« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Hjalmar Crohn: Legenden och Medeltidens latinska predikan och »exempla« i deras värdsättning
av kvinnan. Helsingfors 1915.
Denne interessante Bog er bygget paa omfattende Studier rundt om i Europas Biblioteker. Ved sit Emne har den for Kvinderne en særlig Interesse, men opbyggelig kan man ikke kalde denne overvældende Samling af Beviser paa, i hvilken Grad Kvinden i mange hundrede Aar var Syndebuk for Manden, den evige Genstand for hans Vid og Bagtalelse, medens hun tavs og værgeløs maatte taale og demoraliseres af det Rygte, han gav hende.
Arbejdet er i ligelig Grad viet de tre Kilder, gennem hvilke Menneskene i Middelalderen har faaet deres aandelige Næring: Prædikener, som direkte tjente til Paa virkning af Folkenes Livsanskuelse og Moral. Legender, som, ved at være Fortællinger om hellige Mænds Fristelser og Sejre over Djævelens Anløb gennem Kvinden, tjente Menneskene til Opbyggelse og Efterfølgelse. Og »Exempla«, der er lutter Smaahistorier og Anekdoter om samme Tema, men af folkelig Art.
Det fælles i disse tre »Aandsarter« er Middelalderens Mænds lidenskabelige Optagethed af Kvinden, en ihærdig Stræben efter at fortælle om, hvilket slet og skadeligt Væsen hun er, fuld af Fejl og Laster, og som skabt til Mandens Pine og Fordærv. Hun skaber ham Helvede i Livet, og sikrer ham Helvede efter Døden. -
Det bogstavelig talt forrykte Forhold mellem Kønnene, som ytrer sig bl. a. i denne Forfølgelse af Kvinden, har sin Grund i Kirkens Askeselære. Forf. indleder sit Arbejde med et Citat af Harnack om, at man i vore Dage indenfor Protestantismen vanskelig gør sig Begreb om, i hvilken Grad Askesen i 4de og 5te Aarh. e. K. beherskede Menneskenes Fantasi, Tanke - Livet i hele dets Omfang. Der eksisterede kun én virkelig Opgave: Afhold fra kønslige Forbindelser. Men Askeselæren pinte hele Middelalderen og har sine Udløbere frem i vor Tid, og vil fortsætte sig, især naturligvis Indenfor Katholicismen.
Fra de første Aarh. e. K. blev Kampen mod Kønsdriften for den Kristne bydende Pligt. Jomfrueligheden er Dydernes Blomst, og med Forherligelsen af Askesen følger en tilsvarende Nedsættelse af Ægteskabet og af Kvinden, idet Vurderingen foregaar fra den mandlige Askets Synspunkt. Hos Kirkefædrene fremtræder den asketiske Kvindeafsky som pragtfulde Sætninger rundt om i deres Produktion. Augustinus begynder at anvende denne Afsky metodisk, og gennem Skolastiken bliver den ligefrem sat i System, idet man føler Nødvendigheden af at begrunde Loven om Præsternes Coelibat. Nu kommer ogsaa Aristoteles til Gavn! Hvad denne Vismand har sagt om Kvinden, passer i Tidens Kram, og Teorien om Kvindens Mindreværd faar »videnskabelig« Form i Evropa, paa en Gang baade i Religionens og Videnskabens Navn. (Hvor er det dog i al sin Sørgelighed humoristisk!)
Forf. søger nu i sin Bog at vise, hvorledes den Idéstrømning, der blev stærk indenfor Teologien og den lærde Dannelse, kom til at paavirke den almindelige Opfattelse. Han viser, hvorledes den Institution, der meddelte Trosætningen som ubestridelige Sandheder, og som i udstrakt Grad paavirkede og stadig gennemtrænger Folkenes Retsopfattelse og Moral - hvor omfattende og stærkt
denne Institution har gjort Propaganda for den Sætning, at den kvindelige Del af Menneskeheden er af en lavere Slags end den anden.
Det var forholdsvis sent, at Ordets Kunst kom regelmæssigt i Brug hos Kirkens Mænd og blev en Faktor i Folkenes aandelige Liv. De ældre Broderskaber var til for Bøn, for Medlemmernes egen Saligheds Skyld og ikke for Ordets Forkyndelse. I Beg. af 13de Aarh. opstaar Tiggermunkenes Ordener. Sorte- og Graabrødre vandrer og lærer, vandrer og lærer. Missionsvirksomheden griber om sig. Præsterne og de ældre Broderskaber maa oppe sig. Der prædikes overalt og ved alle Lejligheder. Prædiken og Skriftemaal bliver de to Hovedveje, ad hvilke Kirken spreder sin Tro og sin Moral. For uvidende og magelige Præster skrives Haandbøger. En af de mest populære har det herlige Navn Dormi secure ( = Sov i Ro! = Din Prædiken er færdig.) I disse Haandbøger, der brugtes gennem Aarhundreder af de store Landes Præsteskab har man Læren. I alle Tonarter lyder i
Middelalderens Prædikener Jomfruelighedens Pris. Den er Dydernes Ædelsten, Englenes Søster, Kirkernes Fakkel, Sjælenes Lys. Ægteskabet derimod lutter Elendighed. Er Kvinden grim, er det galt, er hun køn, værre. Rig, skrækkeligt. Fattig, ikke bedre. Har gift Mand Penge er han ulykkelig (fordi han er gift). Har han ingen, ogsaa. Kvinden, der er gjort af et krumt og skævt Ribben, er af Naturen stridig. Hun er behagesyg, forfængelig, svigagtig, lumsk, sanselig, giftelysten og hundrede andre fæle Ting. Men det værste ved hende er hendes Skønhed. Man elsker at udmale sig den og ender med, at den er »som en Guldring i Trynen paa et Svin«. »Ak, var vi bare blinde!« udbryder en Forfatter vemodig. »En smuk Kvinde er et Tempel, bygget over en Kloak.«
Den hele Prædikenliteratur afspejler, ikke mindst gennem sine Raad, den asketiske Livsopfattelses fortvivlede Kamp mod Naturen. Af mildere Midler mod Sansernes Lyst er Bøn, Arbejde, Afsvaling ved koldt Vand, Taarernes Vand, derefter streng Tugtelse, saasom at piske sin Krop, rykke sig i Skæget eller i Haaret og tænke paa Helvedes eller andre Pinsler. Endvidere Faste, thi af Mad og Drikke tændes Begæret. Det indskærpes uafladelig, at det bedste af alle Midler dog er det at holde sig fjernt fra Kvinderne »med Syn og Hørelse, Lugt og Smag«. »Fra Issen til Fodsaalen findes der hos Kvinderne ikke et Sted, som ikke er en Snare for Øjnene«. Hun tænder med sit Blik Ild paa Afstand. »Et brændende Sværd er en Kvindes Ansigt«, siger Hieronymus.
Legender og Exempla, der var Munkes og Menigmands Læsning og evige mundtlige Underholdning, kompletterer paa en interessant Maade Prædikener. I dem alle er Kvinden den forfærdelige Fristelse, Djævelens mageløse Redskab overfor hvis uendelige og uendelig varierede Træskhed og Lidenskabelighed de stakkels Mænd er ulykkelige og hjælpeløse og for Exemplas Vedkommende, ogsaa latterlige Ofre.
Hr. Hjalmar Crohns Bog er af stor kulturhistorisk Interesse, og ogsaa i andre Henseender et højligen fortjenstfuldt Arbejde, som han skal have Tak for!
