« Tilbage til søgeresultaterne
Chang Sing
Af Carrie Chapman Catt.
Præs. for den internationale Kvindevalgretsalliance.
I Provinsen Kanton tog Selvmorderklubberne til i en saadan Grad, at Regeringen blev nødt til at erkende deres Tilværelse. Disse Klubber, rekruteredes af fattige, unge Piger, som var blevne solgt enten for at giftes eller prostitueres. Disse Klubber havde faaet Navnet »Vov at dø«.
De kristne Missionærer gjorde, hvad de kunde for at redde saa mange som mulig af disse ulykkelige smaa Stakler fra den Skæbne, som ventede dem. Selv besøgte jeg en Anstalt i hvilken 200 af disse smaa Slavinder var optaget. Anstalten havde købt dem for en ubetydelig Sum, og derved frelst dem fra strængt Arbejde i deres Ejeres Tjeneste, og fra senere, naar de naaede den giftefærdige Alder, at blive solgt som Hustruer eller prostituerede med en stor Gevinst for Ejerne.
Mange af Pigerne var sygelige. De fleste bar livsvarige Spor af den Mishandling, de havde været udsatte for. Naar jeg søger i Erindringen at genkalde Billederne af disse elendige smaa Stakler, kan jeg ikke andet end gyse.
Chang Sing, om hvem denne Beretning handler, hørte til denne ulykkelige Kategori af Menneskebørn.
Chang Sing blev født i en af de fattigste kinesiske Byer. Sult og Savn blev hendes Lod. Der havde i længere Tid været Hungersnød i Distriktet, Der fandtes ikke Arbejde, hverken til Mænd eller Kvinder. Lille Sings Moder havde, som Mødre plejer, givet sit eneste Barn den største Del af sin egen tarvelige Føde. Naturen gjorde til sidst sin Ret gældende. Den stakkels trætte Moder lukkede sine Øjne i Døden, efterladende Barnet alene med Faderen. Ogsaa denne var allerede syg paa Grund af utilstrækkelig Næring. Den eneste Udvej for ham til at undgaa Hungersdøden var at sælge sin treaarige Datter.
Det var ikke vanskeligt at faa Sagen i Orden. Den ulykkelige Mand solgte sit eneste Barn for
1 ½ Dollar til en Kolportør. I Kontrakten stod, at Barnet skulde betragtes som Svigerdatter i sit nye Hjem, men desuagtet skulde hun udføre en Tjenerindes Gerning, indtil hun blev gammel nok til at gifte sig med Kolportørens Søn, som var omtrent i samme Alder som hun. Dette Giftermaal kom aldrig i Stand, da den lille Dreng døde.
Gennem fem lange Aar skurede den lille Pige Gulve, bar tunge Vandspande, og opvartede sine Plejeforældre paa alle Omraader, - som Løn for sin Tjeneste fik hun Hug og Slag, Chang Sing kunde ikke mindes et eneste Bevis paa Ømhed. Grædende sov hun ind om Aftenen, udaset paa det lille Legeme, for næste Morgen at vaagne til den samme Elendighed.
Kolportøren og hans Hustru boede i Nærheden af en amerikansk Missionsstation, - de var tidligere gaaet over til Kristendommen. Det er ret usædvanligt, at Slavinder behandles slet i kristne Familier, men Kolportøren var forfalden til Opiumslasten, som hos sine Ofre meget snart dræber al menneskelig Følelse. Hans lille Løn var utilstrækkelig til at skaffe ham det dyre Opium. Han blev snart drevet til Fortvivlelse af sit ukuelige Begær efter Giften. Han solgte sin Hustru for 40 Dollars, dette skænkede ham en flere Ugers Opiumsrus.
Imidlertid mistede han sin Stilling. Ingen vilde tage ham i Tjeneste eller vise ham den mindste Tillid. Han havde intet til at opretholde Livet med. Han stod overfor Hungersdøden. Opiumslasten havde berøvet ham ethvert Spor af Ansvarsfølelse. Der fandtes kun en Udvej: den lille otteaarige Pige, som han havde købt for 5 Aar siden. Hun var hans sidste Haab. Han lejede hende ud til et Teaterselskab for 10 Dollars om Maaneden. Hun opdroges nu til Scenen.
