« Tilbage til søgeresultaterne
Edith Cavell
I det engelske Underhus har Minister Asquith talt om dette vidunderlige Aar i Englands Hjstorie, som mere end noget andet har lært Landet, hvilke Mænd og Kvinder det ejer. Han har bl. a. nævnt Edith Cavell, som han siger, har givet den engelske Mand et glorværdigt Exempel paa det højeste Mod. „Og i de forenede Kongeriger," fortsætter han, „findes tusinde saadanne Kvinder, som vi for et Aar siden ikke vidste, vi ejede."
Den bekendte Forfatter Bernhard Shaw, som altid har staaet Suffragetbevægelsen meget nær, har korrigeret Mr. Asquiths Udtalelser og er fremkommen med en Slutningsbemærkning, som næppe har været saa helt velkommen.
Bernhard Shaw mener, at efter hvad Edith Cavell har gjort for England, er det naturligt, at hun staar for Englands Mænd som en Heltinde, men at de ikke af den Grund bør henfalde til frasefyldte Udtalelser om, hvad hun som Kvinde har lidt. Hendes Køn spiller ingen Rolle og ingen engelsk Lov, Civil- eller Krigslov, tager ved en Domfældelse særlig Hensyn til, om Dommen gælder Mand eller Kvinde. Bernhard Shaw mener heller ikke, at det er værd at tale altfor svulmende ridderligt om hende, thi man ved jo meget vel, at hvis hun var kommen levende tilbage og havde stillet sig i de Rækker, som kræver politiske Rettigheder ogsaa for Kvinder, og hvis hun gennem sin Agitation herfor af Regeringen var bleven drevet ud i Suffragetkampen og havde slaaet et Vindue itu for gennem saadanne Handlinger at prøve paa at blive hørt, saa ved man jo meget vel, gentager Bernhard Shaw, at hun vilde være prisgivet til Pøbelen, vilde være blevet forulæmpet og udsat for grove Mishandlinger og alt dette med fuld Tilslutning fra de Mænd, som nu i udtryksfulde Fraser kanoniserer hende.
„Hvad vi kan gøre,” slutter han, „er, til hendes Ære og i Erkendelse af hendes Mod at give det Køn, hun tilhørte, politiske Rettigheder. Hvis dette Forslag mødes med Dødstavshed, saa ved jeg, at Edith Cavells Opofrelse fornægtes af hendes Fædreland."
Den Anskuelse, som Bernhard Shaw her har fremsat, er ikke mindre stærkt bleven pointeret fra Kvindehold i England.
Den maa have virket afsvalende paa den højstemte Minister, og det tyder ikke paa noget klart Indblik hos ham, at England maatte i Verdenskrig, inden dets Førsteminister forstod, at det ejer Kvinder, der er rede til at dø for den Sag, de har gjort til deres. En saadan Mangel paa Kendskab til de rette Forhold er saa meget mere iøjnefaldende, som det uomtvisteligt er Mr. Asquiths ”Fortjeneste" ved sin Holdning overfor den engelske Suffragetbevægelse, at have givet dens Medlemmer Lejlighed til at dokumentere deres Foragt for Døden.
