« Tilbage til søgeresultaterne
Brandmajoren
Jeg havde selvfølgelig ventet ham, hans Fornærmelse sidst, vidste jeg godt, skulde ikke afholde ham fra at indfinde sig, saa snart han igen vejrede en Uret mod Kvinderne i Almindelighed og Dansk Kvindesamfund i Særdeleshed. Saa hørte jeg da atter en sildig Aften den velkendte Lyd af hans tunge Trin i den alderstegne Trappe, og efter en kort, politimæssig Banken traadte han ind i »Kvinden og Samfundet«s Redaktionsstue med en mørk og tilknappet Mine.
»Ja - jeg ved jo ikke, om man sætter Pris paa at høre min Mening,« begyndte han, »men jeg har som bekendt ikke Respekt for nogetsomhelst i Verden uden Sandheden - og Sandheden er den, at I lader Jer tage ved Næsen. Det skulde bare være mig, som havde Jere Kort paa Haanden, saa skulde I se, hvor jeg kunde spille dem!«
»Sid ned,« sagde jeg venlig.
»Ja, jeg gaar ellers straks,« svarede han og lod sine 200 Pund falde ned paa den paalideligste af Kontorets Stole, som jeg behændig skød hen til ham. »Jeg er ikke den, som prakker andre mine Meninger paa - men min Mening er ellers, om I bryder Jer om at vide den, at alle Partier har været lige gode om at sætte Jer og Jeres Valgret paa Porten. Se I nu til naar den slipper ind igen!« »Ikke alle Partier,« indvendte jeg beroligende. »Venstre har da bestemt sat sig imod Udsættelsen. Husk blot, hvad der stod at læse i »Tiden« for 11. Februar. »Navnlig de nye Vælgere, Kvinderne, har Krav paa, at Grundloven træder i Kraft den Dag, den er fastsat. Der maa tvingende, extraordinære Omstændigheder til, hvis Venstre...« Resten af mit Referat druknede i den Helvedes Latter, som drønede fra hans mægtige Brystkasse, mens han stemte sine 200 Punds Vægt mod Stoleryggen, saa den truede med at skilles fra Sædet. Jeg saa irriteret paa ham. »Ja - De kan jo selv læse det, hvis De tror, jeg refererer forkert. »Tiden« ligger henne i Reolen. Jo - Venstre kan vi ikke beklage os over, det har vist, at det ved, hvor Retten findes i denne Sag.« - Jeg vilde rejse mig, men han vinkede med Haanden, at jeg skulde, blive siddende.
»Aa Gud, jeg kender det alt sammen,« stønnede han, endnu i Kamp med sin Latter; »men Handlingerne, hvor bliver Handlingerne af?«
»Venstre har erklæret ikke af ville stemme for Udsættelse,« sagde jeg med et misbilligende Blik. »Jeg finder ikke, her er noget som helst at gøre sig lystig over.« Men mit Blik forfejlede ganske sin Virkning, og Latteren tog nu ganske Magten fra ham.
»Stemmer ikke - stemmer ikke!« kvækkede han halvkvalt, mens Stolen vuggede frem og tilbage under ham, som var den sat paa Gænger. Jeg for op. »Hvad stemmer det ikke? nu skal De minsandten læse hvad der Staar i »Tiden«, enten De vil eller ej -«
»Dunk mig i Ryggen!« kommanderede han, og frembød virkelig i Øjeblikket alle Symptomer paa Kvælning. Jeg slog ham af et godt Hjerte med begge mine knyttede Hænder i Ryggen. »Stemmer ikke!« røg det ud af hans Hals, og efter et nyt Dunk midt mellem Skulderbladene fulgte Ordene: »Venstre stemmer ikke!«
Mine Hænder sank ned, og jeg stirrede forvirret paa ham. »Ja - men Venstre fastholder sit Standpunkt, at Grundloven bør træde i Kraft til Sommer. Venstre kan ikke med sin bedste Vilje se nogen Grund til at udsætte Valget for Landets Sikkerheds Skyld.«
»Handlinger!«, brølede Brandmajoren, og denne Gang var det ude med Stolens Modstandskraft, dens fjermer Bagben brød sammen, uden at det dog tilsyneladende anfægtede Majoren i mindste Maade. Han slængte Benet hen i Kakkelovnskrogen, og vippede videre paa den trebenede Stol.
