Valgret paa Papiret

Det maa have været med ejendommelige Følelser, at de respek­tive Partier mellem sig i denne Tid har drøftet, om vi skal have Valg til Sommer eller ikke. Det kan jo ikke Være andet end, at Mænd, der som denne Junigrundlovs Mænd har vist sig besjælede af en virke­lig Trang til at gøre Ret og Skel til alle Sider, maa have sagt til sig selv: »Rettelig er det jo ikke os al­ene, det tilkommer at afgøre Spørgsmaalet om Udsættelse af Valgene; det maa først og frem­mest tilkomme det store Vælgerflertal, som med denne Grundlov fik Ret til straks at blive delagti­ge i det politiske Ansvar, altsaa de 29-aarige, Tyendet og Kvinderne.«

Vi véd ikke, om nogen Mand har sagt saaledes til sig selv, men hvis det er Tilfældet, vil vi af ganske Hjerte give ham vort Bifald, kun de nye Vælgere kan efter vor Mening midlertidig afklæde sig selv den Ret, som de gamle Vælge­re har givet dem; og disse sidste kan moralsk set ikke tage med den anden Haand, hvad de gav med den ene.

Der udstedes i denne Tid og ik­ke mindst af Mænd rundhaandet Veksler paa de Velsignelser, som Kvinders Deltagelse i Lovgivnings­arbejdet skal medføre for Landet. Vi skal afskaffe Drikkeriet, højne Moralen, afhjælpe Nøden, forbed­re Tonen i den offentlige Forhand­ling og sidst men ikke mindst vir­keliggøre Drømmen om Fred og Voldgift. Skulde man nu ikke tro, at naar saa vigtige Spørgsmaal er lagt i Kvindernes Hænder, maatte de nuværende Indehavere af Magten her i Landet ikke tøve en Dag med at lade den nye Grund­lov træde i Kraft? Men i Stedet for oplever vi, at Valgene nu for an­den Gang udsættes, og vil sandsyn­ligvis opleve, om Krigen, hvad mange spaar, kommer til at stræk­ke sig over en Aarrække, at maatte vente paa vor Valgret lige saa mange Aar. Og hvorfor? For ved­blivende at sikre vort Land Fre­dens Velsignelser, siges der, og dermed lukkes selvfølgelig Mun­den paa Kvinderne, thi intet Offer kan jo være saa stort, at Fædrelandets Frelse ikke er det værd. Altsaa, for at sikre Landet Fredens Velsignelser sættes »Fredens Kvin­der« vedblivende udenfor, til Kri­gen er forbi. Kvinderne maa her, som næsten overalt, betale Gildet, og uden Skyld fra Vor Side. Thi det byder simpel Retfærdighed os at fremhæve, samtidig med, at vi uspurgte maa finde os i, at vor grundlovsmæssige Borgerret forholdes os, at det ikke er vor poli­tiske Medvirken, som vil lægge Hindringer i Vejen for Fredens Bevarelse, men det er Mændenes indbyrdes Ufredelighed. Det er Par­tilidenskaben, som ikke kan brin­ge Fædrelandet det Offer at lade de Sager hvile, hvorom Øjeblik­kets dybe Alvor kræver, at der skal herske Fred. Vi sigter ikke noget bestemt Parti, vi har erfaret, at der indenfor alle Partier findes Hedsporer, som ikke har Overlegenhed nok til at lade Sværdet bli­ve i Skeden i de Øjeblikke, hvor Modpartiet, tvunget af de ydre Forhold, frembyder et angribe­ligt Punkt, og opsætter saadanne Mellemværender til en Tid, hvor et saadant Angreb kan forsvares. Vi har selv været tilstede paa Møder, hvor vi har hørt trænede Politikere lade sig henrive til Ud­talelser, som vi, politiske Grønskol­linger som vi er - har maattet rød­me over paa Nationens Vegne, og vi har forstaaet med bitter Resig­nation overfor vore egne beretti­gede Fordringer, at naar det skor­ter Mændene saameget paa Resignation med Hensyn til deres eg­ne Mellemværender, er det ikke raadeligt at slippe Valgkampens Rovdyr løs. Vi maa da paa ube­stemt Tid nøjes med den Valgret, vi fik paa Papiret, som den 5. Juni 1915 blev højtideligt bisat i det hi­storiske Sølvskrin; vi maa endnu en Tid sidde paa det Galleri, hvor­fra Damerne i Camilla Collets Tid fik Lov til at overvære Herrernes store Afspisninger. Vi maa ligesom hun nøjes med Skuet af de »festschmausende« Mænd, Madduften og Champagneproppernes lystige Knald. Thi hvilke Retter er det ikke, som i denne Udsættelsens Tid serveres paa Rigsdagens Bord? Seminarieloven, som Landets Tu­sinder af Lærerinder med Spæn­ding imødeser, er henvist til en Kommission, hvori der følgelig ikke sidder en eneste kvindelig Rigsdagsrepræsentant, - man maa jo haabe, at samme Kommission vil vise os den simple Retfærdighed til Gengæld at supplere sig med et saa meget større Antal af Kvinder udenfor Rigsdagen – Lovforslag ­er fremsat om Ligestilling af den højere Almenskoles Lærere og Lærerinder baade i Henseende til Løn og Avancement - Lovforslag er fremsat om Ændringer i den kom­munale Beskatning, hvori der til Trods for vor politiske Ligestilling endnu findes den forældede Be­stemmelse, at en Ægtemand skal svare Skat for sin Hustru, om hun raader over aldrig saa store Ind­tægter af Erhverv eller Selvfor­mue, med andre Ord skal have i sin Magt at kunne udelukke hen­de fra at gøre Brug af sin kommu­nale Valgret og Valgbarhed - og hvem ved, i hvor nær en Fremtid vi ogsaa skal se et Lovforslag ser­veret paa Grundlag af Familieretskommissionens Resultater med Hensyn til Ægtefællers fremtidige Stilling overfor Børnene og i For­holdet til hinanden? - Kvinder­nes forandrede Stilling i Samfun­det kræver jo indtrængende en Løsning af dette betydningsfulde Spørgsmaal, mens den paa den an­den Side ogsaa kræver, at Kvin­derne selv deltager i denne Løs­ning.

Kort sagt, hvor vi retter Blikket hen, er en Opsættelse af Valgene for os Kvinder en alvorlig Ulæmpe; - dobbelt uforstaaeligt er det derfor, at man ikkte engang har fundet det passende at forelægge Kvinderne Sagen og lade dem selv afgøre, om de for Landefredens Skyld vil bringe det Offer indtil Krigens Ophør at lade deres politiske Borgerret kun fungere paa Papiret i Sølvskrinet, eftersom Mændene ikke har kunnet bringe Freden det Offer at udelukke fra Valgkampen de Spørgsmaal, om hvilke der i Øjeblikket udadtil bør herske den Taushed, som formelt betyder Enighed.                 

Intet Parti har stemt imod Val­gets Udsættelse, vi Kvinder bøjer os for denne Afgørelse af dem, som i Øjeblikket af egen Magtfuldkom­menhed endnu er Eneindehaver af den politiske Magt her i Landet, men vi gentager, og skal ikke bli­ve trætte af at gentage ved enhver Lejlighed, hvor dette Spørgsmaal kommer paa Tale: Vi burde have været spurgte.