Resultatet af dette forældede Hjemliv? »Det bidrager til at udvikle Selviskhed hos Manden, og en fornedrende Selvopgivelse hos Kvinden, stundom er Resultatet endogsaa det modsatte.« Det kan hos Kvinden skabe en stille, ubevidst, altopslugende Egenkærlighed. Hun er i hele sit Liv bleven elsket og baaret Omsorg for med stor Kærlighed, har faaet Hjem, Beskyttelse og Forsvar og alt, hvad hun har kunnet ønske sig, uden anden Gengæld, end at hun Skulde opfylde sine naturlige, kvinder lige Pligter og forstaa de Fordringer, som »Selskabslivet« stiller til hende.
»Den Slags forfinede Selviskhed, som Livet i Hjemmet paa denne Maade skaber, er langt større end den Selviskhed, vi saa meget beklager hos Manden. En Mand kan være og er ofte sørgelig selvisk i sit Hjem; men han forlanger ikke, at alle Mennesker skal behandle ham lige overbærende. Han ved, at ude i det sundtvoksende Verdensliv maa han give ligesaavel som tage.
Hjemlivet gør Kvinden indbilsk, og hun har intet Liv ude i Verden, som kan modvirke denne Fejl. Mændene er hensynsfulde imod hende paa Grund af hendes Køn - ikke paa Grund af hendes Overlegenhed, Talenter eller udpegede Menneskeværd - men kun ganske simpelt fordi hun er Kvinde. Hendes Gæster er naturligvis hensynsfulde imod hende, ligesaa de Mennesker, hun omgaas, og de Personer, hun hos dem træffer sammen med, hendes Tjenestefolk og Børn er naturligvis ogsaa hensynsfulde imod hende; er de det ikke, da føler hun sig fornærmet og forurettet.«
Hjemmet og Selskabslivet samvirker i dette Forhold. »Enten ofrer Kvinden hele sit Liv paa Mand og Børn og gør dem til Egoister saa hurtigt og saa grundigt, som om hun var deres værste Fjende; eller ogsaa sidder Kvinden velernæret og smuk, velforvaret i sit Bur og smykker dets Vægge med al Slags Pynt, pryder sit Legeme med dyre og fine Sager, bestiller Mad til sig Selv, sin Familie og sine Gæster, farer fra Middag til Aftenselskab, som om det: at spise, var Menneskets fornemste Opgave.
Den primitive Opfattelse er, at en kvinde, som selv udfører alt Arbejde i sit Hus, skal vie hele sin Tid til Omsorgen for Familiens legemlige Behov. Af den lille Minoritet, som har andre Kvinder til at udføre Arbejdet, fordres ogsaa, at denne Omsorg skal være hendes væsentligste og eneste Pligt.«.
Vor Tids sociale Udvikling burde imidlertid for længe siden være vokset fra det Krav, at en Kvindes hele Liv og Tid skal forbeholdes Omsorgen for et halvt Dusin Menneskers Bespisning, Renlighed og Opvartning. Hjemlivets Former, som de var i de første Aarhundreder, kan ikke tillæmpes efter det tyvende Aarhundrede. Hjemmet anses for at være alle Dyders Vugge; men paa det Trin af social Udvikling, hvor vi nu befinder os, behøver vi Dyder, som er vokset fra Vuggen. Dyder, som er begyndt i Hjemmet, maa ud i Verden for at vokse sig stærke. Ligesom dette er nødvendigt for Mandens Vedkommende, saaledes er det det ogsaa for Kvindens. »Hjemmets Etik« er til en vis Grad god. Det menneskelige Livs Etik er mere omfattende og sammensat.«
FREMSKRIDTSLIN1ER.