»Jeg kvæles snart af Ord! - Vil Venstre, alle som én Mand, modsætte sig Valgets Udsættelse? - Vil det staa og falde paa den Skanse, hvor det har stillet sig, for Kvindernes Skyld?«
»Der var en mandlig Indsender, som nylig skrev i »Hovedstaden«, at Kvinderne burde indgaa med en Protest mod Valgets Udsættelse?« indskød jeg med et Forsøg paa at slippe udenom hans Spørgsmaal. Han smed sig bagover i Stolen, saa ogsaa det nærmer Bagben maatte give sig med et lydeligt Knæk. »Død og Helvede!« brølede han og slyngede Stolens sørgelige Rester samme Vej som Benet før. »Skal de nu vælte Ansvaret over paa Kvinderne, siden ingen af dem selv tør tage det? - Ministeriet tæller paa Knapperne, Socialdemokraterne vil helst have Valg, men ofrer deres egne Interesser for Fædrelandets Skyld. Højre tør ikke paatage sig det Ansvar at slippe den almindelige Valgrets uvidende Horder løs, saa længe Verdenskrigen raser, og Venstre - Kvindernes Ridder, stemmer ikke, fordi det ikke vil gøre Ministeriet den Tjeneste at tage Ansvaret for en Udsættelse mod de andre Partiers Vilje, - men hvis I vil tage Ansvaret, saa er det en anden Sag. Derfor af sted med Jer! Mød op i et Protesttog, som siger Sparto til Jeres Valgretstog. Stil paa Amalienborg, i Folketinget, i Landstinget og forkynd Hs. Majestæt og det høje Ministerium og samtlige Partier, at I ikke er tilsinds at lade Jer jer Valgret frasnyde, og at I ikke er bange for at tage Ansvaret for alle de Dumheder, Mændene kan falde paa at sige under en Valgkampagne? Faar I ikke andet ud deraf, saa faar I ganske sikkert det, at Partierne mødes i firkantet Enighed om, at Kvinderne har dokumenteret deres fuldstændige Umodenhed til at fatte den politiske Dybsindighed i at sige ét og gøre et andet, som er Betingelsen for al parlamentarisk Virksomhed.«
»Er det da Deres Mening, at Kvinderne skal protestere?« spurgte jeg, overvældet af hans Veltalenhed. Han fægtede med Armene i Luften som en rasende. »Nej, saa min Sæl og Salighed! - Findes der ikke et Parti i Landet, som tør tage det Ansvar paa sig, at stemme for Kvindernes grundlovmæssige Ret, saa la’ dem tære videre alle fire paa den Grundlov, de satte Himmel og Jord i Bevægelse for at faa ud af Verden, men hold I Jere Fingre af Fadet! »Stemmer ikke!« det er det højeste Bud, som er gjort for Jeres Skyld; giv I nu lige for lige tilbage. »Stemmer ikke!« - andet har Kvinderne ikke at svare dem, som et Øjeblik sad med alle fire Damer paa Haanden, men smed Kortene fra sig, istedetfor at gøre Udspil!«
»Det er Deres Ord, kære Brandmajor, og ikke mine,« sagde jeg og standsede ham henne ved Døren, for at trykke hans Haand til Afsked.
»Ja, læg bare Ansvaret paa mig, og blæs mig en lang Marsch, om I lyster - jeg har en bred Ryg, og har jeg engang stemt for, at Kvinderne skal ha’ Valgret, saa er jeg heller ikke bange for at stemme for, at de skal have Ret til at gøre Brug af den.« - Han for ud af Døren og ned ad Trappen, men fra den første Afsats lød hans Røst endnu engang rungende op til mig. »Hvad siger saa »Kvinden og Samfundet?« - Jeg bøjede mig ud over Rækværket og raabte ned gennem min hule Haand: »Stemmer ikke!« - »Det er hørt!« svaredes der fra Dybet.
