« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinder paa Scenen. „Marie Odile”
Der er to Stemninger hos det store Publikum, der især gør sig gældende i en Tid som denne, hvor Sindene paavirkes af de mange Bud om Rædslerne ude fra Kamplinien, - den ene findes hos dem, der paa Trods af Alvoren for enhver Pris vil oplives - og den anden hos de Mennesker, der finder en vis Nydelse i at gennemleve Krigsrædsler og Krigsstemninger om og om igen.
Det maa være paa Grundlag af denne sidste Stemning, at et Stykke som »Marie Odile«, der opføres paa det ny Theater kan gøre saa megen Lykke.
Ganske vist kan Stykket ikke frakendes en smuk Udførelse og en nydelig Iscenesættelse, men da der i alle 3 Akter kun ses een Dekoration, som rigtignok er overordentlig stemningsfuld, kan det heller ikke være Udstyret, der trækker.
Der sker heller ikke meget, og Scenerne glider saa langsomt afsted, samtidig med, at Handlingen er ret tynd, saa at man undertiden griber sig i ikke at følge med.
Men at se Uskyldigheden besejre Raaheden - at faa en lille, men blid Forsmag paa, hvordan de stakkels Nonner muligvis er blevet behandlet i Belgien - det er det, der virker tiltrækkende.
Stykket der foregaar i et Nonnekloster under Krigen 1870, er nærmest et Angreb paa den unaturlige Opdragelse de unge franske Kvinder fik hos Nonnerne, hvor man, for at befri dem for Verdens Fristelser, gemte dem bort i Klostrene, men glemte at gøre dem vidende om, hvori Fristelserne bestod.
Hovedpersonen, Novicen Marie Odile, som aldrig har sat sine Ben uden for Klosterets Tærskel, blev ganske naturligt og smukt udført af den unge Astrid Holm. - Stykket er nærmest baaret af hendes Spil, - ti havde hun ved en Klang i sin Stemme - eller ved en Bevægelse blot een eneste Gang sluppet den ægte Tone, havde vi ikke troet paa hendes Uskyld, og Rollen havde virket sentimental og utrolig; men det skal siges til Astrid Holms Ros, at ikke et Øjeblik mistede man Troen paa hende. Hun gjorde ikke Forsøg paa nogen som helst Ageren, men virkede kun ved ganske stille og rolige Midler. Det vil være interessant at se, om hun ogsaa i andre Roller vil kunne bevare det samme sunde Grundlag for sin Opfattelse.
Den haardhjærtede Priorinde udførtes med megen Værdighed af Fru Oda Rostrup, men hvorfor hun talte med Accent er ikke rigtig indlysende, hendes fornemme Udseende og fintskolede Stemme havde en passende kølig Virkning i Samspillet med den kærlige gamle Nonne Louise og den varme unge Marie Odile.
Da Soldaterne nærmer sig Klosteret, flygter alle Nonnerne, glemmende den lille Novice, der saaledes er ene om at modtage Soldaterne og beskytte Klostret. En smuk ung Korporal røres af hendes Uskyld og Ukendskab til Mænd og optræder derfor som hendes Beskytter over for de raa Soldater; i Taknemlighed derover flyver hendes uskyldige Sjæl ham i Møde, og i Længsel efter et forstaaende varmt Hjerte skænker hun ham hele sit, uden at ane Følgerne. De gamle Nonner vender tilbage efter Krigen og finder hende med sit lille Barn. Denne Skandale kan Klosterets Renommé ikke bære, og Priorinden støder hende og Barnet ud i Verden, trods Søster Louises Forbøn. Dennes Rolle blev spillet af Fru Mathilde Nielsen - med en rørende moderlig Omhu. Harmfuld over den Hjerteløshed, der vises den unge Kvinde, vover hum at sige de Ord, hvori Stykkets Moral ligger: »det er os, der er Synderne, ti vi holdt hende i Uvidenhed om Livet og dets Fristelser«. Forestillingen er som sagt nydelig - især Morgenstunden i det fredelige Kloster, hvor Livet vaagner til sin daglige Gerning er stemningsfuldt fremstillet i første Akt. - Men flere virke trættende endog paa det store af den Slags Stykker vil dog vistnok Publikum