Hun maatte lære slibrige, uanstændige Viser og more raa og fordærvede Mænd med alle Slags smaa Kunststykker. Lykkeligvis for hende manglede hun fuldstændig Sangstemme. Hun var dertil saa spinkel, at hun ikke kunde udholde den strenge Dressur, som hørte til hendes Uddannelse. Hun blev syg og sendtes tilbage til Plejefaderen. Denne opfandt snart nye Planer med Hensyn til Chang Sing. Han lejede hende ud til et berygtet Hus for 160 Dollars. I Kontrakten stod, at hun skulde blive hos sin nye Herre til hun fyldte 18 Aar, hvorefter hun skulde sendes tilbage til den Mand, som kaldte sig hendes Fader. Hun vedblev at være hans Ejendom, og Meningen var, at hun ved Hjemkomsten til Faderen skulde sælge sit Legeme for at underholde ham i Alderdommen.
Ingen spurgte om Chang Sings egen Mening. Gennem hele sit Liv havde hun aldrig truffet en Ven. Samme Skæbne deles i denne Stund af utallige kinesiske Piger.
En indfødt Kristen hørte en Dag den gamle Heks, som forestod Huset, kalde Chang Sing
»Shiakias-ju« (den lille kristne). Han underrettede straks Missionen. Man anstillede Undersøgelser, og lidt efter lidt kom alle disse Fakta for Dagen.
Det vakte ikke nogen videre Forundring hos hendes Landsmænd. Hendes Skæbne var almindelig for Fattigmands Døtre. Missionen prøvede alle Udveje for at befri det ulykkelige Barn for hendes Slaveri, men saavel Loven som Skik og Brug var paa Plejefaderens Side. Og endelig den almindelige Opfattelse, at Pigebørn fødes til at være Slavinder, og det kan være det samme, hvad de anvendes til.
Missionen betalte 160 Dollars for Chang Sing, den Pris, for hvilken hun var bleven solgt. Kontrakten blev undertegnet af alle undtagen af Kolportøren, som under stride Taarer bad om Barmhjertighed, thi gennem dette Køb vilde han blive berøvet sin Alderdomsstøtte. De hjemlige Myndigheder godkendte imidlertid Overenskomsten og Barnet blev fri, dog saaledes, at hun i Overensstemmelse med den kinesiske Lov maatte anses for at være Missionens Ejendom, med fuld Ret for denne til at sælge hende paany.
Det var, som om en højere Magt havde haft til Hensigt, at Chang Sing skulde tjene sit underkuede Køns Sag; det viste sig, at hun som ved et Under var - rask. Hun er nu 15 Aar gammel, en nydelig Pige, en alvorlig Kristen og en flittig Elev. Hendes kinesiske Navn er ombyttet med det engelske Sophia Smith. Hendes spinkle Skikkelse og stille Væsen er som kinesiske Pigers i Almindelighed; men der findes dog en Forskel paa hende og de andre. Et stort og mægtigt Ideal har grebet Chang Sing - hun studerer med Iver. Det er hendes Hensigt at uddanne sig til Lærerinde eller Læge, og arbejde med blandt Kvinderne i Wchu.
De skrækkelige Tragedier i de kinesiske Kvinders Liv, deres Fornedrelse, trykker hendes unge Sind, hun føler det som en hellig Mission at gøre alt for at lindre deres haarde Skæbne. Hun har hørt sine Landsmændsinders Nødraab, og hun har besluttet at vie sit Liv og alle sine Kræfter til at hjælpe dem.
Til denne unge Pige i det ældgamle Kina, med en frigjort Sjæl og et højt Ideal, har jeg sendt vort internationale Valgretsmærke. Jeg har fortalt hende, at det bliver baaret af Kvinder i 30 Lande, i Øst og Vest, i Nord og Syd, og at alle, som bærer det, sværger at vie sit Liv til at befri hendes Køn fra den Fornedring og Undertrykkelse, som Loven og Sædvanen har paalagt det.
Et nyt Hjærte er vundet, et nyt. ungt Liv tjener Kvindefrigørelsens store Sag. Solidaritetsfølelsen har fundet Indpas i Chang Sings Sjæl.
Denne nye Følelse, som bemægtiger sig Kvinderne i alle Lande, og som fordrer Frigørelse fra alle spærrende Skranker, er uovervindelig.