»I Kvindens ændrede Stilling ligger den sikreste Garanti for Hjemmets Udvikling.«
Idet Forfatteren trækker sine »Fremskridtslinier« op, fremhæver hun som det vigtigste Krav, at »Vaner og Fordomme« skal besejres for at fremme Udviklingen. Forestillinger ændrer sig saavist ikke saa let, som de faktiske Forhold. »De fleste Mænd og Kvinder tror vedblivende paa den gamle Ordning, at Kvindens Bestemmelse er at opofre sig for alle Slags legemlige Behov, at Moderinstinktet er af højere Værd for hende end Kundskaber og Erfaringer, at det er en ædel Kærlighedsgerning af en Mand gennem sit Arbejde at forsyne en unyttig Kvinde med Luksusartikler. De fleste tror stadig væk paa disse gamle Myter og Usandheder.«
Der gives stadigvæk et Forhold, hvis Omfang og indgribende Betydning endnu langtfra staar klart for den almindelige Bevidsthed, men som i Virkeligheden er en af Nutidens vigtigste sociale Kræfter, nemlig, Kvindens Udvikling i det sidste Aarhundrede. Den har ikke været let at gennemføre. Kvinden maatte bryde igennem den haardeste Skal, som nogensinde har omsluttet et udødeligt Frø. Indefra blev hun holdt tilbage af et tykt Lag af primitive Instinkter, samlede gennem Aarhundreder. Udefra mødtes hun af saadanne Bjerge af Fordomme, at de vilde have været uoverstigelige, hvis Fordommene havde hvilet paa Virkelighedens Grund? Lykkeligvis er dette ikke Tilfældet. I Kvindens ændrede Stilling ligger den sikreste Garanti for Hjemmets Udvikling.
Kvinderne danner Halvparten af Menneskeheden. At dette store Antal af menneskelige Væsener, som før har været saa adskilte som Sandkornene paa Havets Bund, nu har begyndt at organisere sig til sociale Sammenslutninger er et betydningsfuldt Tidens Tegn. Ved Organisation, ved Sammenslutning, vil de med Tiden opnaa Resultater, som vi endnu ikke engang drømmer om.
Mrs. Perkins Gilman har som Motto for sin Bog rejst følgende Spørgsmaal: »Skal Hjemmet være vor Verden ... eller Verden vort Hjem?« Hun slutter den med at fremhæve, at »jo stærkere vor Samfundsfølelse bliver, jo mere behøver vi vort Hjem til at hvile i. Det større Arbejdsfelt er ganske vist nødvendigt for det moderne, socialt udviklede Menneske; men vi er dog stadig væk personlige Individer«. Fremtidens Hjem skal være ensomt og stille, helt vort eget, det skal være »vort Livs Grundvold og Baggrund; men Livet selv maa leves paa sin rette Plads ude i Verden. Leves der af Mænd og Kvinder, - af os alle.«
Helena Westermarck.
Vi har ganske vist for en Aarrække tilbage beskæftiget os med de Perkins-Gilmanske Teorier, men da Spørgsmaalet »Fremtidens Hjem« ikke blot ikke er løst, men tilmed under de nuværende økonomiske Forhold er bleven mere brændende end nogensinde, har vi ønsket i Lighed med andre Landes Kvindeblade at lufte disse Teorier og atter se at faa Spørgsmaalet belyst af Tanker og Ideer, som Forholdene kan have født hos dem, der har Skoen paa.
Vi har valgt ovenstaaende i det finske Tidsskrift »I olika Frågor« fremkomne Artikel af den bekendte Helena Westermarck som Forhandlingsgrundlag og beder vore Læsere udtale sig om følgende Spørgsmaal:
1) Trænger Nutidens danske Hjem i By og paa Land til en Reform?
2) Bør denne gaa i Retning af Centralisation af de i Hjemmene udførte Arbejder: Madlavning, Rengøring, Stopning o. s. v.?
3) Hvilke Hjem vilde en saadan Centralisation hovedsagelig komme tilgode?
4) Vil en saadan Nydannelse gavne eller skade Hjemmet som Institution og de deri levende »Indbyggere”?
5) Praktiske Forslag til en Reform.
Red.
